Fredag var endnu en af de lange, både pga. lidt tung form og fordi der skulle nås en del koncerter. Man fik da to gode til glimrende Orange koncerter med Olivia Rodrigo og Doechii, en tur i klubben med Allie X, i væksthuset med Big Fan, små smagsprøver rundt omkring og et scifi heksebal fra John Cxnnor x Witch Club Satan.
Hvis det følgende er endnu mere usammenhængende end ellers, skyldes det muligvis, at jeg på vej ind i Pressecenteret bankede panden mod en port. Ja, porten til laden var kun halv-åben, det så jeg ikke lige da jeg gik og shoegazede. BANG, godmorgen!
Vi spoler tilbage til fredag morgen, hvor jeg for første gang i år vågnede uden at have brugt natten på kramper i bentøjet?! Succes, er man ved at have akklimatiseret og ramt det rette niveau? Ikke helt, men det kommer vi til.
“Har du sovet godt?”, lød det fra den yngre fyr, der sad og bestyrede garderoben i Pressecenteret.Øh, jo tak du hvad med dig? Dejligt med sådan nogle høflige frivillige fra morgenstunden. Ellers tog den ene time og kop kaffe den anden, og inden man så sig om var jeg ude i virkeligheden igen. Roskilde virkeligheden. Kunne endda lige nå lidt morgenmad inden første koncert.
White Rabbit (er det det den hedder, hmm?) ligger praktisk tæt på Gloria, så det blev dagens valg. Masala til morgenmad? Jeg burde vide bedre, jeg kan putte meget i affaldskværnen, men karry og chili er den normalt ikke helt tilfreds med. Nuvel, det er altså stadig en af pladsen bedre deals. Det mætter, det smagte, portionen er fin til prisen og den koster kun 65 kr. – det er godkendt. Vi ender på 4 tilfredse morgenmadsstjerner.
Og så vender vi tilbage til den karry efter en tur ind i mørket på Gloria.
Store fans af hinanden og os af dem
Her stod Big Fan klar til deres anden koncert på dagen, idet de også gav en tidlig, klokken 11.30 samme sted. Navnet dækker over en slags kreativ veninde/gensidig fanklub bestående af Barbro og Mija Milovic. Så det er ikke helt ukendte kræfter, der supplerede op med et lille band og to kvinder der “hånd tekstede” koncerten for hørehæmmede på scenen.
Idéen var, som jeg forstod den, at bruge rummet på en ny måde, så det blev en anderledes koncertoplevelse. Det er nok begrænset, hvad man som udgangspunkt KAN gøre af vilde ting på Gloria, når næste band står klar i kulissen. Så de og vi måtte “nøjes” med, at de to kvinder midt i sættet forlod scenen og i ly af bandet, der spillede videre, sneg sig op på tribunen bagest i lokalet og placerede sig bag tangenterne.
Her spillede de to stille numre, vandrede dernæst gennem publikum og sang færdig og vendte tilbage på scenen. Nå ja, det var da NOGET. Det var musikken sådan set også. De to fans af hinanden har brugt 1 ½ års tid på at skrive sange, som vi fik lov til at nyde i de godt 50 minutter hele seancen varede.
Det er rock, det er lidt americana, der er noget singer songwriter og en lille tilpas snert af noget, der ulmer, støjer og gerne vil bryde ud. Deres vokaler er gode hver for sig og passer glimrende sammen, så der var skønne øjeblikke, hvor man kunne stå og nyde stemmernes samspil, nuancer og kontraster.
“Wall of Mine” blev dedikeret til alle dem, der er gået på gaderne og demonstrerer, så behøver man ikke sige så meget mere. Fremragende nummer i øvrigt, som blev sunget og foldet helt ud på Gloria. Dagens første højdepunkt.
Således opløftet kunne man trisse ug i lyset igen og gå på gaden. Mit mål var dog nok mindre ærværdigt end dem, der rent faktisk rammer gaderne for at forlange forandring og kæmper mod uretfærdighed. Og så alligevel?
