Hvordan er den perfekte dag på Roskilde Festival i komprimeret form? Gode koncerter, godt vejr, gode mennesker, glædelige gensyn og øl? Det førstnævnte stod Mumle, Casket Spray og ikke mindst Bye Bye Brenda for.
Alright, I kender reglerne og formen, ellers kan jeg henvise til denne introduktion. Ikke flere spørgsmål? Let’s roll.
Kender I det med, at starten på en dag virker som et meget fjernt minde? Det er allerede ved at fordufte et sted ude i horisonten. Måske fordi, at der i skrivende stund er gået over 16 timer siden man vågnede halv-kvæstede op og tænkte, “åh fuck, jeg skal være i Roskilde mode lige om snart”.
Og man har jo glædet sig. Teltet og alt det praktiske ER allerede klaret. Hvorfor føles det så ikke som om, at man har det helt rette spændingsniveau eller “mindset”? Måske skulle man have haft en ekstra fridag til lige at hvile helt ud….
Nuvel. Vi kom da ud af døren i rette tid, lige sådan da, og af sted mod Roskilde tids nok til at nå første koncert på Eos, Mumle kl. 14.15. Men det blev sgu alligevel liiiiidt presset, da vi valgte at følge de officielle skilte mod indgang øst og “drop off” (fotografen og jeg var så heldige at hendes kæreste gad køre os). Og DET førte os ud på noget af en omvej.
Efter sightseeing i (bestemt) naturskønne områder i Øde Hastrup, Tune og omegn begyndte det at spidse til tidsmæssigt. Kunne I evt. finde en mere direkte og mindre tidskrævende vej til det der drop off? Som også viste sig at ligge udenfor lov og ret i følge vores tidsplan, så det blev ignoreret. Lad os bare sige: vi blev sat af. Tættere på indgangen, sorry.
Og så skulle man igennem et hegnshelvede ved Indgang Øst af snørklede omveje. Inden man nåede indgangen, hvor man, trods tilstedeværelsen af ikke mindre end 8 vagter IKKE fik tjekket armbånd. Hvorfor I HELVEDE så sætte det hegn op overhovedet? Jeg tænker det var meningen, at de skulle tjekke armbånd, men så send lige en voksen ud og hold styr på the kids næste gang. Og inddrag de der campingstole de sad/lå i.
MONGO. Old Wingman Mongo stod heldigvis og ventede på os ved Get-a-Tent, som man passerer umiddelbart efter Indgang Øst. Hans og vores veje skiltes dog igen efter rask trav i retning Eos – han skulle forpleje.
Mumle, Eos, 14.15
Okay, hun er dygtig. Den unge sønderjyde kan sgu synge. Godt nok startede det en lille, bitte smule for roligt til min smag med Mumle siddende bagest på scenen. Men stemmen kunne man, trods noget ulden og bastunglyd under åbningsnummeret, ikke tage fra hende.
Hun kan tydeligvis meget med vokalen, men i mine ører har der også været en fare for, at der gik X-Factor audition, eller “pige med hårbørste foran spejlet” i den. I den forstand, at den fik lidt for meget gas, hvor man skal vise det hele, hele tiden eller overkompenserer. Det var der ikke skyggen af på Eos. Der var stemmemæssig kontrol og mådehold.
Til gengæld var der forståeligt nok, også lidt nerver at spore hist og her. En sang måtte startes igen efter en fejl fra Mumle, det er hvad der sker. Det vigtige er, at hun adresserede det og omfavnede det, og tog det heeeel roligt og i udstrakt arm. Det er hvad der kan ske, og at man tager det så umiddelbart afslappet overfor så stor en forsamling: bravo!
For der var tæt på “udsolgt” foran Eos. Allerede da vi ankom godt 10 minutter inden koncertstart var tilstrømningen ret massiv. Så der var tætpakkede tilstande i solen og vinden, som heldigvis stod stik vest og dermed i “medvind” fra scenen, da Mumle lagde ud med “Moonwalkman”.
Men så skruede hun og det generelt velspillende, men måske også lidt “høfligt anonyme” band op. Sættet virkede en kende frontlæsset i den forstand, at de bedste numre faldt tidligt, dernæst fulgte et lille dyk inden Mumle og de tre gutter fik hævet den flot op i finalen. det kan man også kalde en fornuftige opbygning og kurve i sættet.
Et første højdepunkt faldt allerede med “Fra Jylland Til København”, som tredje nummer. Det er altså et virkelig godt nummer, både hvad angår melodien men navnlig teksten. Det er ikke en triviel os mod dem, Jylland kontra KBH, men mere en sang om, at være i uvante omgivelser. Det er godt skrevet, Mumle!
