Sweet Pete and the Land Band: Land ★★★★☆☆

0
428
views

Danske Sweet Pete and the Land Band har tydeligvis hørt deres Neil Young (og Crosby, Stills & Nash), og leverer et velklingende, men ikke voldsomt originalt, bud på amerikanskinspireret folk/country rock. 

Det der med, om noget er originalt er sgu altid noget man kan diskutere om er godt eller skidt. I dette tilfælde synes jeg egentlig, at det at inspirationskilderne står ganske tydeligt frem, gør meget lidt, fordi Sweet Pete and the Land Band spiller godt og skriver ganske solide sange, det er værd at lytte til.

Jeg var måske nok en smule undervældet af åbneren, ‘Our Land’ første gang jeg hørte den. Den virker som sådan en “introduktionssang”, der fører os ind i universet og præsenterer bandet og dets mission. Men igen, det er i bund og grund godt musikalsk håndværk, og her kan Neil Young tydeligt høres for det indre øre. Det er også en sang, der vokser når man lytter til den igen, omend den ikke når samme højder som albummets andet nummer, ‘A Perfect Place’. Den har egentlig et ret dæmpet anslag, men formår alligevel at have rocket tyngde, og så har den guitarhooks, fint korarbejde, og er i det hele taget en ret stemningsfuld sag. Stærk sang.

Den følges af et andet af albummets højdepunkter, nemlig ‘Big Sombrero’, som handler om at være rejsende, og altid være i bevægelse – indtil man bliver et sted. Her er der også masser af tyngde på grund af det fyldige trommespil, og guitarerne er igen en nydelse.

‘Marfa Lights’ er solid americana-rock, der ikke gør så meget væsen af sig, mens det bliver mest lårklaskende country-agtigt på Springsteen-coveret ‘Cadillac Ranch’, der næsten også lyder som om den er optaget på en veranda med de uendelige amerikanske landskaber lige udenfor. Ligesom resten af numrene på albummet er det helt igennem veludført, men den falder også en smule ud stilmæssigt – hvilket egentlig ikke som sådan gør noget, det giver også et friskt pust midt på albummet.

‘The Desert Song’ vender sig nemlig atter mere mod den stemningsfuldt ørkenrockende lyd, og ‘All Time Green’ (et Ron Elliot cover) bevæger sig i samme territorium – igen, begge solide sange, men dog uden at blæse i hvert fald denne lytter bagover. Det er dog lige ved at kasketten ryger på næste nummer, den herligt skrumplende ‘Country Underground’, der også har en bismag af Neil Young, hvor tangenterne, det tunge drive, og korharmonierne giver en akut lyst til at finde en slidt Stetson frem og tune guitaren til Neil-stil (som om man kunne finde ud af det) og gro et par buskede bakkenbarter (som om…). Det kan godt være Neil og Promise of the Real ville spille røven ud af buksen på Sweet Pete og co i en play off, men hvis de ikke lige står og venter rundt om hjørnet, så er Sweet Pete and the Land Band rigtig fint selskab.

Albummet lukkes med endnu et solidt nummer, i form af ‘Same But Different’, hvor guitararbejdet igen shiner, og der er en herligt tilbagelænet fremdrift – det virker afklaret, som man også fornemmer i teksten: “Gotta go but take it slow/The ending it comes too/A different chime/A different rhyme/A different beat in a different time“.

Sweet Pete and the Land Band har flere navneoverlap med Elevatorfører (Peter Ole Pedersen, den glimrende guitarist Klaus Møller og Christen Brunsgaard, først og sidstnævnte har sørget for tekst og musik henholdsvis), og Morten Aron Larsen er også med på backingvokal, så man er i sikre hænder hele vejen. Ligesom hos Elevatorfører behandles en musikalsk arv (i dette tilfælde fra USA) respektfuldt, og med små justeringer og opdateringer. Hele vejen igennem solidt og veludført, med enkelt sange, der løfter sig et stykke over det solide og op i det glimrende. Det giver 4 pæne stjerner, og hvis du ikke har fundet dit efterårs-americana-soundtrack endnu, er her et godt bud.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.