Sidste dag på Roskilde Festival oprandt, den var både kort og lang. Og bød i kompakt form på noget, der kunne opsummere ugen. Det blev også til lidt musik med country fra Vincent Neil Emerson, der blev forsøgt snakket ihjel, rodet fest med Africa Express og en gigantisk hiphop fuser fra BigXthaPlug.
Lige når man troede man ikke kunne opleve noget nyt, formåede jeg at gå ind i en ladeport i Backstage Village. Bogstaveligt.
Pressecenteret er, som nævnt tidligere, placeret i en gammel lade. Den har horisontal hæve-sænke indgang, som altså plejer at være åben, når jeg ankommer ved halv-9 tiden. Den var så tilsyneladende kun halv-åben lørdag morgen. Og jeg havde travlt med at gå og studere underlaget i stedet for at kigge op.
Jeg er max 181 cm høj, på en god dag og ikke efter at have ligget i et telt. Det var dog rigeligt til at smække panden og det øverste af skallen direkte ind i kanten af porten. KA-DONK! Tæller det som en arbejdsskade? Jeg har et flot mærke og en hudafskrabning som bevis, hvis det er.
Where’s yoooour head attttt?!
Således rystet og vækket på samme tid kunne man gå i gang med skriverierne om en lidt tung fredag i felten. Selvom jeg syntes, at jeg hang lidt i bremsen eller manglede det sidste ekstra gear, så havde jeg overraskende mange noter og set foruroligende meget. Det betyder ekstra arbejdstid, dammit.
Så strejkede teknikken igen, så jeg måtte sidde og taste teksten ind på to forskellige tastaturer samtidig. Det er næsten symbolsk, at det hele er ved at falde fra hinanden sidst på ugen. Og at man prøver at navigere i det, finde lappeløsninger og komme igennem. Da jeg så skulle uploade billeder og fifle med dem, hvilket i forvejen er en lidt omstændelig og tidskrævende, begyndte WIFIen at strejke i laden.
Nemt skal det jo ikke være. Tiden gik, man kom igennem efter forsinkelser og med et havde klokken passeret 14. Nå. Så havde man allerede været “på arbejde” i små 6 timer, inden man ramte pladsen. Måske ikke så underligt, at man bliver lidt flad sidst på ugen?
Ude i virkeligheden, Roskilde boblens version af den var der gået lørdag-er-den-nye-søndag i den. Det har ellers været en mindre synlig tendens de seneste mange år efter festivalen blev rykket, så lørdag blev sidste dag – og ikke netop søndag. Men i år stod den på ret tydelig opbrudsstemning og masseflugt.
Der er dog også et tydeligt ryk-ind af endagsbilletter og “festival turister”; som bruger lørdagen som en “gå i byen dag”. Og de fylder. Så, der var helt proppet ved Avalon og barerne i periferien af scenen.
Vincent Neil Emerson, Avalon, 15.00
Vi skulle en tur til Texas og ud på landet. Det ånder umiddelbart af hø i støvlerne, tyggetobak eller skrå i mundvige og dejligt med ro og fred. En skam Avalon ikke ligger i Texas. Eller at det VOLDSOMT SNAKSAGELIGE PUBLIKUM IKKE BLEV TRUKKET UD BAG LADEN OG SKUDT.
Fucking Hell, Roskilde?! Hvad fanden er det egentlig I laver?!
Den koncert var dødsdømt før den kom i gang. Og Emerson og hans lille trio, og lydmanden, gjorde det ikke nemmere for dem selv. Det var lavt og afdæmpet fra start og et godt stykke ind i koncerten, inden der blev skruet op for lydstyrken. Da var den koncert for længst snakke ihjel af det utrætteligt knævrende publikum INDE I TELTET – så gå dog ud?!?!
Emerson gjorde sin entre med en tændt smøg i kæften, som blev placere på gribebrættet efter han havde sat sig på en af de tre opstillede stole. Hans to kumpaner dukkede op, slog røven i sædet og så gik de igang med et af Emersons signatur numre “25 and Wastin TIme”.
Da man hørte lydniveauet kontra bonderøvsnakken i det tætpakkede telt, blev de bange anelser indfriet. En stor del af charmen ved outlaw country og kunstnere som Emerson er deres tekster og fortællingerne deri. Her skulle der spidses ører, selvom jeg stod helt fremme i venstre side af teltet.
Giv mig nu for faen bare lov til at høre om, at køre rundt ude på landet og lave dumme hverdagsting. Det er mere interessant end jeres snak om tilsvarende. Måske skulle I lytte? Det var en ganske bizar og frustrerende oplevelse, at se folk i de forreste rækker miste modet og kigge febrilsk rundt og bagud, hvor bølgen af snak skyllede frem i teltet og tog alt med.
