Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Serpent Eater: Hyena ***** (5/6)

Serpent Eater: Hyena ***** (5/6)

2043
0

Tysk black/death/doom metal, der uden dikkedarer går lige efter struben på lytteren, bider hovedet af og skider dig i halsen.

Så kort kunne det siges, men det ville både være synd for Serpent Eater og lidt ulækkert, egentlig. Ikke desto mindre er det den følelse Hyena efterlader, når man har lyttet de 6 numre albummet består af igennem. Men på en sært beroligende og indbydende måde.

Indrømmet, det var bandnavnet der først fangede min interesse da udgivelsen landede i vores indbakke, det havde et eller andet der appellerede til mig. Det lyder gement, mægtigt og voldsomt – ligesom musikken heldigvis viser sig at være. Vi befinder os i et væmmeligt, men særdeles velklingende, lydunivers der, som indledningsvis nævnt, blander elementer fra mørke metalgenrer som black, death og doom. Derudover finder man også rester af heavy og 70’er betonrock, i slangeæderens rummelige bug.

Hyena er et sammenhængende værk, de 6 numre væver sig stemningsfuldt og atmosfærisk ind i hinanden og skaber et opslugende sonisk overfald, som varer lige under den halve time, men mæthedsfornemmelsen hænger ved længe efter. Et næringsrigt, spændende og tilfredsstillende metal-måltid, som faktisk gør én sulten efter mere, så man straks sætter pladen på igen efter den rinder ud.

Atmosfære er netop kodeordet, når Serpent Eater ruller sig ud og indleder med den forrygende “Ebola”. Dens hidsige og desperate vokal-skrig og opulente instrumentale klang, er nærmest lyden af smeltende organer og blødninger ud af samtlige kropsåbninger, som er slutresultatet af den frygtede sygdom, Ebola. Vokalen (vokalerne?) veksler mellem frådende skrig og mere tørre rumlende brøl, der kommer helt nede fra dunken. Det er stort set umuligt at tyde, hvad der præcist brøles om, men det er heller ikke så vigtigt – vokalen fungerer som et ekstra instrument i det fyldige lydbillede, så kan man digte sine egne ord og følelser der passer til. “Ebola” blander både et piskende hardcore tempo og det mere storladne doom’ede, og en masse indimellem. Det rammer den perfekte balance mellem det udfarende og aggressive og det mere melodiske. Mægtigt, mægtigt metalnummer!

Stemningen bæres over i den efterfølgende “Last Cold Word”, hvor black metallens følelse af rumklang og instrumentalt stormvejr træder mere frem i lydbilledet. Det er lyden af en flok glubske rovdyr der cirkler om et bytte, et bytte der naturligvis ikke har en jordisk chance for at undslippe. Serpent Eater er et band med store muskler under den hårde hud, men de disponerer kræfterne godt. Selvom det kan lyde lidt ensformigt på skrift, så er der rigelig med variation i deres olme og ondsindede klang. “In The Wall” indledes eksempelvis med et rendyrket heavy riff, som kunne være frembragt af Slayer omkring Reign In Blood. Riffet træder mere i baggrunden for tungt klaskende trommer og vokalens halvkvalte og frustrerede udbrud, men det forsvinder aldrig, og forsætter med at save løs i baggrunden indtil helvede bryder løs i sidste halvdel af sangen. Trods den bistre og kulsorte tone, så sætter Serpent Eater aldrig det melodiske over styr.

Titelnummeret “Hyena” forsætter den ubrudte stime af forrygende ubehageligheder, her bytter tyskerne lidt rundt på virkemidlerne og lægger flænsende fra land, inden tempoet suges helt ud af nummeret i et nedbarberet og stemningsmættet mellemstykke. Afventende og kredsende, inden der hugges til med en storslået mur af grum, langsomt tromlende metal, som afløses af en afslutning der flår det hele fra hinanden. Men det er ikke nok for bandet, der flår videre og ikke løsner sit greb i “Leitmotif”, albummets korteste nummer på knap 3 eksplosive minutter. Her er der ikke tid til kompromisser og afventende attitude, bare fuld skrue med fråden hængende ude af gabet.

Serpent Eaters rastløse hærgen forsætter over i albumlukkeren “Trepanation Nation”, hvor de lige får hoppet, stampet og skamferet resterne af ofret en sidste gang. Det virker dog aldrig plan- eller meningsløst, nærmere som en renselsesprocess, hvor det modbydelige bliver sat fri og får lov til at gå amok, så der opstår en sær følelse af ro og balance midt i det foruroligende univers.

Hyena er en plade af den slags der bare rammer, man bliver revet med og revet fra hinanden, men på en måde der virker sært tilfredsstillende og ligefrem rar? Det er et album der, i hvert fald hos mig, får trykket på alle de rigtige knapper. Det rykker simpelthen det her, og rykker ved noget i én når man lytter til det. Det er måske ikke de mest tiltalende følelser og billeder der opstår imens man lægger ører til tyskernes rasen, men man har det sgu ret godt efter en tur i deres skarpe kløer.

Ifølge pressematerialet afsøger deres musik “the weirdness and deformations of the psyche as well as the emotions of a violated mankind in modern society”. Det lyder også sådan, og det lyder fedt! Frustration, mørke og håbløshed, forløst med en tone af sørgmodighed og underlig ro midt i den musikalske psykose. Heeeelt rolig.

Anmeldt af Kodi

Hyena udkommer d. 15/12 Alerta Antifascista Records, Serpent Eater på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.