She’s A Sailor er et særdeles kompetent band, der har tre styrker, der altid gør dem et lyt værd: – Et stærkt øre for produktion, en vokal der både teknisk og i levering er én af Danmarks bedste og endelig også et øre for poppens virkemidler.
Rise To The Occasion kan sagtens høres som en illustration af disse tre styrker. Men samtidig er der også indikationer på, at hvert parameter er lidt et dobbelægget sværd:
– Der er ingen tvivl om at pladen er produceret. Som i: Rigtig meget produceret. Allerede under åbnningsnummeret får vi dermed både en støvet, flügelhorn-agtig trompet og bah-kor og det er lige før, man til slut forventer at ’Mülle’ råber ”KANONER!! GIV MIG KANONER!!!”. Så galt er det ikke, men der er ikke mange tricks tilbage i den lydmæssige produktion på dette ellers ganske iørefaldende pop-nummer.
Og pop. Det SKAL være iørefaldende og det er måske lidt svært for mig at se, hvor hitsene er på pladen? ‘Radio Now’ er et ærligt bud med et meta-niveau om, at det måske mest (radio)hitvenlige nummer refererer til radio?
Der er noget tongue-in-cheek over det hele – det vender vi tilbage til.
Numrene er generelt ganske poppoede i udtryk og produktionen er generelt luftig, fremdreven og ret fin med akustisk guitar – til tider en solo elektrisk – en bas der understøtter som få og teksterne kredser – generelt – om den ih-så svære kærlighed. Indtil at den førnævnte tongue-in-cheek bliver stukket helt ud af munden… Ja, ja. Jeg vender tilbage til dette senere.
Vokalen er dog usvigelig hele vejen igennem. Der findes sangere, der vil kunne synge opskriften på en turd sandwich og få det til at lyde godt og værd at lytte til. She’s A Sailor har en sådan vokal.
Der er hints af noget Starsailor, men (klædeligt) mindre dramatisk over et nummer som ‘Running Right Next To Me’ og flere steder er der noget Elvis Costello-agtigt over udtrykket, nok tydeligst på ‘What Else’. Altså noget pænt, der lugter rigtig meget af noget tidsløst. På godt og ondt.
Min gamle musiklærer ville kunne bruge vokalen i undervisningen, da jeg næsten kan se hende stå med fingrene og vise, hvor længe tonen holdes og med perfekt timing slippes.
Hvonår der knækkes perfekt – hvor falsetten lægges smagfuldt. Det er i sig selv en fornøjelse!
Silistisk er der godt fat, men en tre numre stikker ud: ‘Such A Bore’ synes næsten med raslende kæder at være politisk med sine tekster om at være en kedelig arbejdsmand (med lækkert mmm-mandekor i baggrunden og smuttende vokalvendinger) – og så er der to næsten pjattede numre:
– Med tungen mere ude af munden end i kinden leveres ‘Restaurant Around The Corner’ (der handler om en restaurant, hvor det vist er mennesker, der er på menuen?) og afslutteren, ‘Pie Day’, der beskriver alskens både savory og sweet pies i ren cabaret.
Alright, det kunne jeg også have hørt Baal gøre, men det virker ærlig talt som et lidt sært / fjollet tiltag på en popplade.
Man kan med stor lethed lytte til Rise To The Occasion med henblik på at få en stor vokal- og produktionsoplevelse. Der er styr på de ting.
Jeg synes dog, der mangler to-tre helt clear cut hits. Lidt kynisk kan man som anmelder godt indvende:
”Vi kender jer godt, She’s A Sailor. I er pisse dygtige. Giv os mere!!!”
Det er selvfølgelig lidt unfair. Men det betyder på bundlinjen, at Rise To The Occasion ikke helt gør, hvad titlen lover. Den leverer noget stabilt, dygtigt og i den sidste ende lidt ujævnt udtryksmæssigt og dermed ikke særlig ekstraordinært, når man kigger på bagkataloget.
Jeg håber inderligt, der er musiklærere derude, der fanger pladen og bruger den til at fortælle om produktion og sangteknik. Samt at der findes et par hits på pladen, som får lidt radio spins. Men for den forkælede anmelder, der kender bandet, er der ikke helt den samme wow-factor, som vi før har oplevet fra dette fremragende band.
Der behøver ikke at være klassikere som ‘Beautiful’ på alle plader. Men et nummer i den kaliber havde løftet gevaldigt på Rise To The Occasion.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
