Programmet og spilleplanen for Roskilde Festival 2026 er offentliggjort og de sidste brikker ved at være helt på plads. Hvad er det så for en størrelse vi får fornøjelsen af i år? For meget, for lidt eller en god blanding?
I min opsummering af festivalen sidste år brugte jeg den hjemmestrikkede betegnelse omvendt FOMO til, at beskrive den følelse man godt kunne stå tilbage med. En fornemmelse af at der var lidt for mange navne, hvor det ikke gjorde nogen forskel for helhedsindtrykket om man missede dem, eller så det ene frem for det andet.
Det er naturligvis lidt sort/hvidt og en generalisering, noget jeg egentlig helst undgår, når vi taler om Roskilde Festival. Her blev det også anvendt i en større sammenhæng, hvor jeg forsøgte at bringe flere nuancer i spil. Det er man nødt til, når snakken falder på Roskilde Festival og programmet.
Ved første øjekast kan programmet for RF26 godt føles som business as usual og mere af det samme, som vi har fået de senere år. En meget stor, bugnende og varieret buffet, hvor de hovedretter, der er på menuen, også er af “det hvad køkkenet lige kunne skaffe i år” karakter.
Kigger man på de enkelte navne, især dem med større bogstaver på plakaten mangler der muligvis lige den sidste “wauw”-faktor. Men den slags navne hænger ved Gud ikke på festivaltræerne længere, så udvalget er egentlig godkendt, selvom jeg i det følgende måske lyder lidt lunken.
Og så er hovedparten skrevet (af tidsmæssige årsager) inden spilleplanen blev offentliggjort. Rettelser og evt. tilføjelser fremgår, hvor jeg lige husker det! Så tjek lige op på detaljerne selv, tankerne her er af overordnet karakter og gælder for så vidt stadig uanset scenefordeling.
Den nye Orange ligner sig selv
The Cure giver deres 7. koncert på Orange, denne gang under påskuddet at bandet fejrer 50 års jubilæum og kommer med et “særligt show”. Gorillaz er aktuelle med et nyt album og vel et af få navne fra deres generation, der bed sig fast i headlinerklassen? Og Lilly Allen udsendte et bredt anerkendt og skamrost album sidste år.
The Cure og Gorillaz har vi altså set før, men det yngre publikum måske ikke. Men interesserer de sig for en plus 60 år gammel teengager i goth make up? Det er vist navnet til os gamle røvhuller på Orange i år, og fred være med det, jeg er blevet større og større fan af Robert Smith med årene – så jeg kan sagtens tåle en tur mere.
Gorillaz giver os mulighed for at opleve ven af Roskilde-huset og hyggeonkel Damon endnu et år. Hvilket er skønt, hans kærlighed til festivalen er smittende, og det er dejligt at se en kunstner fra “vores” generation, der nægter at stå kunstnerisk i stampe. Så må man håbe, at der ikke er nogen funkadelisk dinosaur-homosapiens, der dratter af Orange i år!
Er Lily Allen et Orange navn, rost album eller ej? Hvad med Zara Larsson? Sidstnævnte vækker nok større genklang hos den gennemsnitlige Roskilde gæst end Allen, der var et fænomen kortvarigt i slut-nullerne. Og nu tilsyneladende er tilbage, som anmelder darling og med en kunstnerisk renæssance – men er det nok til Orange?
Det samme gør sig på en måde gældende for Little Simz, der stille og roligt har taget turen og fået vokseværk fra scene til scene på Roskilde. Stort navn, i visse kredse, men passer hendes rap til en scene og plads på størrelse med Orange. Hun kunne godt blive et offer for en selvopfyldende profeti, hvor man føler sig tvunget til at forfremme til hovedscenen.
Skal Kneecap på Orange (de fik Arena viste det sig) og får de så lov til at bringe hele det aktivistiske udtræk med, så Tom Jensen og Berlingske segmentet kan få fadøllet galt i halsen? Laver de en Fountains DC? Det ville næsten være for forudsigeligt på en festival, der gerne slår sig op på uforudsigeligheden.
Er det for tidligt at bringe Tobias Rahim tilbage på Orange Scene, og er hans stjerne ikke falmet en smule siden sidst? Til gengæld er der mulighed for at han kan hive selvest Birthe Kjær med op og hylde den danske sommer – det kunne jeg unde fruen. Det er kun 3 år siden han stod der sidst i solen, nu får han mørket at feste med de unge i – men er de allerede videre til det næste? Som kunne være Apacha.