Balinesiske åkander og Røde Kors Regnjakker
Uden mål daskede jeg lidt rundt, og kom forbi den lille Platform scene for første gang i år, hvor der IKKE var proppet for en gangs skyld. For at blive lidt i temaet, så kørte der et loop/sample hvor noget med “politics” blev gentaget. Mens Anton Friisgaard sad og drejede på knapper, bakket op af en håndfuld musikere fra Bali på traditionelle instrumenter.
Der var tale om fremførelsen af sidste del af det balinesiske gamelan-ensemble Gamelan Salukat og Friisgaards fælles projekt Teratai Åkande. Velkommen på Roskilde, du kan nå fra Indisk Karryret, hjem til Danmark og tilbage til Sydøstasien på en times tid. Det var egentlig meget behageligt, men benene ville også videre efter lidt tid i solen på Platform.
Det var en af de dage, kunne jeg mærke. Man begynder at blive både lidt rastløs og er samtidig ved at være fyldt op med indtryk. Det bliver kun forstærket af en hjerne, der, trods at vi har husket pillerne, endnu ikke har et filter eller en stopklods. Så alt ryger bare ubevidst ind, uden sortering indtil harddisken er fuld og begynder at strejke. Der kommer kort sagt udfald. Og er man ikke opmærksom, hvilket kan være svært I momentet, så går man og bliver lidt stresset eller grumpy.
Så må man tilpasse sig og forsøge at navigere i det, hvilket indebar “ikke for mange planer og faste aftaler, og minimal socialisering med gode mennesker”. Samtidig var det den traditionelle “hul i maven” dag. Konstant sult fordi jeg ikke helt har spist nok de foregående dage. Den plejer bare først at ramme på sidstedagen. What gives, vi er en dag tidlig på grovædervognen i år?!
Det blev meldt regn senere. Så kan gode råd være lidt dyre herude, hvis man ikke kan eller vil nøjes med en engangspose. Efter svømmeturen onsdag tænkte jeg, at tørt tøj ville hjælpe lidt på min form, trods alt, så jagten gik ind på en regnjakke. Hmmm.
Jeg spottede en Røde Kors butik mellem Gaia og Orange, lige på kanten af det område, hvor fede brands kan købe sig til en plads og sælge overdyrt tøj og tingeltangel. Røde Kors, det kunne da være en mulighed. Og søreme om de ikke havde et parti nye regnjakker hængende udenfor. 95 kr. for en tyk, lang og meget tung satan af en jakke. Endnu en fair deal! Og den blev jeg glad for senere!
Men først tilbage mod Gloria, hvor næste koncert var under opsejling kl. 15.00. Der var en ledig plads på en gammel træstamme, så kunne man sidde der og prøve at lokke Wingman Mongo ud af sit skjul i lejren. Hvilket lykkedes.
Der var underligt få på pladsen, sov folk længe? Nåååårrh, de havde nok proppet pladsen omkring Arena til Emma Sehested Høeg. Jeps. Og skal love for den indre plads generelt blev pakket de følgende timer. Jeeez.
Manglende ude af kroppen oplevelse
Først skulle man dog i sikkerhed på Gloria, der langt fra var tætpakket, da den amerikanske støj-metal gruppe Body Void gik på. Der var næsten mandsopdækning til os fra Roskilde folk i forskelligt farvede sikkerhedsveste. Af uransagelige årsager var koncerten markeret som “high energy” i programmet. Det var den langt fra.
Og bandet smadrede, råbe-skrigende, skingre, ambient larm møder horrorfilmsstøj opfordrer ikke ligefrem til mosh pits og benspjæt. Det er mere “få blæst hjernen ud” musik, som man står eller sidder til.
