Anden og sidste shuffle-rundtur under First Days på Roskilde Festival byder på mere af det samme. En alsidig musikpakke, der stikker i mange stilistiske retninger og også rummer bidrag fra vores nordiske nabolande. Press play og lad os se hvad der sker!
Til de der allerede har læst med i første og anden omgang af Roskilde Festival på shuffle, og første del af First Days, så er konceptet velkendt. Jeg har fundet den officielle spilleliste fra festivalen frem på Spotify og trykker shuffle-play. Og så ser vi hvad der sker.
Det er sådan en slags “live” research og forsøg på at danne et overblik fra min side, som jeg så samtidig kan bruge til noget CONTENT. Den slags er jo godt at have nu til dags. Kan man få et fyldestgørende overblik? Nok ikke, jeg overser i hvert fald et eller andet hvert år, men det giver da om ikke andet smagsprøver og appetitvækkere.
Som man så kan bruge til at dykke mere ned i nogle udvalgte kunstnere. Eller bare få en føling og pejling af, hvad der rører sig i undergrunden og evt. hvor festivalen kan plukke et par navne de kommende år.
I år, som de foregående, afvikles First Days søndag til og med tirsdag på to scener. Den efterhånden velkendte open air scene Eos, samt den nye Avalon erstatning, der kommer til at bære navnet Lagune. Det skulle være et fleksibelt telt, hvor kapaciteten kan tilpasses kunstnernes størrelse. Så må vi se hvordan det lige fungerer i praksis og om det giver evt. udfordringer, når festivalen først er i gang…
Lander shufflen på samme kunstner, så trykker jeg skip og napper næste navn.
Unge kvinder til de unge
Berg er et af de navne, som vækker genklang hos husstandens 13 år… vent, hun er da vist blevet 14? 14-årige! Det er ikke altid et kvalitetsstempel, “1000 timer” er da heller ikke lige mig – men den er heller ikke henvendt til eller tiltænkt en 46-47 år gammel gut, eller hvor gammel jeg nu selv er når det her kommer ud.
Det er naiv og ungdommelig pop til de unge af i dag, som lyder som den slags sange, tekster og universer har lydt i den for deres tid gældende stil til mange tidligere tider. Og efter de første 4 sekunder kunne jeg også afkode, “mja, det er vist ikke til og for mig”.
Carlina De Place har haft et nummer som “Ugens Uundgåelige” på P3, spås at blive en “kommende stjerne” på den danske pophimmel” og har en “unik stemme”. “Hold On” er cirka lige så ophidsende, som at læse en sætning, hvor halvdelen står i citationstegn.
Hun har en nydelig stemme, unik er den ikke. Poppen er sagte og igen nydelig. Det hele er ganske pænt og nydeligt… og små-kedeligt og en kende intetsigende. Carnila De Place er sikkert ung, og håbløst er “Hold On” ikke, men R’n’B pop har apropos 90eren aldrig været noget, som fik livet mig op.
HØJT og TUNGT!
Så kommer trioen Masiv og vækker mig af min døs med “LOUD”. De vil have mig med på cluuub til noget rave, det lyder udmattende, men jeg lader mig lige lokke. Wooooop woooop, nu bliver det CRINGE, for morfar skal på æblerov toner, der blander trommer, bas, techno og hyperpop. Der ryger sikkert en hofte i svinget, men det krøllede klippekort til samarittertelt gælder forhåbentlig stadig.
Jeg forstår næsten halvdelen af ordene, eller hvad der bliver rappet på “TWIN” af Michael Williams feat. Noah Carter. Det sår no syyy modrn wap, hvor man lyder cool, hvis man snøvler ordene ud på en måde, hvor man skal lyde “ligeglad, bro”. Kort sagt: lige mig! Jeg er i hvert fald ikke så gammel, at jeg tænker: så åben dog munden og tal tydeligt! Så ville jeg synes 2 minutter og 11 sekunder i det her selskab var 2.12 for længe.
“TWIN” har et ret fedt, sumpet beat, det kan Demersal ikke prale af på “Jeg ved ikke hvor det er”. Demersal… er det ikke et metalband, der synger på engelsk? Eller i hvert fald metal? Jeg synes da at… Jo, jeg anmeldte bandets debut, Less, tilbage i 2020, men har formået at styre udenom efterfølgende udgivelser. Hvor de skiftede fra engelsk og blackned screamo hardcore til dansk og noget ganske andet?