Her måtte Roskilde smede mens jernet var brandvarmt sidste år, og forfremme Apacha fra First Days til Arena. De kunne sagtens have spillet Orange i 2025, nu får de den kun et år senere. Det skal også være NU. Selvom de spiller samtlige festivaler, der kan opdrives landet rundt henover sommeren. Det er deres moment, når de vender tilbage om et par år, så er det enten for sent eller også har de bidt sig fast i Minds of 99 klassen. Indtil forsangeren går solo og vi først ses 10 år senere til gendannelsen.
I “det var da vist på høje tid” kategorien finder vi Tessa. Ikke et sekund for tidligt at hun får lov til at gøre beskidte ting ved Orange, og vise om formatet er til landets største scene. Attituden er stor nok, mængden af bangers ditto til at kunne matche tidligere succeser fra eksempelvis Suspekt til at skabe en liderlig fest.
Det største “scoop” på Orange synes at være Addison Rae, der muligvis er årets superstjerne in spe. Om hun helt er der, skal jeg ikke gøre mig klog på, på den front er jeg udenfor målgruppen og loopet. I målgruppen kunne man finde min junior reporter på 14. Hun kvitterede med kommentaren: “hende kender jeg fra TikTok! Er hun sanger?!?”. Det skal sige, at junior måske ikke er det mest troværdige vidne, hendes teenage hjerne er under ombygning og kun delvist funktionel…
Apropos delvist funktionel, hvis man kan tage min mening og hukommelse for gode varer, så spillede David Byrne en af de bedste koncerter på Roskilde i nyere tid da han gæstede festivalen i 2018. Eller leverede et show er måske mere korrekt?
Det var lige så meget koncertshow som koncert, hvor ledningsløse musikere og Byrne bevægede sig frit rundt mellem hinanden i store koreografier på scenen. En broadway forestilling på Arena med nogle mageløse sange i centrum – musikken var nemlig hele tiden fokus. Hvad har Byrne i posen denne gang? En gentagelse, en udvidelse af konceptet eller noget helt nyt? Han har heldigvis fået Arena i primetime kl. 20.30 fredag aften.
“All you can eat but do you wanna?” buffetten
I det følgende vil jeg zoome ind på navne, der kunne falde ind under min dækning (og/eller interesse). Der er jo virkelig mange kunstnere at danne sig et overblik over (good luck!), her i den indledende fase må der koges ned og sorteres fra, når jeg forsøger at fræse gennem programmet.
I mellemlaget finder vi genkendelige navne som Ethel Cain og Wolf Alice. Sidstnævnte er albumaktuelle, og skal nok blive et pænt tilløbsstykke på Arena til en omgang indie. Ethel Cain oplevede jeg selv kæmpe lidt med et tidligt spilletidspunkt og delvist ukoncentreret publikum da hun spillede på den nu pensionerede Avalon Scene i 2023.
3 år senere har hun bidt sig fast, ligesom anerkendelsen også er vokset. Derfor “frygter” jeg også, at hun får en endnu større scene og skal agere sub-headliner af en art. Det er jeg ikke sikker på vil være til hende og hendes musiks fordel. Der er risiko for snakkeklubben dukker op og sabotere Cain, ligesom hendes intense musik risikere at fordufte på en for stor scene (Cain har fået Arena, mens Wolfe Alice skal lide den Orange død!).
I mellemlaget finder vi også lykkelige Lykke Li, der kigger forbi Roskilde Festival igen igen. Var hun et større navn for 10-15 år siden? Det var hun nok, men den kan nok godt sælges som Arena værdig på fortidens meritter. Og er hun på vej på pension, eller et eller andet? Synes jeg så en overskrift et eller andet sted… Ah, det er hendes nye plade fra februar, der måske bliver hendes sidste. Klart. (Det blev Eos, som Lykke Li skal bokse med)
I den anden ende af karrierevejen finder vi danske Mille. Det er hende, som ikke er Mumle. Eller omvendt. Beklager, men da husholdningens teenager sidste år var i hendes Mumle-Mille fase kunne jeg ofte ikke kende forskel. Nu ved jeg at Mille er hende, der mere lyder som Annika!
Mille er på vej frem, hun får formodentlig Arena kl.14 eller 16 (Tæt på! Arena, kl. 13.00, fredag) og kommer til at trække fulde (ungdoms)huse. Det er rette tid og sted og nu det skal være, Mille-toget kører, hvor langt må tiden vise. Der er efterhånden (heldigvis!) mange om buddet, hvad angår unge danske kvinder indenfor poppen.