De små sange på scenen, hvor der blev sunget om støvler, hatte og noget med Willie Nelson (“Willie Nelsons Wall”?), havde ikke en chance. Emerson selv, og hans to medsammensvorne, der lignede noget han havde mødt ved lokale truckstop eller på sin veranda, virkede dog ret uimponerede. Han sang bare, og de spillede alle tre de klassisk klingende og traditionelt opbyggede sange.
Som en ægte søn af landevejene har han, og de, sikkert også spillet for et mere rowdy bunch end snakke hovederne i denne forvoksede beværtning. Det kom bare til at fremstå lidt sørgelig og unfair. at denne bar-trio var oppe imod sådan en overmagt og var forvist til hjørnet.
Emerson knappede en brewski op, skålede hurtigt mens der faldt lidt regn på hans hoved i det efterfølgende nummer. Så kom der et om at have for mange breve i postkassen. Tror at der var tale om rigtig post og ikke mail indbakken, Vincent virker som en simpel mand, der ikke gider bøvle med det der EDB.
“One more night in a motel room”, før han følger “Texas Moon” hjemad. Skønt nummer om længsel on the road, og livet på de støvede landeveje som spillemand. Spille kunne de, når man kunne høre det. Man skal dog passe på, når man når hjem. Eller til Fort Worth, hvor Emerson en aften blev arresteret, “cause I was drunk and I had too much to drink”. Det forklarer jo sagen, fuld fordi man havde drukket for meget…
Så gik der ægte halmballe og røvballe country i den, mens man forsøgte at følge med i Emersons udskejelser. Men han er ikke kun fun and games og outlaw-mischief, der er mere på spil og mere reflekterende og poetiske sange i rejsetasken. Som den forrygende “Little Wolf’s Invincible Yellow Machine Paint”, hvor det mod slut lyder:
My father’s son, I am the one
I killed my brother, and I’ve barely just begun now
I drink my own blood, I make the thunder thud
I writhe in the mud, and I’m praying for the flood now
Jeg kunne da høre de to første linjer.
Efterfølgende opgav jeg at få en komplet oplevelse oppe foran, så jeg trak ud og cirklede ned bag teltet. Hvor både lyden var bedre og højere, snakken minimal og man kunne næsten ikke høre kagletosserne INDE I teltet?! OK.
Så pakkede jeg noteapparatet sammen og forsøgte at få et eller andet ud af den resterende del af koncerten. Mod slut opstod der såmænd linedance, som en form for alternativ til circle pit udenfor teltet. Så på den måde nåede trioen da ud over scenekanten trods alt.
Avalon, shh og shame on you!
Emerson, du gjorde hvad du kunne under de omstændigheder, men tag evt. et band med en anden gang.
Roskilde, kunne I ikke have stukket ham en ekstra tusse, så han i det mindste kunne have hyret en trommeslager?
På opdagelsesrejse på pladsen
De overlevende Gnuer var også forsamlet bag teltet og igen i overraskende frisk form og tidlig stemning. Kun et enkelt mandefald indtil det punkt pga. et vrid i knæet, godt holdt ud ellers. Mange af lejrens medlemmer havde endda været op til den tidlige morgenstund efter, at have været med til at lukke spaghetti boden ned inde på pladsen. Noget af et afterparty…
Min egen formkurve var mere end godkendt, bedre end frygtet i hvert tilfælde. Alligevel var den stadig ikke helt stærk nok til selskab uden at have fået morgenmad endnu kl. 16.00, eller til at traske med til Anooni and the Johnsons på Arena.
Opbrud og planlagt samling når Afrika Ekspressen trillede ind på den Orange station en times tid senere. Jeg gik på madjagt, holdt mig til noget jeg kendte og vidste mættede, Gademad igen.
Fyldt op med falafel besluttede jeg at det måske var bedst lige at runde Backstage Village, bare for en sikkerheds skyld. Her stod jeg i læ under et træ ved indgangen og fik mig en rolig smøg, da Vincent Neil Emerson, en følgesvend og en kontaktperson fra festivalen af en art stoppede op lige ved siden af.
Emerson virkede endnu mere, som en mand af få ord og “yuuup” typen bag kulissen. Der skulle ventes på en anden Roskilde-dude dukkede op, så der blev små-snakket lidt. Emersons følgesvend, der stod med en guitar over hver skulder og en skrå i mundvigen viste sig IKKE at være roadie, stagehand eller assistent. “No, that’s my manager…”, svarede Vincent kort, da han blev spurt. “Yup” nikkede manageren. Måske var han sådan lidt en praktisk “alt-i-en” i rejsestørrelse?
