På mandag d. 30/6 er det 25 år siden, at Pearl Jam spillede på Orange Scene. En koncert, der som bekendt endte med at ni unge mænd omkom. Sagen er blevet endevendt mange gange, nu er DR på banen med en podcast i 4 afsnit. Er der brug for at ulykken vendes endnu engang?
Det korte svar efter at have lyttet til de 4 afsnit er: ja, desværre. Podcasten lover, at der kommer nye hidtil ukendte oplysninger og detaljer frem, hvilket også til dels er tilfældet. Spørgsmålet er, hvad vi kan bruge disse oplysninger til.
Jeg sad faktisk og overvejede et lille indspark om ulykken, men kunne ikke helt finde en vinkel. I hvert fald ikke en, som jeg ikke allerede har brugt de gange jeg selv har berørt den triste begivenhed. Senest i mit tilbageblik på Roskilde Festivals historie, hvor år 2000 var min blot anden festival.
Det var ikke kun manglen på at kunne sige noget nyt og andet, som gjorde at jeg sad fast. Jeg var også lidt vred og skuffet. Roskilde Festival så ud som om at de ikke ville markere dagen og ulykke officielt under årets festival. Hvilket jeg fandt både skuffende og meget forkert. Men det er ikke min stil, at sidde og pege fingre, og tillægge folk alle mulige motiver og grunde.
Og så ER det jo bare et meget ømtåleligt og følsomt område, at rippe op i endnu engang. Først og fremmest for de efterladte, ikke at jeg regner med at mine små skriverier når frem til dem. For mig selv, i det jeg var der og alle andre der var der den aften. Og for festivalen, som jeg som bekendt elsker.
Ligesom det er et emne, hvor man risikerer ikke at komme nogen vegne. Det kan hurtigt (igen) blive en diskussion om skyld og ansvar. Den sag blev lukket for over 20 år siden, og vi må stole på at den blev undersøgt til bunds. Og juraen og lovgivningen er, som den nu var. Ingen kan stilles til ansvar, det var lidt alles skyld, samt en masse uheldige omstændigheder, som faldt sammen den aften. Frustrerende og lidt en blindgyde for, hvad skal vi så lære og konkludere, som ikke allerede er gjort?
Men så bragte DRs podcast nogle punkter frem i lyset, som både var ukendte, som jeg ikke selv havde tænkt over, og det fik mig til at få skrivetrang. Jeg har overvejet meget, hvad og hvordan jeg havde lyst til at skrive. Faktisk lå jeg delvist søvnløs den første nat efter at have hørt hele podcasten.
Roskilde-tragedien, en DR Lyd podcast
Jeg var noget betænkelig, da jeg så at DR havde lavet denne podcast. Og at den delvist blev solgt på, at der var nye oplysninger. Det lød lidt for sensationslysten og “true crime” til min smag. Heldigvis er Jakob Rasmussen og Bo Norström Weiles (værten) 4 afsnit af 25-30 minutter efter omstændighederne ret sober og nuanceret. Det er IKKE et “hitjob” på festivalen eller et sensationsjagt på skyld.
Man undgår ikke helt “genrens” konventioner, som stedvis urovækkende og ildevarslende lyddesign og underlægningsmusik. Og nogle dramatiske virkemidler i klipningen og afsnittenes opbygning, men ok, det skal jo være “spændende” og dynamisk. Jeg er vokset op i DRs monopol tid, jeg kan tåle noget der er meget mere tørt og informationstungt.
Det centrale i serien er for mig de menneskelige historier, og det er her den er stærkest. Dens “afsløringer” er i sidste ende ikke noget, som ændrer sagens udfald og de kendte konklusioner væsentligt. Men de spiller ind i dynamikken mellem mennesker, som befinder sig i en kritisk og stressende situation, dens efterspil og “kampen om narrativet”.
“Scoopet” er kort fortalt, at der efter ulykken, samme nat, blev holdt et møde for de frivillige, der var til stede på Orange Scene. Hvor festivalledelsen, personificeret ved talsmand og en af de tre ledere, Leif Skov, gav de frivillige “mundkurv” på over for medierne. De frivillige oplever efterfølgende, at den officielle historie om ulykkens forløb og festivalens ageren under ulykken ikke harmonerer med den virkelighed, som de selv oplevede foran og bag scenen.
I følge festivalen selv blev der reageret hurtigt og efter omstændighederne korrekt og så godt man kunne. Hvilket også bakkes op af politiet. De frivillige, heriblandt 2 frivillige i frontbuen for Orange, har en noget anden oplevelse. Den ene af de to forsøgte hurtigt at signalere til stage manageren, at der var noget alvorligt galt og at de skulle stoppe musikken. Men han føler, at han blev overhørt eller at det i hvert fald blev ignoreret.
Dermed gik kostbar tid tabt. De to frivillige i frontbuen ender med at bryde reglerne, tage sagen i egen hånd og hoppe ud i menneskehavet og forsøge at fiske folk op af “hullet”.
Nede i hullet
Hullet er omdrejningspunkt i første afsnit, der naturligt også er det mest intense og dramatiske. Her følger vi Tor og andre “stemmer” på dagen (interviewet i dag naturligvis), hvor de ser tilbage på optakten og ulykkens forløb i fra deres pov.
Tor endte selv i nævnte hul, hvor en stor gruppe koncertgængere væltede kun 1 ½ meter fra det forreste hegn. Og dannede et “hul” i publikum, hvor der blev ved med at vælte folk og crowd surfere ned i. Så de nederste blev begravet, ikke kunne komme op og slutligt, på tragisk vis døde af luftmangel og manglende ilt til hjernen (den officielle dødsårsag).
Hans beskrivelse er hård kost. Især efterfølgende, hvor han har kæmpet med skyldfølelsen. Skyldfølelsen over at have overlevet, men også omstændighederne for det. For han lå selv ovenpå andre, folk der måske ikke kom op igen. Og han beskriver, at han kæmpede for livet, og dermed muligvis også gjorde det på andre bekostning.
Tor er én stemme blandt flere, som nok har en lignende historie og efterfølgende traume og reaktion på det. Det nævnes ikke i podcasten, men jeg formoder at det er samme Tor, som stod bag filmen Nine Rocks om ulykken, der blev vist på Roskilde i anledning af 15 året for ulykken, og nu vises igen på mandag. Så han har været i gang med en lang rejse efterfølgende.
De to frivillige beskriver, hvordan de kæmpede med at hive og slide i folk. Og på de bevidstløse over hegnet, så de kunne få førstehjælp. Deres beskrivelse af at “bunken” med mennesker stadig lå der, midt i det hele, da musikken endelig stoppede er nærmest uvirkelig
De glemte frivillige
Og her er podcastens stærkeste menneskelige historier gemt, og den egentlige grund til at skrive det her. Tor, de efterladte og alle mulige andre er heldigvis og fortjent kommet til orde gennem årene. Men én gruppe er blevet glemt og overset: de frivillige. For her gemmer sig også nogle ofre, som har fået lov til at gå med deres historier for sig selv i alt for lang tid.
Vi får ulykken og dens efterspil ikke kun fra nævnte frontbue, men også fra frivillige bag Orange, som var der for at hjælpe til med sikkerhed, service og en frivillige hjertelæge. Deres fortællinger er hjerteskærende og for mig, det der gjorde (med al respekt for alle andre medvirkende, men de historier kendte vi i en eller anden form) mest indtryk.
Vi taler, undtagen hjertelægen, frivillige, som ikke var uddannet eller trænet til den situation de endte i. Og som trods gratis psykologhjælp betalt af festivalen osv., efterfølgende har følt varierende grader af svigt og skyld. En helt grotesk situation opridses af en kvinde, der det ene øjeblik stod blandt døde, unge mennesker bag scenen. Og det næste blev bedt om at gå ud på pladsen og begynde at rydde skrald op… det er helt bizart, når man hører hendes beskrivelse af hele scenariet.
Hjertelægen er muligvis den første læge jeg har hørt brug ordet “skyld”. Hun følte sig også skyldig, over at de/hun trods hjertemassage ikke kunne redde 9 unge mænd, som hun forklarer. Hun fik først lidt ro i sjælen da den officielle dødsårsag blev fastlagt, manglende ilt til hjernen, og det blev tydeligt at ingen hjertemassage i verden havde gjort en forskel
En af de frivillige i frontbuen, Per, bliver efterfølgende så fortørnet over det spin på narrativet om ulykken og festivalens håndtering, at han går til pressen. Og i Ekstra Bladet i den grad blive smidt under bussen af Leif Skov, der kalder ham både en løgner og en, som det ikke er værd at bruge tid på. Det gør sjovt nok ondt på Per 25 år efter. Alligevel vendte han tilbage året efter, men følte sig måske ikke ligefrem velkommen i det, han havde snakket med medierne.
Leif Skov og ledelsens håndtering
Det bringer mig til Leif Skov og den øvrige festivalledelse. Her taler det både til podcasten og Skovs fordel, at de rent faktisk har talt med ham og bringer flere interview bidder. Der styres heller ikke uden om nogle af de hårde spørgsmål, og Skov konfronteres både med forløbet, kritikken og de frivilliges fortælling om hele forløbet.
Skov, der i dag er 78 år gammel, men lyder lige så skarp som altid, forsøger efter bedste evne at svare og give sit perspektiv. Han er også en god og snu kommunikatør, og varsom med formuleringer og ordvalg. Skov afviser ingen af de ting han forelægges, heller ikke Pers kritik og oplevelse af at blive kaldt løgner. Men hans svar bliver her alligevel meget vage og “gratis”.
Han ville ønske, at der var en lydoptagelse af det nævnte interview med Ekstra Bladet. Han afviser ikke, at han KUNNE have sagt noget lignende, men det ville ligne ham dårligt (mener han selv) og han vil gerne beklage, hvis det er tilfældet, bla bla bla. Det bliver lidt ord mod ord, men “du har da måske ret, og så siger jeg undskyld, men ikke rigtig”. Politiker snak.
Skov er heller ikke sikker på, at han har brugt formuleringen “mundkurv”. Det har han sikkert heller ikke, det ville da være “uklogt”. Men anerkender, at han bad folk om ikke at snakke med pressen og kun dele deres oplevelser internt og med myndighederne. Og her tror jeg på ham. Det ville være logisk og egentlig også det eneste rigtige i den situation. Det tæller vel som krisehåndtering 101, at man skal have historien under kontrol og absolut ikke have alle mulige halve og hele bidder ud til en sulten presse?
Problemet opstår, hvis der er yderligere motiver end at inddæmme og styre krisen. Hvis det OGSÅ har handlet om, at redde sin egen og festivalens røv. Man kan ikke fortænke nogen nogen af delene, hvis det skulle være tilfældet, men det gør det ikke mere rigtigt eller sympatisk – blot menneskeligt og forståeligt.
Svage lede i systemerne
Og her kommer de sidste spillere ind i det brogede billede: politiet og statsadvokatens senere uvillige undersøgelse af hele sagen. Jeg har stor tillid til vores myndigheder, det er man nødt til at have i et demokrati, hvor de skal forestille at arbejde for os og ikke en egen interesse.
Omvendt er jeg ikke blind for fejlbarlig- og svagheden var instanser og systemer, hvor der er mennesker involveret. Og her kunne folk med hang til konspirationsteorier eller mindre grelt “red egen røv syndrom” måske blive trigget af denne podcast. Der dykkes ikke voldsomt meget ned i denne vinkel, det er nærmest materiale til en hel serie i sig selv, men man kunne godt få visse mistanker om at nogen har pyntet på den officielle historie.
Det er dog ikke noget nyt, er det? For den endelige konklusion fra rapporten understregede jo mig bekendt netop, at en af faktorerne var dårlig kommunikation og forvirring om kommandoveje?
Så det “nye” her, og scoopet, er det tidligere nævnte forsøg på at give de frivillige mundkurv på over for medierne. Men jo ikke overfor myndighederne. Hvis de gjorde deres arbejde ordentligt, så ville de vel få alt frem i lyset i deres afhøringer af de involverede parter? Og igen, jeg ser intet ulovligt eller odiøst i, at man beder folk klappe i overfor pressen indtil der er noget officielt meldt ud.
Der hvor det bliver suspekt er HVORFOR. Her kan man, og nogle gør, spekulere i, at Roskilde Festival og også Roskilde Politi med deres udlægning indirekte fik frikendt dem selv for et ansvar og del af skylden. Roskilde fulgte gældende regler og love, regler og love som politiet stod for at tjekke blev fulgt – man kan godt se de menneskelig svage led i den kæde, ikke?
Men så ender vi igen i blindgyden med ansvar, skyldsspørgsmål, retslige efterspil og en masse ord… Og det sidste ord er jo officielt sagt.
Når et højere formål overtrumfer alt andet
“Leif var Gud”, lyder det et par gange fra nogle af de frivillige i podcasten. Og hans ord var lov. Det antydes også, at Roskilde Festival var (og er) en lidt lukket klub, især inderkredsen. Der herskede en særlig “Roskilde ånd”, hvor man værnede om festivalen.
Det kan jo hurtigt komme til at lyde som en kult. Eller i hvert tilfælde en meget lukket klub, hvor der herskede nogle af de samme mekanismer. En karismatisk leder, vi holder ting internt og inden for murene og “kulten” kommer inden alt andet. Overdrevet? Måske, men det er samtidig noget, som kun perifert bliver berørt i podcasten, men som måske kan have haft afgørende indflydelse.
Hvis man skal forsøge, at sætte det ind i en lidt større kontekst, og her er vi igen ude i noget, der kunne være en hel serie i sig selv, så udspringer Roskilde Festival af start-70erne. Vi er lige i slipstrømmen af hippietiden, nye tankegange om lighed, frihed og alt det der. Thy-lejr, Tvind og kollektiver.
Uden sammenligning i øvrigt, så er det nok nogle af de samme idéer og ånden fra disse bevægelser og strømninger, der var med til at præge og forme folkene bag- og selve festivalen. Fælles for mange af de ting er tanken som små, lukkede parallelle samfund, dannet ud fra en kollektivistisk tanke, men de ender ofte med en eller flere stærke personer i front.
.
Jeg vil på ingen måde sammenligne Leif Skov med en kultleder, Amdi Pedersen eller andre, men ufrivilligt eller ej, så endte han (og to andre herrer) i spidsen for en forening, der kan have været præget af nogle af de samme mekanismer. Hvor hans ord, om han ville det eller ej, blev anset som gospel. Det giver et utroligt stort, måske også for stort, ansvar når der skal tages beslutninger – og mange ville nok tøve med at anfægte dem.
Og lederen og følgerne valgte at sætte kulten og det højere formål over de menneskelige og moralske hensyn ved at lade festivalen fortsætte. Og dermed redde den fremadrettet.
Svære beslutninger under pres
Det kunne være en udlægning. Og vilde spekulationer. Men i min optik med en gran af sandhed. Det kan også blive lidt vidtløftigt og flyvsk. En mere “simpel” forklaring kunne også være, at det var en gruppe dedikerede ildsjæle under i en stresset situation og under tidspres, skulle tage nogle hurtige og drastiske beslutninger.
Så opstår der misforståelser, ord flyver gennem luften, de bliver modtaget forkert, hvem siger hvad, hvornår og hvorfor? Alle er stressede, mennesker er døde, fra alle sider kræves der svar og handling. I en sag, der først var undersøgt til bunds to år senere…
Nogle, eller en, skulle træffe disse valg og stå på mål for dem få timer efter det værst tænkelige indtraf. Selv den frivillige Per, der med rette kan føle sig trådt på, udtrykker tvivl og forståelse. Hvad ville have været det rigtige at gøre, hvad ville han selv have gjort og lige meget hvad, så ville festivalen få kritik for det der blev besluttet.
Der findes sager og situationer, hvor frustrerende det end er, hvor der ikke er en åbenlys skurk. Og heller ikke åbenlyst rigtige valg. Det her virker som en af den slags, og en uheldig blanding af alle de elementer, jeg her har forsøgt at opridse.
Hvad ville jeg selv have gjort, og hvad synes jeg ville have været det rigtige? Jeg ved det ikke, men jeg håber jeg havde taget det åbenlyst rigtige valg rent moralsk: Aflyst resten af festivalen, lad den tage det fulde ansvar for ulykken og håbe på det bedste for fremtiden. Jeg ved bare ikke, om det ville have været det, jeg havde eller kunne have gjort i den situation.
Ville Roskilde Festival ikke kunne have overlevet en aflysning og påtagelse af ansvaret? Var dens fremtidige overlevelse afhængig af, at resten af festivalen år 2000 blev gennemført? Det kan man jo kun gisne om, og jeg har den luksus, at jeg har haft 25 år til at tænke og ikke få timer til at træffe det valg.
