Vi har allerede shufflet rundt i programmet til Roskilde Festival et par gange, men nu er turen kommet til de såkaldte First Days. Hvem er en del af Rising-programmet i 2026?
Til de der allerede har læst med i første og anden omgang af Roskilde Festival på shuffle, så er konceptet velkendt. Jeg har fundet den officielle spilleliste fra festivalen frem på Spotify og trykker shuffle-play. Og så ser vi hvad der sker.
Det er sådan en slags “live” research og forsøg på at danne et overblik fra min side, som jeg så samtidig kan bruge til noget CONTENT. Den slags er jo godt at have nu til dags. Kan man få et fyldestgørende overblik? Nok ikke, jeg overser i hvert fald et eller andet hvert år, men det giver da om ikke andet smagsprøver og appetitvækkere.
Som man så kan bruge til at dykke mere ned i nogle udvalgte kunstnere. Eller bare få en føling og pejling af, hvad der rører sig i undergrunden og evt. hvor festivalen kan plukke et par navne de kommende år.
I år, som de foregående, afvikles First Days søndag til og med tirsdag på to scener. Den efterhånden velkendte open air scene Eos, samt den nye Avalon erstatning, der kommer til at bære navnet Lagune. Det skulle være et fleksibelt telt, hvor kapaciteten kan tilpasses kunstnernes størrelse. Så må vi se hvordan det lige fungerer i praksis og om det giver evt. udfordringer, når festivalen først er i gang…
Lander shufflen på samme kunstner, så trykker jeg skip og napper næste navn. Vi når samtlige First Days navne rundt, men bider dem over i to dele.
Er det jazz?
Og vi lægger straks ud med en for mig ubekendt størrelse i form af Alawari. Eller størrelsen er kendt, der er nemlig tale om en jazz-sekstet fra København. Avantgarde jazz, yes, så er vi i gang. Og det ville ikke overraske mig, hvis det blev et navn som dette, der fik lov til at skyde First Days i gang.
Bare fordi “Roskilde”, og fordi et navn som Stundom, der spiller gammeldags, klassisk instrumental folkemusik tidligere har fået den ære. “Evangelisten” hedder sangen her, det er… jazz? Ikke af den for mig enerverende og påtrængende slags, der er nogle udsving og retningsskift – men det flyder og vugger ganske fornøjeligt.
Ida Duelund med “Yrsa” er næste levende billede på skærmen. Det er sgu også jazz af en art?! “Yrsa” kan dog nok ikke bruges som et præcist billede på, hvad Duelund præsenterer os for på Roskilde Festival.
Hun slæber nemlig en nøje udvalgt gruppe musikere med fra den danske jazzscene og alternative undergrund, der sammen skal fortolke og improvisere Duelunds numre. Kom ikke og påstå at Roskilde ikke forsøger at udfordre den døddrukne festglade ungdom!
Sveddig fest, men så kom mørket…
Det sagt og med al respekt, så er det vist jazz nok til de første dage, især når der kun er 41 navne på plakaten? Eros For You dukker op, det er ikke jazz, men “Svedig fest, sublim melankoli og ømme omfavnelser på dansegulvet”. Det står der i hvert fald i beskrivelsen, som vel egentlig rammer meget godt?
“Lonely” rummer i alle fald alle de nævnte stemninger og elementer. Det er både lyden og følelsen af et fyldt og svedigt dansegulv, men samtidig er der noget ensomt over atmosfæren. Alene eller efterladt på et dansegulv er vel også en af de mere triste følelser og billeder man kan få? Roskilde Festival “kan” noget af det samme, man kan føle sig helt alene selvom man er omgivet af tusindvis af mennesker. Lost in a crowd…
Den følelse finder man på en måde også hos will og sangen “Op Til Os”, hvor der dog mere er tale om et forhold. Da kan man jo også føle sig alene, efterladt og ensom. Her er det nok mere en sang om noget, man håber vil ske. Pakket ind i moderne elektronisk pop, ikke lige min smag, det falder hurtigt i et med baggrunden for mig – men sikkert noget, der vil vække genklang derude.
