Roskilde Festival 2025 er et overstået kapitel, men blev det et til historie- eller glemmebogen? Her er nogle ord, tanker og argumenter for og imod begge dele, men en generel følelse af, at vi nok snart trænger til noget forandring. For alles skyld.
Nu har jeg lige taget et døgns tid helt uden for den selvskabte Roskilde boble, inden jeg begyndte at skrive det her. En boble, jeg i en eller anden udstrækning har befundet mig i, i månedsvis. Og jeg er sgu lidt træt. Både af at tænke og skrive om Roskilde, men også af den lidt flade og delvist frustrerende følelse jeg sidder tilbage med i den halv-slidte krop.
Efter et for mig personligt rigtig godt år på festivalen i 2024, så føltes det her lidt undervældende. Ikke grundet selskabet, det var som altid en fornøjelse. Men mere de store linjer. Det kan der være virkelig mange grunde til. Min egen form, spændingsniveau, energi, humør, koncerterne man lige ramte, programmet som helhed. For meget falafel i felten, en øl for meget tirsdag? Vinden, regnen, solen…
I min sidste artikel om festivalen de seneste 25 gange ævlede jeg om minder, nu havde jeg også brugt over en måned på at kortlægge min egen Roskilde historie. Fra min første festival i 1999 til den seneste sidste år som en form for fejring af at den netop overståede festival var nummer 25 i streg. Men også for at kigge på, hvordan Roskilde har ændret og udviklet sig over årene for at kunne have en form for overblik og noget kontekst.
Det er en ordentlig mundfuld at sluge og måltid at overskue, og man får ikke alt med. Hvilket nok ville kræve en bog og en bedre skribent end undertegnede. Men jeg håber det giver mig en eller anden form for ballast til at kunne skrive noget, som om ikke andet rummer nogle nuancer i betragtningerne.
Roskilde Festival er trods højrøstede opråb ikke død. Den trænger dog til et tjek og noget genoptræning.
Roskilde Festival afspejler samfundet på godt og ondt
Minder kan være noget farligt noget, og som jeg skrev i artiklen, så kan man ikke nødvendigvis stole på dem. De er formet og ændret over tid, tilpasset ens egen virkelighed og billedet man gerne vil have de passer ind i.
Derfor kan det også være farligt at sige, at alt var bedre i gamle dage. Inklusive Roskilde Festival, for det er minder, der er ekstremt farvede. Og måske har “gode gamle Roskilde”, som man husker og gerne vil have den aldrig rigtig eksisteret. Ligesom nutiden muligvis ikke er så frygtelig og FORDUMMENDE, som nogle vil gøre den ud til.
Der gælder også gæster, publikum og ungdommen generelt. De er opflasket med reality tv, SoMe, influencere og stupid popmusik uden indhold. Påstår Thomas Treo. En skam den korte og overfladiske “dom” ikke rummer flere nuancer og perspektiver for, der kunne være noget om NOGET af snakken.
De udfordringer og problemer der er på Roskilde Festival i disse år, som blev ekstra tydelig for mig i år, er også samfundsmæssige. Og afspejles dermed naturligt på festivalen. Du kan jo ikke forlange eller regne med, at en generation, som er “opdraget” til og med hvad der rører sig politisk, kulturelt, sociologisk osv. uden for Roskilde, ikke tager det med ind på pladsen.
Roskilde Festival er lidt oppe mod overmagten her, de kan næppe genopdrage en hel generation til pludselig at stå igennem en hel koncert med Bob Dylan, Neil Young eller hvem man nu syntes ikke er overfladisk “poppet” underholdning. Når de (skåret over en bred kam, forstår sig) er opdraget til at musik og koncerter er et brug-og-smid-væk produkt. Et hurtigt fiks, nem underholdning, baggrundstæppe til deres egen fest eller lignende.
De er vant til at swipe væk i en fart, videre til det næste, hvis noget ikke lige fanger, eller selv hvis det gør. Det er bare videre, hele tiden videre til det næste.
Det kommer til at kræve en helt grundlæggende omskoling, at gøre op med den indstilling og adfærd. Roskilde har tilsyneladende valgt på de større linjer at følge med strømmen her i stedet for at indtage en mere opdragende position. Ellers ville de næppe få udsolgt, hvilket de så alligevel ikke gjorde i år.
