Strangers On A Train: The End Is Nigh But The Night Is Young ★★★★★☆

0
254
views

Strangers On A Train er efter et længere tilløb klar med album nummer to, der heldigvis har været ventetiden værd. Inspirationskilderne bæres stadig med stolthed uden på tøjet, er du til lurvet kabaret/bar-rock ala Tom Waits, så kan du roligt stige på.

De tydelige inspirationskilder og dedikationen til en gammeldags musiktradition, som det barokke og kabaret er både Strangers On A Trains force og en lille svaghed. Det er uhyre veludført og virker autentisk, men er man fan af genren og ikke mindst Tom Waits’ hærgede vokal, så lyder det her måske næsten FOR velkendt. En lille anke, men den er der.

Men, når først musikken spiller og bandet får det til at sumpe og svinge over 12, forholdsvis korte og veldoserede numre, så er det 37 særdeles lyttevenlige minutter. Det her er musik til, for, med og som hyldest til de tilrøgede barer, mere eller mindre suspekt klientel, ludere, lommetyve og andet godt folk, der ikke er bange for, at det bliver lidt fugtigt i krogene.

Hvor den første plade virkede som om den havde et ret samlende, overordnet koncept, med numre der udspillede sig på et lummert brodel, så virker denne plade mere løs i skørterne. Fordelen er, at SoaT ikke er bundet af konceptet og måske også får bredt den musikalske palette lidt mere ud, ulempen er, at nogle måske netop savner lidt mere homogenitet pladen igennem. Det bliver mere spraglet og fragmenteret i lyd og stil, men, andre ville muligvis bare kalde det “varieret”.

Hvor om alting er, så er det en uhyre tilgængelig plade, som trods sin kantede og lurvede stil, fremstår indbydende og lyttevenlig, Måske fordi SoaT ikke trækker sangene unødigt ud og vi går fra “scene til scene”? Kun to lidt mere afdæmpede ballader sætter for alvor tempoet ned og skruer op for spilletiden, men de er begge vellykkede og blandt pladens højdepunkter.

Første gang tempoet for alvor sænkes er på femte nummer, “Lost Her To Wolves”, hvor tonen bliver mere lidende og smertefuld, ikke mindst i de knugende passager hvor titlen synges. Et smukt, smukt nummer, trods stemningen af tab der driver ned af væggene i det mørke rum der synges fra. Tiende nummer, “Whores”, er anden gang hvor SoaT barberer udtrykket godt ned. Her får et sørgmodigt klaver en mere fremtrædende rolle, sammen med den ru og nedslåede vokal. Strygere bruges i begge numre på smagfuld vis til, at underbygge atmosfæren. “You call them heroes, I call them whores”, lyder det ud af ensomhedens tomme rum.

Trods den nedslående stemning, er der alligevel noget opløftende, eller en form for overlevelsesvilje i musikken hos SoaT. Dette gælder også de mere tempofyldte numre på pladen. Nok er det som om en form for dommedag, eller i hvert fald personlig deroute lurer i sangene, men, også som albumtitlen antyder, en følelse af, at skal skuden være på vej ned – så lad det ske med en sidste fest.

Der lægges smittende fra land med den lidt over 2 minutter lange “Jungle Is My Home”, der lyder som lidt af en feststarter på en snusket beværtning. En hvor der går ren spjætmazurka i den i løbet af “A Millions Kittens”, der ellers lægger ud i en mere rolig og tæt kinddans, inden fanden tager ved bandet og der spilles op til svingom. Det skal ikke være dans det hele, i “Orgy Of The Widows”, lyder det som man stavrer og lusker halvfuld rundt fra barbord til barbord i jagten på noget selskab for natten, mens en trompet dukker op og slutter sig til det sømandsgyngende orkester på scenen.

Men er man nu ønskværdigt selskab? Et andet højdepunkt, “Baby, I’m The Devil”, kunne indikerer, at det måske ikke er tilfældet. Et djævle-klaver pumper sangen fremad mens der spreder sig en stemning halv-liderlig kabaret gøgleri og fuldskab. Charmerende på den lidt ucharmerende og ildelugtende vis, såfremt en sang kan have en duft. Leveret så medrivende, at man helt får lyst til, at rejse sig og klappe når nummeret slutter, inden man får et surt opstød og må sætte sig igen, inden ondskaben kommer op gennem spiserøret.

Således tumler man gennem det ene “festlige” nummer efter det andet, der også inkluderer en vellykket semi-julesang, “Last Christmas Ever”, inden natten rinder ud og man når slutningen på den afsluttende “And So It’s Ends”. Den giver en vis forhåbning om, at nok er det tæt på lukketid, men, måske gik verden heller ikke under denne gang. Vi prøver igen i morgen!

Hvad The Ends Is Nigh But The Night Is Young måske umiddelbart mangler af en tydelig rød tråd, anes måske i disse alkohol tåger. Det er en mere flimrende oplevelse end debuten, men også en afvekslende affære, hvor tiden flyver afsted fordi man er i godt “dårligt” selskab.

Godt nok til 5 fordrukne stjerner, der forhåbentlig er nådig hvad tømmermænd angår, når man vågner op med sprutånde og stanken af omvandrede aksebæger i ens krøllede habit.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.