Det fungerede fint i starten, ud over at de havde lidt bøvl med at få tapet noget af frontskrigerens elektroniske isenkram fast til det lille opklappelige campingbord. Det krævede to stage hands, to bandmedlemmer og et par meters gaffatape. Nå, men efter en mere ambient indledning, hvor der langsomt blev bygget op, blev der larmet og skreget igennem.
Og så blev der gjort det samme i næste nummer. Og det næste. Og… OK, de gentog sådan set den samme opbygning og struktur i numrene? Efter en halv time havde man ligesom set det. Måske er Body Void for de indviede, måske er det bare sådan de er, men monotont virkede det.
Ud i solen igen, ud over at jorden var våd, så der måtte have været en skylle ind over området i mens man var i læ? Nå, Wingman skulle mødes med familien, yngste datter på 9 skulle have sin Roskilde debut. Velkommen til!
Agge Artigearditmam? Det ik’ mam
Jeg satte kursen mod Orange af en eller anden grund. Det var næppe musikken, Artigeardit og hans massive crowd havde lånt hovedscenen midt på eftermiddagen. Selvom det ikke lige er min smag, så synes jeg alligevel… lød det ikke lidt små-fesent og tamt?! Men mange mennesker, det var der, så efter at have stået og stenet lidt dansk pop-rap så tænkte jeg: mere mad?
Gademad! Den havde jeg rent glemt, den er placeret overfor den klassiske spaghettibod, på hovedvejen mellem Orange og Arena. Der er bare aldrig rigtig kø ved stedet, hvilket kan overraske, for man får virkelig noget for pengene her. I hvert tilfælde hvis man går efter en falafelrulle til 95 kr, og det gjorde jeg.
Den er stor. Og tyk. Og fyldt med velsmagende goodies. De falafel klumper de putter i er IKKE nærige, som mange andre steder på pladsen. Jeg kunne NÆSTEN ikke spise op, og med mine sønderjyske gener ville det ligne mig dårligt. Så jeg blev stædig. Den får en stor 5er på value for money skalaen. Giv Gademad et skud. Bare ikke når JEG er sulten – jeg gider ikke kø!
Derfor må man også motionere lidt på sådan en dag, hvor hele systemet føltes tiltagende ude af vatter eller bare lidt off. Så jeg endte ved Avalon i min søgen efter noget at drikke og et roligt ikke for crowded sted på pladsen. En MANgarita fattigere på kortet og jeg parkerede inde i et tomt telt og begyndte at stene. Og måske lægge en løs plan.
Electric Callboy på Arena? Puh, det lød for hyper og udmattende. Faye Webster her på Avalon kl. 17, mææææh. Der var noget som potentielt kunne lokke: etiopisk roots med Esy Tadesse på Gaia, så var man også nær Orange, inden Doechii gik på kl. 18.
Når man drejer forkert fra start
Det blev målet og jeg stak i retning af Gaia, hvor der nærmest var et tomt telt tæt på koncertstart. Det blev mere fyldt, og så tommere igen, som koncerten skred frem. Det startede også lidt (med al respekt) sært med et relativt hurtigt og poppet nummer, der bestemt ikke lød etiopisk eller som roots-musik.
Næste nummer var mere svævende og langsomt, jeg begyndte at tune ind på vokalen fra kvinden på scenen, der var iklædt noget der lignede en traditionel folkedragt. Hun så da også mere nordisk ud end jeg lige forbandt med noget etiopisk? Så gik tredje nummer i gang, og den genkendte jeg fra min Roskilde optakt. Da hun så kastede sig ud i noget, der kunne minde om lidende strubesang, dæmrede det endelig.
Jeg var gået til den “forkerte” koncert. Epiotisk roots var på GLORIA, der hvor jeg kom fra. I stedet var jeg endt til moderne samisk folk, hvor folkets traditionsbundne musik indgår leveret af Katarina Barruk. Flot, jeg kan ikke engang læse en spilleplan eller huske min egen optakt. Nuvel, det var vel et tegn på dagens generelle tilstand?
