Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Silo: Work *** (3/6)

Silo: Work *** (3/6)

1615
0

Silo har med Work begået et gennemført og kompromisløst album med industriel rock, der vinder ved originalitet, men mangler variation i længden.   

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde hørt om Silo før deres nye album, Work, dumpede ind i indbakken. Det er da også første album fra Silo siden 2001, hvor de udgav deres andet album, Alloy. Silo består af Frederik Ammitzbøll (guitar), Mikkel Bender (bas) og Søren Dahlgaard (trommer), og på Work har de raffineret en ret særegen lyd, hvor digitalt formede og behandlede guitarriffs indtager hovedrollen banket ovenpå skæve beats.

Den instrumentale åbner ‘Filaments’ sætter kursen med sine forvredne guitarfigurer, inden ‘Mechanics’ tager over med sin slæbende rytme og industrielle riffs, hvor vokalen også for første gang træder frem mellem de forvredne instrumenter. Det er dog stadig beats og riffs, der er definerende og indtager hovedrollen for Silo, der senere på albummet bliver gæstet af forskellige gæstevokalister. Dem vender vi tilbage til.

Inden da kommer vi, på vores rejse gennem Silo’s moderne, distortede kontorlandskab, forbi ‘Stationary’, der hakker og skærer sig vej med et medrivende beat, og en ‘untitled’ instrumental-flade, før vi kommer til ‘Cabinn Fever’, hvor rapperne High Priest og M. Sayid fra Antipop Consortium står for vokalen, igen ovenpå en bund af forvrængede guitarer og tunge, hakkende beats. Det giver en lidt anden dimension end den mere tilbageholdte, nærmest talende vokal fra de tidligere numre, og man kan godt høre, når beatsene her bliver parret med to rappere, at Silo har fundet inspiration hos den mere uortodokse afdeling af hiphop producere.

Vi kommer igennem endnu et instrumentalt riff-hakkende lydlandskab på ‘A Hedge Is A Lance’, før ‘Power Points’ bringer endnu en gæstevokalist i spil over de slæbende beats og skærende guitarer. Maria Hamer-Jensen’s pæne vokal giver igen et noget andet udtryk, selv om den overordnede lyd er umiskendelig. Næsten lidt for umiskendelig, for jeg begynder at savne perioderne uden de hakkende, digitaliserede guitarer, der dominerer lydbilledet voldsomt og tæt på konstant.

Heldigvis er der indlagt en lille pause med endnu en ‘untitled’ før ‘Work (Out)’, hvor tempoet er sænket og knap så hakkende, og lydbilledet er mere gazende, tager over. Den fortsætter næsten umærkeligt over i ‘O’, hvor Mew’s Jonas Bjerre gæster, ordløst, med sin luftige og lyse vokal. Det giver et tiltrængt pust i de tunge, repeterende flader, der fylder størstedelen af albummet ud. Man får ind i mellem næsten fornemmelsen af at stå midt i en enorm fabrik, hvor diverse maskiner hamrer og skærer løs omkring én. På ‘Generals’ bombes vi tilbage til den hakkende, slæbende, riffende lyd, med i mine ører det bedste nummer på albummet. Det er som om der skruet op for aggressionen og den mørke stemning, og samtidig kommer ‘Generals’ efter tre numre, hvor man ikke er blevet tæppebombet med forvredne riffs og tunge, skæve trommebeats. Måske er det dét, der giver en øget tolerancetærskel overfor de soniske kanonader.

Albummet afsluttes af den mere sfæriske ‘The Inexorable Sadness of Pencils’, inspireret af et digt af den amerikanske forfatter Theodore Rothke om sørgmodigheden ved kontorer og offentlige rum. Den stemning rammer nummeret ganske godt, selv om jeg måske ville forestille mig denne sørgmodighed i en mindre elektronisk støjende version.

Silo har deres egen lyd, og går kompromisløst til værks på Work. Projektet lykkes i den grad, at det fremstår som et køligt, mekaniseret univers, men som lytteoplevelse bliver det simpelthen for ensformigt til at være interessant i længden. Det kan der være en pointe i fra bandet, for at understrege billedet af de tomme og på sin vis umenneskelige kontorlandskaber, men de konstante akkordskift og hakkende beats undergraver deres egen effektivitet (som bestemt er markant til stede i perioder) ved at være så massivt dominerende på så stor en del af albummet.

I længden bliver jeg simpelthen lidt træt af at lytte til Work, selv om jeg synes idéen og en del af udførelsen fungerer rigtig godt. Der er point for originalitet og kompromisløshed og det gennemførte koncept, men jeg mangler noget varme, variation og noget, der fænger mere undervejs. Derfor lander karakteren på 3 stjerner. Tjek dem ud hvis du er til tung, industriel rock, skærende guitarer og skæve beats.

Work er udkommet på Novennial/Target.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.