Sættet var nok også var skruet sammen med henblik og hensyn til en række gæster, hvor det på et tidspunkt føltes som om, at hvert andet nummer var med en “featuring”. Fordi, det var det. Meget tidstypisk, og selvfølgelig smart, så der er noget crossover potential mellem to kunstnere. Men det kan også komme til at tage fokus fra, hvad der burde være hovedattraktionen, i dette tilfælde Mumle.
Det sagt, gæsteoptrædender fra Omar på “Hele Vejen”, Svea S på “Hvor Solen Ikke Skinner”, some guy som jeg ikke kendte (det var formodentlig Marcus.Wav med “Ung, Dum og Forelsket”), blev taget godt imod af det i forvejen medlevende publikum. Og så stod Steffen Brandt pludselig på scenen sammen med Mumle?!
Da fuck… først var jeg ikke helt solgt og sikker på om det fungerede, men som sangen skred frem, og jeg blev suget ind i det mere dunkende lydbillede og de to meget forskellige vokaler, så blev jeg omvendt. “Som Om” stammer fra TV2s seneste plade fra tidligere år, den savner måske lidt melodisk bid, men attitude mangler den ikke. Og Brandt? Kølig som altid.
Hvad laver Steffen Brandt på Rising? Han giver “det” videre. Og det er fandme cool og viser overskud.
“Hvordan skulle vi kunne passe på et barn, når vi ikke engang kan passe en hund?”. Noget af det Mumle er virkelig god til er at skrive de her umiddelbare og for unge mennesker (formoder jeg?) relaterbare tekster om… ja… at være fucking ung? Her i “Dårligt Match”, hvor hun også demonstrerer, at hun kan tage et almindeligt og fortærsket emne, som at flytte sammen og vende det lidt på hovedet.
Et nummer om at opdage, at man på visse punkter ikke passer sammen og hvor irriterende ens partners vaner kan være. Og at det IKKE er verdens undergang, det er bare en del af det at dele hverdagen og tilværelsen med et andet menneske.
Mumle har en del på hjertet, men ikke kun om dagligdagen, eller at være sønderjyde i storbyen (som eksil sønderjyde, så vinker jeg høfligt). Der er også tanker om berømmelse og den branche, som man nu er blevet en del af på et stærkt nummer som “Et For Dig”. En pop-rock perle, som fortjent sørgede for hul igennem i æteren for Mumle for under 2 år siden.
Hvor stor kan Mumle blive, og hvordan tackler hun branchen? Der er potentiale her. Til mere. Men også plads til udvikling og forbedring. Det er svært at sætte en finger på, hvad der lige manglede, det sidste særlige “noget”. Noget med tilstedeværelse og udstråling på scenen, så man når helt ud over den. Måske er det bare hendes rolige og naturlige personlighed, der stråler igennem, hvilket jo sådan set er dejligt autentisk.
Mumle har tydeligvis både ben i næsen og noget snusfornuft over for alt det med opmærksomhed og branchen med i bagagen. Den afsluttende “Det Modsatte” understregede i en sky af rosenblade fra scenens konfettikanoner, og endnu en omgang fællessang fra den fyldte plads, at Mumle i hvert fald er Rising. Og har kurs mod mere end Eos, måske også på Roskilde.
Så var det egentlig planen at sprinte over til Gaia og fange Boy With Apple, der gik på i samme sekund som Mumle og de tre bandmedlemmer fik bukket og takket. Men. Der var tæt trafik, solen bragede løs og jeg havde glemt at det i min alder er blevet nødvendigt ikke at overlæsse med indtryk uden en pause.
Vi nåede dog over til Gaia kort inde i de svenske synth-goth-post-punk-nogets koncert, efter et kort pitstop i Gutter Island Baren. Årets første officielle festival øl blev slæbt med ind i skyggen i det nogenlunde fyldte telt. Hvor jeg blev mødt af en lidt halv-fesen og mudret lyd og ikke heeeeeelt overbevisende monoton kvindevokal. Uha. Op af bakke efter sol og skarp vokal fra Mumle (der ikke mumler!).
Ææææh, den kom ikke til at holde i længden. Vælg dine kampe, tilbagetrækning til en bænk foran Gutter frirummet. Der blev regroupet lidt og forsøgt etablering af kontakt med den der Wingman Mongo, som måtte formodes at have fået spist færdig (han stod bag lydpulten til Boy With Apple viste det sig). Ligesom der dukkede andre stemmer op i en forvirrende bananas fællestråd på Facebook: der var flere gamle gnuer i farvandet.
