Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Slørede Linier: Fugletræk ★★★★☆☆

Slørede Linier: Fugletræk ★★★★☆☆

374
0

Bag navnet Slørede Linier finder vi 23 årige Asbjørn Rud Mathorne, der på Fugletræk giver sit bud på, hvordan tidens toner anno 2020 kan lyde. Fugletræk er en blanding af indie, pop, hip hop elementer, leg med vokalen og tekster om at være ung. Det veksler mellem det spændende og originale og noget der er ganske enerverende.

Ofte endda indenfor samme nummer, og på mange måder: tak for det? Slørede Linier holder nemlig en nogenlunde skarp som lytter og tvinger i hvert fald en som mig til at forholde mig til hvad der foregår. Det er en plade, som jeg har haft lidt vanskelig at blive klog på og i sidste ende helt finde ud af, hvad jeg skulle synes om. Hvilket også gør, at det er en af de plader, som har krævet en del gennemlytninger, og så er jeg alligevel ikke helt sikker på, hvordan jeg egentlig har det med Fugletræk.

Det er der nok flere grunde til, der er sikkert en generationskløft i spil her, det kan jeg ikke fornægte. Jeg har rundet de 40, så meget at tekstuniverset kredser om temaer og følelser, som måske kan ligge 20 år tilbage i tiden. Samtidig lader Asbjørn Rud Mathorne til at være en ret moderne kunstner, henvendt til et ditto publikum, så hans numre om forliste forhold, tvivl om retningen i livet efter gymnasietiden osv. vil måske også resonere dybere hos jævnaldrende i samme situation og sted i livet. Og så er der nogle af de stilistiske valg, som bare ikke falder i min smag. Jeg vender mig, trods det har været et hyppigt anvendt greb i efterhånden mange år, til den form for manipulation af vokalen man eksempelvis høre i glimt i åbneren “Falmer Jeg”, eller som et af de bærende elementer i “Mørke” og “Tågebanker” senere på albummet.

Smagssag? Muligvis, men medvirkende til, at jeg aldrig kommer helt ind på livet af Mathorne og hans Fugletræk, der er delvist selvindspillet- og produceret over en periode fra efterår til forår. Det gør måske også, at en del af teksterne kredser om mørke og vinter som metafor, og som pladen skrider frem bliver det måske også en kende lyrisk begrænsende, at vinteren bliver ved med at vende tilbage som et element. Det kan der arbejdes lidt med.

Musikalsk kommer vi vidt omkring, og lige som min nydelse kan svinge i løbet af et nummer, alt efter hvilken musikalsk ham Mathorne ifører sig, så forekommer der også ret store udsving fra sang til sang. Fugletræk har et bredt vingefang og på flere punkter minder Slørede Linier om en kunstner som Bisse? Eksempelvis måden hans vokal sættes i scene på, hvor den kan være meget i centrum og et instrument i sig selv, stedvis følelsesladet, som i den rytmemæssigt slæbende “Vintertid”, hvor det lyder som om melodien nærmest gør modstand og Mathorne skal kæmpe for at skubbe sangen fremad. Andre gange kan det blive luftigt og lidt fjernt som “Tilbage Igen”, eller næsten lidt punket i sin attitude som på “Slår Omkring Dig”, pladens længste nummer, der sniger sig op på næsten 6 minutter. I det hele taget kunne pladen måske godt trænge til, at blive trimmet lidt hist og her. Ikke så meget fordi der er for mange genre i spil, på ægte Bisse-manér, men næsten 40 minutter bliver lige lidt langt i spyttet til mig i forhold til, hvad Slørede Linier lige nu kan mønstre af gode sange.

På mange måder er det prisværdigt, at en moderne kunstner som Slørede Linier udsender et helt album, med flere ret lange og krævende numre, i disse hurtige streaming tider. Ingen tvivl om, at Mathorne har en masse på hjertet, der bare higer efter at kommer ud, men når sangene, i min optik, ikke altid lige ER der, så truer Fugletræk med at miste flyvehøjde og strande lidt på halvvejen. Et nummer som nævnte “Mørke”, “Tilbage Igen” eller “Tågenbanker; der lidt har præg af at være et sfærisk lydlandskaber, og bremser en del af pladens fremdrift. Det giver selvfølgelig mulighed for, at stoppe op, trække vejret og indbyder til eftertænksomhed, men hvis de musikalske omgivelser så ikke lige falder i ens smag, kan det godt føles som lidt af en træg omgang at komme igennem. Især den ballade-klingende “Hvad Står Tilbage”, hvor et sagte klaver gør sig indtog på pladen, bliver lidt en stop-klods for mig midt på albummet.

Til gengæld åbner albummet virkelig stærkt, inden det sumper lidt sammen og begynder at forsvinde ind i sig selv. De første tre numre er på hver deres måde ganske glimrende og viser en kunstner, som sagtens kan jonglere mange indfald og få noget sammenhængende og stedvis også ganske iørefaldende ud af det. Der åbnes med “Falmer Jeg”, der allerede fra start giver en smagsprøve på den ret komplekse sangskrivning og produktion, der gennemstrømmer Fugletræk. Indledningsvist lyder det længselsfuldt, udvikler sig langsomt, vokalen er i centrum og lyder på randen af at krakelerer. Omkring halvvejs inde eksploderer nummeret pludselig ud i noget mere voldsomt og desperat, mens vokalen lader de opbyggede frustrationer slippe fri.

Den efterfølgende “Alting Forsvinder” har jeg anmeldt i Repeat #73, hvor jeg ikke var videre imponeret. Da må jeg nok trække lidt i land, nu jeg har fået sangen mere ind under huden. Den rummer nok pladens stærkeste og mest iørefaldende melodi, der døsigt danser afsted mens man får fornemmelsen af, at sommeren, eller noget andet, går på hæld. Det er faktisk en ganske glimrende popsang, der nok minder lidt om tidens toneangivende “drenge popbands”, men den vokser altså på mig. Næste højdepunkt er “Blå Nætter”, som var det første nummer der for alvor fik fat i mig, da jeg fik arbejdet mig ind på pladen. Det er en lang og tålmodig sag på næsten 6 minutter, domineret af den stemning og atmosfære som titlen antyder. Det dyb-blå lydbillede har næsten noget post-punket over sig.

Når man først får tunet ind på på Slørede Linier begynder meningen at fremstå mere klar og en kunstner med et meget udtryksfuldt og personligt aftryk toner frem. Slørede Linier synger om og fra et sted i livet, som jeg selv har passeret. Men det gøres med ærlig- og oprigtighed, hvor man ikke er bange for at fremstå uperfekt. Det her må gerne skurrer lidt og lyde “grimt”, og bruges her som et effektivt redskab for Mathorne til at udtrykke sindstilstande og følelser.

Alt i alt er Fugletræk en både meget lovende og interessant debut, hvor forcerne og svaghederne går lidt hånd i hånd. Det kan nok ikke være anderledes, men er en nødvendighed for, at Mathorne kan give sine tanker og budskaber den for ham helt rette stemme og lyd. Jeg ender på 4 stjerner, der går fra at flakke lidt slørede til i glimt at stå meget skarpe.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.