Ikke før 11. time i hvert tilfælde
Husk hvem I er
“Heldigvis” kom de i mål, fordi det betyder flere penge til godgørende formål og velgørenhed. Så kan de klappe sig selv på skulderen, når de har tørret sveden af panden. Det havde jo ikke været verdens undergang, hvis der ikke var blevet udsolgt. Men det havde måske været en større lærestreg og et vink med en vognstang i endnu højere grad.
Nu kan de vælge at tage det som en sejr og ikke reflektere over, hvorfor det var så svært at sælge billetter i år. Jeg håber de i stedet går i seriøs tænkeboks, og ikke kun pga. billetsalget, men hele den samlede oplevelse og indtrykket man er efterladt med.
Hvad kan man så gøre? Det får jeg ikke penge for at komme med gode idéer om. Heldigvis, for jeg ville næppe være min løn værd. Men kernen i det, eller en overskrift eller pejlemærke, kunne være at huske hvem man var og er, finde tilbage til essensen af Roskilde og få det til at fylde mere. Hvilket er cirka det mest ukonkrete og fluffy, jeg nærmest kunne sige.
Det betyder ikke, at Roskilde skal være, som i “gamle dage”. Det er fortid. Den kommer ikke tilbage, det skal den heller ikke, sådan fungerer tid bare ikke – den bevæger sig fremad. Men man risikere at miste den sidste rest “ånd” og det der har gjort Roskilde til noget helt unikt og ganske særligt, som man skal værne om.
Der er publikum i alle aldre også en del af det. Vælger man den næsten rene ungdomsfest på de større scener, hvor man booker tidens toner og bare padler med i streamingtjenesternes strøm, så vælger man også folk over 25 fra. Jeg har tidligere sagt, at det var fornuftigt af festivalen at satse ungt og dermed fremtidssikre festivalen. Nu er jeg i tvivl om det ikke har taget overhånd og ender med at have den modsatte effekt.
For med måden “ungdommen” forbruger og tilgår musik, koncerter og festivaler på, så ville jeg ikke satse på at de er særligt loyale. De swiper bare videre til næste underholdende fest og festival, hvis det behager dem. Især, hvis man ikke får solgt dem på “den særlige Roskilde ånd”. Det er jo grunden til at “vi” stadig vender tilbage år efter år, for det er ikke programmet eller følelsen af at føle sig reelt ønsket. Her ville jeg træde varsomt, hvis jeg var Roskilde.
For, hvad gør de så, hvis de et år eller to ikke lige kan fastholde det yngre publikums interesse? Håber på, at folk man i årevis har ignoreret og tilsidesat af hensynet til det nemme fiks og den hurtige fest, vender tilbage?
Det bliver spændende at se, hvor mange af det nuværende unge publikum, som når op på 25, 15, 10 eller bare 5 festivaler i fremtiden. Hvis jeg skulle spå, så ville jeg gætte på et fåtal. Hvilket betyder, at for at opretholde billetsalget til de unge er man nødt til at have en stigende udskiftning af dem år efter år. Det virker, som en model med en hurtig udløbsdato med mindre fødselsraten fik et boom, som jeg ikke lige fik med i midt-00erne?
Roskilde kan eller skal heller ikke satse butikken på os gamle røvhuller, der står og længes efter den tabte ungdom. Det er der heller ingen fremtid i. Men, der må kunne findes en farbar mellemvej, som også sikre et solidt fundament eller grundlag for festivalen fremover. Et hvor Roskilde ånden lever videre, som et kompas for festivalen og os alle et sted.
Eller er tiden rent faktisk, som tiderne er nu, ved at løbe fra festivaler, som Roskilde i den form vi husker dem?
På festivalshopping i Roskildes supermarked
Alt dette er ikke ensbetydende med at der ikke er god musik og gode oplevelser at finde. Der er masser. De er bare spredt, ofte af mindre størrelse, og gode koncerter som sådan, men desværre ofte heller ikke særligt mindeværdige.
Man skal efterhånden være heldig, og kunne tage sig til takke med at få en enkelt eller to koncerter, som man også tager med sig hjem – og som har gjort en forskel. Det kan selvfølgelig spille ind, at man er blevet ældre, har været der 25 gange og ligesom synes man “har set det hele”. Disse faktorer spiller ind og gør bare, at man lagrer ting anderledes med årene.
Jeg vil dog stadig påstå at Roskilde Festival har udviklet sig i en retning, hvor der godt nok er kvalitet og spændende navne at finde, men det gør ikke noget at man misser dem. Så når man bare et andet navn i stedet for. Tidligere kunne man få FOMO at være på Roskilde, nu kan man nærmest få en slags omvendt-FOMO.
Som da jeg gik forkert, eller rettere i en kortslutning, gik fejl af Gloria og Gaia. I stedet for etiopisk roots endte jeg med samisk folk i moderne indpakning. Nå ja, så så man det, men lidt firkantet stillet op gjorde det nok ikke den store forskel for det samlede regnskab, om det var det ene eller det andet.
Dermed ikke sagt, at der ikke kan være isolerede stjernestunder i det små, som kan gøre indtryk. Stundom funklede i det stille på Gloria, Bissesvinet udfordrede og var på tværs med et tankevækkende show på Gaia. Men det hele risikerer bare at flyde sammen, være held i lotteriet eller en af mange små perler på en tynd snor.
For hver af dem er der en Bedouin Burger, der ikke lige fanger i længden, eller Body Void, som ikke viser sig at være ventetiden værd. Og så kan man uden kvaler bare gå og finde den næste lille smagsprøve af et eller andet. Over en hel festival er det ikke mættende nok, og bliver ren shoppen rundt med spredte gode tilbud.
En tendens som ikke er ny, heller ikke følelsen af at jeg søger mod de mindre scener. Det er jo ganske naturligt og hænger sammen med, at det er der, man synes, der er noget musik til en.
Jeg kunne i princippet bare have hængt ud ved Gloria de fleste dage, og snuppet dagsprogrammerne. Eller parkeret bussen ved Gaia og Gutter Baren, som jeg er ret sikker på at mange i plus 30 segmentet har som fast base. Det bliver også bare lidt kedeligt i længden. Og det KAN vel heller ikke være meningen eller tanken med Roskilde, at det er en forvokset festival for upcoming og det ukendte, hvis man ikke lige gider det, som er det mest mainstream eller populære?
I det hele taget kom jeg nogenlunde rundt på pladsen. En plads der i opbygning minder meget om de foregående års, funktionel men med et par underlige valg og forhindringer hist og her.
En port på tværs af hovedvejen mellem Arena og Orange, så man forsøgte at guide folk over i et såkaldt “fast track” -spor? Jeg forstod det principielt, det kan være en stærkt befærdet rute i begge retninger i visse perioder. Så trafikstyring var da en fin tanke i teorien, i praksis virkede det lidt som om det gjorde ondt værre. Og nede ved Arena kunne man ikke længere gå mellem staldbygningerne og zig zagge over til Avalon tæt på, men skulle hele vejen udenom?! Giver det ikke mere trafik og flaskehals på hovedvejen?
Ovre på den anden side af pladsen har i årevis ligget et ret stort uudnyttet område mellem Apollo og Exit, venstre for Orange. Der har gjort det til en underlig ødemark. I år var de frivilliges Volunteers Village rykket ind her. Det virkede som en rigtig god idé og udnyttelse af pladsen!
Apropos Apollo, det er en scene, som jeg ofte gerne vil have set koncerter på, men ikke orket. Indgangssystemet med sluser og kø til de mest populære navne, har virket som unødig spildtid og lidt klaustrofobisk for mig. I år bed jeg det i mig, og nåede at besøge scenen hele tre gange. En tredobling af det samlede antal fra årene før.
Der var en Fat Dog fuser, et kortere visit, hvor jeg med vilje “drejede forkert” på vej ud af fra pladsen og smagte på noget kaldet Qing Madi. Og så en hel koncert med synth-goth-rock-kunstneren Allie X. Det var en god oplevelse, Apollo ER en fed scene, når man først er kommet ind. Men jeg oplevede nok ikke dens fulde potentiale med en eller anden nattefest, hvor der er fuld smæk på lys og røg.
Magtdemonstration og demonstration på Orange
Når man så endelig finder noget på de større scener, som kunne falde i ens smag eller ikke er hundrede procent tilegnet de unge, så er man stadig ikke sikker på gevinst. Det kan jo svinge fra år til år af mange grunde, men når man er hungrende og trængende efter noget man kender eller bare et hit, så bliver programmet mangler og slagsider ekstra udstillet hvis de udebliver.
Deftones virkede som en sikker vinder, men startede som en fuser. Og så gik jeg. Både fordi jeg har set dem en håndfuld gange før, og fordi noget jeg hellere ville se pludselig blev en mulighed. Fat Dog skulle have spillet 22.30 på Apollo, men startede aldrig pga. vejret. Pludselig dukkede de op i APPens spilleplan kl. 00.00, da Deftones startede, hvilket jeg opdagede 10 minutter for sent. Af sted mod Apollo, fordi det var så nemt bare at droppe Deftones.
At Fat Dog så skuffede og stemningen på Apollo var virkelig underlig på det tidspunkt, og slet ikke min type fest. Ja, det er en anden snak.
Stemningen var også lidt underlig til Olivia Rodrigo, som nok var festivalens største navn i år. Der var godt fyldt, men ikke tætpakket foran Orange, men stemningen og publikum viste sig hurtigt at være underligt flad og energiforladt. Al fællessang og bifald døde straks ud efter de specifikke sange sluttede, hvis folk da ikke stod og knævrede løs.
Der var fest og fællessang i pitten, det kunne man høre på de mange lyse stemmer. Men lige bag, der hvor jeg stod, lidt ud til venstre, da kunne man høre og se festen fise ud meget hurtigt efter hvert hit og høre folk begynde at snakke højlydt. Jeg håber ikke de kunne høre det i pitten og havde årets fest.
For det skal man også huske, når man sidder her og spiller (gammel)klog. Nogle af de her koncerter og øjeblikke, har været årets oplevelse for en eller flere derude. Jeg prøver at generalisere og tegne de større linjer og indtryk når jeg skriver den slags.
Zoomer jeg ind, så var Doechii fucking fedt. Rap og sceneshow, hvor begge dele spillede, spillede sammen og blev til noget større. Det gik en lille smule ud over nærværet, Doechii og holdet havde for travlt og var fokuseret på alt der skulle afvikles på samme tid til, at gøre det personligt. Alligevel virkede det ikke maskinelt, eller som om det bare blev liret af, det var både Doechii som rapper og showet alt for blæret til.
Omvendt var det meget skrabet, hvad Fontaines D.C. diskede op med af show til deres rockkoncert. Det var stramt, seriøst og cool på den der “vi mener det her alvorligt og er ret cool fordi vi ikke gir en fuck” måde. Til gengæld GAV de en fuck for deres holdninger og statements.
De tog adskillige minutter ud af deres dyrebare spilletid til at invitere forskellige palæstinensiske grupper og organisationer på scenen og give dem taletid. Prisværdigt og troværdigt i den forstand, at det her ikke var et “gratis statement”. De tog mindst et nummer af sætlisten mod slut for at give plads, og lod alle komme til orde, mens de selv holdt sig i baggrunden.
Det var desværre også lidt for langt og kom mod slut til at virke lidt som et ekkokammer. Så kan det få den omvendte effekt. Eksempelvis, at folk begynder at gå, eller det kommer til at hedde sig, at man kun giver den ene side taletid. Og så udvandrer Tom Jensen fra Berlingske altså. Det tab må vi så alle lære at leve med, mens han kan skrive en artikel om “demonstrationen” frem for, I ved, folkedrab i Gaza.
MEN. I en tid, hvor man (jeg selv delvist inkluderet) anklager Roskilde Festival for, at være blevet for “dum” og indholdsløs, så burde man også sætte pris på at sådan noget her sker. Om det så kammede over, eller festivalen overordnet har “valgt side” (den rigtige side), så er det dog holdninger og indhold, som er særdeles relevant og afspejler samfundet og verden udenfor.
Om det så gør nogen som helst forskel, eller folk der ikke i forvejen er enige hører efter, det er vist en længere diskussion. Men slet ikke at ville tage diskussionen, og gå fordi man ikke lige er enig, og bagefter skrive om det i sin avis, tja. Spejl.
Eller om folk får det med i deres egen talestrømme, kan også være tvivlsomt. For var der en fællesnævner i år, så var det Snakkeklubbbens comeback. I forstærket udgave! Jeg synes egentlig den havde været på tilbagetog, eller under kontrol de senere år – igen kommer det nok an på, hvilke koncerter man lige har været til.
Det var slemt i år. Virkelig slemt. Kun Gloria gik fri, her kommer de mest dedikerede og koncentrerede, fordi man ofte skal stå i kø og aktivt opsøge koncerten. Og ikke bare kommer dryssende eller tilfældigvis står der.
Stakkels Vincent Neil Emerson og hans lille countrytrio blev nådesløst fuldstændig overdøvet af højlydt kaglen og summen på Avalon. Der må være en grænse. Jeg oplevede en del snak rundt omkring, hvor man til nød kunne ignorere det og stadig få noget ud af koncerterne. Her var det decideret ødelæggende.
Hvad kan man gøre? Det hænger nok naturligt sammen med noget af det tidligere nævnte, hvis folk ikke føler, at man reelt går glip af noget vigtigt, så skader det vel ikke at snakke? Men der burde nu være noget naturlig selvjustits. Hvis de der snakker da overhovedet selv opdager, at de og alt for mange andre står og overdøver musikken?
Nogle ville argumentere for, at hvis det var interessant nok det der skete på scenen, så holder folk kæft. Den holder bare heller ikke ved nærmere granskning. Hør her, vi kan alle komme til at stå og snakke lidt, jeg gør det også selv. Men ikke en hel koncert. Så gør man det UDENFOR teltet. Foran Orange er det selvfølgelig ikke muligt og en anden snak (pun intended).
Skal man så bare skrue så højt op for lyden, at man overdøver folk? Det er nok ikke lovligt. Roskilde vil sikkert helst heller ikke prøve at diktere, hvad folk skal gøre under koncerter. Men det var da efterhånden værd at overveje, om man skulle eksperimentere med at cutte lyden og sige “quiet please”, som ved en tenniskamp, inden den sættes i gang igen.
Kan man lave hold af servicevagter i specifikke veste, som kredser rundt ligesom crowd safety, bare med opgaven om at tysse på de mest snakkesalige? Kampagner med “TI STILLE” på storskærmen eller på blinkende lystavler? Afspærre scener som Gaia og Avalon indtil få øjeblikke inden koncertstart, så folk ikke kan stå og snakke sig varme inden musikken begynder?
Intensive tegnsprogskurser, som skal bestås inden man kan købe billet, så man kan stå og snakke stille sammen med håndtegn? Jeg så en trio unge gæster snakke “højt” på Gloria til Bedouin Burger, helt oppe foran scenen til en meget stille koncert. De gjorde det bare på netop tegnsprog. Så er det OK at stå og knævre, selv på Gloria.
De første dages helte og heltinder
Snakken er ikke så udpræget et problem normalt under de såkaldte First Days, men heller ikke her var alt fryd og gammen i år. Så det var ganske enkelt en tendens hele ugen. Heldigvis var der også andet at fokusere på end sniksnak.
Der var eksempelvis musik, som vanligt af ganske høj standard. Jeg oplevede faktisk ikke nogen falde decideret igennem, selvom et navn som Karoline Funder kom til at fremstå meget lille og til at overse og høre på Eos.
Spilts hardcore var måske heller ikke helt flyveklar til et telt af Gaias størrelse, men der kan de første dage være en nådig og tilgivende gave og mulighed for at samle erfaring. Der var masser af goodwill og velvilje fra publikum, og bandets ihærdige indsats og energi kunne man ikke tage fra dem.
Roskilde giver altid plads til den slags under Rising-banneret, hvorfor man også kunne opleve et navn som Casket Spray på Gaia. Det er et power violence navn af en størrelse og karakter, som man uden at fornærme nogen, nok ville kalde pænt undergrund.
Det kan man nok også godt slippe af sted med at kalde den svenske gruppe Gróa, der bragte eksperimenterende støj, avantgarde og punk råhed til de første dage. Det var en klassisk, “det her forstår jeg ikke/det er vist ikke lige mig” oplevelser, der gradvist muterede til, “vent, jeg tror jeg har fået tunet ind”. Mindeværdigt? Mjah. Anderledes? Bestemt.
Anderledes end de fleste er Uden Ord også, som formåede at få skovlen under det ucharmerende skrummel af en open air kasse, Eos. Lykkeligvis for os alle var Snakkeklubben ikke mødt op i solen den eftermiddag, ellers var deres sarte og emotionelle blanding af indie, alt-pop, leg med vokaler m.m. nok blevet druknet af for MANGE og høje ord PÅ pladsen.
Mumle mumlede ikke, men gav den alt hvad den kunne trække for en ung, gæv sønderjyde på sin første Roskilde. Hun spillede tidligt, som en af de første på hele festivalen, og trak en af de større forsamlinger foran Eos. Og hun kom næsten helskindet igennem uden at blive kuppet af publikum. Medmindre man taler fællessang, så blev hun faktisk periodevist overtaget af hoben. I dette tilfælde en god ting.
De to højdepunkter for mig stod to andre navne for, der begge optrådte på den mere tilgivende Gaia-scene. Her er det muligt at gøre det mere nærværende og intimt end på Eos. Det udnyttede først de damer Stine Bramsen og Kajsa Vala i Bye Bye Brenda, da de holdt P4-venligt hof med deres pæne, men velspillede og smukt klingende country. Erfaring og rutine fornægter sig heller ikke, og stikker i dén grad ud under de første dage.
Vilma Crow klarede det om muligt endnu flottere uden at have nær så meget erfaring og rutine med i rygsækken som ballast. Til gengæld havde hun timing, scenetække, udstråling og en samling sange, der var stærke nok til at kompensere for adskillige ekstra år på bagen. Det var en af de STORE små oplevelser, hvor det skinnede igennem, at der er noget endnu større i vente.
Den ægte Roskilde-følelse
Skal det så være på en af de større scener under de sidste dage et af de kommende år? Der kunne sagtens stå Avalon på næste destination på et navn som Vilma Crow, så må man håbe at folk har fået mundkurv på. Eller der dukker et lige disciplineret, modent og velopdragen publikum op på Avalon, som det hun havde på Gaia.
Det KAN lade sig gøre. Men spørgsmålet er, om det bliver mere undtagelsen end reglen fremover. Igen.
Og spørgsmålet er også om hvem og hvor mange, der så dukker op på de næste Roskilde Festivaler. Fortsætter den illoyale ungdomssvingdørsmentalitet med tiltagende styrke? Kan vi evt. gøre noget, ikke mindst festivalen for at vende tendensen og sejle mod strømmen? Det bliver noget af en manøvre, Roskilde er en supertanker, den slags tager tid at bremse og ændre kurs med – og så skal man sejle mod tidens øvrige tendenser, adfærd- og forbrugsmønstre.
Men det føles også som en nødvendig manøvre nu. Ellers har jeg på fornemmelsen at flere rutinerede gæster falder fra fordi de mister den sidste gejst, og følelsen af at det er tid, penge og kampen værd. Hvad er der efterhånden tilbage at kæmpe for, hvis man slet ikke genkender Roskilde, kan føle ånden eller at ens indsats og bidrag er værdsat?
Vi skal ikke tilbage til de gode gamle dage, det er ren DF-tankegang. Morten Korch Roskilde har aldrig eksisteret. Men sjælen af Roskilde i de minder man har, falske, omformede eller med en snert af noget ægte, vil man gerne kunne mærke mere.
Næsten paradoksalt var det måske mest mindeværdige, jeg oplevede på Roskilde i år en markering af en tragedie fra en efterhånden fjern fortid. Markeringen mandag formiddag af 25 året for Pearl Jam-ulykken var en smuk, værdig og rørende oplevelse. En som på en umådelig trist baggrund på en eller anden usagt, spontan og naturlig måde fik skabt en forbindelse mellem folk for en stund.
Her kunne man mærke sjælen og Roskilde ånden. Om man var dengang, som mange af os fremmødte var, eller bare var med for at vise respekt. Der opstod et bånd og følelsen af et fællesskab. Det var Roskilde, når Roskilde er bedst, selvom baggrunden var sørgelig.
Det føltes som noget vigtigt. Det føltes ægte.
En atmosfære, som må og skal kunne bringes tilbage på festivalen i bredere forstand, og som en naturlig del af at være på Roskilde Festival. Så skal vi alle nok blive ved med, at komme de næste 25 gange.
Links til dækning af Roskilde Festival 2025 med mange flere kunstnere:
Reportage og introduktion, lørdag d. 28/6
Reportage og anmeldelser, søndag d. 29/6
Reportage og anmeldelser, mandag d. 30/6
Reportage og anmeldelser, tirsdag d. 1/7
Reportage og anmeldelser, onsdag d. 2/7
Reportage og anmeldelser, torsdag d. 3/7
Reportage og anmeldelser, fredag d. 4/7
Reportage og anmeldelser, lørdag d. 5/7
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
Udvalgte billeder:
