Sara Lew: Sunday Morning ★★★★☆☆

0
190
views

Det er ikke altid sådan lige at finde vej gennem Sara Lew’s fortættede Sunday Morning, der kan virke ret lukket om sig selv i flere passager. Omvendt er kvaliteten hele vejen høj og der er flere sange, der glimter. 

For tre år siden albumdebuterede Sara Lewis som LEW med den fine Black Feathers. Nu er navnet justeret til Sara Lew og album nummer to er landet – det bærer titlen Sunday Morning. Lewis er uddannet guitarist fra Rytmisk Musikkonservatorium og har både spillet jazz, improvisationsmusik og støjrock, og det er hørbart at inspirationen kommer mange steder fra.

Det starter med ‘Does Anybody Listen’, og det får man heldigvis lyst til at gøre – altså lytte, selv om det virker som om man lander pladask ind i en mørk hule, hvor Lew’s vokal ekkoer, og primært understøttes af en rytmeslag. I hvert fald indtil det første omkvæd, hvorefter der bygges mere på. En modig åbner, som i hvert fald pirrer interessen for, hvad der gemmer sig længere inde.

Det bliver nærmest storladent, i hvert fald i vokalmelodien, på titelnummeret ‘Sunday Morning’ (som også dukker op i en radio-edit til sidst på albummet). Det er, naturligt nok, et af single-udspillene fra albummet, og ret fængende, uden at være gængs radiopop på nogen måde. Her kunne man sagtens trække Portishead-referencen, jeg havde i spil i forbindelse med Black Feathers, frem igen. I den lange version af nummeret får vi en rocket udgang, hvor der skrues op for guitaren og trommerne hugger igennem – det fungerer også ganske godt, som nummeret i øvrigt gør som helhed.

Det er guitaren, der sætter tonen på ‘Same Old People’, der også har en elektronisk puls, som Ken beskrev det, da han anmeldte den som single, og på en måde kommer den nærmest til at virke lidt forløsende, fordi det er som om der pludselig er lidt luft omkring én som lytter. På ‘Every Moment’ er det også guitaren, der i hvert fald indledningsvis sætter scenen, inden en slæbende rytme og en distorted bas lægger sig under Lew’s vokal.

Efterhånden som man kommer dybere ind i Sunday Morning, er det også lidt som om albummet vender sig mere og mere indad mod sig selv. Hvor der på første del af albummet var flere hooks og medrivende passager, fremstår numre som ‘Every Moment’ og ‘The Balcony’ mere lukkede om sig selv, og sværere at trænge ind i som lytter. Hvis vi bliver ved hulemetaforen, er det som om albummet er et helt hulesystem, hvor ikke alle dele er lige tilgængelige.

Trommerytmen på ‘Leave the Shed’ lyder lidt som om den er i familie med Radiohead’s ‘There There’, og giver igen lidt ånderum, på et nummer, hvor der også flyder synths ind og giver et mere luftigt og mindre klaustrofobisk udtryk, mens et nummer som ‘Dead End’ bevæger sig fra en åndenødsfremkaldende start til et mere og mere dynamisk udtryk, hvor guitaren trækker lytteren med.

Inden ‘Sunday Morning (Radio Edit)’ lukker albummet ned, får vi ‘You Said’, hvor vokalen og guitaren går i smukt samspil indledningsvis, før trommerne slippes fri, og skubber nummeret fra land. Her er der også ekkoeffekter på Lew’s vokal, hvilket fungerer ret så glimrende i samspil med guitaren og det dynamiske trommespil, og giver et af albummets stærkeste øjeblikke.

Sunday Morning er ikke et album, der styrter lytteren i møde. Det er et album, der kan virke utilnærmeligt ind i mellem og nærmest ugennemtrængeligt fordi lyduniverset er så tætpakket, men omvendt bliver man ind i mellem også løftet op i lyset. Når det er stærkest, rives man med, når det bliver mest indadvendt falder jeg fra. Men det er værd at tage turen. Vi kvitterer med 4 store stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.