Nu var jeg der jo, så jeg fandt en siddeplads lige uden for teltet, hvor jeg kunne følge med i sagerne. Hun virkede umiddelbart ikke som den snakkesalige type, men måske var der også lidt nerver. Det virkede ikke som om hun havde fået mulighed for at komme så meget ud på de hjemlige kanter og optræde på større scener.
Burrak fik dog talt lidt om, at et nummer handlede om at få sit land tilbage, og få lov til at udleve ens folks traditioner, i denne forbindelse Samerne. Der så vidt jeg lige husker, så google mig ikke, er et traditionelt jægerfolk fra Lapland. Et område og folk, der er spredt ud over dele af Norge, Sverige, Finland og Rusland. Hjemme alle steder, men uden et hjemland, så at sige.
Der gik lidt folkedans i den, andre steder fornemmer man lidelse og længsel i stemme og musik. Hvilket er forståeligt, men nærmede mig også fasen på moderne Roskilde Festivaler, hvor man bare trænger til noget man kender. Spil et hit, lige meget hvad!
Jeg kendte en del af rapperen Doechiis numre hjemmefra, og synes det kan noget, så måske kunne man finde noget genkendeligt på Orange. Der blev trukket godt oppe foran, nu skulle jeg satme til hiphopshow.
Doechii, Orange Scene, 18.00
Og show fik man for alle pengene, sådan cirka, på de godt 55 minutter Doechii, hendes hold af dansere og en stedvis rappende DJ havde på den store scene. Som de fyldte godt ud. Ikke kun i kraft af antal, men også en scenedekoration, der var formet som en kæmpe boomboks. Med dansegulv på toppen og to rutsjebaner at glide tilbage på scenegulvet på.
Der blev indledt med noget video om at nu skulle vi en tur i the School of Hip Hop. Dernæst var der roll call, hvor samtlige deltagere blev introduceret med deres eget lille klip og navneskilt, schools in session? Og så blev vi sgu taget i skole af Doechii, der spankulerede selvsikkert på scenen til stor jubel.
Det her var… virkelig cool og godt lavet? Video og visuals blev dernæst brugt til at bladre i den store bog, School of Hip Hop, hvor vi kom igennem i alt 5 korte kapitler. De blev brugt til at dele sættet op i små afsnit med hver deres tema, “karakterer” og budskaber. Danserne var indledningsvist placeret ved små skoleborde, og så kørte skole-temaet ellers som en rød tråd gennem det hele.
Doechii virkede selvsikker og med udstråling nok til at fylde Orange ud, når hun tight og præcist spyttede sine rim ud. Hun er ikke den hurtigste rapper i verden, det er mere 80er/90er old school stil, men synes godt nok hendes flow var skarpt og fedt. Og så har hun bag alle attituderne og den her flashy stil noget på hjertet og er værd at lytte til.
Det her er ikke overfladisk bling bling rap, selvom det på overfladen kan lyde sådan og se sådan ud, når hun dansede rundt med mindre og mindre tøj på. Måske meget praktisk med badetøj når regnen for alvor satte i. Hvilket forresten kun fik stemningen til at stige blandt publikum?! YEEEEAK, REGN, PARTYTIME. Det spændingsniveau dog ikke holde en hel koncert igennem.
“I’m wet”, fik Doechii lige indskudt mellem to numre i det stramt afviklede sæt. Og det bliver det jo naturligt, når der er så mange elementer, der skal times og passe sammen. Men bare fordi hun var mere våd end ellers, mens hun sprøjtede de suspekt klingende rim ud, så er og var det altså ikke “PORNO PÅ ORANGE”, som der stod i et vist tabloidmedie. Har du/I lyttet og fulgt med i showet??
