Home Festivaler RF’25: På tur i programmet, onsdag d. 2/7

RF’25: På tur i programmet, onsdag d. 2/7

158
0

Final Days! Ja, det hedder de sidste musikdage på Roskilde Festival officielt, og den første af de sidste er onsdag. Som sædvanligt en kort, men tætpakket dag, hvor det står på sprint på kryds og tværs af pladsen. Hvis man skal fange country fra Kassi Valazza, folkemusik med Stundom, rock fra Fontains D.C. og Wet Leg. Hvad med psykedelisk mellemøstlig og sydøstasiatisk instrumentalrock fra Ali, eller en raverock dansefest med Fat Dog? Skal man have Deftones som natmad?

Så skal vi til det igen, på tur igennem programmet og spilleplanen. Som altid er det ikke et komplet billede, men en række nedslag. Paletten bredes lidt mere ud end sædvanligt, så vi kan få smagt på, hvad Roskilde anno 2025 er for en størrelse.

Jeg vil også tilstræbe, at tænke lidt “taktisk”, så man undgår at spænde for meget på tværs af pladsen. Og kigge lidt fremad, så jeg vælger ud fra hvor jeg med sikkerhed gerne vil befinde mig senere, som dagen skrider frem.

Jeg er også klar over, at jeg kommer til at vælge fra og prioritere. Og sikkert improvisere og ændre planer undervejs, når jeg står midt i det hele. Det er også en del af charmen ved så bugnende et musikudbud på en festival som Roskilde. Man kan aldrig helt forudse hvad dagen bringer.

Mange af navnene er også ukendte for mig, så jeg er lige så meget på bar bund som mange andre sikkert føler sig. Jeg forsøger dog, at smage på lidt af det hele inden, vælge nogle kunstnere ud, som jeg tror jeg kommer til at se og dykker lidt mere ned i dem. Grundet tid kan det dog virke som en meget uoverskuelig opgave, der er ganske enkelt for meget på plakaten.

Puslespillet med de mange underligt formede brikker

Det stikker ved første øjekast i nogenlunde lige så mange kunstneriske retninger, som der er valgmuligheder. Det ER på godt og ondt et puslespil. Men, ikke et, hvor det samlede motiv er givet på forhånd – du bestemmer selv, hvordan du samler billedet og hvordan det skal se ud!

Det kræver, at man vælger og vrager. Modsat mange andre festivaler, så bliver du ikke holdt i hånden hele vejen igennem programmet på Roskilde. Du bliver guidet, jovist, men en stor del af ansvaret for, hvad man i sidste ende får ud af festivalen, er lagt over på publikum selv. Det er ikke det samme som, at festivalen får carte blanche, og ikke skal “stå til regnskab” for valgmulighederne, der tilbydes. De skal, trods alt, også indgyde og inspirere til, at man GIDER vælge.

Det følgende er et bud på, hvad man kunne vælge og mulige ruter igennem programmet, men det er også et forsøg på, at skabe en form for overblik. Det er ikke det komplette billede, eller “det rigtige valg”. Nederst finder du en Spotify spilleliste med 2-3 sange fra hver af de nævnte kunstnere. De er udvalgt lidt tilfældigt på baggrund af antal afspilninger, lidt nyt og et ældre (hvis det er muligt) og “mavefornemmelse”.

Som regel ser jeg bort fra hiphoppen og de mest “rene” elektroniske genre, ting vi ikke plejer at dække her på siden. Det er dog Roskilde, hvor det hele kan flyde lidt sammen, også musikgenre. Så det er ikke et fastlagt dogme. Derfor vil jeg anbefale, at man tjekker spilleplanen ud selv, der sker også andre ting end der bliver nævnt her.

Jeg tilstræber, at sammensætte en nogenlunde varieret rute, så er du genre-fascist, eller lider af musikalsk tunnelsyn, så må du finde din egen vej rundt på Roskilde. Det bør du i det hele taget gøre – lyt ikke til en gammel idiot, som mig!

Gør du det alligevel, så kan vi følges ad til…

Onsdag d. 2/7

Medmindre man ender foran Orange for at se hvad Annika har med i rygsækken, når hun får æren af at åbne den store scene, så lægger vi ud med country/americana. Kl. 17.15 åbner Kassi Valazza nemlig den lille Gaia Scene med nogle bundsolide sange og traditionelle toner. Hun har tidligere gæstet festivalen, selvom hendes debut ikke ligger længere tilbage end 2019. Nymodens er det ikke, der er tale om helt klassiske dyder, som en stærk vokal og gode tekster.

Der er dog kamp om publikums gunst fra start. I samme tidsrum kunne man også overveje drømmende pop fra dansk-japanske Mina Okabe på Eos kl. 17.00. Eller vente til 17.30, svinge forbi Gloria og få sig en fusion af trap, pop og latin fra chilenske Akriila. Og så var der som nævnt Annika, kl.18.00 på Orange.

Er man ikke allerede forvirret eller presset, så skal der vælges efterfølgende. Skal det være støjende eksperimenter fra SlimO på Gaia kl. 19.15? Eller lokker det mere, at smutte ind på Gloria, hvor der bydes på nogle langt mere traditionsbårne toner fra Stundom. De gør sig i klassisk og traditionel instrumental folkemusik, som har noget næsten andægtigt over sig.

Noget, som fungerede og blev modtaget overraskende godt, da Stundom indtog Gaia under First Days i 2023. Jeg har dermed oplevet Stundom, og har tidligere måttet vælge SlimO fra. Alligevel trækker det i mig at besøge Gloria, for det er virkelig flot musik Stundom leverer.

Et uforudsigeligt syrebad af noise, krautrock og muteret techno… Okay, man KUNNE også runde Platform K Scenen kl. 19.30 og se om Shit and Shine lever op til navn og beskrivelse!

Let there be rock!

Fontains D.C., kl. 20.30, Orange Scene, hmm. Jeg har tidligere været lidt “kritisk”, eller i hvert fald lunken overfor både bandet og placeringen på Orange. Ja, de er et af tidens større, nyere rockbands og også ganske populære her til lands. Jeg har dog ikke haft voldsomt meget fidus til dem. Men, så udsendte de deres seneste plade og de numre jeg har hørt synes jeg faktisk er gode.

Så er der spørgsmålet om de passer på Orange, og er store nok til det, når rocken i forvejen er så marginaliseret på Roskilde. Hvad siger et ungt pop-publikum til det? På den anden side, så skal vi da ikke brokke os over, at Roskilde rent faktisk smider et relativt nyt rockband på Orange! OG, så ER det jo onsdag, og åbningsdagen er ofte den dag, hvor der er flest mennesker på pladsen på samme tid, fordi dagen er ret kort og kompakt. Så det er måske ikke helt dumt set af Roskilde, at smide dem på Orange netop Onsdag.

Skal man så blive hængende foran Orange, eller søge over mod Arena, hvor der er Wet Leg kl. 21.30. Lidt underligt, at to navne, som begge appellerer til P6-segmentet overlapper lidt i spilleplanen. Nuvel, Wet Leg på Arena, er vi igen ude i, at det virker som en lidt stor scene, men “det er onsdag og der er en milliard mennesker på pladsen”? Det sagt, så kunne man godt frygte lidt, at duoens energiske garagerock/døsig slacker-punk kunne gå hen og drukne lidt på den store scene.

Det er måske også ligegyldigt for mig, for jeg havde jo egentlig planer om, at tjekke Ali ud på Gloria samtidig. Bag det noget anonyme navn gemmer der sig noget af en herlig blanding. Mellemøstlige toner, indonesisk psychrock tilsat noget funky. Efter mit svedige møde samme tid og sted sidste år med de tyrkiske rave-rockere LaLaLar, så er der noget her der pirrer min nysgerrighed.

Der er bare lige et lille problem. Jeg skal være på den anden side af pladsen en time senere. Der er nemlig rave-rock-fest med Fat Dog kl. 22.30 på Apollo, forresten samtidig med Charli XCX på Orange – så en fyldt plads skal også lige krydses. Jeg håber kraftedeme det er besværet værd OG at jeg skal overvinde mine forbehold for at klemme mig ind gennem indgangen til Apollo! Men jeg er sgu’ nødt til at kokse lidt ud til et nummer som “King of the Slugs”.

Ellers er der jo også endnu mere eksperimenterende toner på Gaia, hvor Still House Plants eksperimenterer med rock, jazz og kraut. Er man mere til noget country-punk, så kigger Ice Age frontmand Elias Rønnenfelt forbi Avalon med sit solomateriale kl. 23.00. Der er da egentlig pænt meget “rocket” på plakaten onsdag? For man kan også fange britiske Moin på Gloria kl. 23.45. Dem ville jeg gerne kunne lide, men den alternative snakke-rock Moin leverer er ikke helt faldet i min smag.

Nå, skal vi slutte med et valg? Skal man se Deftones igen igen igen igen igen, men denne gang på et rigtig godt spilletidspunkt og på den rette scene, når de indtager Arena til midnat? Eller skal den første dag lukkes med noget ny alt-pop på Eos, hvor Yeager tropper op. Hendes nummer “Jaguar” er rigtig godt, men er det nok til at stå udendørs og forsøge at holde varmen ved Eos?

Man KUNNE også få varmen på Gaia, hvor Meridian Brothers spiller op til latinamerikansk dans kl. 00.15. Cumbia, rumba, afro-colombianske- og psykedeliske rytmer? Så er man vist klar til at danse ned i teltet efterfølgende.

Et bud på en onsdagsrute kunne være:

17.15, Gaia, Kassi Valazza

(18.00, Orange, Annika)

19.30, Gloria, Stundom

20.30, Orange, Fontains D.C.

21.30, Arena, Wet Leg eller 21.30, Gloria, Ali

22.30, Apollo, Fat Dog

00.00, Arena, Deftones eller 00,00, Eos, Yeager

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleRF’25: Hvad sker der på Rising i år?
Next articleRF’25: På tur i programmet, torsdag d. 3/7

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.