Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Sune Feld: Fairytales & Other Lies ★★★☆☆☆

Sune Feld: Fairytales & Other Lies ★★★☆☆☆

2211
0

Selvgjort er velgjort, siges det. Selvgjort er den danske singer/songwriter Sune Feld’s seneste album, Fairytales & Other Lies. Et album der byder på 8 pop-rockede sange, med et elektronisk twist, og hvor kærligheden er omdrejningspunktet.

Siden 5-6 års alderen har Sune Feld skrevet sine egne sange, og lært sig selv at spille en række instrumenter. Den store kærlighed til musikken kastede i 2009 et debut album af sig, Letters, og nu er han så klar til at indtage Dannevang med hans take på kærlighedssange anno 2018, som i øvrigt er skrevet og produceret af Sune Feld selv. Han tyvstartede dog allerede i 2017 med singlerne “A Pearl” og “Win Before We Lose”, som var i heftig rotation landet over og “A Pearl” var sågar et af de mest afspillede sange på P4.

Skal der smides et par referencer på, så lander vi et et eller andet obskurt sted mellem Gangway, Duran Duran og Kashmir, hvor nogle sange lugter lidt mere af den ene en den anden, eller tredje. Nå, men er det så velgjort?

Der startes da også ud på et højt niveau med åbneren, netop singleforløberen “A Pearl”. En semi-slæbende sag, hvor der opbygges et spændende og medrivende lydunivers, som brydes på fineste vis af omkvædet, hvorefter man igen befinder sig på den semi-slæbende sti. En catchy sang, hvor teksten ikke overraskende omhandler kærlighed, uden at det på nogen måde bliver for meget, og instrumenterne er doseret perfekt – det er ikke overraskende at netop “A Pearl” har været et hit hos radiostationerne.

“Do Not Say” er rendyrket pop-rock, hvor den helt klassiske pop skabelon er hevet frem, et relativt stille vers bliver afløst af et bombastisk og storladent omkvæd, for derefter at gå helt ned – og gæt så hvad der sker… Yes, bombastisk og storladent omkvæd er tilbage. Et fint nummer, der ikke gør nogen fortræd og som lugter en smule af gode gamle Gangway. Mon ikke den også finder vej til rotation?

På “Flaming Orange Tree” stempler Kashmir ind, ja, det kunne faktisk lige så vel have været en B-side fra det garvede danske band. Men nu er det jo Sune Feld, og jeg ved ikke helt, det er i min optik så Kashmirs’k at jeg har svært ved at abstrahere fra det. Men skulle jeg, så er det et meget gennemsnitteligt pop-rocket nummer, der hverken gør fra eller til. Det fungerer fint mens musikken spiller, men er desværre hurtigt glemt.

Det samme kan man sige om “Kopenhagen”, en uptempo, keys-domineret sag, der jo nok er en kærlighedserklæring til vores hovedstad, men det bliver nok aldrig den sang man refererer til, når man snakker om sange, der er dedikeret til København, det er den simpelthen for forglemmelig til.

“Win Before We Lose” har lidt mere originalitet over sig, tempoet er skruet betragteligt ned i forhold til “Kopenhagen”, og omkvædet er godt skruet sammen, og er et af dem, der sagtens kunne rumstere i skallen på én i en dags tid.

På “Count On Me” checker 80’er mastodonterne Duran Duran ind, altså ikke in person(s), men det lugter en del af Simon Le Bon & co. Tja, tjo, det er et fint popnummer, men igen tænker jeg ikke andet end Duran Duran når musikken spiller, og det er jo en skam, for det er vel ikke rigtig meningen.

Og så skal vi tilbage til en af de tidligere referencer på “Angel Set Me Free”, som byder på nedskaleret pop i bedste Gangway-stil. En stille og rolig sag, hvor trommerne kører monotont og meget digitalt ud over stepperne, alt i mens Sune Feld krænger sit hjerte ud. Igen et nummer der er glemt så snart det er slut. Weiter.

Yes, weiter til albumlukkeren, og anden single fra albummet. På “Fairytale And Other Lies” er tempoet stadig helt i bund, og bygges stille og roligt op til den store finale, dog uden at peake sådan for alvor.

Og det er vel det helt store problem, eller udfordringen på Fairytales & Other Lies, det er egentlig et ganske fint og godt album, men det gør for alvor ikke nogen forskel og det peaker stort set ikke på noget tidspunkt – det er simpelthen for strømlinet, ufarligt og uoriginalt og lyder desværre også som noget man har hørt mange gange før, fra specielt danske engelsksprogede kunstnere.

Albummets helt store oplevelse er uden tvivl “A Pearl”, som tør være bare lidt anderledes og helt sin egen. Det er forfriskende, men desværre går det ned ad bakke efter den sidste tone i netop den sang er rindet ud. Produktionen og instrumenteringen, og ikke mindst vokalen, er superfornem, måske for fornem og pæn. Der er ikke rigtig noget der stikker ud, alt er pudset og filet til, og det ender desværre med at tage en del af energien ud af sangene. Hertil kommer at trommerne lyder meget digitale, måske er de det, jeg ved det ikke, men vil umiddelbart gætte på det.

Keys. Alt det her elektroniske hejs, der tilsyneladende er the shit i disse år. Ja, det kan virke og være uhyre effektivt, hvis doseret og brugt korrekt, det kan desværre også tippe over, som jeg synes det gør for Sune Feld på dette album. Han har en god vokal, der er masser af instrumenter, men alligevel får det elektroniske næsten en hovedrolle på albummet, og det er i min verden en fejl. Dermed ikke sagt at det ikke burde være der, for jo, det burde det, men slet ikke i den grad, det er alt for dominerende.

Jeg ville gerne høre dette album indspillet mere organisk, uden for meget elektronik, så man kan mærke Sune Feld’s kærlighed til musikken og instrumenterne. For på Fairytales & Other Lies bliver han mere en statist i hans eget lydunivers end hovedpersonen, og det er vel ikke meningen? Jeg smider 3 stjerner efter Sune Feld og Fairytales & Other Lies, for nok er det selvgjort, men det er ikke helt velgjort.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.