Så valgte jeg at gå på eventyr og opdage for mig uudforsket land på pladsen.
Lidt skjult, oppe mod hegnet, mellem Avalon og Orange var der igen oprettet en stille oase. Der ligger en lille sø med en hyggelig bro over. Skulle man have haft fiskestang med? Der var ophængt hængekøjer i træerne, stillet forskellige borde og bænke op. Lidt kunst og ægte havepavilloner til lidt romantik? Og man kunne høre… fuglesang? Ved ikke, om det var en enkelt insisterende fugl, eller om det kom fra ophængte og skjulte højtalere?
Så der stenede og chillede jeg lige et godt stykke tid, mens jeg slog mave og forsøgte at planlægge slutspurten. Tiden nærmede sig ankomstid for Ekspressen, så vandrede mod Orange og så Gnu-flaget svæve i rask tempo skråt til venstre for mig. Tænkte jeg nærmest kunne lukke øjnene, og så ville vi på autopilot ankomme og stoppe op samme sted foran Orange.
Det passede med cirka 5-10 sekunder. Gnuerne er flokdyr og kender ruten til det Orange vandhul.
Africa Express, Orange Scene 17.15
Var Damon Albarn så med i år? Selvfølgelig var han det. Han kom slentrende på scenen og kuppede lidt første mand på scenens velkomstritual med røgelse og udspytning af klar væske på scenen. Og mumlede og famlede sig igennem en kort velkomst, mens han snuppede flasken (det var nok ikke helligt vand så).
Og så kørte den afrikanske fest ekspres ellers utrætteligt fremad i over halvanden time. De havde heldigvis en bagkant i det næste navn skulle på Orange kl. 20, ellers havde de nok spillet endnu.
Der var i hvert tilfælde musikere og ikke mindst “gæster” nok til, at musikere og sangere med indlagte pauser kunne have roteret og holdt den kørende i timevis. Det var også noget overvældende og rodet fra start. Samtlige deltagere blev introduceret ved navn på storskærmen i hastigt tempo, listen var lang og så var det ellers meget sporadisk med informationer.
Måske kunne man have informeret mere op til, men også under koncerten. Med en form for guide eller vært? Men det ville måske bremse showet og følelsen af at det var en løssluppen, lidt fritflydende fest og fællesgilde. Men bare et eller andet, der kunne give mere kontekst i stedet for endnu et navn, der blev råbt op. Og forståelse af hvad der foregik.
Når der blev kommunikeret noget kontekst, så virkede det. En blev introduceret med noget om, at han stammede fra ørkenen. Og nu kom der en sang om at sidde og kigge ud over den. Ja tak, alt man behøvede for at kunne kombinere indtrykkene og få lov til at tage ørkenbluesturen. Det lød smukt og gribende.
Så var det straks sværere at afkode på andre tidspunkter. Der blev lagt ud i noget mere salsa- og latin klingende farvande, hvilket var festligt og smittende. Folk dansede og spillede lystigt med på deres imaginære luftinstrumenter. Men hvem der var hvem, hvorfor og hvordan, fik jeg ikke med i farten.
De hyppige skift gav naturligt et lidt ujævnt flow, men afviklingen var nu ret glidende og vellykket til trods. I forhold til hvor mange skift der var, og folk der skulle ud og ind, så kan man ikke sætte mange fingre på det. Kun da højtalerne satte ud en time inde i festen, døde festen momentvis. Man kunne i et par minutter kun høre baggearlyd, men koncerten fortsatte bare.
Et af de mere imponerende øjeblikke var Luisa Almaguers dybe, dyyybe vokalpræstation på den flotte ballade “Soledad” (den titel nåede jeg at fange på storskærmen!). Ikke at det er vigtigt for mig, men hun er en transseksuel sangerinde fra Mexico, som her blev flettet ind i den spraglede og kuløret transkontinentale ekspres.
Det blev IKKE italesat på scenen, musikken fik lov til at tale for sig selv – på det punkt var det dejligt befriende ikke at blive stopfodret med info. Jeg opdagede det først, da jeg forsøgte at google mig frem til hvem hun egentlig var. Det kunne man jo så også gøre med resten, men det var sgu lidt uoverskueligt og svært at følge med!
Et andet højdepunkt var dog den karismatiske violinspillende og syngende La bruja de Texcoco, en smilende bamsefar i flot blomstret sommerkjole og anden farverig udsmykning. Beklager, hvis det var en traditionel klædedragt, det lignede en festlig kjole, som han bar med en smittende varm og omfavnende udstråling.