Det er vel også næsten nødt til at blive Arena til Guldimund (Arena, torsdag, kl. 14.30, tjek), ikke mindst efter han fik komplet “udsolgt” på Avalon og pladsen rundt om i 20… det var også 2023. Jeg har tidligere nævnt at jeg ikke er fan, det er bare ikke lige mig, men jeg anerkender da at herren er mægtig populær. Og har nyt på beddinge, så det er vel perfekt timing til at tur i det store telt? Og hans salmelignende nye single er… fremragende?!
Der er også plads til nogle udenlandske pop/rap/RnB-kometer, som kan vise sig at være kommende stjerner, eller, nå ja, fise lidt ud. Jade, Rochelle Jordan, Bad Gyal, Audrey Nuna, Liniker… som alle falder i “øhh, jo, det må jeg da lige sætte mig ind i” kategorien. Og et tidstypisk Roskilde-mønster, hvor lignende navne bookes år for år.
Royal Otis skal nok blive en fest og et trækplaster af de større. De har haft stor succes med eksempelvis deres danse-indieficering af kendte numre, som Sofie Ellis Baxters “Murder on the Dancefloor” og “Linger” af The Cranberries. Her er der altså potentiale for noget generations crossover, så pas på, hvis du ikke vil danse med din mor, som har fået tilpas med Elderflower drinks!
Der er som altid eksperimenter på menuen
Roskilde har igen også formået at hive en række mere eksperimenterende navne ind, der tør og vil udfordre. Både hvad musikken og performance angår. Her kunne man fremhæve et navn som franske Igorrr, der blander metal og opera med noget meget teatralsk. Noget jeg oplevede da Igorrr ramte Copenhell tilbage i 2018.
Eller hvad med det 9 hoveder høje eksperimenterende folk-kollektiv Shovel Dance Collective, der senest gæstede festivalen i 2024. Denne gang for at give to koncerter. Så kan du få luftet dine alternative folkedansetrin flere gange. Du må nøjes med at danse en enkelt gang til danske Smag På Dig Selvs jazz-eskapader, når de igen kigger forbi. Formodentlig med herligt betitlede danse-jazz sange som “Fuck Der Kommer Kontrollører”, “Our Mothers Made A Punkband”, “Hits 4 Kids vol. 3000”, “Fitness Bro” eller “Al Magt Til Overførselsindkomst”.
Måske spiller de også “Negirî” med Luna Ersahin fra AySay på gæstevokal. Hun og resten af det dansk-tyrkiske band AySay optræder nemlig for tredje gang på Roskilde, efter en start på Rising tilbage i 2022. Deres sammensmeltning af anatolsk folkemusik og mere vestlige toner har ramt en strømning, der også har været at mærke på Roskilde de senere år.
Der kommer selvfølgelig også et band fra Afrika, der spiller på hjemmelavede instrumenter lavet af skrald. Det ER jo Roskilde, men vi har trods alt set det før. Denne gang hedder klunserne Kin’Gongolo Kiniata.
Hvis du er bare lidt musikalsk nysgerrig og opsøgende, så findes der kort sagt ikke et sted i Danmark (måske verden), hvor du kan finde smagsprøver som på Roskilde Festival.
Om du er til det kendte danske, internationalt stjernedrys eller sydamerikanske legender. Folk (tjek lige slovenske Širom eller svenske Sara Parkman ud!), svensk hypersexypop som Cobrah, dansk undergrunds techno rave-metal fra Krøyer, primitiv primal larm fra Primitive Man. Hvad med trippet shoegaze fra canadiske No Joy eller country fra Dean Johnson?
Er metalcore lige dig, så er der Dying Wish. Mere country? Folk Bitch Trio og Sierra Ferrell sørger for den mere traditionelle slags. Du kan se om de norske punkbananer Honningbarna holder sig på scenen, eller danse tyskertechnotanz med Brutalismus 3000. Og krydre det hele med thai-funk og syrerock fra Khana Bierbood.
Der er ikke uendelige muligheder, men der burde være rigeligt at kaste sig over. Hvilket igen kan ende med at være en ulempe ved Roskilde.
Den hårfine balance
Noget jeg efterlyste efter sidste års festival var noget, jeg bildte mig ind at have lagt mærke til ved programmerne for en 10 års tid siden. En bedre balance mellem nyt/ukendt og gammelt og mere velkendt.
For meget af det nye, og det tipper og bliver en omvendt-FOMO oplevelse som sidste år. Ligesom for meget gammelt giver en festival, der er i risiko for at misse tidsånden og stagnere. Jeg synes også, at Roskilde af og til har en (sikkert utilsigtet) tendens til at ignorere deres egen historie i jagten efter at følge med tiden.
