Home Konkurrencer T-H: Tilbageblik på musikåret 2021.

T-H: Tilbageblik på musikåret 2021.

401
0

GFR leverer ikke lister i år, så der er nu plads til at lege med formen.
Helt at kalde det en nytårstale vil være at tage munden for fuld,
men T-H har set en stærk tendens i musikåret 2021 – må denne fortsætte længe!

I stedet for lister vil jeg i år lægge fokus et andet sted:
For når jeg tænker på 2021 som musikår, så står det klart, at kvinder har fyldt rigtig meget – og for det gode.
Ikke forstået derhen, at man bare fordi man er kvinde så er garanteret at lave kvalitet – se eksempelvis min anmeldelse af LINN. Men der er bare et højt musikalsk niveau blandt rigtig mange kvindelige kunstnere.
Jeg har nærmest ikke været til koncerter i år, men tog en dag på SPOT og kunne konstatere, at de få must-sees, jeg havde, alle var kvinder.
Særlig fedt var PRISMA, som på én eller anden mystisk måde formår at gøre deres (næsten) teenage betragtninger om livet-og-alt-det-der super interessant og relevant for en 40-41-årig mand fra middelklassen. Dét er da magi og sjovt var det at stå at råbe ”COME ON // FUCK OFF!” i Ridehuset.
Barbro stod også for en fremragende koncert, og først da jeg sad i salen gik det op for mig, at det var et kryds mellem Fallulah og country – men sikke et kryds!
Eneste skuffelse var et gensyn med Baby In Vain, der simpelt hen bare ikke ramte dagen…

Vi har også i år fået en vanligt ambitiøs plade fra Jomi, som tåler gennemlytning på gennemlytning – og stadig rører. Og kvinder fylder meget på P6 Beat, som stadig er den radiokanal, jeg lytter mest til.

Uden for radiofladen havde jeg også en FEST med at anmelde HIGHBOY med deres massageapparat eller ej. Det er hermed igen anbefalet!

Jeg føler mig overbevist om, at det især er DR, der har været bannerfører og har hjulpet kvinder uden om den gatekeeping, der tidligere stoppede deres fremdrift. Det er det virkelig svært at have noget imod – og når kvaliteten på de kvindelige kunstnere så er så høj, så vinder alle.

Mændene er dog ikke som sådan blevet nedprioriteret og Gæsterne, Peter Wangel og ikke mindst Weal har leveret stærke udspil.

Listerne lister sig alligevel lidt ind

Lad os i listernes ånd derfor erklære Weals Calm for årets bedste album, PRISMAs Inside Out årets EP – og årets koncert, ja… Der er der simpelt hen for få at tage af, til at det vil være fair at… Nej, fuck; PRISMA på SPOT. Det var fedt.

Når så skåltalerne er ovre for kvindernes år i musikken, må jeg også sige, at originaliteten ikke er overvældende. Jomi er og vil altid være en ener, Weal (og også anmeldte Boundaries) har fat i ét eller andet tidløst, episk lydbillede. Men ellers har mine ovenfornævnte kunstnere et stort ’RETRO’-skilt knyttet til deres udtryk og værker.
Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og fra mit arbejde (i en HELT anden sektor) ved jeg, at den nye originale idé ofte har et lidt for godt ry – og at det ofte er bedre at gøre hvad man er god til, hellere lave noget kendt virkelig godt, end fortabe sig i drømmen om fremtidige, originale tanker.

Håb for fremtiden

Så når Barbro er lige så godt som Fallulah, kan jeg sagtens glæde mig over det. Meget endda.
Og så kommer der jo også hen af vejen en sand original idé – eller endda kunstner. Og mængden af disse vil selvfølgelig både være begrænset, men vores evne til at tage nyt, meget originalt materiale ind som lyttere er selvfølgelig også begrænset.

Så. Med den ikke-konklusion vil jeg egentlig bare glæde mig over at kvinder nu er en reel tilstedeværelse i det højeste musikniveau herhjemme.

Hvad der kommer ind i 2022 ved vi af gode grunde ikke. Men jeg vil satse på, at jeg får set noget mere live-musik!!

Godt nytår!
Troels-Henrik Krag

Previous articleEver The Ghost: Mortify (EP/anmeldelse)
Next articleÅret og årene der gik på GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.