Sidste gang endte vi hos samaritterne efter en lidt for voldsom elektronisk dansefest, men hvad kan få os tilbage på Roskilde Festival pladsen? Latinamerikanske rytmer? Norsk folk/trance? Fransk opera/metal? Amerikansk.. øh… americana? Spansk flamenco? Ghanesisk danse ekstase? Polske anti-nationalkonservative folkeeventyr på speed? Middelaldermusik eller dansk fællessang??
Inden vi forsøger at rejse os efter mødet med Iglooghost i Roskilde Festival på shuffle #1, tager vi lige en genudsendelse for evt. nye læsere.
Annonceringerne er faldet i en jævn strøm, hovednavnene virker så godt som på plads, men der er stadig masser af plads på plakaten.
Den brydes dog allerede af en masse navne, som måske ikke siger en det store? Eller “mindre” og for mange ukendte navne, der lige præcis er et hovednavn for DIG? Eller som burde være det?
Der er nok ikke så mange, som har det fulde overblik, får det eller når at sætte sig ind i alt. Heller ikke undertegnede, vi er jo ikke alvidende eller lavet af tid, vel! Men vi kan da prøve, det skylder man næsten sig selv, hvis man bruger 4-8 dage i felten og en god luns af feriebudgettet på en tur til Roskilde. Nå ja, og så er der jo altid gemt guld at grave frem, eller noget man ikke anede man ville kunne lide.
Jeg har gjort det til en (næsten) årlig tradition, at begynde min opvarmning og forberedelse til Roskilde sådan cirka… nu. Jeg tror jeg sprang over de her Shuffle-artikler en enkelt sæson for et par år siden, men det er en fin måde for mig at få lyttet, sat krydser og få smagsprøver.
Det er sådan de er tænkt og skal indtages, det er smagsprøver og en jagt på det, som smager af mere. Konceptet er enkelt: jeg tager den officielle spilleliste fra festivalen og trykker shuffle-play. Og så ser jeg hvad der sker, lytter, nedfælder mine umiddelbare indtryk. Rammer shuffle en den samme kunstner flere gange, så hopper jeg videre til næste nummer.
De navne, som jeg finder interessante, føjes til en bruttoliste/spilleliste til løbende lyt og dybere dyk. Der kommer 3-4 artikler, spredt ud over de næste måneder. De danner udgangspunkt for min senere gennemgang af spilleplanen, når den lander.
Slumre lidt hos samaritterne
Det er muligvis godt for vores mentale tilstand, at ligge og sunde os til de groovy sul/gospel toner fra familieforetagendet Annie & The Caldwells. Der tager os med dybt ned og ind i Mississippi med stor stemme og stemning. Men den over 10 minutter lange og meditative “Can’t Lose My Soul” får måske en til at slumre lidt hen i stedet for at få en på benene?
Folk Bitch Trio hilste vi på sidste gang, hvor de røg på bruttolisten for deres flotte vokalharmonier og stemningsfulde toner. Her er de med sjæleren “The Actor”, men reglerne siger “skip”. Og vi er videre Yerai Cortez og hans søvndyssende spanske flamenco og akustiske guitar… mjah… det lyder da nydeligt på “Maikel Nai”, hvis man er til den slags. Det er jeg ikke, og nu begynder jeg at blive lidt rastløs hos samaritterne!
Aha, Addison Rae, popstjerne in spe/ex. TikTok-stjerne, det er noget af det de unge kan lide og vil have. Jeg er 47 når vi rammer Roskilde Festival og Rae indtager Orange med “Fame is a Gun”. Løst krudt? Det er sørme da lidt intetsigende og generisk moderne pop med en matchende vokal må jeg sige…
Gengangere er det nye sort
Ups, så er tid til at rejse sig, strække ryggen og komme op og ud, den svenske folk/vise sangerinde og musiker Sara Parkman er troppet op igen. Hende og band overværede jeg give en overbevisende indføring i svensk folkemusik på Gloria tilbage i 2022.
Hun og band er igen albumaktuelle, og klar til at folde viser og salmeklingende toner ud. “Vreden” er et højstemt nummer, der også rummer en lidt mere poppet side af Parkman. Pop møder rituel visesang? Parkman får et kryds i programmet igen, men spiller hun samtidig med andet af interesse, så må jeg tage beslutningen på dagen.
En tendens de senere år har netop været gengangere i programmet. Mellem alle de nye og ukendte er det navne, som festivalen forelsker sig i og modsat i “gamle dage” ikke afholder sig fra at genbooke inden for relativt få år.
Således får vi eksempelvis også fornøjelsen af americana/country fra Sierra Ferrell igen, der ligesom Parkman var på plakaten i 2022. De spillede endda begge lørdag, og igen var jeg på pletten. Denne koncert står dog underligt nok mindre klart i hukommelsen end Parkmans?