Så kommer der noget, som burde være op af min dunkle sti. Metal fra Morild i form af “Retten Til Resterne”, det lyder lidt urovækkende. Morild har jeg anmeldt to udgivelser fra, EPen VI i 2017, samt albummet Så Kom Mørket… i 2019. Sidstnævnte til topkarakter og blandt andet kaldte “en iskold, black metallisk dukkert med Morild? 42 minutter, hvor man risikerer forfrysninger helt ind i hjertet”.
Av da! “Retten Til Resterne” er fra deres seneste album, Disse Fugle Får Ingen At Se, fra sidste år. Som jeg skammeligt må indrømme at jeg ganske enkelt ikke nåede at lytte til. Det var nok en FEJL. Det her er om muligt endnu mere iskoldt og utilnærmeligt, hvis ikke fjendtligt. Man kunne argumentere for at invitationen til First Days kommer lidt sent, og burde være sket i 2019, men nu er Morild her endelig.
Tordenkrøller et sted på vesterbro
Efter sådan en kold dukkert får vi varmen igen med danse-vuggevenlige vibrationer fra Grande Mahogany og “Thundercurls”. Tordenkrøllerne dufter af varmere himmelstrøg, en brise håret og kølige drinks. Der er funky rytmer, psykedeliske strøg og 60er soul og rocket bismag.
Grande Mahogany har ghanesiske rødder, er født og opvokset i Finland og spenderede dele af ungdommen i Manchester?! Det kan man da kalde forskellige kulturelle indtryk – og hvad laver han så på Rising og ikke hovedprogrammet?
Vi bliver i norden, men skal til Sverige og Norge, hvor kræfter fra bands som Hey Gloria, Benedikt og Ævestaden er gået sammen i Diket. Det er folk møder indie og postrock. Det kan man nyde på “Där Löken Gror”, der enten betyder “der hvor lykken gror” eller “der hvor løg vokser” – hvis jeg ikke tager meget fejl! Hey, det lyder godt, de skal naturligvis på bruttolisten.
Der ender rapperen Zuloo nok ikke, ikke kun pga. den 1 minut og 44 korte (og TikTok tilpassede?) “Molly”. Det er mere hele den moderne, poppede stil med manipuleret vokal, som man kan synge “meow meow meow” til. Meow-rap er bare ikke lige mig.
Jeg er mere til Augusta Schackinger, som jeg tidligere har omtalt og rost for den nydelige “Et Sted På Vesterbro”. Her synger og spiller hun “Anerkend Mig”, yndig guitar folkpop og en længselsfuld tekst og stemning, det er sgu svært at være ung.
Det er både Schackingers styrker og der et par faldgruber ligger. Hun er i risikozonen for at det hele bliver lidt FOR ungdommeligt blåøjet i klang og stil, samt pussenusset og pænt, så man lidt for hurtigt kan få nok. I små bider er det delikat, yndefuldt og rørende, i større mængder får man sukkerchok og en smule kvalme.
Dorky finsk hardcore og danske salver
Alice AI er ikke AI, så vidt jeg ved da, men hyperpop af den moderne og tidssvarende slags. “Track 9 (Sometimes)” er i det mere inviterende og inkluderende hjørne, iørefaldende og relativt radiovenligt. Jeg har hørt hende mere “fjendtlig” og fandenivoldsk på andre numre, hvor det flirter med hårdtpumpet techno og rave med punket nerve. Så det er nok et navn, der skal komme og starte en fest med og til den førnævnte festglade ungdom
Har du tændt for P6 og undgået at ramme et nummer med The Cure eller David Bowie, så har du måske ramt Dork? Hun har fået en del airplay det seneste års tid med numre som “E45” og “I’m Not A Good Person”, som vi lytter til her. Alternativ rock med semi-døsig vokal og stemning og nogle fine tekster om ikke at være den fedeste person i verden.
