Suckerpunch: Chasing The Horizon ★★★★★☆

0
357
views

Der er dømt autentisk sydstats rock n roll fra danske Suckerpunch, der uden at opfinde den dybe tallerken, har begået en vellydende, velspillet og tungt rockende debut, der er som skabt til landevejen.

Albummet er spækket med klicheer, selvironi og southern attitude, hvor booze, tattoos og pickuptrucks er i højsædet, hvor man tror på bandet, når de langt fra sydstaterne, giver den max amerikaner-gas. Påtagethed er der nemlig ikke noget af, hvilket man sagtens kunne frygte, når et skandinavisk band kaster sig ud i denne genre. Derimod er bandets take på sydstats rocken troværdig, autentisk og uhøjtidelig – man kan fornemme at bandet elsker at give den gas, og har en kæmpe forkærlighed, for netop denne gren af genren.

Det er samtidig en genre der er relativt svær at forny, men dette er som sådan heller ikke det Suckerpunch er sat i verden for. De er sgu ikke for fine til bare at give den gas, og smide om sig med gedigne riffs, gode melodier, tromlende trommer og tekster hvor alle kan være med, og i den grad er tro mod genren. Er man til bands som Clutch og ZZ Top, går man ikke fejl i byen med Suckerpunch. Og som bandet selv udtaler, er det ikke de store og dybe tanker bandet jagter, dem overlader de til Bruce Springsteen og U2.

Første sang i anlægget i bandets møjbeskidte pickuptruck, er tungt-rockende “Leaving Country Hell”, hvor tonen bliver lagt, og trucken ryger fra 1. til 7. gear i helvedes fart. Her er alle greb taget i brug, og maskinen pløjer derudaf med koklokke, mundharpe og guitarsolo fra start, før den hæse, og helt perfekte vokal, sætter ind; “Welcome to the dusty place where nothing grows and it never rains“. Så er vi ligesom igang, og scenen er sat.

Den velsmurte rock-maskine trucker videre i højt gear, til titelnummeret “Chasing The Horizon”, hvor tempoet bliver holdt højt, det er sgu dejligt ukompliceret. Tempoet ryger ned på “Snake Bite”, der med et catchy groove, vugger lytteren gennem det golde landskab, og det er umådeligt svært ikke at holde fusserne i ro. Garneret med et sublimt riff og ditto omkvæd, er “Snake Bite” albummets stærkeste sang.

Tempoet bliver holdt nede, på albummets eneste ballade, “Longing”, pg der skal jo være en ballade, sådan er det. Her har Jens Pihl Bjørnstau fået æren af leadvokalen, og det gør han såmænd rigtig godt. Her lugter det lidt af Guns N Roses og Bon Jovi, men man må give Suckerpunch, at de kan sgu deres sangskrivning – ja, den er klassisk, men de kan den dældusme til UG.

Efter fællessangen, som “Longing” uden tvivl ender med at være live, går det igen ud over stepperne på “Come On Over”, hvor koklokken og tendenserne fra de første sange er tilbage. Tempoet får en nøk op på “Dirty Bitch”, der bare fræser afsted i en helvedes fart. Farten sænkes, og der holdes ind i en tilfældig flække, det er nemlig blevet tid til “Tattos N Booze”.
Det er dejligt uhøjtideligt og med et glimt i øjet, eksempelvis synges der i omkvædet: “Hey Yeah! Tattoos and booze. Bottom up the booze, do it now. Hey yeah! Tattoos and Booze, If you snooze, you loose.” Udover at det nok er korrekt, så rimer det også pisse godt.

Efter en omgang blæk og sprit, er det på tide at få startet trucken op igen. På “Riding With The Devil” er det helt op for volumen, ned med vinduet, og godt ud med armen, måske hele overkroppen, mens bandet tæver fremad med aggressive riffs, frembrusende trommer, buldrende bas og en pisse arrig forsanger.

På “What Do You Want” er stilen knap så in your face, men der er stadig fart over feltet – “What do you want? Just wanna have fun! Hell yeah!” Sådan fortsætter det på “Stay On Top” før tempoet sættes ned, dog kun i et enkelt minut, man skulle nødig nå at få pusten, på en fin, og relativt sur, udgave af Kenny Rogers’ “The Gambler”. På trods af den gode version af sangen, burde den have været rosinen i pølseenden, og været bonus (her har bandet istedet smidt “Run, Run Rupolph”) eller som surprise track. Den passer ikke rigtig ind i mixet af originale sange. Minor detail.

Albummet lukkes med manér med “Give It All”, hvor bandet så sandelig, vrider den sidste energi ud af pickuppen, og slutter i højeste gear, og understreger deres tilgang til musikken. “Give it all, give it all you’ve got!”

Og det gør Suckerpunch i den grad på Chasing The Horizon, hvor de virker relativt ustoppelige og hvor man kan mærke deres kærlighed til rocken, og det smitter sgu af. Ja, man skal selvfølgelig være til blues rock, southern rock, eller redneck rock n roll, som bandet selv definerer stilen.

Som skrevet i starten, er det ikke den dybe tallerken bandet opfinder, men er man til autentisk og uhøjtidelig lige-ud-af-landevejen tung southern blues rock, gode melodier, riffs èn masse, koklokke og tekster om sprut, ladies, biler, tattoos, djævlen and what have you, er Chasing The Horizon et must hear.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde




Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.