Tiden er oprunden, next stop Roskilde Festival. Programmet er blevet finkæmmet, noget er røget mellem maskerne, mens andet stikker ud. Hvad er must sees og mulige scoops i år?
Jeg var unaturligt tidligt færdig med mine gennemgange af programmet i år. Allerede i slutningen af maj/start juni havde jeg kigget og lyttet og dannet mig det første større og samlende overblik. Det BURDE betyde god tid til grundig forberedelse og fordybning, men… så løb tiden sgu igen!?
Det store forkromede overblik er endnu engang udeblevet, det skal nok være sådan. Et musikprogram med 180 navne, der stikker i alle mulige og umulige retninger og bliver bare for stor en mundfuld. Det er et luksusproblem, kan være lidt frustrerende og alligevel kan man sidde på forkant og synes, der mangler de helt store og åbenlyse hovednavne.
Kvalitet er der som altid rigeligt af op og ned af plakaten. Fra dem med helt store bogstaver over de mindste og til dem, som man overser i farten. Jeg får altid både samlet lidt op på falderebet, som jeg overså i mine gennemgange, eller falder tilfældigt over et eller andet når jeg først er kommet af sted. Når jeg farer vild, ikke får lettet røven eller tager en spontan beslutning.
Must sees på Roskilde Festival 2026
Det følgende er en opsummering af, hvad jeg ville kalde en blanding af personlige hovednavne og noget, som jeg føler man nok ikke bør snyde sig selv for. De navne der KUNNE blive store, mindeværdige eller bare i det øjeblik vidunderlige koncertoplevelser. Nu har jeg haft et par uger til at fordøje og lytte lidt mere, efter mine gennemgange af de enkelte dage var sendt i trykken.
Lad os gå kronologisk frem for nemhedens skyld, vi lægger ud med First Days.
Ponny, hvad kan de, hvad vil de? Tre unge kvinder der spiller punk. Det virker ikke som raketvidenskab, men kunne være en dark horse til at vinde stort på charmen. De kan fanges søndag kl. 15.00 på Lagune.
Mandag er tætpakket fra start til slut, men hvilket punktum. Der er black metal-midnatsmesse fra Morild, der virker som et meget ambitiøst band som tålmodigt har ulmet i snart 10 år i undergrunden. Kom de endelig helt op i lyset kl. 23.00 på Lagune.
Sidste dag på Rising byder også på en lang dag med mange potentielt spændende koncerter. Jeg har valgt at slå ned på svenske Fauna. Det lyder som svensk folkemusik smidt i en psykedelisk blender sammen med trippede og dansevenlige globale krydderier. Det bliver endnu engang Lagune, som byder op til dans kl. 18.15.
Onsdag er på papiret en god og blandet “rockdag”, hvor du kan snuppe IceAge, Smertegrænsens Toldere (eller Wolf Alice), The Sophs, The Cure, Dying Wish og Monolord (erstatning for Primitive Man) i rap. Jeg har dog ikke noget onsdag, jeg ville kalde et hovednavn eller must see personligt. Så vi iler videre til to svære dage.
For torsdag og især fredag bugner med ting jeg gerne vil se. Det har man kunnet læse mere om i mine gennemgange. Men NU taler vi personlige favoritter og must sees, så…
Jeg er nødt til at snyde lidt, da jeg næppe når det selv grundet skrivearbejdet. Så jeg må opfordre til at man ser norske ULD kl. 12.00 på Lagune. Det er nordisk folk, og lyder skide flot, men der er også masser af personlighed.
Vi hopper hurtigt frem og over en del spændende, men vi skal se The New Eves på Gloria kl. 18.30. Okkult horror folk! Ja tak. De har et enkelt fuldlængde album og en række singler/EP’ish udgivelser på CV’et. Den plade er fed. Og lidt trippy weird. De har et nummer, der hedder “Cow Song”. Tror de køer er forbandede. Jeg kaldte dem i tidligere skiverier Jefferson Airplane på syre… mere syre. Holder det live eller er det en flad gimmick? Jeg håber de kan matche stemningen og lyden fra albummet.
Bagefter sprinter vi over på naboscenen Fauna og ser hvad Truck Violence kan live med deres harmonikasammenstød af larm. Det er måske en 2 for 1s pris must see kombo det her.