Hvad lavede Damon så? Han holdt sig meget i baggrunden, parkeret ved nogle små tangenter, som han diskret sad og klimprede med på. Det er selvfølgelig bevidst, at han er blot en slags totem, repræsentant eller ansigt ud ad til. Her handler det ikke om Damon, men igen om musikken.
Måske godt det samme for, og jeg skal ikke sige for meget, enten var han meget laid back, fuld, skæv eller lidt af det hele. De få gange han greb mikrofonen, snøvlede og vrøvlede han. Og lød stedvis, som butleren fra 90 Års Fødselsdag på en af de sidste runder rundt om bordet. Så var Damon sgu på Roskilde Festival og hyggede sig blandt venner!
Vi var sådan set inviteret til festen, men invitationen var ikke specielt informativ. Der var pænt fremmøde i starten, som tiden gik og ørkenblues, latindans, rap, afrobeats, røvrysten og sjælefuld sang blev udvekslet blandt musikerne på scenen begyndte folk at sive.
“For you over there leaving, you don’t know what you’re missing out on”, proklamerede Damon under en af hans “onkel er lidt rundtosset” taler. Mens han mumlede et eller andet af “oh well, sometimes you need to know which fights to pick”, da han rakte mikrofonen videre.
Og han havde ret. De der gik, gik i alle tilfælde glip af en lallet, gakkelakket og gøglet finale, hvor det gik ud over The Smiths “Panic”. Nu som duet, på spansk, i et hæsblæsende tempo, hvor sangeren næsten ikke kunne følge med. Han introducerede på charmerende gebrokkent engelsk, “ahhh, you know the guy with ahhh de meat?” Der gik lidt tid og skulle yderligere forklaring til, inden han fik sagt “The Smiths”?
Jo, dem kender vi. Og de andre på scenen så også. Og så gik der trut, mexicansk punkenerig møder up tempo og fræsende afrobeat, horn og mere blæs og alt muligt andet i den. Et sted kunne man måske høre Morrissey skrige, men det var a fucking riot. Lød det kønt? Ikke det der ligner. Men det var sjovt og medrivende som bare pokker.
Til sidst kom hele flokken (tror jeg) på scenen for at synge og spille koncerten i mål, og modtage bifald. Der var fuldt hus på den orange perron, men hvem var nu lige hvem? Fuck it, vinke vinke og klappe og så rullede Ekspressen af scenen og videre ud i en broget verden.
Der er klart en god tanke og mening i dette mellemfolkelige projekt. Musik bygger bro, vi skal udveksle for at fremme forståelse og alt det der. I denne form var det hyggeligt og festligt, men også ganske fragmenteret og rodet. Så man stod lidt forpustet og små forvirret tilbage, men med humøret opadgående.
Efterfølgende kunne man så gå og reflektere lidt over kontrasten, og egentlig også det lidt ulækre og hykleriske i, at pladsen myldrede med mørke pantsamlere under koncerten. Oh well, man undgår ikke den slags dilemmaer, og kan ikke redde hele verden på en gang – heller ikke på tossegode og humanistiske Roskilde.
Da Africa Expressen udnyttede deres spilletid lige til grænsen, trak det også op til næste punkt på min noget magre og fortyndede dagsplan. Der var ny hiphop i vente på Avalon, mens resten af flokken muligvis gik mod Arena og Lola Young inden Africa Express var færdige.
Jeg satte det lange ben foran for første gang denne lørdag (i hvert fald siden jeg overfaldt ladeporten). Fik tanket en White Russian, humøret og formen virkede god efter et par øl i sidevinden foran Orange.
Avalon var allerede tæt på udsolgt, så jeg forsøgte at snige mig rundt til venstre, væk fra tilstrømningen. Der var lidt luft i teltåbningen.
BigXthaPlug, Avalon, 19.00
Han er en stor mand. Og det skal ikke være kropsfikseret eller body shaming, jeg har selv været lidt af et brød, men jeg skal bruge det til at lave følgende kobling, sorry. Og en ganske stor rapper. Men formatet var for lille på Avalon (takker, jeg er her hele aftenen. Eller ikke).
BigXthaPlug er en nyere rapper fra Texas, og en del af den moderne bølge, hvor rap og elementer fra country smelter sammen. Han kommer så fra et område, hvor man er opflasket med country, også selvom man har afroamerikansk baggrund. Han er kort sagt the real deal, og ikke en poser, som har tilegnet sig countryen, fordi det er blevet en dille.
