Fra “hold da kæft det er fedt!” over “det er vist ikke lige mig…” til “hvad fanden er det her?!”, det er blevet tid til sætte Roskilde Festivals program på shuffle. Hvad er der i lykkeposen i 2026? Bitch-folk, grindcore-dødsmetal, lyden af ben der sover, TikTok tamtam, truck violence og en masse andet du kan danse til.
Marts?! Allerede?!?! NÅ, så må man vel hellere få fingeren ud, hvis man skal nå at danne sig bare et nogenlunde overblik over Roskilde Festival 2026. Annonceringerne er faldet i en jævn strøm, hovednavnene virker så godt som på plads, men der er stadig masser af plads på plakaten.
Den brydes dog allerede af en masse navne, som måske ikke siger en det store? Eller “mindre” og for mange ukendte navne, der lige præcis er et hovednavn for DIG? Eller som burde være det?
Der er nok ikke så mange, som har det fulde overblik, får det eller når at sætte sig ind i alt. Heller ikke undertegnede, vi er jo ikke alvidende eller lavet af tid, vel! Men vi kan da prøve, det skylder man næsten sig selv, hvis man bruger 4-8 dage i felten og en god luns af feriebudgettet på en tur til Roskilde. Nå ja, og så er der jo altid gemt guld at grave frem, eller noget man ikke anede man ville kunne lide.
Jeg har gjort det til en (næsten) årlig tradition, at begynde min opvarmning og forberedelse til Roskilde sådan cirka… nu. Tror jeg sprang over de her Shuffle-artikler en enkelt sæson for et par år siden, men det er en fin måde for mig at få lyttet, sat krydser og få smagsprøver.
Det er sådan de er tænkt og skal indtages, det er smagsprøver og en jagt på det, som smager af mere. Konceptet er enkelt: jeg tager den officielle spilleliste fra festivalen og trykker shuffle-play. Og så ser jeg hvad der sker, lytter, nedfælder mine umiddelbare indtryk. Rammer shuffle en den samme kunstner flere gange, så hopper jeg videre til næste nummer.
De navne, som jeg finder interessante, føjes til en bruttoliste/spilleliste til løbende lyt og dybere dyk. Der kommer 3-4 artikler, spredt ud over de næste måneder. De danner udgangspunkt for min senere gennemgang af spilleplanen, når den lander.
Alle griner og alle danser!
David Byrne, score! Ikke ligefrem en ukendt skikkelse at lægge ud med, men sådan faldt terningerne. Han gæstede senest Roskilde Festival i 2018, hvor han gav en af nyere tids bedste Roskilde-koncerter i hvert fald i min optik. Eller skulle man hellere kalde det et show?
Koordineret dans, sanger, musikere og instrumenter trådløse, så de kunne flette sig frit ud og ind af hinanden. Små narrativer, der løb gennem sange og forestillingen, kort sagt en total oplevelse, som virkede som et stort Broadwayshow bragt ind på Arena. Tilsat de sprudlende og smittende toner af musik fra hele Byrnes bagkatalog, fra Talking Heads op til nyere solomateriale.
Han er igen albumaktuel, så forvent både helt nyt og blandet gammelt. Han må gerne spille den nyere “Everybody Laughs”, som shuffle landede på, ellers har jeg ingen forventninger – ud over at de er ret høje – til hvad han bringer med sig af show og indfald.
Eh, Roschelle Jordan keder mig fra start som næste indslag med “The Boy”. Det lyder som moderne R’n’B møder klubbet disco med en lidt søvndyssende sovekammervokal og ditto stemning og rytme. Det er vist ikke lige min slags dansefest, men Pitchfork tildelte hendes 2025 album “Best New Music” mærkatet, så hvad ved jeg!?
Hastigt videre til noget “Feminine Energy” fra svenske Cobrah. Det er vist ikke den eneste slags energiske “gift”, der løber gennem hendes elektropop. Her dufter af hårdpumpet samkvem på et mørkt, varmt og svedigt dansegulv! Det kunne være mere min slags fest, hvis det ikke lige er fordi at det ville virke noget skummelt med en storsvedende mandsperson på 47, der halser rundt blandt Roskilde-klubbens unge publikum til sommer.
Lyde af ben der sover
Så må vi hellere få pulsen ned og sveden under kontrol med Ela Lung og “Inside My Lung”. Hmm… Lung – Lung? Nuvel, da er det da lige før jeg flatliner. Noget af en kold tyrker efter den farlige Cobrah. Atmosfærisk, jo, stemningsfuld, sikkert også, leveret af en ung dansk producer/musiker. Eller på Roskilde-sprog: En eventyrskov af sfæriske synths, skrøbelige melodier og performance.
Nu begynder det at gøre lidt ondt og trække tænder ud… Smerz med “Easy” og jeg begynder stille og roligt at zone ud og slumre hen. Et semi-stort navn, norsk elektronisk duo, der har haft pæn succes siden de optrådte på RF senest tilbage i 2018. Det der norske electronica, som Røyksopp og hvad har vi har bare aldrig været mig. Det er lyden af ben, der sover.
Og de vågner ikke op til Oklou og “choke enough”, sker der ikke snart noget?! “Dristige popkreationer mellem ambiente stemninger og sci-fi klingende visioner”, lover Roskilde i beskrivelsen. Mjah… dristig? Synth-scifi klangen synes jeg egentlig OK om, ligesom legen med den kvindelige vokal fungerer fint. Jeg putter den i “skal lige ses an” bunken.
Rock, rap og lidt RnB
Hov, hvad er det?! En tromme-puls, der ikke lyder decideret elektronisk, om end lidt mekanisk i sin drevne rytme? Vi skal ud på en dunkel landevej med The New Eves på “Highway Man”. Halløj, hvad er nu det her? Vokalen (erne?) lyder som Grace Slick fra Jefferson Airplane på syre… mere syre. Eller underkastet en forbandelse. Der er noget okkult over klangen, som om det er punk/krautrock sat i et horrorunivers? Mere af det!
Mere af The Sophs kan man måske også holde til, hvis solen skinner, hjælper det sikkert. De amerikanske indierockere emmer i hvert tilfælde af sommer og sol på “I’m Your Friend”. En energisk sag, der er en af en håndfuld singler bandet har udsendt det seneste år. Et debutalbum venter senere i år, så det er nogle temmelig uprøvede gutter Roskilde hiver ind her – er det sådan nogen man skal fange, inden de bliver store?
(Efterfølgende fangede jeg The Sophs i radioen med nummeret “Sweatiepie”, hvor der blandt andet indgår jødeharpe. “Death In The Family” er også et godt nummer – det altså noget, hvis man er til indie/folk/rock med 00er vibe!).
Tilbage til den disco-influerede og dansable pop med britiske Jade, der på “FUFN (Fuck U For Now)” byder op til noget for mig mere tåleligt end den tidligere nævnte disco-pop. Det er pumpende og festligt, og så har hun åbenbart en masse positive budskaber og kæmper mod racisme, homo- og transfobi. Så det er jo cool nok!
Vi bliver i England med Pa Salieu, desværre er hans rap med grime og UK drill ikke lige min kop britiske te. Og så lyder hans accent tilmed lidt fransk på “Belly”, og de franske skal jeg have i meget nøje doserede mængder, hvis jeg ikke skal få det galt i halsen.
Britisk grind og mexicansk dark horse
SCUM! Godt engelsk ord. Og naturligvis titlen på en Napalm Death klassiker, som grindcore-fædrene sikkert af med i trollyen, når de ruller ind på en scene på Roskilde. Forhåbentlig uden gangstativ, jeg mener, når man har rødder helt tilbage til 1981, så er man kun 2 år yngre end mig. Er det en genre, hvor man kan ældes med ynde? Måske betyder det ikke så meget i tilfældet Napalm Death, det må vist gerne være grimt og ubehageligt at lægge ører til. Lidt en “random” booking på papiret taget i betragtning, hvor meget RF efterhånden negligerer aldrende metalnavne.
Hov, dark horse booking coming up! Mexicanske Luisa Almaguers (her med nummeret “Solovino”) var med på den propfyldte Africa Express da den rullede ind på den Orange perron sidste sommer. Og hun (hun er transseksuel, men føler mig ret sikker på at jeg gerne må betegne hende som “hun/hende”) imponerede med hendes dybe og overvældende vokal på den sorgfulde ballede “Soledad”. Sæt lige et mærke i programmet ved Almaguers i fredagens program, det kunne blive en af de store oplevelser.
Tre gange folkemusik i træk
Du kan lige så godt beholde pennen fremme, og sætte et andet kryds til fredagens program. Den australske folk/americana trio Folk Bitch Trio spiller nemlig deres første danske koncert. Sjovt navn, musik med både humor og selvironi, men også alvor. Og ikke mindst smukke harmonier, gode melodier og andre klassiske dyder i en frisk indpakning. Her blev der lyttet til “God’s A Different Sword”, men de har en hel plade med vellyde ude.
Vi bliver lidt på sammen folkede stier, på en måde, for ULD er alligevel noget ganske andet. Hvor Folk Trio Bitch er tydeligt forankret i en amerikansk folkemusikalsk tradition, så er norske ULD det i den nordiske.
På “Vondt å vende” fylder klaver og harmonika en del i det traditionelle lydbillede, der dog også rummer en anden, mere moderne dimension. Der ulmer et eller andet nedenunder, en understrømme af noget kammerpoppet og indie. Det skader heller ikke at der synges på norsk, naturligvis og det hele har en skøn tilbage-til-rødderne og naturen følelse.
Efter to folk-trio bestående af kvinder i træk må shuffle lige stramme sig an, inden jeg slukker for denne gang! Bland lige kortene lidt…
OK, det er stadig forankret i noget folkemusik, men Bruno Berle er brasiliansk og mikser også elektroniske elementer ind i sin lyd. Efter sigende. For der er ikke meget elektronik at spore på “Te Amar Eterno”, som roligt sejler af sted under varme himmelstrøg. Det er vist soundtrack til drømmerne derude, vi andre bliver en smule døsige.
Kuren mod søvnløshed?
NÅ, lad os få det overstået, Guldimund, jeg er ikke fan. Han har været træls igennem en længere periode. Eksempelvis med landeplager, som “Det’ Kun Vigtig, Hvad Det Er”, men en landeplage betyder jo også at mange kan lide det. Så det må jeg erkende og anerkende, men det er bare slet ikke mig. MEN, han har et nyt nummer ude, der gæstes af blandt andet Pia Raug og Søren Huss – den er ikke helt tosset!
Så, så sker der noget! Nå, det er fordi den landede på den svenske Cobrah igen. Nogle gange er det som om algoritmen eller shuffle sidder lidt fast i en rille, og trænger til et dask. Videre!
Huha, nu ryger vi helt ned i tempo med Mark William Lewis og “Tomorow is Perfect”, der beskrives som “Kultsangskriver med filmiske stemninger og spøgelsesagtig vokal”. Hvilket lidt løst oversat fra Roskilde-sprog til almindelig dansk kan betyde: Ingen kender ham, kun dem med rigtig smag og han laver musik at falde i søvn til. OK, løst og groft oversat. Det er vist musik til folk med bedre smag end mig, der får et kick ud af at sidde og tænke dybt. Og have lidt ondt.
Min ADHD og autistiske tendenser jager mig videre forbi The Cure Og “Just Like Heaven”. Her behøver vi ikke dvæle, dem kender de fleste. Hmm, måske ikke the kids på Roskilde, altså den gennemsnitlige gæst i 2026?
The Cure blev dannet før jeg blev født, så de kan fejre 50 års jubilæum. Det gør de blandt andet med deres syvende koncert på Roskilde Festival til sommer. Denne gang har de en forholdsvis ny plade med i bagagen, som blev modtaget godt, så måske ryster de posen lidt? Tja, det skal man vel se? Sammen med the kids? Gad vide, hvor mange der bliver hængende, indtil de er færdige onsdag aften. Bliv og dans med de gamle til “Just Like Heaven”!
Stress og elevator spaghetti
Hov, så sker der noget, som jeg ikke lige kan genkende? Maruja med “Saoirse”? De har 10 år på bagen, er fra England og blandet jazz med punk og støj, på dette nummer er de dog mere dæmpede og atmosfæriske. Eh, det er ikke uinteressant, især når der kommer vokal på, men… det kunne også blive en oplevelse, der stresser en smule i længden?
Jeg ved ikke om man kan nå at få stress af den amerikanske rapper Jorjiana, hendes sange virker korte. De er nok tilpasset TikTok-generationen, således når vi igennem “Elevator Spaghetti” på raske 1 minut og 45 sekunder. Det er en moderne ting, det der med at et nummer nærmest kun er 1 vers og 1 omkvæd og så i mål. Omvendt, så er det jo i forvejen, at de utallige rap-navne har praktiseret live i årtier, når de hakker deres sange i småstumper.
Jorjiana har et lidt dovent flow, mens musikken gennemstrømmes af en jazzet stemning. Er det rap til den tilrøgede bar frem for klubben? Og “Elevator Spaghetti”, er det “nammenam” eller “ad”?
Mark William Lewis igen?! Shuffle, du er gået i stykker, hans kvote er opbrugt! Er det et tegn på, at vi skal til at runde af for denne gang? Skip skip!
HYPNOSIS THERAPY, Sion og 1tbsp med “FROG” hopper ud af højtalerne, hvad fanden er nu det?! Og hvem er den af de krediterede kunstnere, som er på Roskilde plakaten. For helvede, alle de co-labs og featurings…
Det var førstnævnte HYPNOSIS THERAPY, der er en producer og rapper duo fra Seoul i Sydkorea. Koreansk klubmusik? Det lyder som forventet gakket, men ikke så gakket, som man måske kunne have håbet/frygtet. Så enten kan man faktisk være med på festen, eller bliver lidt skuffet? OK, den frø er lidt enerverende og ensformig i længden, selvom den kun kvækker rundt i 3 ½ minut.
Det begynder at suse for ørerne
truck violence, voldsomt navn, selvom de skriver det hele med småt. Dog ikke sangtitler, i hvert fald ikke “The Gash”. Det brummer og ulmer, en stor canadisk truck på vej op af en stejl og øde landevej. Den støjer og kæmper, det lyder næsten som hardcore i slowmotion. Vores truckdriver har muligvis fået siddesår – han har tydeligvis ondt et eller flere steder! Hmm, de ryger klart på bruttolisten.
OP OG STÅ! Så skal de sovende truckerben i gang, der skal plukkes frugter til noget Hyperpop EDM fra søskende duoen Frost Children!! Tja, det er da en fin blanding af diverse elektroniske genrer man kan danse til… hvis man orker den slags… “Falling” rave-dunker måske lige vel meget til at min mavesyre er helt tilfreds, men jeg har hørt værre. Muligt kompliment?
Fra dansegulvet til “back of the club” med KWN, der danser man vist kun den horisontale mambo, hvis I forstår høhø. Eller tager sig en god morfar? Jeg ville gerne have pulsen ned, ikke miste den! KWN er tilsyneladende en “fremadstormende R&B stjerne”, i så fald er det ikke fordi hans musik sprinter mod toppen. Mand, det går langzzzzzzzzzomt… Ej DU GODESTE det er KEDELIGT!
Nogle gange skal man lige holde tungen lige i munden og klikke lidt rundt for at finde ud af, hvem af de krediterede musikere på et nummer, der spiller på RF. “Luigi Mangione er eksempelvis et samarbejde mellem CRRDR, Chzter og animaldestino.
Jeg tog dem bare i rækkefølge og der var bid i første forsøg. CRRDR er en colombiansk producer og DJ, der blander beats med latinrytmer, clubbet lyd, dansemusik og DIY kultur. Aha aha? Det lyder samfundskritisk og som noget traditionelt, der smelter sammen med noget mere futuristisk… Men han spiller lørdag, det ved jeg ikke, om er for mange kulturelle indtryk for mig på sidste dagen?
En tur til samaritterne
Vi spoler tilbage til første dagen onsdag, hvor du kan få din beat på og gå bonkers på dansegulvet til toner fra Sherelle. London baseret DJ, hvor lyde fra den pulserende og multikulturelle storby mødes på klubben – yikes, det blinker og dunker!
Vi går altså ikke hjem før der kommer noget med guitar igen! OK, Iglooghost, det var i hvert fald ikke på “Xcavator.03” Jeg fandt en guitar. Det er temmelig brutalt elektronisk og kompromisløst i den retning. Lyden af blinkende seizure inducing stroboskoplys og en tur til samaritterne.
Der bliver jeg vist liggende og forsøger at komme til hægterne. Så der er kræfter til endnu en tur rundt på festivalpladsen med friske ører. Vi skal lige have dagens høst med.
I bruttobunken smider vi: David byrne (duh), Cobrah, The New Eves, The Sophs, Napalm Death, Luisa Almaguer, Folk Bitch Trio, ULD, Jorjiana, truck violence og The Cure.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival 2025