Der er en cool vibe og stemning over Dork og hendes musikalske univers, på den måde, hvor det foregår på en tilbagelænet og underspillet vis. Live kræver det nok noget karisma og en sitrende nerve på scenen, hvis det ikke skal risikere at drukne eller blive en kende kedeligt.
Kedeligt bliver Salver næppe, selvom “Strejfet” ikke er deres stærkeste nummer. Jeg anmeldte albummet Salver Dig fra bandet sidste efterår. Og skrev blandt andet: Salver blander nysgerrig og energisk stumper fra hardcore, black metal, støjrock, punk og andet skrammel og sætter det samme til deres eget skarpe og kantede udtryk.
Klassisk Rising booking i den hårdere ende fristes jeg til at sige, det er ved at være en tradition med noget hardcore eller punket undergrund. Det går sjældent galt, ofte godt, men også en jævnligt en “her og nu” oplevelse, der ikke for alvor stikker ud når festivalen er slut. Får Salver brændt igennem og sig fast i min hukommelse?
Helsinki Hardcore! Det står der på coverbilledet til “GIVE N GO” Art of Fighters Remix, der lyder som en anden slags hardcore end vi måske havde håbet på?! Det er i hvert fald elektronisk… og efter en forholdsvis luftig intro bliver det hardcore trance-dance med klampen i bund, og trampe takt deruadaf.
Hvem står bag? Et væld af navne, så er det mon Art of Fighters der er booket? Næææh, det er en finne kaldet Glayden, som er euforisk rave, elektroniske eksperimenter og tåget cloudrap. Yeah, ok, det dufter lidt af “nu skal de gamle vist hjem og se indersiden af teltet”.
Drømmetapet, rebelsk punk, hypergaze og et miaw
Efter finsk umtji umtji skal vi helt ned i gear og tempo med danske (London bosatte) Gustav Berntsen under kunstnernavnet GB. Det må være en snedig dobbelt-dobbelt betydning? Hans initialer OG en henvisning til Storbritanien?
Nuvel, på “Another Life” har han besøg af Ninna Lundberg, der giver en lys kontrast til Berntsens lidt stoiske og tilstræbt stive levering. Det er atmosfærisk og svævende, mere stemning end egentlig melodi. Rigtig “drømme sig væk” lydtapet, så er spørgsmålet, om man kommer til at gå i et med tapetet, eller står og falder i staver.
Det kommer man næppe til når Pistol Pistol Pistol fyrer en salve politisk og rebelsk hardcore-punk af. Så det op på barrikaderne og til fest i Ungeren, plaff plaff plaff. “Blå Blink” er lidt over halvanden minut lang, så ved man næsten hvad der venter, ikke?
Fuld smadder, råwen, skrigen og musik, der lyder som et overfald. Det HAR vi hørt mange gange før, så meget afhænger nok af energien og tændingen live. Samtidig han man håbe, at Pistol Pistol Pistol bare får lov til at give den gas så længe de kan, og ikke tvinges til at spille 40 minutter. Det virker, som et af den slags navne, der er mest effektfuldt i en kort udladning.
Og straks skifter vi retning og tempo igen med 100%WET og “Ether”, som styrer os over mod det elektronisk influerede igen. Men også indie? Måske lidt shoegaze? Hypergaze og drum’n’gaze kaldes det åbenbart? Now we are just making up words…
Anyhooo, det er ret godt?! Ja, jeg er sgu’ på, også på andre numre, som “Delete Forever”, som jeg har smuglyttet lidt til. Der er noget alternativ sammenrend fra 90erne over duoens genresammensmeltning. Shoegaze, electronica, alt-rock/grungy vibes, og fine stemninger og melodier, samt lidt leg med noget effekt på vokalen her i “Ether”. Slet slet ikke tosset eller uinteressant, hvad de har fået mikset sammen her til deres egen lille bastard.
Ej, så gjorde jeg mig tidligere morsom på bekostning af rap man efter min opfattelse kunne “miawe” med til. Og så lander shuffle på en kunstner kaldet Miaw. Det er ikke rap. Tværtimod bliver vi lidt hængende i noget, der har en bismag af 90er og en smule shoegaze, tilsat en poppet stil og klubbet klang.
“hello hello” kalder en ud på dansegulvet, men det er ikke til æblepluk eller tysker tramp. Heller ikke den udpræget ensomme fest, selvom der er noget lidt køligt over udtrykket. Eller måske nærmere luftigt? Der kunne godt være lidt mere miaw miaw.
Fuckhoveder og en magisk gris
Hey, fuckheads! Der er “Fuckheads” med Ponny, der introduceres som “teenage pop”, punk og anti-folk. Anti-folk? Er det så… altså… hmmm…. folkemusik der ikke er folkelig? Eller det modsatte af folkemusik, hvilket ville være… NÅ, “Fuckhead”, det var der vi kom fra! Anti-folk??
Hey, det er ret nuttet det her, de har fået sig et skud 90er nostalgi og taget den med ind i deres lyd. De alternative 90eren med alt hvad de nu var præget af fra det der kom før er tilsyneladende tilbage! Ingen umiddelbar brok fra mig, jeg er født i 79, så musik, der lyder lidt som noget fra mine teenage år, varmer da.
Solid punknerve, punk-“poppet” melodi og riot grrrl flashbacks – trioen her skal have en chance. Måske laver de “en Girlcrush”, selvom Ponny virker endnu mere kantede og rå?
Øhh, hvad er nu det her? Det lyder som en ustemt violin, der modvilligt klemmes nogle toner ud af. Så starter et tungt beat og noget delvist forvrænget rap? Mami Umami er svenske, men det bliver bedre, det har også et af de flottere billeder på deres beskrivelse på Roskildes hjemmeside: En kvinde i pels ovenpå noget, der kunne være en brudekjole og en dude med solbriller og smøg i kæften iført en fimse lyserød kropsnær cardigan, der er så kort at det ligner en croptop.
Jeg er selvfølgelig helt solgt! Musikken? Nåååårh, jo, tja, “Forex”, som mine højtalere forsøger at afspille uden at komme til skade er da… anderledes. Rappen er noget sløv og stenet, ditto for de søvnige beats, men så er der de atonale tilføjelser, der skvulper rundt og skaber noget friktion. Jeg kan lokkes!
Det kan jeg også af næste norske indspark, som jeg havde sat kryds ud for i programmet, inden jeg havde hørt en tone. Pumpegris! De er i top 3-4 stykker over bandnavne i år. Når man så læser, at de er navngivet efter en magisk gris, der skider ice cream, tja, solgt.
De magiske isskidende norske grisebasser spiller noget moderne folkemusik, der er blevet trukket gennem den obligatoriske 90er genre-mudder. Så forvent også en snert hiphoppede og “alternative” klumper i blandingen. Her siger de “Kaffen er klar”, og lige på det punkt må jeg sige, at jeg nok foretrækker min kaffe mere ren og stærk. Musikalsk er det en lidt lunken oplevelse.
Apropos “gris”, “Pig Wine” af Koya rammer øregangene og jeg tages endnu engang tilbage til 90erne? Sig mig… er det rap-metal? Og hvorfor lyder det pisse fedt?! Iøvrigt skal der være en “-” over Oet i Koya, men den kunne jeg ikke finde ud af at lave – er det en nordjysk ting?
Koya med streg over O er nemlig nordjyske og de spiller ifølge Roskilde Post-hardcore. OK, i sådan en The Psyke Project forstand køber jeg muligvis den betegnelse. Det er mere råb/skrig end “rap”, som jeg fangede mig selv i at postulere efter de første sekunder af “Pig Wine”. Mmm… grisevin. Hunnar procent kryds med den her svinetunge basse.
Efter sådan en omgang griseri trænger vi til en pause. Rundturen i First Days programmet fortsætter i anden del, der lander når jeg finder det passende. Indtil da kan man jo allerede dykke ned i spilleplanen og selv begynde sine forbedredelser.
Af Ken Damgaard Thomsen