Fredag er der fuldt program for mig hele eftermiddagen, indtil jeg rammer tidlig aften og mine to absolutte hovednavne i år. Begge på Arena, lige i rap, bare for at pakke tingene praktisk og tæt. Først kl. 17.30, da går du med mig i pitten og ser Sierra Ferrell synge os ud af de ildelugtende sko og strømper. Ja, jeg går i pitten, for jeg vil ikke have koncerten med Ferrell forsøgt snakket ihjel, som tilfældet var på Pavilion i 2022.
Ferrell tager noget af et spring til Arena, hvilket også bekymre mig lidt. Ikke fordi jeg ikke tror countrysangerinden og hendes band (forhåbentlig fuldt band!) kan spille scenen op. Hun kunne sikkert synge teltet op uden mikrofon. Det er mere om der bliver fyldt nok til at der kan skabes en magisk og fælles oplevelse.
Det er country af den traditionelle slags, helt oppe fra West Virginias bjerge. Men krydret med americana og rock, fra en sangerinde, som virkelig har en imponerende og alsidig vokal. Tænk hippie Janis Joplin møder Dolly Parton i en lade i sydstaterne.
Bagefter er der såmænd David Byrne, som går på med hans medmusikanter/performere kl. 20.30 på Arena. Bliver det “bare” en genudsendelse af hans helt forrygende show/koncert samme sted i 2018? Den bedste Roskilde koncert jeg har overværet i nyere tid. Eller har han tweaket konceptet i mellemtiden, hvor han også har været en tur forbi Broadway med mandskabet og American Utopia forestillingen.
Er det mest teater med musik og performance eller koncert? Det er lidt af det hele. Stramt iscenesat og koreograferet, men musikken levede, boblede og føltes smittende og organisk i 2018. Jeg håber på “mere af det samme”, hvis man ikke kan få en helt ny aftapning fra Byrnes krøllede hjerne. Umiddelbart ser det ud som om han har rystet sangposen og setlisten tilpas meget.
Lørdag starter jeg på obligatorisk vis med at være ganske tætpakket med en masse “det lyder da interessant nok”. Og nogle navne, som sikkert kommer til at skabe noget fællesskab- og sang, som TV2 på Orange. Men ville jeg gå så vidt at kalde TV2 must see i 2026? Mjaaah, altså, joooo, måske når det nu er Orange?
Dagen er ellers en længere parade af “joooh, det der kunne man da godt lige” og “uh, spændende”, men personlige must sees? Vi spejder langt og sent.
Zar Paulo har fået æren og fornøjelsen af at lukke Arena i år. Det er noget af en opgave, ikke mindst for et dansk band, der kender til festivalkulturen. Kommer der folk? Det skal der nok. Er de klar på at lukke deres festival med et brag? Forhåbentlig, hvis de har kræfter til det. Har Zar Paulo evnerne og sangene? Ja og ja.
Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har fået en Arena-lukker med. En vårhare er man jo ikke længere og efter en uge med musik og medieræs er hovede og krop som regel tjekket ud inden. I år vil jeg give det er ærligt skud og se om jeg ikke kan få sidste koncert i teltet med.
Som man kan se, har jeg ikke voldsomt mange deciderede hovednavne eller must sees. Og regner jeg ikke First Days med, så er de der er tilbage en blanding af lidt nyt og “småt” og tre navne, heriblandt et dansk, som jeg faktisk har set før.
Det udstiller i lille skala måske noget af det, som jeg skrev en længere smøre om efter festivalen sidste år. Og et af de største “problemer” ved en festival af Roskildes størrelse, musikprofil og bookinger i disse år (og de forrige lad os sige 10). Det jeg kaldte “omvendt-FOMO”. Der er ikke så meget, som man er bange for at gå glip af. Og hvis man gør, nå ja, så er der mere af samme “kaliber” på næste scene.
Hvilket ikke er det samme som mangel på kvalitet eller noget, som lyder eller på papiret ser interessant, spændende, potentielt godt eller bare anderledes ud. Det er et bredere brancheproblem, men et der nogen gange bliver tydeligt når man kigger på en Roskilde plakat. Hvor man insisterer på og sætter en ære i ikke bare at booke ravl og krat af, hvad man kan få fat i af kunstnere, der har bare en flig af name value og værdighed tilbage.
Der er bare heller ikke mange af de navne med kvalitet af en art, som Roskilde finder og vælger at booke, som bliver de næste verdensstjerner. I hvert fald ikke hovedparten. Dermed kan man ende med at gå fra “god og fin” (måske endnu bedre endda?) koncert med forholdsvis ukendte navne, indtil det hele smelter lidt sammen, eller man føler at det kan være lidt lige meget som man lige så det ene eller det andet: omvendt-FOMO.
Lotteriet på Roskilde uden garanti for gevinst
Der er dog som sagt mange gange de seneste år, stadig utroligt meget at kaste sig over og tjekke ud. Så må man tage det som fine øjebliksoplevelser, et potpourri af små magiske momenter eller rene lottokuponer, hvor man satser. Måske vinder man, måske ikke.
Jeg vil ikke udstede lottokuponer med navne fra Rising på. Det virker lidt tarveligt, og i bund og grund er alle jo mere eller mindre “uprøvede” og et sats at tjekke ud.
Når man tidligt ind på pladsen onsdag, så kunne man styre udenom de store scener og sætte kurs mod Fauna. Kl. 17.45 åbner norske Tuvaband den lille teltscene. Det er folk/indie/atmosfæriske et eller andet – måske er det virkelig fængslende live?
Er du til moderne pop, så er det måske værd at tjekke Jade på Arena ud kl. 20.45. Jeg har været en smule forbeholden eller indifferent over for Jade, men jo mere jeg har fået hørt, jo mere er jeg kommet i tvivl. Måske er det her en større popstjerne i spe? Eller også bliver det småkedeligt og maskinelt. Tag chancen!
Og så er der dømt kombineret Roskilde Bingo og ren lottokupon at lukke onsdagen på. Pili Pili Girls, dans og sang fra en “Singeli-supergruppe” fra Tanzania. Er der gevinst på alle plader og kuponer, og kan man mosle sig tæt nok på den lille Platform kl. 00.45??
Hvis du ikke gider danse, så er der mulighed for at stå og stene eller svæve helt væk til slovenske Širom dagen efter. Trioen blander elementer fra folk og andre traditionelle genrer og skaber nogle lange, langsomt udviklende lydlandskaber, som man kan drømme sig væk til. Det er ret tålmodighedskrævende og til tider næsten demonstrativt ulmende, men måske belønner det sig og vokser til en stor oplevelse live på Fanua kl. 15.00.
Cinematisk pop med franske og haitianske rødder, det er hvad der kort fortalt er stillet i udsigt, når Naïka indtager Lagune kl. 20.15. Hun er en af de sene “opdagelser”, som jeg fik da jeg lyttede til et afsnit af podcasten Rockhistorier. Her havde værterne Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch besøg af to Roskilde bookere. I løbet af programmet afspillede de et nummer med Naïka, og jeg tænkte: “hovsa, hende har jeg da overset”.
Efterfølgende har jeg lyttet mere og er lidt i tvivl. Noget af det lyder virkelig fedt, andet lidt småkedeligt. Derfor lottokuponen. Men er du til alternativ pop med tværkulturelle ingredienser, hvor der synges på flere forskellige sprog, så giv hende lige en lytter inden fest torsdag.
Det presser dog programmet lidt, da næste lottokupon kan indløses fra kl. 21.00 på Fauna. Psychrock og syre fra Thailand, Khana Bierbood. Behøver du vide mere? Ikke meget vel, men det jeg har hørt er reeeet svedigt, på den der måde, hvor skidtet bare svinger. Det er måske ikke lige en genre, man forbinder med Thailand, men det lader sgu til de her gutter forstår deres rock.
Imens Gorillaz og Damon klovner rundt på Orange og skaber en fest, så er der fest for kældermenneskerne på mørke Gloria kl. 22.15. Ledt an af Ditte Krøyer, eller KRØYER som Vulvatorious frontpersonen kalder sig, når hun som her er solo. Dødsmetallen og hanekammen er pakket væk til fordel for en form for industriel metal-rave, hvor der er smæk på den skallede isse. Det er ikke for sarte sjæle, når hjemstavnen og småligheden får en ordentlig bredside.
Hvis man ikke er færdig med at danse farligt og fyre den af, så går svenske Cobrah på Lagune kl. 00.15. Mørk electro-pop, hvor der bliver pumpet godt og grundigt igennem på den ene og den anden måde. Der lader til at være en del sex i Cobrahs univers, det kan måske også blive lidt for meget i længden? Det er sådan en approache with caution anbefaling.
En lottokupon kan også være en, hvor man ikke er helt sikker på om det kunne blive små-kedeligt i længden og/eller blive snakket ihjel af publikum. Cat Clyde spiller fredag middag på Fauna, som i følge seneste vejrudsigt kunne blive en lille sauna. Det ved jeg ikke om er befordrende for hendes folk/blues, hvor hendes stærke vokal er i centrum. Det kan være “meget” at forlange af et publikum kl. 13.00 i bagende sol at holde koncentrationen. Men tjek lige hendes stemme ud, den kan altså et eller andet.
Og så går jeg kontra på mig selv med et deep cut i programmet, der spiller samtidig med at jeg egentlig har en anden aftale. Milkweed på Gloria fredag kl. 16.30. Horror-folk er det prædikat duoen har fået, horror-folk tilsat lydeksperimenter. Det er temmelig niche, men muligvis en anderledes og mere dæmpet i skyggen på Gloria end en fest i solen foran Orange?
En lottokupon kan også være et navn, som man bare går ind til uden forberedelse og kendskab overhovedet. Los Thuthanaka udsendte årets album i 2025 ifølge Pitchfork, men pladen er ikke tilgængelig på streaming. Så jeg har læst beskrivelsen, der går under overskriften: Et kosmisk forvandlingsrum af sci-fi og traditionelle rytmer fra Andesbjergene. Solgt, og varen kan opleves ubeset inden på Lagune kl. 22.00.
Videre til sidste dag lørdag, hvor man kan få lov til at strække sin smadrede krop til de irske folk-toner fra Madra Salach. Allerede kl. 12.30 indtager den “beskidte hund”, som navnet kan oversættes til, Gloria. Det virker som en potentielt fantastisk start på dagen i mørket og stilheden inde i laden. Bandet har kun udsendt en EP, men den er virkelig stærk, stemningsfuld og med masser af rå nerve. Er man til et band som Lankum, der også har gæstet Roskilde et par gange, så er det her et sikkert kryds i spilleplanen.
Lad os smutte en tur ud i solen, inden det er for sent. På Eos kan man nyde eftermiddagen gå på hel med psykedeliske surfrock cumbia rytmer fra Peru leveret af Los Mirlos. Et band med rødder, der strækker sig helt tilbage til 1972. Der skulle være tale om et forrygende liveband, erfaring mangler de i hvert fald ikke, så måske er det her man kan få den sidste dansetrang stillet?
Det lakker så småt mod enden. Kan du klar en omgang fransk opera-metal med elektroniske elementer? Igorrr hedder dette ganske originale og særprægede projekt, hvor den franske kunstner Gautier Serreer det centrale omdrejningspunkt. Jeg oplevede løjerne på Copenhell i 2019, kedeligt var det bestemt ikke. Men nok heller ikke for alle. Det er ekstremt, ikke pga. dødsmetallen, men den løjerlige indpakning. Er der højt nok til loftet på Lagune kl. 19.30 på en lørdag til sådan en lottokupon?
Noget der kan ryge lidt under radaren, når plakaten er så proppet er samarbejdet mellem Panda Bear og Sonic Boom. De er booket til Eos kl. 22.00 og kunne være (beklager en semi-boomer der låner ungdommeligt sprog) et low key “hemmeligt” højdepunkt i lørdags line uppet. Det jeg har hørt har varme psykedeliske pop 60er vibes, så hvis vejret arter sig mod slut i festivalen, er det her måske værd IKKE at overse!?
Vi slutter med en “ægte Roskilde”. Ata Kak udsendte i 1994 et kassettebånd i Ghana i cirka 50 eksemplarer, der gik i glemmebogen. Indtil 10 år senere, hvor bloggen Awesome Tapes From Africa fik fingrene i et eksemplar og gav båndet fornyet opmærksomhed. Endnu 10 år skulle der gå inden albummet i 2015 fik en officiel genudgivelse. Og nu lidt over 10 yderligere år senere kan Roskilde præsentere Ata Kak på Gloria kl. 22.30. Efter en 30 år lang og kringlet rejse slippes de eksperimenterende og festlige toner løs for første gang på en scene i Danmark.
Det bliver næsten ikke mere Roskilde. Og et passende punktum for dette kig på nogle udvalgte Must Sees, Deep Cuts og Lottokuponer. Hvad der er hvad og for hvem, og hvordan det hele arter sig i praksis, må vi se. Det er noget af charmen ved Roskilde – du ved sgu aldrig helt hvad du ender med at få.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto:
Gennemgang af programmerne for de enkelte dage: onsdag, torsdag, fredag, lørdag og First Days.
