Den Første af de sidste, onsdagen på Roskilde Festival startede lummer, det blev værre, og så blev den våd. Våde varer var der også plads til, samt musik med Stundom, Fontaines D.C., lidt Charli XCX og Detones, samt Fat Dog, da de endelig fik lov til at spille.
Alright, I kender reglerne og formen, ellers kan jeg henvise til denne introduktion. Ikke flere spørgsmål? Let’s roll.
OK, man kunne mærke fra morgenstunden, at den kunne blive “farlig” i dag. Det var allerede godt lummert i luften, da jeg fik de morgen- og natte-krampe ramte stænger, rejst op og guidet ud af teltet.
Det er tilsyneladende nyeste udfordring for min aldrende festivalkrop. Kramper i benene om natten af den ret insisterende slags? Goddammit, sucks getting old. Nå, men man kunne da komme i bad, hvis man kunne administrere den slags udfordring?
Først havde jeg glemt rene underbukser, slog det mig sjovt nok da jeg var en tur på pressevognen inden badet. Tilbage til teltet. Så havde jeg glemt sæbe… Heldigvis var der en efterladt “fælles” Head & Shoulders inde i baderummet. Hoved og skuldre, yes yes, det skal vaskes tak, og så går det nok også til resten.
Så var faktisk forbløffende tidligt inde i Backstage Village, som er en ren soveby kl. halv 9 om morgenen, der sker vitterligt intet. Godt det samme, for skulle lige finde det der pressecenter, som åbenbart var flyttet igen?! Efter lidt cruisen rundt opdagede jeg at det lå lige ved indgangen til Backstage Village, i en af de gamle staldbygninger, der tidligere har huset Volunteers Lounge.
Den er gigantisk i forhold til det pavilion lignende telt fra de forrige håndfuld år. Og “nye” gamle stole, mere bordplads og en kaffemaskine der havde brygget. Det kører!
Jubilæum i trykkogeren
Tidligt inde, tidligt ude, det kan jeg sgu godt lide, så kan man bruge dagen fornuftigt. Så som at daske i den lumre middagssol ned i Get a Tent og finde den der Gnu-lejr. De havde endda en kold øl klar, måske ikke decideret til mig, men sådan blev det.
Onsdag er som sædvanlig den store ankomst dag. For mange. Også gamle Gnuer, hvor den vedholdende fortrop bliver suppleret med frisk blod ude fra virkeligheden, der ankom i lind strøm de næste timer. Mens man sad og skulede lidt mod de tiltagende truende himmel. Hmmm, det går vist galt senere…
Fotografen ankom og fik assisteret mig med at hente flere øl, der var dømt dobbelt-jubilæum i år. En 20. gangs og min egen nummer 25. Sølvbryllupsfest med godtfolk, kolde øl og assorterede bobler. Nå ja, og hvad der ellers lige bliver smidt i puljen sådan en eftermiddag.
Så gik tiden med fejring, flaghejsning, high fives og indsmøring af svedige mandfolk i solcreme, som smeltede af i cirka samme tempo det kom på. Det var ikke stegende med højt UV-tal som de forrige dage, men det var SÅÅÅÅÅ lummert. En lille byge eller to gjorde ikke det store, det fik nærmest pladsen til at ulme mere.
Jeg fik kraftedeme en medalje for at kunne finde ud af at tage til Roskilde hver sommer et kvart århundrede i træk. Det manglede da bare, men det var nu en smuk gestus fra de to idémænd og kunsthåndværkertyper. Tak til Kongen og NJ. Og tak for godt selskab. Og en ekstra tak til “Per”, der spottede flaget og huskede noget med en Gnu og GFR og kom og hilste på. Vi har EN læser, som ikke er familie, venner og bekendte! Mindst!
Således opstemte, overophedede og klar til at svede resten af væskedepoterne ud, satte vi kurs mod pladsen lidt over spisetid. Sultne på musik.
I klassisk stil fulgtes vi ad indtil vi rundede Arena, og så gik der opløsning og forskellige prioriteter i den. De fleste styrede mod Eos og Jinjer, jeg foretrak Gloria. Jeg manglede åbenbart en tur i svedhytte for lige at toppe eftermiddagens væsketab af.
Stundom, Gloria, 19.30
Da jeg oplevede trioen Stundom på Gaia under Rising dagene for 2 år siden var det en kærkommen overraskelse. Klassisk instrumental folkemusik og visetradition af den gamle skole fra dengang vores tip tip oldeforældre var ude at tjene som 5 årige. Det fungerede fortræffeligt for to år siden og blev toppet på Gloria.
Det var en vidunderlig og smuk koncert, hvor Stundom viste at godt håndværk, håndspillede instrumenter og gode melodier kan skabe et “sprog”, der går på tværs af generationer og taler til et eller andet dybt i os mennesker. Det kan kommunikere et eller andet og ramme følelser, man ikke helt kan beskrive, som om det er kodet ind i vores fælles arvemasse.
Måske store og flommede ord, men jeg mener det. Tre mennesker, tangenter, strenge og smukke melodier. Folk var fuldstændig solgt, selvom det var urimeligt lummert inde på Gloria. Min hat begyndte at dryppe tidligt fra skyggen, ned på min undertrøje, mens jeg kunne se violinistens koncentrerede ansigt hurtigt blive glinsende gennemblødt på scenen lige foran mig.
Der var dyb stilhed under numrene. Og høje råb og klapsalver mellem dem. Det var næsten som at være til en tenniskamp med den forskel, at ingen behøvede råbe “quiet please”, inden spillet blev sat i gang. Så et stille og tyst nummer som “Gennem Sneen” fik ånderum i svedboksen og lov til at gribe det fokuserede fremmøde. Forstående og tilfredse blikke blev udvekslet og sendt ud fra scenen.
Da Stundom satte i med “Frigear”, opstod der nærmest rockkoncert lignende begejstring blandt publikum. De har et fucking hit! Kan man have et hit, som et orkester der lyder og spiller som om de stammede fra en tid langt før radioen blev opfundet? Åbenbart. Det er nu også et virkelig godt og medrivende.
Efterfulgt af dagens største og mest velfortjente smil på en scene.
Der var plads til et flot solonummer på klaveret, hvor vi skulle helt tilbage til de musikalske rødder. Den lille finurlige dims, som tager 7 timer at kode for at afspille et minuts musik fra en hullet papirrulle, der også var med på scenen sidste gang jeg så Stundom, blev fundet frem. Hvis man bruger 7 timer på den slags, bare fordi man kan, er nysgerrig og prøver at holde en eller anden tradition i hævd så er man nørd. Den bedste slags nørd.
Et vokalensemble linede op bagest på scenen og nu kom der kor og sang på. Dem fik vi lov til at nyde på endnu et flot og fængslende højdepunkt, “Hvalens Sidste Dyk”. Den lyder næsten som man kunne forestille sig ud fra titlen. Hvis folk ikke var omvendt her, så blev de sidste formodentlig.
Da jeg kom fra Gloria, var jeg gennemblødt, som havde jeg stået i et skybrud. Men helt renset og sagelig. Stundom er en oplevelse ud over det sædvanlige, selvom det er baseret på noget helt igennem traditionelt.
Fontaines D.C., Orange Scene, 20.30
Nå, ikke tid til at vride tøjet og tanke op, der var lige tid til at forpleje på vejen over mod Orange i rask trav. Her var Fontaines D.C. netop gået på, da jeg ramte Gnu-flaget, der stod parkeret midt for scenen på den gamle “nu skal vi til rockkoncert på Orange” plads. Der var godt gang i løjerne og folk, Fontains spillede tilpas højt, men også sammenbidt og alvorligt.
Jeg er egentlig ikke den store fan af bandet, slet ikke deres tidligere mere post-punkede materiale. Eller gennembrudspladen Skinty Fia fra 2022, som jeg blev virkelig træt af, da tilsyneladende samtlige værter på P6 fik en kollektiv orgasme over den. Skulle det virkelig være noget? Og er de, som Soundvenue skrev for nylig, “tidens toneangivende rockband”. Der er vist slim pickens så…
Nuvel, jeg blev delvist modbevist foran Orange. Bandet spillede fedt på en tilpas sløset og skurrende måde, uden at det blev for skraldet til en stor scene som denne. “Jackie Down The Line”, “Boys In The Better Land” og “Roman Holiday” lagde kursen tidligt. De er da… fine nok, men ikke lige mig.
Til gengæld synes jeg deres nyeste materiale kan noget. Det er bedre sange end de gamle, sådan helt grundlæggende. Måske også lidt “pænere”. Men “It’s Amazing To Be Young” tog kegler og blev fulgt op af “Favourite”. Så havde de ligesom brugt deres to måske bedste numre. Hvad gør man så? Man snakker i hvert fald ikke med sit publikum. Det er tydeligvis ikke den slags band. Cool og koncentrerede om at gøre deres ting.
“I Love You”, der blev leveret tiltagende bistert og tungt muterede over i et “Free Palestine” budskab på storskærmen. Det blev fulgt op med at scenen for en stund blev overtaget af tre forskellige herboende palæstinensiske grupperinger, som hver fik taletid i bedste sendetid. Sympatisk, ja. Problematisk i længden, lidt.
Hør her, vi er “alle” på samme side, næsten. I hvert fald på Roskilde. Og der er tid og plads til at blive politiske, også på scenen og fedt at Fontains mener det de siger og prædiker så alvorligt, at de overlader scenen til den slags og dermed afgiver noget af deres egen tid i spotlyset. Det er stærkt.
Det blev bare alt for langt. Og budskaberne gentaget. Folk begyndte at drysse væk. Måske fordi de synes det trak ud, eller også fordi det kom til at føles en smule ensporet og dermed også unuanceret. Jeg er bestemt ikke på Israels side, hvad mine sympatier angår. Men jeg bryder mig omvendt heller ikke om at blive påduttet holdninger i for stort et omfang, heller ikke selvom jeg er enig.
Bandet kom endelig tilbage og lukkede med en eksplosiv version af “Starburster”. Og så var der ikke mere tilbage i den fontæne.
Hvor er den tykke hund begravet?
Så gik der lidt meet up og snak i den med en lille flok gamle bekendte, der havde fundet flaget på slagmarken. Det blev til en god sludder i den tiltagende regn, mens resten af Gnuerne trak andetsteds hen på pladsen.
Jeg endte sgu med at blive inviteret på rundstykker i deres van lørdag middag, så skal jeg bare lige kunne nå det. Og finde ud af hvor præcist de holder til! Det løser sig nok, jeg kunne godt klare et rundstykke.
Det var blevet mørkt og vådt da jeg begyndte at trække over til Apollo, min nemesis scene, men jeg ville gerne have Fat Dog med. Så må man stå i kø og overkomme ens forbehold over for at skulle sluses ind i en aflukket kasse. Hvis der altså blev lukket op?!
Der var lang kø foran Apollo allerede klokken lidt i 10 da jeg ankom. Men ingen tegn på aktivitet derinde eller udenfor, hvor dele af pladsen også var afspærret. Mens det begyndte at lyne, tordne og stå ned i stænger. Hmm, hvad foregår der? Ikke meget skulle det vise sig, tiden gik og det eneste der skete var at køen skrumpede, uden at nogen kom ind, da folk kapitulerede over for regnen og ventetiden.
Heldigvis faldt jeg i snak med et meget venligt og frisk yngre par, som havde tænkt sig at wait it out ligesom mig. Der skete bare ikke rigtig noget. Jeg forsøgte at finde updates og oplysninger om en evt. udsættelse online, men kunne intet finde. Det var også lidt udfordrende, da det pissede ned, så ens telefon opførte sig som om ens fingre var smurt ind i smør.
Tiden gik, vi var MEGET våde. Og da klokken passerede 11 lød det pludselig gennem køen, at koncerten var aflyst. Motherfåkker. Hvorfor sendte man ikke vagter ud til at kommunikere med folk og give lidt updates løbende? Der var seriøst intet personale at spore? Bare nogle sporadiske “vi venter på at få grønt lys” eller “musikken er afbrudt midlertidigt indtil tordenvejret har passeret”. Ingenting.
(Næsten) bar røv at trutte i
Jeg satte kursen mod Orange, hvor dagens popstjerne, Charli XCX, havde fået lov til at tage kampen op mod vejrguderne lidt forsinket. Hvad kunne hun mon så? Og hvorfor er hun blevet et verdensnavn af en vis kaliber efter sidste års “Brat Summer”?
Beats me, jeg fandt ikke noget svar i mørket på en nogenlunde velbesøgt plads. Er det en SoMe ting? For musikken var da pænt intetsigende og generisk, ligesom den robotagtige performance. Charli virker ellers som et ganske sympatisk og fornuftigt menneske, det jeg har fået med af udtalelser og opførsel generelt. Det blev bare ikke særligt tydeligt i musikken for mig.
Hun skal vist forestille at være en form for kvindeforkæmper og rollemodel, og det er bare fjong med mig. Men jeg kunne kun se en letpåklædt kvinde med solbriller på, der skiftevis spankulerede rundt, dansede, vred sig eller lå og rodede rundt på scenegulvet. På den enorme scene, hvor hun fremstod både lille af størrelse, musikalsk format og reelt indhold.
Der er sikkert velmenende budskaber i teksterne, og hendes optræden et slag for, at man gerne må være sexet og own it uden at det betyder at man skal udstilles og objektificeres. Det går bare lidt tabt i oversættelsen for mig. når det hele fremstod så maskinelt, gennem koreograferet og fjernt. Hvor var mennesket Charli inde bag de der solbriller? Lad mig se og føle du er der, så gider jeg måske lytte.
Ellers var det bare som at stå og glo på et skrabet danseshow uden videre substans. Godt at den nye, større Orange Scene ikke blev klar i år. Hvad skulle de have brugt al den ekstra plads til? Og Charli XCX havde fremstået endnu mere XS end tilfældet var.
Dagens sidste spontane beslutninger
NÅ. Tiden var dermed allerede fremskreden nok til at Deftones på Arena nærmede sig starttidspunktet. Så jeg begyndte at arbejde mig igennem menneskemængden og det våde underlag i den retning.
Der var allerede pænt fyldt op under teltdugen 15 minutter inden Deftones skulle på. Jeg lokaliserede Gnu-flaget, der havde plantet sig et godt stykke inde. Og fik slalomtøffet og sneget mig derind til de gæve og forventningsfulde Gnuer. Huha. Jeg kunne hurtigt mærke, at over en time i kø i regnen og tætpakkede forhold ikke lige harmonerede.
Jeg trak mig tilbage igen, i udkanten af teltet, som nu var virkelig pakket. Der plejer at være god lyd lige i randen udenfor Arena og nu var det opholdsvejr. Desværre var lyden indledningsvist temmelig lav og faktisk også en smule tam. Øv.
For Deftones lagde ellers fra land med et kompetent one-two punch i form af “Be Quiet and Drive” og “My Own Summer (Shove It)”. Jeg følte den bare ikke. Meh? Måske var det, det manglende lydtryk, måske gik det bare op for mig, at Deftones for 4 eller 5 gang på en festival ikke var nødvendigt for mig?
Da jeg hurtigt tjekkede festivalens app, opdagede jeg til min rædsel, at Fat Dog IKKE var aflyst. Koncerten var blot blevet udsat til klokken 00.00. Og nu var den 10 over. GOOOOODDAMMIT.
Hurtig beslutning, tilbage mod Apollo eller stå og stene til Deftones? Apollo! I rask tempo, hvis det skal være på den måde, så tager vi en koncertsprint. Så nåede både at smage på Meridian Brothers, der åbnede med den herligt gakkede “Salsa Caliente” på Gaia og en hurtig tur ned til Eos og Yeager. Og så direkte ind på Apollo.
Her tonede de sidste strofer af Fat Dogs bedste nummer “King of the Slugs” ud lige da jeg fik øjne på scenen. For helvede, nåede det NÆSTEN. Nuvel, måske var det øvrige materiale lidt mere medrivende live end jeg synes det er på plade. Det er klart musik, der potentielt kunne vokse med live energi og et medlevende publikum.
Frontmanden havde travlt med at skulle ud til publikum allerede på dette tidlige tidspunkt. Det gav måske en fest oppe foran på et godt fyldt Apollo. Desværre forplantede det sig tilsyneladende ikke meget længere ud end de forreste rækker. The kids havde i hvert fald mere travlt med deres egne små trips og fester end at fokusere på scenen og musikken.
Den fangede nu heller ikke mig i nævneværdig grad. Han sang ikke specielt godt og performance mæssigt var det heller ikke specielt ophidsende. Det virkede faktisk lidt “dopey”. Til gengæld var der alt for meget og markant saxofon på Fat Dogs sange live til min smag, den trutten overdøvede nærmest de dansable beats.
Der herskede generelt en lidt ubehagelig stemning på den del af Apollo, hvor jeg havde fundet plads. Unødvendig skubben og en fornemmelse af, sorry, coke crowd. Jeg generaliserer ikke, men jeg taler om stemningen, ikke at alle var blæst på pulver. Not my kind of party, man.
Så da Fat Dogs næstbedste nummer, “Peace Song”, også led en uskøn død, begyndte jeg min rolige retræte. Det var måske alt der kunne og skulle vrides ud af den onsdag og det våde tøj?
Der skulle dog lige lidt natmad til, havde på vanlig idiotisk vis glemt et ordenligt og solidt måltid i løbet af dagen. Så jagten på min rute ud fra pladsen blev sat ind på noget, der fyldte lidt i den tomme mave.
Pasta og kødsovs fra Italian Food “Nam Nam”? Tja, der var ingen kø, hvilket kan være godt eller skidt på Roskilde. Det var mest det sidste. Jeg vidste godt lidt hvad man kunne forvente og hvad jeg gik ind til. Alligevel var det sgu ikke ligefrem “nam nam”. Pastaen var næsten kogt nok, hvilket ikke er en selvfølge herude. Til gengæld var “sovsen” jævnt kedelig, cirka lige så vandet som mit tøj men formodentlig med mindre smag. Meh.
69 kroner for den fornøjelse. Tja, det er efterhånden et billigt måltid herude. Og det fyldte da i en eller anden forstand. Men en fornøjelse var det godt nok ikke. Vi ender på 3 stjerner på Value for Money skalaen.
Hey, jeg nåede over motorvejsbroen uden at få motorstop. Og teltet havde overlevet vandsøjletrykket, som det var godkendt til. Til gengæld skulle jeg lige skovle rundt og rode frem og tilbage, så jeg først endte med at ligge vandret lidt i 2. Kan man fare vild ene mand i et tre-mandstelt?
Det finder vi ud af torsdag morgen!
Af Ken Damgaard Thomsen