Måske fordi den ellers fine oplevelse af Ferrell blev forsøgt kuppet og kvalt af snakkeklubben i Pavillion teltet? Så må man håbe de holder kæft, eller er gået et andet sted hen i år, når der muligvis skal luftes et nummer som “I Could Drive You Crazy”. Der er landlig idyl fra Virginia, der møder tristesse og sørgmodighed. Og violin. Masser af violin, yeeeehaw!
Vi napper “Dollar Bill” i stedet for, den dukker op på shuffle lidt senere i teksten.
Mam eller ikke mam?
Wicky, jeg gik i folkeskole med en der hed Vicky. Det var en pige, det her er en mand, der er sket meget på 40 år. Nå, det er moderne dansk “rap” med forvrænget og manipuleret vokal på nummeret “Step”. Meh. Næh tak.
Så vil jeg hellere distraheres af Mona Lisa, ligesom metal/mathrock/larmerock gruppen The Callous Daoboys bliver det på “Distracted By Mona Lisa” (vi napper lige “Lemon” nedenfor, det er et bedre nummer). De er fra Atlanta, Georgia, det kan de jo ikke gøre for. Men at de lyder ligevel Nu-Metal inspirerede er en anden snak.
Der bliver draget paralleller til blandt andet Faith No More. Den slags påstande vil jeg gerne tage kraftig afstand fra! MEN. Kommer man igennem laget af Nu Metal og noget der lyder som college “hardcore”, så er der en eller anden energi til stede. Hmm. Den er på vippen. Kunne ryge i måske bunken, som et potentielt medrivende livenavn og HOLY FUCK HVAD ER NU DET, DER GÅET I GANG?!
Aggeman!? Nej, det Ata Kak, ik mam. Ata Kak med “Daa Nyinaa”, hvorfor tøffer og prutter det nummer sådan? Den er “farty”? På den der måde at melodien lyder som noget man kunne spille på en kande. Men Ata Kak er ikke et jugband, der er tale om en ghanesisk musiker og der loves “danse ekstase”. Jeg vil sige, at når der først kommer vokal på dette nummer, så er jeg danset i modsat retning.
Mille himmel og vorherre til hest
Så kan jeg måske danse med de unge til Mille? Er det upassende eller “cringe”? Det er ifølge den 13 årige i husholdningen forresten cringe at jeg siger cringe. Og ikke kan kende og høre forskel på Mille og Mumle, så jeg kalder “dem” bare Mimle. Når det ikke lige er Annika, det er hende, der lyder mere som Mille end Mumle… tror jeg?!
Havde vi Mille med sidste gang? Nuvel, “kendt mig i en uge”, så kan man jo komme i tvivl. Mille har haft godt med medvind og optur det seneste års tid, hvor det er blevet til flere fine streamingsuccer og samarbejder med folk som Uro, Tobias `Rahim og fandme om der ikke også er lavet et nummer MED Annika, Pil, Medina OG MIlle. Hvor er Andreas Odbjerg?
Hvor kom jeg fra? Mille, nå ja. Hun ER kun 19 år gammel, det skal man altså lige huske. Så der kan nå at ske en del. Tekstuniverset bliver modnet (selvom det fint rammer en jævnaldrende målgruppe) og måske finder hun også sin egen stemme og stil – eller andre gør. Så de ikke “alle” lyder så “ens”.
Ej, vi havde dejlige David Byrne med som allerførste navn sidste gang, så reglerne siger jo at han ikke kan være med igen. MEN, der er snydt lidt. Vi får uopslidelige “Once In A Lifetime” i en snakke-gospel fortolkning af spoken word/electronica kunstneren Joshua Idehen og The Social Singing Choir. Jeg foretrækker originalen, men så er det jo godt at David Byrne også kommer – se ham, husk det.
Danske og peruanske legender byder op til dans
Klar til at prøve at holde en lille forræderisk tåre i øjenkrogen tilbage? Hvis du tror du er en hård banan, så sving forbi når The Savage Rose igen igen gæster Dyrskuepladsen. Bare vent til Annisette, der har rundet 77 ture rundt om solen, folder den aldrende stemmepragt ud og viser hvordan man ældes med ynde og værdighed.
Det er godt nok næsten ti år siden at jeg oplevede bandet og stemmepragten sidst, så der er nok endnu mere patina på begge dele. Meeeeen det burde ikke være et nævneværdigt problem, det gør muligvis det hele endnu mere rørende, når et nummer som eksempelvis “Wild Child” stadig kan lette.
Ørk, ned på jorden igen til “3x” fra den britiske rapper Jim Legxacy og hans små-fesne vokal og poppede rytmer. Det bliver sgu bar aldrig mig den her form for “rap” og klang af en stemme, det giver mig myrekryb og sikkert ting der er mere farligt for helbredet. Der skippes i en fart, inden vi er for tidligt tilbage hos samaritterne.
OK, okaaaaay, Los Mirlos, vi skal til Peru. Eller, de kommer til Roskilde, hvilket er langt mere praktisk for os, men Los Mirlos er “psykedeliske cumbia-legender”. Om det så betyder at de ER legendariske eller legender inden for cumbia, siger teksten ikke noget om.
“La Danza de los Mirlos”, man behøver ikke engang mine begrænsede sproglige evner for at have en idé om, hvad det kunne betyde. Ellers kan man bare lytte til musikken og danse/gætte sig frem. Ved I hvad? Jeg tænker det bliver en nattekoncert på Gaia/Avalon erstatningsscenen, og jeg giver hermed tilladelse til at danse en ond los Mirlos.
“Boooooyyyyyys doooon’t cryyy”, hold bøtte Robert Smith, du var med sidste gang.
Kan Kongen klappe i takt til det?
“One Day You’ll Lie Here But Everything Will”, mangler der ikke et ord eller to til sidst? Nej, nå, det er titlen på nummeret der afslutter pladen Last Night I Heard The Dog Star Bark af Gwenifer Raymond. “Magisk guitarspil forener rå american primitive-tradition og okkult folk horror”, Roskilde sælger den igen på en måde, hvor jeg nærmest ikke har lyst til at høre musikken af frygt for at blive skuffet.
Hmm, tjoo, så det er instrumentalmusik? Det er da atmosfærisk, stemningsfuldt, lettere ildevarslende og alt det der. Gad vide om min tålmodighed og det mentale helbred er til en hel koncert med den slags?!
Vi napper endnu en genganger i form af indiebandet Sorry, der også var på plakaten i 2023. En koncert jeg ikke så, men som Undertoner tildelte 2 Uer under overskriften Sorry, Gloria. Sorry, not sorry? Det må vel betyde revancetid? De har nogle roste udgivelser på CV’et, men det er jo langtfra garanti for gode koncerter. “Jetplane”, som shufflen er landet på er da ganske fin, men… tja… det er indierock med lidt genrerod smidt ind?
Er det Kong Frederik, der klapper lidt ude af takt? En bordtennisbold, som hopper på et hårdt underlag? Lamisi er i gang med “Come”, som skulle være “ghanesiske traditioner, moderne pop og futuristiske klange”. Javel ja!
Det nummer lever egentlig ganske godt op til det man præsenteres for. Vokalen er traditionel, ligesom rytmerne, som spilles på hvad der lyder som traditionelle træinstrumenter. Der er dog også en poppet fornemmelse i lydbilledet, og en sær snert af noget ubestemmeligt futuristisk. En til måske-bunken, hvor man lige kan svinge forbi og tjekke ud hvad det kan.
Smag på mere latinamerika
Sierra Ferrell prøver at snige sig ind i shufflen igen med “Dollar Bill Bar”, skøbt nummer, men ingen snyd eller forlommer, frøken. “Skip”. Smag På Dig Selv og Oskar Witt med “NÆRVÆR, HÆRVÆRK”. Ej hvor heldigt, at Witt spiller under First Days og dermed kan kigge forbi Smag På Dig Selv og lægge sin rap ind over deres bund af jazzy udskejelser.
Smag På Dig Selv har også været på Roskilde af flere omgange, men bliver ved med at lege, eksperimenterer og hitte på. Så dem kunne de sikkert booke hvert år og alligevel få noget nyt. Nå, øhhh, fint nummer, yes yes.
Vi skal hurtigt videre, turen går nemlig igen til Sydamerika, denne gang skal vi dog ikke danse den lede fede Los Mirlos. Der er dømt noget mere indledningsvist æggende, når sangerinden dyce lægger vokal til Susobrinos toner. Susobrino er egentlig fra Bolivia, men bor i Bruxelles. Det lyder ud fra den frodige beskrivelse, som om man kan forvente en god blanding af latinamerikanske klange, der møder noget mere elektronisk. Bummelum. Hvis vi har tid den dag?
Nu trænger jeg snart til et hit eller noget, der rokker min sokker. Mere spoken word fra ham der Idehen fyren? Nej. NÆSTE.
Dansk middelaldermusik og polske folkeeventyr på speed
Ud, danske Cuirass, det har jeg smuglyttet lidt til. Det er middelalderlige toner og stemning, så man får lyst til at pudse sin rustning og fise ud og slås for sjov i Hareskoven. Jeg har faktisk ikke særligt langt til Hareskoven, men…
“Burnished Cuirass”, nummeret varer kun lidt over 2 minutter. Er det middelaldermusik lavet til TikTok eller hvad foregår der?! Nuvel, jeg ved ikke om man bliver træt af det i længden, men i mørket på Gloria med et koncentreret og lyttende publikum? Jeg kunne godt se det her fungere. De er på listen.
