Det er sjappet og koldt i Århus. Den hvide sne, der ellers har oplyst byen, er i stigende grad begyndt at blive grå og smelter… Lige en dag at være indenfor i…!
Men, hvad-øh???
Anmelder GFR nu soul og sådan noget?
Ja, i dette tilfælde gør vi fordi…
…Mandags-koncerter på Voxhall med store, internationale navne i udgangspunktet altid er værd at besøge
…Jeg personligt oplevede og havde en stor oplevelse med dette band på NorthSide, den gang P6 havde indgået et uhelligt samarbejde med den kommercielle festival og havde fået deres ’egen’ scene.
…Igen den personlige vinkel: Jeg faktisk helt ind i benet har savnet at besøge dette spillested, jeg rangerer som ét af Danmarks tre bedste.
Som nævnt så jeg St. Paul And The Broken Bones på NorthSide et år. Det var… Fremragende!
Jeg husker hvordan jeg blev rørt at dette band (relativt tidligt på dagen, sikkert tømmermænd i ligningen) og simpelthen fandt det fedt at der bare var styr på pisset – og så en forsanger der med udseendet konkurrerede med Alan Carr… Mens stemmen var en engels.
Mere kunne jeg ikke huske, og fordi det på den måde tog mig med storm i (tjekker Google) 2015, ville jeg heller ikke researche det i stykker (bah, jeg har bare ikke forberedt mig), men mødte op på Voxhall med bevidstheden om at der nyligt var kommet nyt og der i øvrigt var februar-sjappet nok til at jeg tog bussen. Vidst nok første gang til en koncert nogensinde.
Så… Karismatisk Alabama-soul møder mørkt, mørkt sjapland i Århus på en mandag.
Så er vi i gang!
Eller…
Før vi kunne komme i gang, skulle vi lige varmes op. Vi? Ja, altså (under St. Paul et als) godt fyldt Voxhall med åben balkon, især lidt ældre publikum – som i øvrigt ganske rutineret først dukkede op tæt på opvarmningens start – eller lidt efter.
MT Jones
Tæt på kl 20 står der så en mand på scenen med et fenderguitar. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men at det skulle være en usvigelig soul-vokal, vekslende mellem perfekt overdrive og falset, burde nok ikke have overrasket mig. Det kunne godt være et ’stab’, men der var utrolig meget kerne og kant i netop vokalen (teksterne er jeg mere i tvivl om), og jeg er egentlig OK til falds for dygtige mennesker, der gør deres ting.
MT Jones gør sin ting! Det er old-school soul som betyder at vi ikke hænger os i skalaer og hvor mange af dem, man kan presse ind i fraseringerne, men mere hvordan teknikken åbner relativt basale blues-rundgange.
Fuldstændig vild stemme, der uden lir bare lægger sine ting – alene, nøgen på scenen.
Men den anden side af mønten er også, at de høje ambitioner om meget jazzede akkorder på guitaren nogen gange går galt – uden at vokalen fejler på den baggrund?
Et sært mix af imponade over vokale præstationer og forundring over forsøg på at spille noget lidt for svært på guitaren…
Han får flere gange publikum til enten at knipse eller klappe rytmen i hans blues – et trick, der fungerer fint.
Under alle omstændigheder står MT Jones stærkest da han sidder ved et Rhodes/klaver, og efterfølgende kører mere simpel blues, hvorpå hans helt fantastiske vokale kan leve.
Jeg fik lidt vibes af en virkelig, virkelig dygtig gademusikant, der endelig havde fået sin scene – rigtig fint for ham! Jeg kommer ikke til at købe pladen men inden for genren var vi rigtig hæderligt varmet op af en mand fra Liverpool!
St. Paul And The Broken Bones
Kl 20.58 går St. Paul And The Broken Bones på scenen til et backtrack med et interview, der skamroser dem (Americans, right?) og som ender i noget støj og ”It’s alive!!” skriget fra Frankenstein. Godt, så!
Det er et stort band med guitar, keys, trommer, bas og tre mand på blæs bag forsangeren, Paul Janeway.
Alle er virkelig, virkelig dygtige og jeg lægger især mærke til, hvordan bassisten fylder og gør noget mere end det forventede. Men den store oplevelse er selvfølgelig Janeway.
Sikke en vokal og sikke en energi.
Jeg huskede ham som ulasteligt klædt og med et gigantisk friluftsgebis og her var han da også i jakkesæt, men fremstod ellers som en typisk kontorarbejder med let rodet hår og meget hurtigt meget svedig. Men den stemme!
Kombineret med små, kokette dansetrin, basken med armene på de store, patetiske passager gik han rent ind.
Åbneren, Nothing More Lonely, sætter barren højt for kvaliteten og den når aldrig at dale på aftenen.
Flow With It (You got me feeling like) følger og vi får også en sej sag, før vi får cementeret at der er styr på crowd control da der under I Miss You Baby opfordres til og følges trop med clap-along.
Det er stilrent, det er retro og det er effektivt cool. Professionelt, hvilket kunne være et ’stab’, da det nok også er de ord, man vil sætte på underholdningen på Oslobåden. Men det er ikke et ’stab’. Det er en anerkendelse af, at falsetten sidder i skabet på de sarte ballader, at bandet spiller fedt og støtter hinanden og til trods for deres dygtighed kun én gang forfalder til rundesolo – og ellers fordeler soloerne fint over numrene. Særligt bemærkelsesværdige er baryton-sax soloen og trombonen, der på hver deres måde får tilføjet noget til bandets øvrige udtryk.
Grass is Greener er en tydelig publikum-favorit inden Janeway går ud for at overlade scenen til soloer – og så returnerer med en glitrende pallietkåbe.
Sushi And Coca Cola bliver også en rigtig ’entertainer-basker’, hvor bandet Janeway kalder breaksene med antal indsatser og de ultra-tjekket gør som befalet.
Efter denne crowd-control basker tages den ned med en ballade og to mere uptempo-sange (heraf én en march!) før bandet ultra-kort går af scenen før encoret: Sanctify.
Her går Janeway ud blandt publikum, prøver endda at gå ud af bygningen med sin trådløse mikrofon og ender med at afsynge det sidste refræn fra balkon/lyd og lys-pulten.
Ja, ja. Intet show-trick er for let købt. Men det bliver eksekveret til UG med kryds og slange!
Med 15 numre når koncerten aldrig at føles lang og det generelle indtryk er at det er den perfekte eskapisme på en grå, grå mandag. Eneste grund til at jeg kigger på uret er, at jeg er bange for at nå min bus, der kun kører én gang i timen.
Amerikanerne har ikke det bedste ry i Danmark i disse dage. St Paul And The Broken Bones løser denne udfordring ved at gøre det mest amerikanske, man kan forstille sig: Køre på med fuld skrue og insisteren på, at dét her er det vigtigste lige nu.
Det er koldt og sjappet i Århus. Men inde på Voxhall var vi for en stund i Alabamas sol og får en opvisning i karismatisk musik, der kunne være skrevet i oktober 2025 – eller for længe, længe siden.
Det var om noget en performance og endnu en god mandags-booking af Voxhall!
