Skyggesøn forsøger at sætte barren højt for sit lydmæssige og lyriske univers på Stilhed Med Stemme. Ambitionsniveauet er beundringsværdigt, men kommer Skyggesønen mon i mål?
Det er i hvert fald ikke fordi, at Skyggesøn gør det nemt for sig selv. Der slås et stort brød op, også i den tilhørende pressetekst. Her lyder det indledningsvist:
“Skyggesøn er et dansksproget projekt i krydsfeltet mellem melankolsk indiepop, cine-indie lydæstetik og lyrisk præcision. Et musikalsk rum skabt til det, vi sjældent får sagt – men som alligevel bliver siddende. Sangene kredser om emotionel fremmedgørelse, kontrol, selvkritik og de paradokser, der ofte undviger sproget. Her bliver stilhed ikke et fravær – men en form for nærvær. En stemme fra mørket, ikke i mørket”.
Også uddybes der ellers. Tak for kaffe, så er vi i gang.
Det er det jo så ikke alle lyttere forundt at vide, når de kaster sig over de 10 numre fordelt på knap 40 minutter. Hvorfor skal I så vide det? Fordi det uundgåeligt kommer til at spille lidt ind på det samlede indtryk – og især førstehåndsindtrykket.
Jeg havde ikke læst presseteksten inden jeg lyttede første gang, det gør jeg sjældent. Det kan alt efter presseteksten være som at læse spoileres. Men min “kold lytning” efterlod mig netop lidt kold. Jeg kunne fornemme, at der var noget på spil og ganske store ambitioner. Men, jeg syntes ikke at lyrikken rigtig levede og åndede.
“Sangene er skrevet som små sproglige rum, hvor noget skjult kan stå frem.
Teksterne er minimalistiske, men ikke tomme – præcise, men aldrig påtrængende. De forsøger ikke at forklare, men at mærkes”.
OH. MY. GOD.
Havde jeg stoppet her, så havde jeg nok affejet Skyggesøn som omgang varm luft. En poetisk prut, der ikke efterlader noget i de mentale underhylere. Men det ville jo udstille mig, som den simple bondeknold jeg måske er, og ikke den selvbestaltede pseudo-intellektuelle anmeldertype med den gode smag, som jeg gerne VIL være.
Skyggesøn kræver og fortjener tid. Stilhed Med Stemme tager sig tid. Tid til at bygge op og åbne sig. Og når man får lyttet sig varm så åbner albummet sig efterhånden for en. Sådan var min oplevelse i hvert fald.
Det er eftertænksomme tekster, leveret af en følelsesladet vokal sat til indierockede melodier. Det kører op og ned, bølger og bruser. Momentvis viser musikken virkelig tænder og bider fra sig på indierocket vis. Andre steder holdes der igen og det får lov til at dirre og sitre.
På sin vis har det hele en snert af Jeff Buckley over sig, en anden kunstner, som jeg til tider har et ambivalent forhold til. Det hele bliver stedvis ligesom “for meget”. For mange følelser, store emotionelle udsving og en lidende tone.
Tuder Skyggesøn? Njah, han er en tænksom og følsom herrer, der rummer mange facetter og sætter ord på dem i sine sange. “Du Står Lidt I Vejen”, hedder det skvulpende åbningsnummer. Han er ikke typen der råber “FLYT DIG”, det er mere nuanceret. Der ligger ret meget i sådan en titel som denne.
Nummeret handler umiddelbart om at blive forladt. Men personen har ikke forladt afsenderen. Det er i den forstand, at vedkommende står lidt i vejen. Lidt i vejen for at man kan komme videre, må det formodes.
“Et Vingeslag I Ingenting” er en anden, denne gang mere poetisk, titel på et nummer. Efterfulgt af “Tavsheden Taler Højest Nu”. På den ene side kan det måske virke liiiidt hovskisnovski og möchtegern kunstnerisk, men det passer godt til den samlede stemning og det univers Skyggesøn skaber på Stilhed Med Stemme.
Det er et musikalsk rum, hvor sangene og musikken taler sammen og får skabt en fornemmelse af en samlet helhed. I “Et Vingeslag I Ingenting” synges der eksempelvis om “et valg uden vægt”. Meget senere på pladen dukker der en sang op med titlen “Vægten Af Valg”. Det er blot et lille eksempel på, at sangene lader til at tale sammen på tværs af pladen.
“Jeg ligner en der har styr på det hele, men indeni samler sig tusinde dele”, lyder det på “Bag Facaden”. Stilhed Med Stemme kunne godt samlet set være et blik bag en facade. Og ind i personen Skyggesøn, eller personen bag kunstnernavnet. Betyder stilhed med stemme noget i retning af: tanker eller at tænke højt? Det er da i hvert fald en måde at tænke stilhed med en stemme på – eller omvendt.
Der kredses i det hele taget lidt om emner som “ingenting og “stilhed”, som noget der ikke nødvendigvis er tomt eller netop stille. Der ER altid NOGET, også når det er mest stille. Om ikke andet dine egne tanker.
Dem giver Skyggesøn en stemme og lader komme til orde på Stilhed Med Stemme. Og der er masser at dykke ned i og analysere på, men en stor del af dette albums fornøjelse kommer af at gøre det selv. Det er derfor heller ikke en plade, som jeg føler jeg er helt færdig med. Men det gav mening at knytte nogle ord til oplevelserne nu.
Det bliver både en advarsel og en anbefaling. En advarsel om ikke at drage forhastede konklusioner, som jeg var ved efter første gennemlytning. Og en anbefaling om at give Skyggesøn en chance, og mulighed for at snige sig ind på en.
Stilhed Med Stemme fremstår som en meget ærlig plade. En, hvor der sættes ord på et væld af følelser og tanker, der ikke maler verden i sort og hvid. Det er også en meget ambitiøs og stedvis højtragende plade, som ikke er bange for at det hele braser sammen under sin egen vægt. Det kræver mod eller dumdristighed.
Jeg hælder efterhånden mod det første.
Af Ken Damgaard Thomsen
