Højt at flyve… blød mellemlanding? Efter en forrygende første dag på Roskilde Festival, blev mandagen noget mere middelmådig. Vejret var stadig godt, markeringen af 25 års dagen for ulykken i år 2000 rørende og en noget tung start på dagen. Og vi kom aldrig helt op, selvom der blev set koncerter med Gróa, Ungklang, Tex, Karoline Funder og Hillari.
Alright, I kender reglerne og formen, ellers kan jeg henvise til denne introduktion. Ikke flere spørgsmål? Let’s roll.
Scheisse, den søndag endte da med at trække tænder ud. Ikke nok med, at det måske blev lige en øl eller to for hyggeligt i farten, men så skulle der arbejdes efter hjemkomsten til Herlev.
Der blev brygget stærk kaffe, en kold skyller og så var jeg i krig for at være på forkant. Afgangsplanerne for mandagen var blevet fremrykket, men hey, hvis nogen tilbyder at køre os, så siger vi ja. Det betød blandt andet, at det nu var realistisk at nå den officielle markering af, at det mandag var præcis 25 år siden Pearl Jam-ulykken.
Det betød så også tidlig afgang og ikke meget tid til at skrive om formiddagen, så besluttede at give den gas søndag aften. Og endte med først at komme i seng kl. 2 efter jeg også lige skulle løbe lidt i cirkler. Selvfølgelig vågnede jeg så klokken 6 og opgav at fange mere søvn. Ørrrrrrk…
Nå, vi fik lige og lige fedtet os færdige til at komme ud af døren klokken 10. 37 minutter senere stod vi ved Gaia i solen med en White Russian fra Gutter Island Baren. Og kiggede på teltet, hvor en lille flok allerede sad klar i skyggen. Et lærred var rullet ned, så dokumentarfilmen Nine Rocks, der også blev vist i 2015, kunne vises igen.
Som jeg har skrevet om i en anden artikel, så var jeg ikke sikker på at jeg ønskede at deltage i dette arrangement. Jeg synes, at festivalens tilgang til markeringen har været noget underlig og albi-agtig. Men nu bød muligheden sig, og måske der kom noget godt ud af det trods alt?
Rørende Roskilde øjeblik på en tragisk baggrund
Der var en meget rolig, næsten tyst stemning. Flere kom til, vi rykkede ind, og langsomt blev der halvfyldt på Gaia. Fortrinsvis, lad os kalde det voksne mennesker. Altså omkring vores egen alder, folk der tydeligvis mestendels havde et personligt forhold til ulykken i år 2000.
Henrik Bondo, del af Roskilde Festivals ledelse dengang og nu kom på scenen og holdt en kort tale. Det var de sædvanlige floskler, og jeg var lige ved at rejse mig og gå, da han begyndte at snakke om at tage ansvar og være ansvarlig for hinanden. Jeg mindes sjovt nok ikke, at festivalen officielt tog noget ansvar for den ulykke? Men det skulle nok ikke forstås på DEN måde…
Instruktøren af filmen, Tor Kolding, kom på scenen for kort at introducere den. Han medvirker ligeledes i den DR Podcast, som jeg også skriver om i ovennævnte artikel om markeringen af ulykken. Der uddyber han, og føjer faktisk til, nogle af de ting, som han nævner i Nine Rocks. For han medvirker selv, hvor hans bearbejdning af skam og skyld over at have overlevet “på andres bekostning” bliver omdrejningspunktet.
Jeg vil ikke gå for meget ind i filmen, den har hjertet på rette sted og Tors personlige fortælling og rejse i den er stærk. Resten bliver lidt rodet, flimrende og stikker i for mange retninger i forhold til, at den kun varer omkring en halv time. Og så har jeg jo set den før (da den blev vist i 2015), og hørt Tors fortælling. Ikke for at negligere den del, det er bare fakta.
Det der gjorde allerstørst indtryk mandag formiddag og gjorde det til en både rørende, og i sidste ende god oplevelse var modtagelsen og reaktionerne i teltet. Det eneste, som på nogen måde “larmede” ud over filmen, var lyden af folks snøften. De tårer, som på en meget rolig og værdig måde fik frit løb derinde på Gaia kunne et eller andet.
Og jeg prøver ikke at svælge i dem, ligesom de mediegribbe der kredsede om og i teltet med kameraer og mikrofoner. Det var overraskende tårer, det var oprigtige tårer og det virkede som nødvendige tårer, der kom over folk fra et meget dybt sted. Der opstod i stilheden nærmest en form for underlig fællesskabsfølelse – det her var noget vi havde sammen og sad og delte. Usagt.
En stakkels fyr oppe foran var helt færdig. Pludselig rejste en fyr længere nede bagved sig op, og luskede op og stak ham et stykke papir. Lidt senere rejste han sig igen, gik op til ham, satte sig ved siden af ham og lagde en arm om skulderen på ham. Da måtte jeg sgu lige synke en ekstra gang eller tre.
