I midt-90erne blev det teknisk muligt for alle med en PC at lave musik – endda på øret og uden de store musikalsk-tekniske indsigter: Såkaldte MOD-trackers gjorde, at man kunne plotte samples ind i et visuelt system og få musik ud af dét.
Det skabte en særlig sound, som blev brugt i sin egen ret men også især i computerdemoer.
Om det er bevidst eller ej, vides ikke, men Sanity Overdrive har på gods.append(human) taget denne æstetik til sig og selv om det får et lidt mere industrielt præg end MOD/S3M med ægte guitarlyd og uden MODs tendens til bare at afspille samples hurtigere for at hæve tonen, så passer udtrykket ret godt:
Når jeg lytter til pladen kan jeg næsten se MOD-trackeren vise hver sample for mig.
Det giver en ubændig lyst til at finde Tyrian (shoot’em up spil) frem og ellers lade tiden flyve mens eksplosionerne bombarderer mine øjne.
Ikke dårligt for et (næsten) instrumentalt album!
Hele gods.append(human) er, som titlen nok indikerer, bygget op om det digitale.
Det ses på tracklisten, der er formuleret som programmeringskode:
…men understreges også af, at flere gange har lyden digitale ’cutouts’ /hidsige digitale komprimeringer og henfalder i digital støj og hvad der den gang hed ’dårlige samples’ – men her bliver til en åbenlys bevidst effekt.
Der er noget industrielt over udtrykket og når der fx høvles guitar på Tensor og nogle lidt dumpe, digitale trommer sætter ind så er vi ikke langt fra norske Vampire State Building i udtrykket.
Men hvornår er det så, vi skal høre tracker-agtig musik?
Jeg har gået på højskole med manden bag Dynatron, der er nogenlunde i samme genre og kan jo se, at der er festivaler og dermed også et publikum for den slags musik.
Det er vel også ret beset dansabelt og stemningssættende (24/7 Antialiasing har nærmest et soundscape-agtigt udtryk).
Det er mit indtryk (også baseret på coveret til pladen) at de udøvende kunstnere intet har imod at blive betegnet som ’soundtrack til et endnu ikke lavet computerspil’.
Og: Hey! Det hænder da af og til at jeg finder temaet fra Inferno-spillet, eller endda Space Crusade frem.
Det gør jeg dog primært som en form for nostalgisk venden tilbage til tidligere tider.
Så vidt som jeg kan se, kan genren betegnes som ’retro future’ og det skaber jo alle mulige billeder i hovedet, når man skaber et billede af ’fortidens blik på en fjern fremtid’.
Hvad siger man så noget om? Fremtiden, fortiden eller noget tredje?
Det er nok ikke så vigtigt. For over de ti numre bliver vi i hvert fald hevet igennem forskellige stemninger og selv føler jeg mig fint underholdt i denne lidt nostalgiske men stadig interessante verden af elektronisk lyd tilsat lidt kant via guitaren.
Fortid, fremtid og ikke så meget nutid kan vel være en fin definition på eskapisme.
Det kan vi alle have brug for nu og da – og her er Sanity Overdrive et udmærket lydtapet…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Post Scription:
Det viser sig, at flere af numrene, ret klædeligt, har tilknyttet musikvideoer i fin, pixeleret 8/16-bit grafik med story lines og det hele.
Hermed en opfordring til at bruge disse, hvis genren er noget for dig!
