Spells: Spells (EP) ★★★★☆☆

0
1302
views

Guitar, bas, trommer og vokal, en helt klassisk opsætning og en “tidløs” rockklang, meget mere har man ikke brug for, når man har gode melodier i ærmet, som det er tilfældet hos københavnske Spells.

Den klassiske rock er i dette tilfælde af den lidt støjende slags, men rummer samtidig et hjemsøgende ekko af noget westernrock. Det er rock, som både kigger lidt ned i gulvbrædderne, på små, svedige spillesteder og breder arme ud, slår blikket op ad mod himlen og sigter efter de store, åbne vidder.

Bandet har spillet sammen i 3 år, EP’en er indspillet over en eftermiddag tilbage i maj måned, hvor guitar, bas og trommer er indspillet live i studiet, hvorefter vokal og en ekstra guitar er lagt ovenpå. Krydret med trioens forkærlighed for iørefaldende melodier og fængende omkvæd, giver det et ret levende og umiddelbart udtryk. Det lyder hverken for poleret eller “perfekt”, eller for demo-skramlet og afpillet, men rammer ret godt smørhullet midt i mellem.

Og så går det ellers nogenlunde ubesværet derudaf med 5 numre på 20 minutter, 4 i den radiovenlige ende og en afslutter, “Heaven”, hvor spilletiden sniger sig op over 6 ½ minut. Det giver mulighed for, at sætte tempoet betragteligt ned mod slut, brede lyden mere ud og vise lidt andre sider af trioens lyd. Hvor de foregående numre har holdt sig i den mere tempofyldte ende, satses der her på en mere atmosfærisk og udsvævende klang, hvilket klæder bandet rigtig godt og viser, at de formår at få en hel del ud af trio-setuppet. Det brummer og larmer stadig, især i nummerets anden halvdel, hvor man kan svæve væk i en længere instrumental passage. Stærk afslutter på en generelt stærk EP.

Det er egentlig kun nummeret “Despair”, midt på EP’en, som ikke helt fanger mig i samme grad som de andre numre. Ikke en dårlig sang, bundniveauet er højt hele vejen igennem, men her bliver tempoet måske lidt for jagende og melodien får ikke helt fat i mig, i hvert fald ikke i samme grad som de øvrige numre. Selvom de fleste af Spells virkemidler ellers er tilstede, catchy trommer, den både lidt støjende og samtidig iørefaldende klang, så er det som om sangen med sine knap 3 minutter næsten føles for kort – og i sidste ende lidt “forhastet”.

Det trækker dog ikke væsentligt ned, da resten, som nævnt, er ret stærke sange. Der lægges fra land med “Dancing (with tears in my eyes)”, hvor det blandt andet lyder “I hear that broken rythm and it’s stuck inside my mind”. Lidt “pudsigt” i forhold til, at bandet bestemt ikke har problemer med rytmer der er gået i stykker, men til gengæld sidder de her ret godt fast i skallen på en allerede under første lyt. Det skyldes især et godt og medrivende omkvæd, hvor den lidt monotone lead vokal bakkes op af en andenstemme, en trumf trioen smider flere gange i løbet af EP’en. Monoton skal her ikke forstås som “dårlig” eller “kedelig”, den ligger bare i nogenlunde samme toneleje og klang det meste af EP’en.

På den efterfølgende “Splitting Things” er andenstemmen med fra start, så der dannes et effektivt parløb, mens musikken stiger i tempo, her uden at føles forhastet. Her føles det virkelig som om Spells søger mod åbent terræn, skal ud og væk, uden at se sig for meget tilbage. Helt overordnet har Spells et godt greb om dynamik og drive EP’en igennem, det begrænsede setup tiltrods.

Det bliver helt tydeligt på næstsidste nummer, “Death is Defeated”, hvor vi på kun 3 minutter og 40 sekunder kom vidt omkring. Der lægges ud i lidt tilbageholdende midttempo, “keep running faster, keep looking for a light”, lyder det mens omdrejningstælleren langsomt sniger sig opad. 1 ½ minut inde er det som om der pludselig stoppes lidt op, håndbremsen trækkes og instrumenterne får lov til, at stå og brumme lidt på stedet. Inden de går helt i stå slippes kræfterne løs, tempoet ryger i vejret og Spells suser afsted mod horisonten, med støvet hvirvlende, før sangen stabiliseres og finder tilbage i et mere roligt og “sikkert” leje. Dejlig dynamisk og alsidig sang.

I det hele taget får Spells en hel del ud af “lidt” på denne EP, vi mangler måske stadig lige et par numre fra allerøverste hylde for, at det bliver decideret fremragende, men fundamentet til mere etableres her. Flere omkvæd af samme kaliber som på åbneren og en forsat lyst til, at prøve grænserne for bandets lyd af, som vist i afslutteren, så begynder det, at lugte af en af de høje karakterer.

Indtil da “nøjes” vi med en god 4’er og prædikatet “rigtig lovende”.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.