Jeg aner ikke om de to kendte hinanden, eller hvor mange af de andre der gjorde. Men lige der kendte vi alle hinanden alligevel. Det kan lyde så stort, for det var egentlig så stille og “fint”, men det var sgu alligevel som om, at der var noget sammenhold i luften. Og en form for renselse. Det havde jeg måske ikke lige regnet med…
Efterfølgende blev mange siddende og småsnakkede lidt. Nogle rykkede ud i solen. Alt foregik i den samme rolige og meget tyste vis, som under markeringen. Og så dryssede folk langsomt væk i forskellige retninger forhåbentlig med et lidt mindre sår fra dengang, som vi alle har tilfælles, som Tor formulerede det inden filmen.
Jeg var skeptisk og kritisk på forhånd, og er stadig i tvivl om, hvad den rigtige form for markering ville have været. Måske var det her alligevel det rigtige, måske var det nok for os med dette lille moment på Gaia. Det var i hvert fald intimt og noget af det mere “ægte” jeg har oplevet på Roskilde
over
Og samtidig også lidt en partykiller, der lagde noget af en dæmper på stemningen. Det var da lidt af en start på dagen, som lige skulle fordøjes, og måske aldrig nåede helt igennem systemet.
Vi sad ellers et godt stykke tid, fotografen og jeg, og snakkede om filmen, oplevelsen på Gaia og ulykken. Men sidstnævnte er og bliver bare en frustrerende blindgyde, hvor man ender det samme irriterende sted: ulykker sker og skete.
Nuvel, man kunne jo ikke sidde der i lige dele skygge og sol ved Gutter Island hele dagen, eller jo, men det kom der nok ikke forbandet meget materiale ud af. Hey, der sad Wingman Mongo da og koksede lidt på en bænk. Efter vi forlod ham i går i lettere beduggede tilstande all round, havde han delt en liter papvin med sig selv, inden han væltede tilbage til sit telt. Fordi selvfølgelig havde han det.
Han var nu indledningsvis i fin form og frisk på både en Gutter Mælk og noget tidlig livemusik. Den slags er festivalen heldigvis også leveringsdygtig i, men ikke helt på samme høje niveau dagen før.
Gróa, Gaia, 13.30
Det startede dog lovende med svenske Gróa, der spiller en form for kaotisk, larmende og udfordrende genre sammensmeltning af noiserock, punk, avantgarde og hvad ved jeg? Som Mongo formulerede det, “hvis Steve Albini havde levet, så havde han produceret for dem”.
Det kunne der faktisk være noget om. Referencerne til 80er støj og navne som The Melvins, Jesus Lizard, Big Black og andre fløj gennem luften mens Gróa bankede løs på scenen. Også bogstaveligt, når saxofonisten ikke lige havde travlt med at forsøge at kværke lyde ud af det arme instrument, så holdt hun sig i gang på scenen. Rundt og tromme og banke på alt, der kunne findes. Hvis der ikke lige skulle blæses sæbebobler.
Bas, råb, savende guitar, buldrende trommer og besynderlige lyde i et voldsomt miks. Indledningsvis havde jeg meget svært ved at orientere mig og være i det, som de 4 kvinder foretog sig på scenen. Det var skingert det ene øjeblik, dybt og tungt huggende det næste. Hele tiden på grænsen af noget, der virkede bevidst uforståeligt og provokerende “grimt” og fjendtligt.
Efterhånden fik jeg dog tunet ind, og begyndte at blive revet med. Der var mening i galskaben, man anede strukturer gemt i kaoset. Det bildte jeg i hvert fald mig selv ind.
Pludselig begyndte de at bytte instrumenter midt under et nummer, mens der blev spillet videre. Så sangen blev lukket ned ved, at alle var på et andet instrument end da sangen startede. Det var ret sejt udført. Og så viste det, at den forsvarsløse saxofon havde flere fjender i det band.
Det var som om at der helt bevidst aldrig måtte være helt stille på scenen. Heller ikke mellem numrene, hvor et eller flere af medlemmerne spillede videre, eller gik over i det næste nummer. Hvis hende saxofonisten ikke lige havde fundet noget nyt at stå og tjatte til.
Dermed kom store dele af koncerten også til at fremstå som et langt, kontinuerligt forløb. Måske var det meningen, eller også kan Groa bare ikke lide stilhed? Da vi nærmede os sidste nummer, trak vi ud og satte i nogenlunde rask trav kursen mod Eos. Her stod næste navn klar i kulissen og trippede for at gå på, ligesom koncerten på Gaia stoppede.
Ungklang, Eos, 14.15
Jeg havde på forhånd ret høje forventninger. Tidligere medlemmer af DRs Pigekor, der synger nyere og ældre sange med smukke, store stemmer og så under en flot blå himmel og høj solskin. Hvad kunne næsten gå galt.