Desværre er han tilsyneladende også opflasket på mange af hiphop i live udgavens værste tendenser og faldgruber. Han havde max en time at fylde ud. Så da den blev indledt med klassisk hype-råben, brudstykker af sange og beats og en masse “lav noget larm”, vidste man allerede, hvor det bar henad. Han havde, så tidligt i karrieren, nok ikke materiale nok til at fylde tiden ud…
Så ALLE tricks i bogen blev brugt til at fede det spinkle sæt og bagkatalog op. Pauser, hype, sniksnak, påtaget chatter mellem BigXthaPlug og hans DJ Whats his face og MC Whatcha Name. “Få publikum til at battle ved at dele dem op”-leg, et par numre fra MC makkeren og støtte-rappperen, Lålålå’en og et nummer, der blev spillet to gange.
Havde man ikke været til kliche-udgaven af en hiphop koncert før, så fik man den her i light versionen. En skam, for BigXthaPlug er ikke kun en sværvægter at statur, han kan faktisk rappe. Og når han fik tid og plads, og gjorde det, så lød det kompetent og talentfuldt. Ærgerligt, at det var nødvendigt at snyde så meget på vægten for at komme i mål.
Det gik “facepalm” galt allerede mellem de to første numre, hvor der blev konstateret fra scenen, at “Denmark is the loudest city we have played in so far… In Europe”. OK, jeg ved godt, at det kan smutte med Denmark og et “Copenhagen” i stedet for “Roskilde”, de er amerikanere. Men, hvor skidt står det til med uddannelsessystemet, eller taletøjet, hvis man får formuleret noget, hvor Danmark kommer til at lyde som en by i landet Europa.
Vi manglede bare et forsøg på at starte “Seven Nation Army”, så var min bingoplade fuld. Det kom senere, fordi selvfølgelig gjorde det det. Gevinst!
Inden kunne man lige nå at sætte pris på det sej og sumpede country groove i hittet “Texas” (som blev spillet igen mod slut), og den Miami Vice bling bling blinkende coolnes i “Mhm”. Altså, man kunne lige nå det, for sangene varer kun omkring to minutter. Det er vel det nye at sange er blevet så korte, da de unge alligevel bare bruger de bedste bidder i korte klip?
Det er jo langt fra noget nyt, at hiphop kunstnere klipper deres sange ned live, eller der går decideret medley i den. Nu er de bare lavet sådan og tilpasset, når de bliver indspillet og udsendt. Så kan folk næsten heller ikke nå at kede sig eller skippe sangene på Spotify.
BigXthaPlug har NOGET at byde på og kommer forhåbentlig til at vise mere end bare bar’ kas’. Ellers er det trods alt for lidt.
Farvel og på gensyn?
På en underlig (lidt skarpt skåret måde) blev den oplevelse helt symptomatisk for Roskilde i disse post-corona år, og særligt version 2025. Der er et hit eller to at finde, men der bliver febrilsk lappet løs og pustet op for at fylde den tildelte ramme ud. Og så ender det med at virke anstrengt, forceret og med alt for lidt indhold.
Det blev således også punktum for undertegnede. Jeg havde egentlig arrangeret en aftale om transport i løbet af søndag formiddag. Men det blev ændret til sent søndag eftermiddag, eller en alternativ løsning denne aften.
Inden jeg blev stresset, forvirret, spildte tiden og fik kvaler, valgte jeg, at dette var det helt passende punktum. Der var for lang tid til, at stå lidt ugidelig på en samlet set træt festival, der var ved at lukke ned foran Gaia klokken halv et. Jeg må kunne fange Lambrini Girls på bedre vilkår.
På Roskilde? Tja, det må jo af flere grunde vise sig. Dette var min festival nummer 25, hvis jeg skal nå 25 til, så skal jeg (leve længe nok!) formodent til at gentænke min måde at være på Roskilde på – både som “arbejde” og deltager. Jeg vil gerne begge dele, men det kræver efterhånden vist også bedre og mere tillokkende forhold til begge dele.
Noget af det styrer jeg selv, andet afhænger af festivalen. Der efterhånden nok godt kunne trænge til et grundigt eftersyn, nytænkning, kurskorrektion og at der blev reflekteret og kigget indad. Det kigger jeg nok lidt nærmere på en af de kommende dage.
Der skal lige fordøjes en uges oplevelser, tænkes og vendes og drejes. Det skylder man sig selv og festivalen. Jeg håber Roskilde gør det samme, så vi kan blive ved med at ses hver sommer i god tone.
For jeg går aldrig helt hjem!
Af Ken Damgaard Thomsen
