Roarback: Echoes of Pain *** (3/6)

0
2111
views

Sange om had, smerte, vold, død og religion, det er hvad det unge Roskilde-band barsler med på debutalbummet Echoes of Pain. 80’er thrash og 90’er dødsmetal er midlet til en rejse igennem krig, psykiske sygdomme, kampe, straf og rendyrket had.

Ja, pressematerialet lover en del på de 19-20 årige grumme knægtes vegne, og et langt stykke af vejen gør Roarback meget rigtigt, måske FOR rigtigt? For musikken lyder nøjagtig som man kunne forestille sig ud fra de i indledningen nævnte ting. Fart, tempo, fræsen, tonstunge riffs, lidt melodiske stykker hist og her og grumme energiudladninger. På papiret er alt som det skal være, men alligevel virker kraftanstrengelserne fra bandets side ikke helt efter hensigten, for jeg har simpelthen svært ved at huske numrene efter de er blevet smækket igennem kraniet på mig.

Jeg vil tro, at jeg har hørt Echoes of Pain igennem fra ende til anden omkring 10 gange, alligevel kan jeg i skrivende stund ikke rigtig huske en melodistump, et riff eller en passage fra en af sangene. Jo, hvis jeg sætter albummet på, så er der en vis genkendelse ala “nåårh, den har jeg da hørt før”, men straks er den væk igen. Det er naturligvis et problem og præger helhedsoplevelsen.

I det moment musikken spiller, så er det egentlig kompetent eksekveret, om end stokkonservativ og uoriginal, “old school” metal. Ikke et ondt ord om det, man behøver ikke opfinde og/eller smadre den dybe metal-tallerken hver gang for min skyld. Men det her er næsten for autoritetstro og, desværre, en anelse forudsigeligt – hvilket også er med til at gøre numrene knap så mindeværdige, som man kunne have ønsket sig.

Roarback åbner som lyn og torden, fuld kraft på samtlige maskiner, med den trampe-tonsende “Peoples Hate” og den fræsende “I Will Find You”. Energien er klart til stede, men udnyttelsen af den halter en smule – det smadrer simpelthen af sted i et afsindigt tempo, uden rigtig at rive en med eller på effektiv vis at omsætte bandets energiudladninger til noget der sætter sig fast. Og det er det helt store problem ved Echoes of Pain. Roarback åbner for sluserne, man hører den voldsomme metal-bølges grumme rumlen, men den skyller bare lige igennem uden nævneværdig skade. Et nummer som “Manor of Hatred” er rigtig fin thrash, der er lidt velplaceret temposkift midt i sangen, alt spiller egentlig – og alligevel mangler das gewisse etwas (som tyskerne siger).

Det eneste tidspunkt, hvor Roarback’s mere fartgale tendenser virkelig rykker for mig, er det afsluttende titelnummer “Echoes of Pain”. Det er Roarback når de er allerhurtigst og her slår det faktisk gnister og virker herligt faretruende. Forsanger Dennis Ullehus’ udbrud, “BLOOD FOR BLOOD”, gjalder og bandet tramper klampen i bund i deres gammeldags metal-kampvogn og tromler faretruende fremad.

Generelt er bandet velspillende hele vejen igennem pladens 10 numre, og Ullehus besidder en god og fyldig brøle-vokal, som virker ubesværet lige meget hvilket tempo sangene afvikles i. Men bedst fungerer hele Roarback pakken dog, når de sætter farten lidt ned. Første smagsprøve på det, er pladens 3. nummer “Voices of Deception”, der indledes tungt og slæbende, inden der veksles mellem tung brummen og mere uptempo piskende passager. Her har Roarback fat i noget, balancen i nummeret er god, ingen af delene fylder for meget og sangen får lige lov til at plante et par fodspor i øregangen, i stedet for bare at ræse igennem.

Anden halvdel af Echoes of Pain fremstår i den sammenhæng noget stærkere end den første, her falder pladens bedste numre. “My World”, en rigtig larvefødder metal-tromler, er albummets mægtige højdepunkt. Igen, det er bestemt ikke banebrydende det Roarback ruller ud med, men fermt skruet sammen og leveret. Hvis jeg så bare kunne huske nummeret bagefter og ikke kun nikke med imens det kører… “Wrong Man’s Life” forsætter i samme stil indledningsvis, inden et klassisk thrash break signalerer mere damp på kedlerne. Senere falder sangen tilbage i et mere melodisk leje, det svinger faktisk ligefrem, eller vugger? Slet ikke tosset!

De efterfølgende “Systematically Murdered” og “Warmachine” er næsten Roarback i en nøddeskal, opbygningen og nogle ganske vilde temposkift fungerer i bund og grund glimrende, men flere gange har jeg lyttet til numrene og pludselig opdaget – “hov, jeg hører egentlig ikke efter”. Det er da muligt, at det er mig der har koncentrationsbesvær, men ikke desto mindre er det et problem, at sangene bare drøner igennem skallen på en.

Ok, som man kan læse, så går kritikken af Roarback og Echoes of Pain ikke på deres håndværk, det er helt overordnet i orden. Ligeledes fornemmer man masser af energi, velvilje og attituder i musikken. Sangskrivningen er solid, men uspektakulær med lidt for mange velkendte tricks og virkemidler. Håndværket er til 4 stjerner, men problemet med at levere virkeligt mindeværdige melodier og generelt få den noget konservative indpakning til at skinne lidt mere, eller stikke ud, trækker ned. Vi lander lidt over middel, og kalder det en stor 3er. Er du til genren, så er de helt klart værd at tjekke ud, men forvent ikke noget der for alvor sætter sig fast i krop og sjæl.

Anmeldt af KDT

Echoes of Pain udkommer d. 27/1 via Mighty Music/Target, besøg Roarback på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.