Home Interviews Spinnup.dk, vejen til en pladekontrakt? – Interview med Rasmus Ardahl, Universal Music

Spinnup.dk, vejen til en pladekontrakt? – Interview med Rasmus Ardahl, Universal Music

4154
0

Universal Music og Royal Beer er gået sammen om oprettelsen og uddelingen af en række legater til musikere uden pladekontrakt, som en videreudvikling og udbygning af streaming platformen spinnup.dk. Vi har fået en lille snak med Commercial Director i Universal Music Danmark, Rasmus Ardahl om spinnup.dk og legatet.

Spinnup.dk er en musikdistributions-tjeneste, hvis mål er at give ikke-signede kunstnere mulighed for at blive hørt, og måske få en kortere vej til en pladekontrakt hos Universal – eller i hvert fald en mulighed derfor. Via spinnup.dk uploader og udgiver kunstnerne selv deres musik til den digitale platform, og beholder efterfølgende alle rettigheder til deres musik og får 100 % af royalties.

Tilknytttet tjenesten, der allerede er lanceret i en lang række lande og har over 50.000 tilmeldte kunstnere på verdensplan, er en række “spinnup-scouts”, talentspejdere, der lytter, giver feedback og spotter mulige talenter, der kan blive signet af Universal. Nu lanceres, i samarbejde med Royal Beer, et legat, som skal sætte yderligere gang i talentudviklingen.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men hvad er egentlig tankerne bag det hele, og hvad går spinnup-konceptet ud på, hvis man spørger en mand fra Universal Music?

Først og fremmest hvordan opstod hele idéen og konceptet bag med spinnup.dk og hvordan blev du selv involveret?

– Idéen er undfanget hos vores kolleger på det svenske Universal-kontor. De så en digital udvikling, hvor flere og flere lavede musik, men hvor det blev vanskeligere for branchens A&R’s at nå ud i alle de nye musiknetværk. Derfor gav det mening at prøve at give nye artister en digital platform, hvor de kunne få deres musik udgiver, og via scouts være tæt på den etablerede branche.

Kunstnere der uploader musik til Spinnup beholder selv rettighederne og får 100 % royalties for musikken, hvordan er I nået frem til den forretningsmodel og hvorfor?

– Grundtanken er, at man som musiker selvfølgelig beholder alle rettigheder til sin musik. Indtil den dag, man vælger at lave en aftale med et musikselskab. Vi har de kompetencer der skal til for at flytte en artist videre, såsom A&R, radio-plugging, et globalt netværk, social media, marketing, brand partnerships og så videre. Og modellen virker. I Sverige er der allerede en lang række Spinnup-artister der har streamet platin og fået internationale hits efter, at de blev signet til Universal.

Til tjenesten er tilknyttet en række “talent-scouts”, der spotter mulige kunstnere til Universal Music og giver feedback. Kan du fortælle lidt mere om, hvordan disse scouts arbejder, og hvad de “kigger”/lytter efter?

– Vi forsøger at rekrutere forskellige scouts, der lytter til forskellige genrer og tilbyder forskellige former for samarbejde. Vi ved fra Sverige, at nogle scouts er stærke på udviklingen af musik, altså helt klassisk A&R-arbejde, mens andre for eksempel hjælper med marketing elle indtager en manager-rolle. Så scouts på Spinnup har også en mulighed for at arbejde sig ind i musikbranchen via Spinnup.

Hvad er det Universal leder efter ved en kunstner, der gør at måske bliver opdaget og får en kontrakt? Har mere smalle og eksperimenterende kunstnere og genrer eksempelvis en chance?

– Det er ikke nogen hemmelighed, at alt hvad vi signer har et kommercielt sigte. Men ser man på hitlisterne i dag, så kan det til gengæld være mange forskellige udtryk. Men som artist skal man have et ønske om at komme bredt ud for at det bliver et godt samarbejde.

I samarbejde med Royal Beer lanceres nu et legat der skal styrke talentudviklingen, blandt andet kan man få tildelt kontanter, mentorforløb og markedsføringsmidler. Hvordan og hvorfor er det lige Royal Beer der er blevet samarbejdspartner?

–  Royal har jo i lang tid arbejdet med musik blandt andet gennem Tak Rock. Så de så en mulighed i at være med til at støtte vækstlaget i dansk musik med et legat, der giver modtageren nogle gode værktøjer til at komme videre i karrieren.

En jury indstiller fem danske Spinnup-artister til legatet og bestemmer i fællesskab hvem af de fem, legatet skal tildeles. Kan du fortælle lidt mere om denne jury, hvordan er medlemmerne blevet udvalgt og juryen sammensat, kigger de efter noget bestemt, har de helt frie hænder indenfor spinnup-konceptet og hvad er det der skal til for, at en kunstner tildeles et legat?

– Juryen er blanding af scouts, branchefolk og en erfaren musiker/producer i form af Kongsted. Det synes vi var det rette miks af kompetencer. De har frie hænder, men kigger efter et talent med potentialet til at få et gennembrud.

Og til sidst, fra pladeselskabssiden af bordet – nogle gode råd til håbefulde musikere derude?

– Verden er globaliseret, så talent og hårdt arbejde er kun blevet vigtigere. Men gør det klart over for dig selv, hvad du vil med din musik. Branchen er ekstremt konkurrencepræget, så man skal kunne se det fede i at lave musik til et stort publikum, hvis man vil samarbejde med et kommercielt label. Og ellers kan man jo inden for de smallere genrer sagtens gøre mange ting selv i dag eller opsøge mere specialiserede genre-labels.

Vi siger tak til Rasmus Ardahl, og hvis du synes det lyder som noget for dig, så kan du slå dig løs HER, eller besøge Spinnup på facebook.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleEster Brohus: Game for the Gamblers ★★★★☆☆
Next articleSavage Machine – Event Horizon – 20/1 – 2016

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.