Der kunne Adrian Quesada måske også lande, der er varme vibes på instrumentalnummeret “Starry Nights” med Neal Francis. Quesada er den ene del af Black Pumas, og fortsætter deres leg med psykedeliske, latinamerikanske og soulede toner.
Opvokset i grænselandet mellem Texas og Mexico sporer man både den amerikanske og latin amerikanske traditioner her. Er man bekendt med eksempelvis Khruangbin så er der visse fællestræk. Det kunne godt blive en lummer vugger, hvor man står og stener væk.
WTF nu sker der noget helt helt andet, det dunker løs, tempoet er højt og det lyder som computerspilsmusik fra 80erne på speed. “Krasnoludki”?! Vgtbl.pl er en polsk duo, der låner, stjæler, hakker og blender. Det er efter sigende satirisk og kritisk overfor nationalkonservatismen.
Konservativ skal Vgtbl.pl og “Krasnoludki” i hvert fald ikke anklages for at være, nærmere punket og anarkistisk. Jeg har ikke kunnet finde en direkte oversættelse af “Krasnoludki”, men krasnoludek er et mytologisk væsen/gnom/nisse fra folkeeventyr – blev vi meget klogere? Det her er da… anderledes?
Franske fristelser og norske udflugter
Anderledes er franske Igorrr også, som blandet metal og elektronisk musik med elementer fra opera. Det er storladent, teatralsk og fyldt med patos. Jeg oplevede Igorrr live på Copenhell tilbage i 2018, hvor den fandenivoldske franskmand udskejelser på scenen blev mødt med begejstring, måben og korslagte arme i skøn forening.
Et nummer som “Daemoni” er da også lidt af en mundfuld og noget af en blanding. Ildevarslende, voldsom, ond, men også højtidelig og STOR. Det kunne hurtigt blive selvhøjtideligt, men Igorrr har som kontrast også numre, der eksempelvis bærer titlen “Blastbeast Falafel”. Så der gemmer sig muligvis noget fransk glimt i øjet. Det skal man naturligvis have på sin bruttoliste.
Vi fortsætter vores jorden rundt på 4 Roskilde dage med en smuttur til de norske fjelde. Her kan man måske møde Vilde Tuv, hvis hun ikke lige gemmer sig i hjemstavnen Bergen og flækker noget folk/trance/alt-pop sammen. Ringenes Herrer møder tryllefløjtetrut møder musikken fra arcade spillet space Harrier? Man kan godt svæve væk til “Melting Song”, eller flyde væk sammen med smeltevandet på et fjeld. Det bliver en lille måsker…
… og så ramte jeg ellers en mur af gentagelser på shuffle. Det kunne tyde på at jeg har hørt mange kunstnere, eller at algoritmen er gået lidt i baglås. Måske skal man til at runde af for denne gang?
Aarhusiansk takeover med ironisk fællessang
“Bah da bah da bah” og noget med kærlighed og popmusik. TV2 er på plakaten for 10. gang, men første gang i 25 år efter de lukkede Orange Scene i 2001. Nu er de aldrende popsnedkere tilbage, og selvom de på album toppede i forrige årtusinde så giver denne booking et eller andet sted mening.
“Lanternen”, som Shuffle valgte, og alle de andre (og der ER virkelig mange store sange og hits) og deres indflydelse kan høres som et mere eller mindre tydeligt ekko i nutidens popmusik. Om nutidige navne som eksempelvis Zar Paulo er direkte inspireret af TV2 ved jeg ikke, men der er noget slægtskab i både klang, tekstunivers og stil.
Steffen Brandt er tilmed begyndt at dukke op som gæst hos nyere kunstnere, sidste år var endda på scenen, på Rising (!) da Mumle gav koncert. Det viser vel at Brandt og TV2 både er forbilleder og stadig forsøger at lege med de unge. Og 45 års musikhistorie og hits på Orange? Det lugter af fællessang på tværs af generationer – og det skal der være plads til.
Og sørme om algoritmen ikke har gennemskuet et eller andet og vælger Zar Paulo. De får lov til at blive endestationen med deres synge-med-venlig hymne “We Are One”. Der lyrisk nærmest er det modsatte, en fællessang om ikke at være særlig fælles eller solidarisk – som kan skråles i kor!
Det er lige på nippet til at være genialt. Den og andre sarkastiske “hyldester” til samfundet og den elendige software, der omgiver os eller vi er bygget af, kan man skråle med på, når Zar Paulo indtager Roskilde Festival for tredje gang. Denne gang får de lov til at lukke Arena. Men hvornår indtager de endelig Orange?
Orange Scene er måske drømmen for mange, der er en del af First Days/Rising-programmet. Det sætter vi på shuffle næste gang.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard, Zar Paulo, Roskilde Festival 2024