Mangelfuld markering af en trist mærkedag
Nu har jeg brugt et par timer mere efter knap 2 timer med DRs Podcast i ørerne. Hvis vi lige skal runde af på den, så er den overordnet fin og et lyt værd. Der er nogle løse ender og ting, som sagtens kunne være belyst mere, og spørgsmål, der ikke stilles. Den åbner også en dør på klem til en række spekulationer om en “sammensværgelse”; som jeg vil mene nok slutligt sortere under “menneskelige handlinger under stress”.
Og så giver den stemmer, som ikke har fået lov til at blive hørt den velfortjente ørenlyd. Det var på tide og noget jeg selv har glemt, at have med i alle mine overvejelser om min egen rolle, publikum, bandet, ofrene og deres efterladte. De frivillige fortjener et kæmpe klap på skulderen og i visse tilfælde en stor undskyldning – for hvad det end er værd.
Det kunne man jo have givet dem under festivalen på en eller anden måde. I stedet så har festivalen valgt den mindst mulige version af en markering. Man genudsender Nine Rocks, på Gaia (!), mandag formiddag kl. 11(!!) med en kort tale fra en “repræsentant fra festivalen”(!!!).
Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, om det føles som et slag i ansigtet, strudse-finten, dovent eller helt i tråd med den øvrige håndtering og markering af ulykken siden… Festivalen vil nok bruge argumentet, at det er “på dagen”, så Gaia er det bedste valg. Og det må ikke overskygge resten af arrangementet. Det er da belejligt, at d. 30. lige falder på en mandag så, så man ikke kan bruge det som undskyldning for ikke at markere det på orange. I DET MINDSTE.
Hvis man var konspiratorisk anlagt, og det er jeg jo som bekendt ikke, så kunne man også mistænke det for at være en hurtig, sidste øjebliks beslutning for at imødekomme evt. kritik over en manglende markering. Og så kan man samtidig “gemme det væk” under First Days midt på formiddagen, hvor alle der kunne have godt af at høre det ligger i deres lejr.
Og for ikke at risikere, at for mange nysgerrige dukker op trods det tidlige tidspunkt, så er annonceringen af arrangementet gemt blandt nyhederne i app’en og på hjemmesiden. Det var ikke engang et punkt i tidsplanen indtil for ganske nyligt, hvilket igen kunne tyde på, at det er noget man ikke har haft planer om fra starten.
Jeg har fuld forståelse for at festivalen er i en lidt prekær situation, selv her 25 år senere. Nutidens festival og ledelse havde intet med beslutningerne og håndteringen dengang at gøre. Festivalen har efterfølgende gået på listefødder og pga. andres ageren været ude i en delikat balancegang. For ikke at fremstå hykleriske, som nogen der høster goodwill på en ulykke som de ikke tog ansvaret for osv., det misunder jeg dem ikke.
Det må ikke tynge eller fylde for meget, har jeg engang selv skrevet. Med det mente jeg, at det ikke skal hænge som en konstant, mørk skygge over festivalen, hvor vi alle skal huske at vi er en del af en form for kollektiv skyld. Men det må fandeme gerne fylde mere end mandag formiddag kl. 11 på Gaia, i noget der lugter af en sidste øjebliks beslutning.
Så havde det næsten været bedre at lade være og forsøge at tie det ihjel. Jeg havde stadig skrevet det her, men måske med en mindre følelse af endnu en forpasset mulighed for at læge et sår i festivalglæde hos mange.
Jeg har i skrivende stund stadig ikke gjort op med mig selv om jeg dukker op. På den ene side, så er det nok eneste mulighed for at være til stede ved en officiel markering. Jeg har omvendt egentlig ikke lyst til det med ovenstående in mente.
Måske får jeg mere ud af “bare” at gå en tur forbi mindestenen og de 9 nu 25 år gamle træer mandag aften, nu jeg har den luksus at kunne krydse pladsen inden den åbner onsdag. Denne gang vil jeg så huske også at sende de frivillige fra dengang en varm tanke og et sølle “tak”.
Det havde klædt festivalen, hvis flere fik den mulighed.
Du kan lyttet til DR Lyds podcast om ulykken HER
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Gamle avisudklip fra arkivet
