Sorte Fugle: Sorte Fugle II ★★★☆☆☆

0
488
views

På andet album, Sorte Fugle II, har Sorte Fugle stadig meget på hjerte. Til tider kan musikken virke omtrent så opfindsom som albumtitlen, men der er dog stadig kvaliteter hos falstringene.

På anden udgivelse falder Sorte Fugle lidt i samme gryde, som på første: Albummet kommer til at virke en kende langt og man kunne med fordel have tyndet lidt i antallet af numre. Og på samme måde som på etteren, mangler der måske lidt hooks, pop-melodier og uforglemmelighed.

Men der er stadig meget på hjerte og hvor mange bands bøvler med at kommunikere det, de i virkeligheden mener, virker det til, at Sorte Fugle mener hvert et ord – om det så er med kulsort sarkasme eller mere personlige bekendelser.

Der er så meget på hjerte, at der endda er vedlagt en lytteguide med nogle tolkninger på numrene. Lidt for meget, men det understreger nok bare at drengene synes, de har noget vigtigt at sige – det havde vi nok også fanget, uden guiden.

Albummet åbner med ‘Langsom, som på virkelig fin vis kører en form for call/response mellem de to sangere. Lyden er også noget opgraderet siden de Karrierekanonen-numre, der i sin tid blev min introduktion til bandet. Det er faktisk imponerende, hvad de får ud af musikken taget i betragtning at numrene er indspillet flere steder (så fx trommer er lagt på efter de andre spor, og så videre).

Langsom’ er en fin åbner, og sender tanker i retning af Olesen & Olesen – dog uden den samme tongue-in-cheek. Mærker ingenting’ har hitpotentiale, om end de progressive synths kan virke lidt anmassende. Der er tempo og det er nemt at se et publikum klappe med, mens nummeret bygges op om tal, hvor der tælles fra ét til tyve – i en kritik af samfundet, magtbegær og hvordan verdenspolitik kan virke lidt fjernt.

‘Ta’ et hiv’ er også ganske fint, og er en personlig kritik af hash – selv i små mængder – hvilket ærligt talt er lidt forfriskende, da der synes at være billige point at hente i hovedløst at agitere for fri hash i musikken.

Det er dermed en stabil start på pladen og lydbilledet er noget mere rocket end førnævnte Olesen & Olesen. Kæden begynder dog at svinge skæbnesvangert og true med at hoppe af på fjerde skæring, ‘Jeres Drømme’, som bliver lidt for firkantet i omkvædet. Ja, selvfølgelig er det en klassiker at kritisere kapitalismen, men det er ikke på samme niveau, som de tre foregående numre.

‘Paradis’ lyder til gengæld som noget, drengene har fanget under deres ophold i Tyskland, og da det kommer til la-la-la-koret er vi næsten i fuldfedt schlager-land. ‘Sandheden’ bliver lidt 80’er-pumpet, mens ‘Uden ansvar’ kunne være skrevet af TV-2 eller Peter Sommer – komplet med saxofonsolo. Der er endda et pop-hook i omkvædet, og et fint tema om hvordan man ikke tager ansvar, som en gammelklog kritik af tidens svøbe.

‘Landliv’ bliver så en homage/kritik til Falster. ”Alle diskotekerne har drukket sig ihjel / jeg lever i mit eget lille hjemmebrænderi” drøner den ud i en energisk rock-udskæring. Fint med noget fut i fejemøget!

‘Hvis jeg kunne’ og ‘Disse tomme ord’ bliver nogle lige rigeligt storladne slag med halen på et album, der har sine indlysende kvaliteter – men i den sidste ende bliver lige vel langt og for mange numres vedkommende mangler lidt hooks, der gør at vi husker det.
Det er dog et yderst sympatisk projekt, og selv om der ikke tilbydes nogen svar – snarere masser af kritik – så ligger det ligesom heller ikke i genren.

Kan man give tre store stjerner? Det bliver i hvert fald konklusionen. For det er ret godt, når det er godt – men desværre også for forglemmeligt til at være godt-godt.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.