Ja, hun sad og skamred et uskyldigt skolebord til noget der lignede et voldsomt og hurtigt klimaks. Men det hele var en del af den større fortælling, showet og det lyriske univers. Doechii er sarkastisk, provokerende og deler ud af en forvrænget udgave af sit eget liv og karriere indtil nu. Showet sluttede endda med en epilog til hendes forskruede High School Musical, School of Hip Hop, hvor der stod at hittet “CATFISH” og det følgende var en parodi på netop det.
Og resten var en del af samme større univers, hvor den ægte Doechiis liv blandes med parodi og sarkasme. Det kan give lidt signalforvirring, når numre om sortes liv og forhold blandes med sange om en “Spookie Coochie”. Men der kunne folk så læne sig op af kapitelopdeling, og hvad der rent faktisk kommunikeres i sangene.
“Denial Is A River” er en kort samtale mellem to veninder, Doochie den ene, hvor hun presses til at afsløre, hvem hun egentlig er og ender som et liderligt Hollywood-elskende monster på stoffer. Inden sangen slutter med hurtige åndedrætsøvelser. Det er skægt! Passer noget af det? Muligvis, men det er også en karakter og spiller ind i Doechiis univers.
At hun har et hit i form af “Anxiety” demonstrerede modtagelsen fra publikum, da den blev leveret i en medrivende forlænget version sidst i sættet. Den låner sin grundmelodi fra “Somebody That I Used to Know”, som Gotye i sin til hittede med. Og havde lånt fra en anden. Klassisk hiphop finte, men den er brugt fremragende her.
Den handler, som titlen antyder, om angst og følelsen af at have en elefant stående på brystkassen. Det her er ikke porno, overflade og rent pjat og pjank. Doechii rummer mange ting, angst ville måske ikke være det første, man tænkte på, når man så, hvordan hun ejede Orange. You never know.
Jeg føler mig ret overbevist om, at det her må være en kommende stjerne. Hvis hun ikke allerede er det. For en gangs skyld en rapkoncert med en rapper, der både kunne og ville rappe, levere et ret ambitiøst show og ikke lade det gå ud over nogle af delene i levering og udførelsen. Jeg er fan!
Det var, og er jeg sådan set også af det der ventede lige efter, godt Doechii kunne finde ud af at komme til tiden modsat andre af hendes kolleger. For kl. 19.00 skulle jeg være på Apollo, og det passede lige på slaget. Nåede endda at løbe på en Gnu i soloudbrud, der havde efterladt resten i spredt formation på pladsen.
Allie X, Apollo, 19.00
Så skulle vi på klub med den canadiske synth/electro/new wave/post-punk kunstner Allie X, på et lidt magert fyldt Apollo. Ok, det havde også regnet, gjorde det til dels stadig, og Allie X er måske også druknet lidt i programmet. Eller var lidt fejlplaceret på “festscenen” Apollo, Gaia eller Gloria havde nok været mere oplagt.
Men Allie Xs lyd er OGSÅ klubbet, som i stemningen og klangen af en mørk, lille undergrundsklub i 80ernes Berlin. Eller noget tilsvarende industriel og tysk. Det var nummeret “Weird World” fra hendes nyeste album, Girl With No Face, som oprindeligt fangede min interesse. Det bragte mig på en måde mindelser om netop tyske Nena, der er mere end “99 Luftballons”.
Den faldt som andet nummer, og så var jeg fanget oppe foran. Der var også god plads. Allie X har et ansigt, det var bare mest gemt bag et par store hvide solbriller, der matchede hendes kjole, korset og øvrige hvide outfit. Girl with no face, gemt bag neutral hvid, mens den dunkelt dunkende musik spillede løs. Små virkemidler, men de fungerede på sådan en usagt og diskret vis. Og så kan man få et gratis bifald ud af at løfte solbrillerne. Eller grine af sig selv midt i et nummer, da hun fik dem viklet ind i snore og små pomponer på hendes ærmer.
Ellers snakkede hun ikke meget, “I don’t talk much during concert”, proklamerede hun tidligt. Sandt! Det er musikken og lyrikken om at være utilpasset, forkert osv. pga. ens køn og seksualitet. “John and Jonathan”, “You Slept On Me” titelnummeret “Girl With No Face”, nogle ting behøver heller ikke overforklares.
Som performer var Allie X en fin kombination af lidt stillestående (med spredte udflugter), kølig og cool og alligevel med noget nærvær. Og så kan hun faktisk synge. Ikke at det skal lyde som en overraskelse, men det er ikke altid “nødvendigt” i denne lidt lyssky fest-genre. Hun har nogle vilde fraseringer og udbrud, der bryder med den naturlige og indbyggede monotoni i musikken.
Og så fik det hele lov til at kulminere med den eminente “Off With The Tits”. Frigørelse gennem at få skåret brysterne af, det er ganske radikalt og en vild tekst.
En vild koncert til historiebøgerne var det måske ikke. Det var en lille cool fest, for de inviterede og indviede. Tak for indbydelsen, jeg kigger gerne forbi en anden gang i mere passende omgivelser.
Der er luft i rørsystemet!
Dobbelt op på koncerter, det betyder en pause og noget luft til mennesker. Så jeg søgte lidt væk, også af hensyn til omgivelserne. For NU var der uro og luft i slangerne et sted derinde beklager niveauet, men jeg havde fået mig en vaskeægte pruttedag! Helt uskadelig og ufarlig for alle parter, det var ren luft – well you know. Men KUN luft. Konstant. Jeg mistænker den der morgenkarry, men der var altså gang i luftpumpen og bobler i rørene.
Hvad med noget mere mad? Klart. Og Det Gode Brød (tror jeg den hedder, venstre for Orange, lidt afsides) var nærmeste option. Mere falafel, hmm, ok. Falafel BURGER, som var en bolle. Med coleslaw lignende kålræs og tre mistænksomt små kugler måske-falafel lagt i åbningen af den halvt opskårede bolle, på toppen af det øvrige indhold.
Hvordan skal sådan en spises uden tallerken eller bestik?! På en lidt grisset måde. Nuvel, det var, hvad det var. Ikke dårlig smag, skuffende falafel oven på Gademad og lidt opskruet pris på 90 kr, hvilket den ikke bør koste. Lad os være søde og kalde det 2 store stjerner.
Men kål? Det var da gennemtænkt i min daværende situation. Jeg var tydeligvis i stand til at tænke mig om, prut, og, prut, lægge planer. Så nu forsøgte vi igen. Endte med at styre mod Gaia, alt andet virkede uoverskueligt og skulle holde mig i nærheden af Orange. Der var nu under en times tid til Olivia Rodrigo.
Jeg prøvede at finde det manglende ekstra gear med mere flydende brændstof, Nu havde en MANgarita, en øl, en gin og tonic og en te med vodka ikke virket. Min funktionspromille var faretruende lav. Måske en 6,5% IPA kunne gøre tricket?
Dens virkning blev muligvis formindsket af Geordie Greep på Gaia. Der var proppet i teltet inden start. Folk havde søgt læ i det musikløse telt. Dårligt tegn. Det plejer at betyde, at alt for mange, der ikke er kommet for den næste koncert er trukket ind og bliver stående. Og ofte insisterer på at føre deres vigtige samtale videre, når musikken starter.
Det lod nu ikke til at røre Georgie Greep og hans kumpaner, eller gøre noget for min oplevelse, at folk knævrede. Delvist impro-fusionsjazz?! TRIGGER ALERT, CODE RED. OK, jeg gav det en reel chance, synes jeg, men det var for stor en mundfuld. Og der var jo i forvejen uro dernede, så der var ingen grund til at bide over og synke for meget.
MOD ORANGE. Og nogenlunde samme spot ret langt fremme i venstre side, så jeg kunne se hvad hende Olivia Rodrigo egentlig kunne.
Olivia Rodrigo, Orange Scene, 22.00
Havde jeg kunnet høre hende bedre, havde det måske været endnu nemmere at afgøre HVAD hun kan og ikke kan. Fucking hell da folkens, nøj en sludre og jappeklub, der havde lige så travlt med at ævle løs, som sporadisk at synge og danse med. Eller forsøge.
Her skærer vi flest mulig over én kam. Knyt sylten, nej, I kan ikke synge, og de fleste heller ikke danse – andet end ovenpå mine fødder og ankler. Og her taler vi for en gangs skyld på tværs af generationsskæl, unge som gamle, I var lige slemme om det. OK, let overvægt af midaldrende kvindfolk i min alder, på uledsaget udgang med veninderne, som mente de KUNNE synge og danse.
Det gav desværre en lidt underlig og flad stemning på pladsen, som i samspil med en lidt maskinel koncert punkterede den samlende fest, det burde og kunne have været foran Orange. Hvor der også var forholdsvis god plads i forhold til at der var tale om nok festivalens navn. Noget var bare lidt ude af balance denne aften.
Ærgerligt nok også hovedpersonens ellers stærkt klingende stemme, den havde sgu et par udfald undervejs. Især når den stod alene og de mest følsomme passager i balladerne, eller når hun var mest bevægelig og energisk. Tror ikke det var mangel på evner eller talent, der kan være talrige grunde til at stemmen lige får for meget. Og det ødelagde ikke den samlede oplevelse, om noget gav det lidt sprækker i facaden og ridser i lakken.
Der er nemlig også noget ekstremt glat, men meget virkningsfuldt over Rodrigo. Som om man får en umiddelbart “perfekt” pakke, naboens søde datter, der bobler med karisma, elsker de rock og punk plader i den poppede ende, som du måske også kunne lide engang. Og som nu destilleres yderligere og køres igennem strømlineren, så de helt unge også kan være med. Tilsæt “dybt personlige tekster” om heartbreak, hjertesorger, at være ung og forelsket, køre i sin bil og være forelsket.
Lige til at sluge og meget amerikansk, på den måde de unge (og os ældre) har set i utallige film og serier. Rodrigo kunne sagtens være en charmerende og karismatisk hovedperson i en generisk, men sympatisk amerikansk tv-serie eller teenagefilm. Altså, nu er hun fyldte 22, men en af hendes egne favoritsange, som hun selv har skrevet og elsker at spille, skrev hun da hun var 17. Og så fik vi den på akustisk guitar, mens folk snakkede så højt, at de uden problemer overdøvede den højstemte fanklub i pitten.
Den var der nemlig, og det er en fanklub. Du kan være fan af Olivia Rodrigo pakken, og jeg forstår det. Den har jo som sagt det hele, det er lige til dit forelskede eller bristede teenage hjerte og værelset med idol plakater på væggene. Og intet nedladende om det, det er en proces. Apropos, som de ældre sladdertanter på pladsen burde være vokset fra – så bliv dog væk, yak yak yak. Jeg forsøgte forgæves at manøvre lidt rundt, hver gang en gruppe snakkede for højt eller dansede for uforsvarligt for mine fødder.
Det medvirkede også til at koncerten tabte momentum efter den stærke start. “Obessed” åbnede energisk, “Homeschooled Girl” fulgte trop og så fulgte nærmest et for tidligt one-two punch med forrygende “Vampire” og den lige så stærke “Drivers Licence”. Og så tabte koncerten højde.
Så havde man allerede lidt hørt “det hele”. Kompetent komponeret og udført poppunk, rock, ren pop og noget ballade-klingende. Og nu skulle Rodrigo en tur bag klaveret og spille nogle mere stille sange. Det brugte og misbrugte snakkeklubben og stemningen kom sig aldrig. Både sing a long, som var der i perioder, men ikke for alvor blev højt og vedholdende, og bifald tonede overraskende ud. Klap klap, ffffffffff, og så punkterede samtlige bifald, som en træt luftmadras i et vådt telt.