De svømmede mod strømmen og modvinden mod KI!, ikke mindst fordi Yebo fra Crunchy Frog skulle gæste sættet på theremin?! Det kan man selvfølgelig ikke gå glip af…
KI! og band er uden tvivl dygtige og spiller virkelig godt. Deres bløde, semi-funkede og svale neo-pskedeliske indiepop med blæs passede også perfekt til den blå himmel og varme temperaturer. Det er bare slet ikke mig. Selvom det er musik til fødder og hofter, så er det for mig desværre lyden og følelsen af ben, der sover.
Så jeg kunne klare 2 ½ nummer, og så var jeg nødt til at bevæge mig væk for at undgå at vælte. Til gengæld var der bonus under et toiletbesøg, hvor nogle unge vagter kredsede om en af kabinerne. Det havde været optaget i mistænkeligt lang tid, var der nogen derinde? Hvis ja, var vedkommende OK? Var det bare aflåst pga. whatever? Måske et lager?
Der blev banket på. Intet svar. Der blev anråbt om mulig åbning. Der blev forsigtigt åbnet… Gevinst! Heldigvis var fyren færdig med sit forehavende og ved godt mod, og den unge kvindelige vagt kunne konstatere, “det var i hvert fald IKKE et opbevaringsrum”. Nope! Og note to self, sid ikke mistænkeligt længe i svedboksen, selvom der er mangel på frivillige, så er dem der har toilet-tjansen opmærksomme.
Casket Spray, Gaia, 15.30
Fra tønden til kisten, eller noget. Power violence midt på eftermiddagen efter at have stået og kogt i solen, det kunne gå flere veje. Vi gik højre om, i dette tilfælde for at finde lidt læ for den der stride vestenvind. Ikke et problem lige foran Eos, men resten af pladsen var en ren vindtunnel denne søndag.
Det blæste dog ikke mere fra siden end af forsangerinden kunne tænde en smøg lige inden første nummer. Casket Spray gik på et par minutter forsinket, men dermed nåede deres sæt også næsten op på 26 minutter sammenlagt.
Ikke et sekund for langt eller for kort. Det var optimalt. Kortere og effekten af deres skramlede larm ville ikke helt have ramt efter hensigten. Længere og, ja, så havde jeg nok syntes, at det rent faktisk var noget larm.
Ok, det var det også, men det ligger lidt til genren og stilen. Det her var Mayhem undergrund, Ungeren og K-Town smidt ind i et Roskilde telt uden hensyn. Den rå, uforfalskede og usødede varer, som en festival, der har fået ry for at være for poppet og pæn sagtens kan rumme og trænge til.
Kønt var det ikke, men effektivt. Casket Spray kan spille hårdt, hurtig, tungt, smadret og råt. Det gjorde det så. Uden meget snak eller forklaring. Skulle man være i tvivl om evt. politisk ståsted, så blev der plads og tid til en kort, meget politisk tale, læst op med rystende hænder.
Nervøsitet? Bekymring for at fucke ordene op? Vrede? Bare rolig, du var blandt ligesindede og på hjemmebane, hvis man vil holde en pro-Gaza antiimperialistisk og antifascistisk brandtale. Folk klappede, jeg klappede, vi er enige. Bare pas på, I ved, at I ikke bliver… sådan lidt militante og fascistiske omkring jeres budskab selv.
NÅ. Musikken spillede, mikrofonen faldt ud, ofte i starten af nogle numre. Der blev råbt i den alligevel. En moshpit blev etableret. Efterfulgt af en circlepit. Og en til. Sangene blev kortere og kortere, eller også var det bare mellemspil og ikke hele numre. Ikke så vigtigt.
Kaos. Rod. Hærgen. Sammenbrud. Slut.
Slet ikke den værste måde at bruge 25 minutter i skyggen på!
Wingman var svært tilfreds efterfølgende, fotografen glad, men der var også kommet et par funktionsbajere og arbejdsøl under vesten. Det skal jeg da indrømme. Man bliver jo tør i halsen af sol og ikke mindst vind.
Og så spottede vi to andre gamle gnuer (det er den gamle/nuværende lejr, hvis det ikke er blevet nævnt andetsteds), som var på søndagsudflugt, inden familielivet kaldte dem hjem på pitstop. Hvad med en øl sammen i læ og skygge inden de sidste koncerter på dagsplanen?
Fremragende idé. Forfærdelig idé!
Ja, der gik pludselig totalt søndags- og Roskilde hygge i den, og det VAR virkelig hyggeligt. Bare lidt farligt, når man bliver tørstig af al den snak. Og der lå et øl-salg lige overfor den der tillokkende skygge.