Tilføjelsen af gamle travere, som TV2 og The Savage Rose, skader bestemt ikke i den henseende. Anyway, man kan rynke lidt på næsen i relevansen af TV2 MEN. Når et nyere navn, som Zar Paulo samtidig lukker Arena, så giver det hele ligesom mening. De virker, ligesom en del andre nye danske navne, som om de er åndeligt beslægtede med TV2.
The Savage Rose er på en eller anden måde Roskilde DNA i det de har rødder tilbage til før den første festival, og udspringer fra samme generation og ånd. De har spillet jævnligt på festivalen igennem årtierne, senest i 2016, hvor de gav en livsbekræftende koncert på Orange. Deres budskaber om fred og andet hippie-halløj virker igen (eller stadigvæk) meget aktuelle.
Med The Savage Rose og et navn som Kneecap (og andre) har Roskilde dermed også navne, der favner det politiske og protestmusik på hver deres måde. Men med et eller andet slægtskab.
Samtidig giver navne som TV2 og The Savage Rose mulighed for noget sammenhold og fællessang på tværs af generationer – og på hver deres måde noget meget dansk. Det kan stadig undre, at der igen ikke blev plads til et navn som D-A-D, når nu TV2 tilsyneladende ikke er FOR folkelige?
Andre navne man kunne have overvejet (og måske HAR haft i kikkerten?) for at balancen blev endnu bedre er eksempelvis The War On Drugs og Pulp. Begge er på tour til sommer og har (i skrivende stund) datoer fri under Roskilde, og er indenfor geografisk realistisk afstand.
Dermed havde man tilgodeset både guitarrockfolket med et nogenlunde nyt band, samt 90erne med et band, der ikke udelukkende lever på nostalgien. Sådan skulle det ikke være, mindre kan også gøre det. Med nye og gamle danske og internationale navne i forskellige genrer, og alt det hippe nye og og upcoming har vi en plakat, der umiddelbart rammer et sweet spot.
RF’26 er moderne Roskilde på godt og lidt ondt
Noget der så KAN trække ned eller udstille eventuelle mangler, er når spilleplanen lander. Den er nu offentliggjort og førstehåndsindtrykket, inden jeg har fået dykket tilstrækkeligt ned i alle hjørner, er at der er visse svaghedstegn hist og her i praksis.
Orange kan igen umiddelbart lige under at være en stor scene, der har brug for navne, men ikke så mange navne, som har brug for en scene af den størrelse. Igen kan jeg bare være lidt out of touch, men de helt store kioskbaskere er en mangelvare. Er Pil den rette åbner, havde det i virkeligheden været bedre med Mille? Eller Mumle, som ifølge streamingtal er en af de mest lyttede kunstnere i Danmark det seneste år – hun er slet ikke på plakaten?
Og navne som Little Simz og især Wolfe Alice virker som nogen, der kan blive overmatchede. Især sidstnævnte havde nok passet bedre på Arena.
Hvor eksempelvis stakkels Sierra Ferrell og hendes country kommer på lidt af en opgave. Der ryger intimiteten og følelsen af nærvær nok. Til gengæld kan du komme helt tæt på The Savage Rose, der bliver klemt ind på Eos?! Jeg ved godt at vi ældre er i fåtal efterhånden, men Eos?? Det virker næsten som en fornærmelse af alle involverede.
Napalm Death for også “fornøjelsen” af Eos, endda i dagslys. Efterhånden virker metal ikke blot som en eftertanke, men noget man booker og placerer af en form for pligtfølelse. Så er det næsten bedre at lade være?
Det hele er et kæmpe puslespil at skulle planlægge og få hen. Det var blot lige et par eksempler på noget, der ved første øjekast sprang i øjnene. Og så kunne jeg selvfølge have ønsket mig mere af det ene frem for andet, og at rock og især metal havde højere prioritet. Var der reelt (med al respekt) brug for Malk De Koijn på Orange? Hvad har de lavet af nyt og relevant? Hvis man endelig skulle booke dansk, så er jeg næsten sikker på at… åhhh… skal jeg sige det? At D-A-D ikke har spillet på Roskilde i 20 år og stadig har et nogenlunde nyt og godt album ude!
Ja, en del afhænger også af forskellig smag, og der er da mange kunstnere jeg kunne nævne, som man kunne have hævet ind i samme genrer og alderssegment frem for de bookede. Pakker man den slags personlige præferencer væk, og kigger på den samlede balance, virker den i 2026 mere i vatter end de seneste år. Også inklusive de ovennævnte forbehold.
Det ser særdeles lovende ud. Og KUNNE blive en af de gode årgange.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