Rodrigo fik den stedvis hævet op, men der manglede ganske enkelt en gennemgående følelse af energi og stemning på pladsen. Og det smittede måske lidt af på den ellers likeable performer, der ret hurtigt gik i maskinel floskel mode i hendes tak. Og lidt udstrålede “ok, vi gør som vi plejer” på scenen.
Mod slut fik Rodrigo og band dog hævet en lille sejr i land med først en god afslutning på sættet med “deja Vu”, der fik overdøvet snakkeklubben. Og så 4 ekstranumre, hvor hitmaskinen bare kværnede igennem med “all-american bitch”, “good 4 u” og “get him back.
God slutspurt, og så døde det efterfølgende bifald symptomatisk for koncerten som helhed hurtigt ud. Der er faktisk en del at klappe af finde hos Olivia Rodrigo, men man havde nok mere held med at lede andre steder end foran Orange Scene denne aften. Godkendt præstation, lidt forglemmelig koncert og minus for den flade stemning.
Og til de damerne, jo, I må GERNE danse, der var rigeligt med plads. Bare ikke ovenpå mine fødder og lad være med at forfølge mig, så lækker er jeg altså ikke. Og jeg prutter.
Ekskluderet fra eksklusiv scifi-hekseklub
Nå, hurtigt meet up ved Gnu-flaget, som jeg endelig formåede at være på nogenlunde samme tid og sted som denne dag. Den kære konge og en del af de andre virkede i foruroligende god form og tilstand – alt taget i betragtning. Det var vist ikke lige noget jeg kunne være med på, jeg havde for længst opgivet noget der mindede om en promille, der kunne tage toppen af “jeg orker ikke rigtig noget” følelsen.
Skulle man have kapituleret og fundet teltet? Njaaaah, der var jo lige det der umiddelbart spændende samarbejde mellem dommedags-scifi brødrene i John Cxnnor og den svenske heksekult, Witch Club Satan på Gaia.
Rette tid og sted, men jeg ramte den ikke. Det var måske også optimistisk, når man tænker på min forgæves søgen efter sidste gear. Den skulle dog have et skud på et godt fyldt Gaia.
Og det var faktisk ganske interessant det der foregik på scenen. Hekseritualer og balck metal blev blandet med dundrende synth og scifi soundtrack, det naturlige og okkulte mødte maskinen og det syntetiske. I et forsøg sammensmeltning? Mennesket og maskinen?
“I NEED BLOOOOOD”, blev der hvæsset og skreget. Det ulmede og boblede i heksekedlen. Udklædning, afklædning, delvist maskefald mødte skiftevis den sorte metal, stemningen af noget rituelt og så det stik modsatte hos John Cxnnor. Det var beklageligvis bare ikke lige min form for fest og ritual denne aften, selvom jeg gerne ville klædes mentalt af og renses i bloooood.
Pludselig blev der plukket æbler til tunge dakkedak beats, inden der kom en heks på scenen med et stort rør at puste i under næste nummer. Og så noget teatralsk sceneshow med et skær af kinesisk nytår. Jeg kom til at stå og kigge koncert frem for at føle og være en del af det. Jeg var udenfor og ikke med i den satans klub- ØV. En anden god gang så?
Jeg trak stikket og trak mod EXIT. Mentalt var jeg nok tjekket ud det meste af dagen, men man kom da igennem og fik flere gode end dårlige oplevelser. Og de dårlige skyldtes ikke musikken. Det må vi snakke mere om en anden gang, bare ikke foran en scene eller for tæt på mig på sådan en dag. Husk: Jeg prutter voldsomt!
Således fik jeg boostet mig selv i seng i et fimset telt efter endnu en lang dag i felten. I morgen lørdag er det allerede/ærgerligt nok allerede slut. Men først venter endnu en potentielt forbandet lang dag.
Af Ken Damgaard Thomsen
