Rioja Joe: Kærlighed, rock & lidenskab ★★☆☆☆☆

0
1399
views

Rioja Joe præsenteres som en mystisk karakter fra Vesterbronx, i sit eget tegneserieunivers, der er en karikatur af elementer fra virkelighedens Vesterbro. Det kunne sådan set have dannet udgangspunkt for en underholdende omgang rock, men desværre lander Rioja Joe et sted mellem kompetent musikalitet og en vittighed, der er udfoldet på et par minutter, men som trækkes ud over 11 mestendels kedelige kompositioner pakket ind i tom luft.  

Med et navn som Rioja Joe er det ikke just dybde og seriøsitet, der signaleres, og Rioja Joe er da også placeret i et tegneserieunivers baseret på Vesterbro, som byder på nogle temmelig klichéfyldte karakterer (selv om der også er grundlag for et tø-hø grin eller to). På Vesterbronx finder vi det vaskeri Rioja Joe ejer, samt stamværtshuset, slagteren, hotellet, grillbaren og den erotiske biograf -med flere.

Og her er det så tekstuniverset udspiller sig. Musikalsk befinder vi os i noget, der til tider, og lidt for ofte, tangerer dansk-top-rock eller melodi grand prix-pop/rock. Det er sådan set ikke fordi Rioja Joe og kumpaner ikke godt kan spille. Produktionen er egentlig også ganske fin, ligesom der er overvejende gode blæser- og strygerarrangementer flere steder undervejs, blandt andet relativt smagfuldt på ‘Elsker dig endnu’. Men alligevel ender jeg med en halvflad smag i munden.

Det er simpelthen som om Rioja Joe sætter sig mellem to stole, for numrene og teksterne er ikke synderligt sjove, og så er Rioja Joe-karakteren nok bare heller ikke stærk nok til at bære et album. Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvorfor bandet overhovedet behøver tegneserieuniverset, når det ikke rigtig giver plads til andet end relativt milde og forudsigelige karikaturer, som sagtens kunne have været forløst med et glimt i øjet af “rigtige” mennesker, og tekster, der glider på overfladen af karakteren og hans relationer, i stedet for at give stemme til noget personlig dybde, eller bare en karakter, der havde et eller andet på hjerte.

Anden anke er at numre som ‘Et lille glas Rioja’, der åbner ballet, og langt de fleste, der følger efter, er temmelig forglemmelige og lugter mere af julefrokost-underholdning eller firmafest end det er numre, der sætter sig fast i ørerne. Der er i hvert fald ikke meget Gasolin’ og ZZ Top over det, som ellers bliver nævnt som referencepunkter. Og der er endda en julesang med – albummet afsluttes således af ‘Ha’ en glædelig jul’, der som julesang isoleret set som sådan bestemt ikke er blandt de værre. Men den har en ret begrænset sæsonmæssig levetid.

Bedst musikalsk er numre som ‘Dating på nettet’ og ‘En psykopat i et jakkesæt’, som har lidt mere tyngde og ikke er helt så sovsede ind i lydlag, som de fleste numre på albummet, hvor keys, strygere og blæsere nok sørger for at det lyder af noget, men ofte desværre mangler den kompositionsmæssige bund til at være interessante i mere end en gennemlytning. Men altså, ‘Dating på nettet’ er faktisk et godt pop-rocknummer (hvis man skar den relativt kedsommelige tekst fra, der opsummerer stort set alle klichéer om dating på nettet – “de russiske piger//er gode til smiger”), blandt andet i kraft af et musikalsk stærkt omkvæd.

‘En psykopat i jakkesæt’ er det nummer på albummet, hvor Rioja Joe nærmer sig eksempelvis ZZ Top mest, og det klæder også lyden at der kommer lidt mere kant på, især fordi man godt kan høre at Rioja Joe og venner faktisk kan spille. Et nummer som ‘Ensomheds blues’ har også nogle gode elementer, og en lidt mørkere tone, hvilket også er et plus på variationskontoen. En fin guitarsolo bliver det endda også til her.

Helt anderledes er det på for eksempel ‘Money honey’ og ‘Lykkelig sammen’. Sidstnævnte kan blandt andet prale af linier som: “Hvis glæden er kort og lykken den er lunefuld//Så fortæller mine øjne i hvert fald//At du er cool og beautiful//Ja, jeg er forelsket i dig//Lyder det fortærsket fra en fyr som mig//Kom, kør en tur med mig i min gamle Mercedes//Under nattens himmel hvor alt kan blive anderledes”. Og sådan fortsætter det så derudaf.

Klicheerne står også i kø på ‘Rockmusik, sprut og nøgne piger’ og ‘Elsker dig endnu’. Dem kan man nok godt nogenlunde regne ud hvad handler om uden teksteksempler, men lad os da alligevel tage omkvædet fra førstnævnte: “Rockmusik, sprut og nøgne piger//Den fik alt hvad den ku trække//For mindre end en ti’er//Vi blev aldrig flove//Når pigerne var sjove//Når babserne kom frem//Nåede vi aldrig hjem//Rockmusik sprut og nøgne piger//Rockmusik, sprut og nøgne piger//Uhadadadada, sprut og nøgne piger//Uhadadadada, sprut og nøgne piger”. Uhadadadada.

En omgang soundtrack til grisefesten får vi også med ‘Palma de Mallorca’, inden sidste nummer (inden julesangen), ‘Her leves livet’, fortsætter i samme fest-pop/rock-stil med kvindekor og en tekst, der lyder lidt som en let opdateret udgave af Shu-bi-dua, dog uden helt samme charme (som de i hvert fald havde engang). På den måde er nummeret egentlig ganske typisk for albummet – der er for så vidt ikke tvivl om at det musikalsk er godt håndværk, men det ville nok egne sig bedre som ufarlig, men kompetent, musikalsk underholdning med et glimt i øjet foran et publikum med en god promille, end det gør hjemme på anlægget.

Ufarligt, fordi det stort set konsekvent er ukontroversielt og allerhøjest høhø-lummert, det Rioja Joe gør sig til fortaler for. Du har formentlig en onkel, der fortæller grovere historier og vittigheder til familiefesten. Dermed ikke sagt, at der ikke vil være folk derude, der sikkert vil hygge sig godt i selskab med Rioja Joe, men det underminerer konceptet temmelig grundigt i min optik at karakteren ikke er mere interessant og når det musikalske så samtidig “kun” er kompetent fest pop/rock, kan jeg ikke rigtig få mig selv til at give mere end to stjerner.

Du kan finde Rioja Joe på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.