Det her nummer er helt afdæmpet de første godt 1½ minut og så kommer der smæk på. Det er hardcore, metalliske, men også med post-detneneogdetandet elementer. Måske endda noget indie? Hvad pokker er der sket her?! Og jeg skal da vist lige i gang med et større opsamlingsheat, for Demersal har udsendt 3 EPer og et album siden Less. Det lyder bestemt ikke, som om de er blevet mindre nysgerrige eller kreative med årene.
Dansk R’n’B og norsk magtdemonstration i rap
Er Luna Ersahin fra AySay ved at lave “en Odbjerg”? Hun er gæste på en del numre efterhånden, også Roskilde aktuelle navne, inklusive hendes eget band naturligvis. Her er hun med på “bleed” af Ana Juél.
Altså, jeg har jo som nævnt flere gange rundt omkring visse forbehold overfor dele af R’n’Ben. Mest den kedelige og søvndyssende. HA. Juél har en dyb stemme med en mørk og dragende glød, som for engangs skyld lever op til prædikatet som den får i beskrivelsen: en personlig stemme.
Vi kommer helt oppe på de høje nagler og tinder her, på et nummer, der vokser dramatisk og højtideligt. Det kammer dog ikke over og bliver for svulstigt og selvhøjtideligt. Hmm, ok, det er sgu’ et ret vildt og voldsomt nummer, jeg er lidt imponeret! Det er lige før man har brug for en faldskærm for at komme sikkert ned igen.
Så får vi intet mindre end “en magtdemonstration i norsk rap” og så endda fra en KVINDE! Derfor kan det også virke som et besynderligt sangvalg, når Sa_G først dukker op 2 minutter inde i det udvalgte nummer “SouljaboiiRemixxx”. Ja, det hedder sangen med Pen Gutt, Chirag og Sa_G tilsyneladende. Og “magtdemontrationen” består her i et stykke med effektmanipulreret rap fra Sa-G. Magt ikke demonstreret.
P6 hypetoget ankommer på trinbrættet
Man har næsten ikke kunne undgå “Diana/Polina”, som er blevet spillet flittigt på P6 da de begyndte at hype Spawner sidste sommer. Eller hvornår det nu var, det virker som lang tid siden. Og straks blev jeg jo mistænksom og alarmklokkerne gik i gang. Hvorfor lige Spawner? Og hvorfor forfordele nogle få bands fra undergrunden i sådan en grad, i stedet for at sprede opmærksomheden lidt ud – i har trods alt 24 timer i døgnet og 12 måneder om året.
Nå, det er en længere diskussion om den innovationsforskrækkede konsensusopretholdende public service dødsejler P6. Det skal ikke gå ud over Spawner, der virker som et helt almindeligt ganske udmærket alternativt rockband. Men hvorfor lige dem og ikke andre? Svaret får jeg måske på Roskilde.
Et andet navn, som har fået opmærksomhed på blandt andet P6 er Kayak. En dansksproget indie-pop/rock trio af den “klassiske” slags, som der næsten altid er på plads til. Også på Rising. De er gode, selvom “Smykker” ikke helt er på højde med “Ind I Solen”, som er en anden af deres singler – den er decideret fremragende”.
“Smykker” er “kun” god, hvilket jo heller ikke er så skidt endda. De har et stærkt kort i deres forsanger, men hun er nu ikke alene om at holde Kayak flydende. Generelt har de fine melodier og nogle velskrevne sange og tekster på deres korte CV.
Ozzy og Oscar skyggebokser uskarpt
Kan man “miave” til Ozzy og hans “Skyggebokser”? Ikk rigtig, selvom det er moderne rap. Det er selvfølgelig lidt skuffende. Til gengæld er nummeret kort. Under 2 ½ minut, på tidstypisk maner, hvor man sparer sidste del af sangen væk eller komprimerer skidtet. Hva faen, på streaming eller TikTok er mange unge sikkert videre, hvis det ikke fanger efter kortere tid end det.
Jeg valgte at høre hele nummeret. Tja, det var da meget hyggeligt, det er lige så meget pop og sang som rap. Det var vist min mening om det.
Har vi været omkring Oscar Witt?? Scrolle scrolle tilbage. Nææææh, men man kan miaw miaw til Witts flow og dunkle beats! I det hele taget lyder det hele lidt mere dunkelt og hårdt hos Witt på “USKARPT”, som gæstes af en fyr kaldet BJØRN. CAPS LOCK über alles.