Den ene tog den anden, og timerne lige så, Soap Horse gik i gang i baggrunden på Gaia. Og musikken vandrede mod vinden ned på Eos og blev blafrende kastet tilbage i vores retning. Hvis jeg har lært noget af/på Roskilde med årene, så er det, at man skal give sig selv lov til at blive grebet af og være i “øjeblikket”. Det var hyggeligt.
MEN. På et tidspunkt må man trække i arbejdstøjet igen.
Bye Bye Brenda, Gaia, 19.45
Jeg kan sige mange positive ting om Bye Bye Brendas 45 minutter på Gaia. Faktisk har jeg svært ved at finde nogen negative, medmindre man bare ikke er til americana/country med kvindelige vokaler og harmonier.
Smags sag. Nogle ville måske også forsøge at argumentere for, at materialet er lidt pænt og P4 venligt. Det behøver ikke være noget negativt i denne forbindelse.
Først og fremmest, hvis de damer Stine Bramsen (ja, hende fra Alphabeat) og Kajsa Vala optræden understregede noget, så var det niveauforskellen i Rising programmet. Og forskellen på at være på vej op og være DER. Det er ikke negativt ment, men selvom ikke alle sange måske var øverste kaliber (men stadig virkelig gode!), så hævede de damers levering og aura på scenen det hele over normalt Rising-niveau.
Du kunne simpelthen fra første tone, strofe og vokalharmoni fornemme, at her var nogen, som havde en ro og rutine (på bedste vis) med at stå på en scene, som kun kommer gennem erfaring. Nå ja, og talent. Det var super tjekket. Og man følte sig i sikre hænder, mens man mestendels gennem Bramsens scenetække og udstråling blev guidet gennem sættet. Mens strengebetvinger Vala også holdt styr på den instrumentale del (sammen med en fyr på tangenter i en del numre) ud over hendes vokale bidrag.
Materialet stammede mestendels fra Bye Bye Brendas fine, men lidt stiløvelse følende udgivelse, Landmarks, fra starten af året. Den lyttede jeg igennem inden koncerten, og fandt den en anelse for nydelig i sin lyd, så de ellers smukke numre glider lidt i baggrunden. Men WOW, det materialet løftede de to i det beherskede spotlys virkelig til nye højder live – og folk tog velvilligt og velfortjent begejstret imod det.
Det er næsten svært at fremhæve højdepunkterne, lavpunkter var der ingen af, alle numre lød fantastiske i det minimalistiske setup. “Drive With Our Eyes Closed”, lukkede man øjnene, kunne man flyde med ud mod den uendelige horisont. Eller tage en tur i det imaginære “Ferris Wheel” sammen med to veninder, der havde fundet hinanden “sent i livet. Eller midt i det?!”. Det må man da håbe for dem og os.
“After Party” viste flere facetter end den varme og luftige poppede country-cana, hvor Vala fik lov til at gå Neil Young på den på guitaren, på den forlængede afslutning. Ikke perfekt og “smuk” guitarsolo, men herligt levende og pisse sej.
“Vi har ødelagt en banger”, proklamerede Bramsen inden de gud hjælpe os kastede sig ud i en nedbarberet version af Cindy Laupers klassisker “Girls Just Wanna Have Fun”. Det er en af mine “guilty pleasure” numre ud over, at jeg ikke føler mig det mindste skyldig. Den fik de ikke ødelagt, tværtimod.
Fløjte kan de, eller Bramsen, også, fik hun demonstreret på det næstsidste nummer, titelsangen fra albummet. Det er muligvis det nærmeste Bye Bye Brenda er på, at have deres egen banger. Den dufter så meget af radiohit, at man glemmer alt om urinstøv og tilhørende Roskilde odør.
Der blev lukket ned med vellykket fællessang og publikumsdeltagelse på “Hollywood”. Er man typen, der helst vil bo i Hollywood eller i the woods? Hvis Bye Bye Brenda kommer og spiller, så er jeg sådan set ligeglad i hvert fald en tre kvarters tid.
Fotograf, Wingman og undertegnede var store smil og rystende enige efter koncerten. Hold kæft det var godt.
Og et perfekt punktum for en dag på Roskilde, der endte med at rumme lidt af det hele. Som min overskrift også antyder, så var det Roskilde som jeg gerne vil have det i komprimeret form. Og så var det endda kun søndag.
Kan man næsten tillade sig at bede om mere? Der skulle da lige være mindre vind. Og det får vi mandag og de kommende dage. Hvad skal det ikke ende med?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard
