Shotgun Revolution: All This Could Be Yours ★★★★☆☆

0
872
views

Shotgun Revolution er aktuelle med album nummer 3, hvor det forsætter med at være bundsolide leverandører af god, gammeldags rock ‘n roll af den slags hvor en rigtig badboy rebel drikker Jack Daniels og går rundt i ærmeløse trøjer. Farligt er det ikke, men forbandet fængende.

Anekdotetid, det virker passende at indlede en anmeldelse af et tilbageskuende orkester med en lille historie. Der hvor jeg voksede op i 80’erne, langt ude på landet i det mørke Sønderjylland, var der en midaldrende fyr der kørte rundt i en stor amerikanerslæde, iført et klassisk outfit bestående af stramme jeans, cowboystøvler, en ternet skjorte med en frynse-vest ovenpå, toppet af med en stor cowboyhat. JR Ewing blev han kaldt i folkemunde, selvom han måske mere var en blanding af Burt Reynolds og Jon Bon Jovi, men et label skulle man jo have når man var en original, der skilte sig ud.

Lidt sådan har jeg det også med Shotgun Revolution, der virker som om de er ligeglade med tidens modeluner og med at de skiller sig ud på en måde der måske kan virke lidt tacky. Det er DET her de er, de står ved det, ja de omfavner det næsten og virker nærmest smilende lykkelige over, at stå i rock-klichéer til navlen.

Det KUNNE måske få deres klassiske rock og rul, dyppet i lidt 80’er sleaze her og der, til at fremstå bedaget og decideret kikset, men….. det er sgu et ganske ærligt og charmerene bekendtskab, som ved hvad de er og kan og er bundærlige omkring det – stor kunst er det muligvis ikke, men det er ærlig rock ‘n roll, der er svær ikke at holde af.

Først og fremmest kan bandet skrive gode omkvæd og hooklines, de har styr på genrens konventioner og ved nøjagtig hvilke knapper de skal trykke på, hvornår. Faktisk er det kun nummeret “Dissolve”, der føles som en lidt tynd omgang, hvor formlen ikke helt fungerer, og så er den afdæmpede afslutter, “River of Dreams” så nedtonet i sit udtryk, at den aldrig helt kommer i gang og mangler et peak, at slutte af på. Men 8 ud af 10 numre er da også et fint snit!

Numre som eksempelvis titelnummeret, “All This Could Be Yours”, “Refugee”, “City of Fire” og “God’s Damned Poetry” er alle leveringsdygtige i effektive og medrivende omkvæd, og viser samtidig den variation Shotgun Revolution også får plaffet ind i de rustikke toner. “All This Could Be Yours” er nok det mest moderne klingende nummer på albummet, det vil sige, det lyder, især indledningsvis, suspekt meget som et slut 90’er Foo Fighters nummer, mens “Refugee”, der beskriver lidt af et voldsomt kuldsejlet forhold, leverer det store heavy rockede omkvæd. Evnen til at skrue op for armbevægelserne og bare gå all in på anthem fronten høres også i “God’s Damned Poetry”, der efter en rolig intro overtages af store riffs og en skvulpende rytme, som leder hen til pop-metallisk omkvæd, hvor vi skal have næverne i vejret.

Men der er også plads til at hive musikken ind på stripklubben, som i den sleaze-influerede åbner “Don’t Stop That Grind”, hvor titlen ikke overlader meget til fantasien. Den bølgende melodi, med godt med schwung i hofterne og krudt i melodien, er da også vanskelige ikke at “grinde” løs til. Rendestensrocken besøges igen i uimodståelige “S.O.B.”, der udkom som single/video for næsten 3 år siden, men om det er 3 år eller 30 er nærmest lige meget i denne sammenhæng, hvor vi trækkes langs fortorvet på Sunset Strip, mens vi skråler med på endnu et smittende omkvæd og forsøger at rette på vores bandana og holde de stramme bukser oppe.

Bukserne ryger af på en anden sag af ældre dato, nemlig “Suzie”, der har været ude som single/video siden 2014. Det er fortællingen om den kiksede knægt nederst i rangordenen, som bliver udnyttet på det groveste af skolens mest labre dulle i et klassisk college-film scenarie: “hot fyr/chick laver væddemål om at tage staklens mødom”. Eller “my flower”, som det på lidt kønsforvirret vis lyder i teksten, burde det ikke være stilken, så? Eller, han er bien og hun er blomsten? Nuvel, bare rolig, han kommer sig over denne forulempelse af sin unge, usikre krop og tilgiver tarvelige “Suzie”. Pointen er, at det er et glimrende nummer.

Det underbygger også den samlede stemning af Shotgun Revolution, som et lidt utidigt og lettere politisk ukorrekt orkester, i en tid hvor det hele skal være pænt, hvis vi da ikke lige skal lave en omgang historieforvanskning så ord og holdninger, der nu er upassende, fjernes fra fortidens kultur. Hos Shotgun Revolution må man stadig gerne kigge på letpåklædte, dansende damer på dertil indrettede etablissementer, køre ud på de åbne highways i en søgen efter friheden, uden andre mål end bare det – All This Could Be Yours, baby! Du må endda drikke Jack D, og måske ligefrem tage dig en smøg!!

Det vigtige er, og det er her Shotgun Revolution lykkes med at træde henover en dyb grøft fyldt med kedelige stiløvelser, at det virker oprigtigt. Ingen skumle bagtanker, motiver eller lugten af noget påtaget, kan du lide gammeldags rock, spillet med og fra hjertet, uden onde hensigter eller skæven til hvad der er god tone på den ene eller anden måde, så er det her sagen.

Tag det roligt, det er ganske uskyldigt og god gammeldaws sjov og ballade rock til 4 stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Shotgun Revolution på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.