Trods titlen er det nu et ret skarpt skåret og klingende nummer. Musikalsk og lyrisk er det også skarpt og råt i tone og klang, der nævnes inspirationskilder som C.V. Jørgensen og Michael Strunge. “Sjovt”, inden jeg læste det, tænkte jeg netop at der var noget storby-soundtrack og vibes over sagerne.
Artpop døtre og smøgmænd med skyttegravsfødder
Elektronisk artpop og teater? Sure why not, det er i hvert fald hvad der loves med døtre. Det teatralske kan man ikke se, når man lytter til “Arch My Back”, men man kan måske se det for sig?
Umiddelbart er den sarte og sanselige artpop ikke så teatralsk, som man måske kunne forvente/frygte. Universet er ret luftigt med meget plads til de flotte og klare vokaler, mens musikken kruser roligt lidt længere i baggrunden. Et fint nummer, men man får nok ikke det fulde billede af den performance der loves og venter.
Skyttegravsfødder var noget af det mere nasty man fik forklaret da jeg aftjente værnepligt. En tilstand, hvor soldater efter dage og uger i våde, uhygiejniske og generelt uhumske forhold med fusser og støvler i mudder begyndte at få mere end blot sure tæer. Pas på fødderne!
Smøgmænd har et nummer, der hedder netop “Skyttegravsfod”, det er knap så væmmeligt som fødder i forfald. Det er hiphoppet, og duoen bærer masker, så det er også mystisk og alt muligt! Nummeret er under to minutter langt, og tempoet ganske højt med et tæt og hakkende flow. Hmmm, ikke dumt, slet ikke dumt. Af moderne hiphop så er det her mere mig end så meget andet.
Den mørkere og mystiske tone og atmosfære gør Smøgmænd mere beslægtede med et navn som Skt. DeLarge, end de dusinvis af poppede rapnavne der dominerer hitlisterne. Det skal lige tjekkes nærmere ud.
Mouserende afslutning på rundturen
Lige som jeg troede, at vi var ude i noget at et spring over til Karoline Mousing, så begynder hun at semi-rappe. Det var ikke lige det jeg forventede, da “Den Sidste Dråbe” lagde roligt og drømmende fra land. Hurtigt skifter sangen karakter, solen er gået ned og Mousing spytter rim.
Når vi nærmer os omkvædet går der tidstypisk moderne pop i den, og Mousing slår over i POWER-sang med kraftfuld vokal. Da kammer det nok lidt over og bliver for EMOTIONELT for mig, men der sker da noget i dette nummer. Kan tillige se at Mousing har varmet op for Annika. Det kan godt være at man lige skal skrive sig Karoline Mousing bag øret, det lugter lidt af en kunstner, der snart kunne ramme større scener.
Hvad der venter live når svenske Fauna bringer psykedeliske toner til Rising må vi også vente og se. Psykedelika, noget elektronisk og “globale beats”, det er lidt af en trippy tur svenskerne tager os på, på et nummer som “Bland Träden”. “Blandt træerne” kan det oversættes til.
Der kan man tilsyneladende få sin syrede danseskovtrold på og gakke lidt ud i 6 ½ minut, mens Fauna slår på trommer, ryster rytmestaven og tripper kogler. De er på tirsdag, men kunne håbe når mørket falder over Eos, så kunne det da blive en fin dansefest og psykedelisk flyvetur at runde First Days af med.
Det virker som et passende sted at runde shuffle-turen af på. Både fordi jeg er i mål og har hørt de 41 navne. Og fordi de to sidste navne på en måde er Rising i en nøddeskal. Det ene kunne pege fremad mod kommende år, det andet en potentiel “hva faen er det her” Roskilde-oplevelse.
Men hvad med Scam?! Tja, som der står på Roskildes hjemmeside om den islandske duo: “De har endnu ikke udsendt noget musik, og de har hidtil kun spillet én eneste koncert”. Og det var på Island… Så der må have været en Roskilde Rising-booker til stede, og tænkt, haps haps.
Det er næsten Roskilde i en nøddeskal, noget der er så nyt at det nærmest ikke findes. Men vi kan få lov til at smage, som nogle af de første.
Er det ikke noget af det Rising og Roskilde som helhed skal kunne?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Andreas Møller, GFR