Galt gik det heller ikke som sådan, men det blev desværre slet ikke den gåsehudsfremkaldende oplevelse, jeg havde sat næsen op efter. Måske var der tale om en forkert forventningsafstemning?
Der blev lagt ud med noget, som jeg vil kalde “moderne”, hvor en trommeslager var på scenen, samtidig med at der kørte en form for beat. Koret kom på scenen, stillede sig ud i spredt formation og kastede sig ud i noget ritual sang, der gav milde mindelser om noget Heilung.
Så fulgte et meget sagte nummer, der blev gået lidt i formationer og lavet menneske mønstre på scenen. Javel ja, hvornår kommer skønsangen? Jeg mener, det lød selvfølgelig godt, de er pisse dygtige vokalister og kan nogle vilde ting med deres stemmer. Men det her var muligvis en kende for artsy og moderne kor til mig?
Der skete endelig noget, der faldt i min smag, da en mundharmonikaspiller kom på scenen. og kastede sig ud i den smukke “Se Nu Stiger Solen”, som koret også faldt i til efter et stykke tid. Det kunne noget, i hvert fald noget jeg kunne bruge.
Den danske sang er en ung blond pige, jo jo, den kender vi også, selvom den her var omarrangeret og aldrig helt lettede. Og sådan kunne jeg blive ved. Det lettede bare aldrig for alvor for mig. Gåsehuden udeblev og man stod egentlig bare og kiggede koncert i stedet for at føle den.
Ned til Gaia igen. Nu var Gutter Island blevet tysker-fri zone. Der var ellers en gruppe lystige, meget tørstige og højrøstede tyskere af ældre modeller, som havde domineret bordebænke området siden om formiddagen. Den ene var på et tidspunkt så besoffen, at han væltede baglæns ud af det nærliggende pissoir. Og dernæst formåede han under sin søgen efter håndvasken, at støde sig solbrændte fjæs ind i ikke en men to toiletdøre.
Men nu var de gået, de var ellers festlige. Og beviset jeg har manglet: tysken ER ikke helt udryddet på Roskilde. Den er bare meget fuld.
Tex, Gaia, 15.00
Clash mellem RnB og alternativ rock stod der i beskrivelsen af svenske Tex. Og “enestående vokal”, og jeg skal da love for at man kunne høre ham, da han gik på scenen. Alt for meget til min smag. Højt, lidende og EMOTIONELT toneleje ovenpå noget støjende og dronende musik. Og dernæst til sidst kun stemmen. Den skulle jeg altså lige blive venner med. Vi nåede nok ikke meget længere end at komme på talefod, som koncerten skred frem, men det var dog en forbedring.
Indledningsvist var det mere en form for indie-croon end alternativ rock. Med en stedvist noget affekteret og “british” udtale af visse ord, så jeg kunne mærke mit ene øje blinke og tæerne krølle sammen.
Men så begyndte der at ske noget. Der kom mere og mere guitar på, og jo mere der kom jeg bedre, fik jeg det med Tex OG vokalen. Koncerten drejede i en mere konsekvent rockende retning, vokalen indtog en lidt mindre central position. Det begyndte at blive rigtig godt.
Desværre pressede tiden for den næste koncert på Eos sig allerede på, og den var med dansk islæt. Dansk vinder på Rising i de fleste tilfælde, hvad min prioritering angår, så vi trak endnu engang mod Eos og ingen skygge.
Mand, hvor man nogle gange kan føle sig som et pendul på Roskilde. Frem og tilbage, frem og tilbage. Hov, der lå kiosken. Endnu et år, hvor der løber rygter på pladsen om, at NU er cigaretter bandlyst og ikke kan købes nogen steder. Jo, de er stadig gemt i kiosken. Og nu er de HELT gemt. Bag sorte ruder og de fremgår ikke af nogen skilte eller figurerer på prislisten ved kiosken. Men de har dem altså.
Således kunne man med ro i sjælen og mindre blodtryk, eller forhøjet er det jo så nok egentlig, stå og tænde en smøg mere til sandpapirshalsen inden Funder fandt ud i solen.
Karoline Funder, Eos, 15.45
Eller den af statur kleine Funder gemte sig jo så rent faktisk i skyggen på store, stygge Eos. Og kom aldrig helt ud af hverken den eller den usynlige skygger, der lod til at hvile over hende denne strålende eftermiddag.
“Hun er ikke ligefrem en sprudlende energibombe”, kom jeg, måske lidt groft, til at notere som noget af det første. Men det var ret tydeligt, at hun enten ikke befandt sig specielt godt på så stor en scene, eller bare var ramt af nerver. Forståeligt og menneskeligt, det er gået hurtigt siden Funder udgav en EP til hun blev booket til Roskilde.
‘
Måske også for hurtigt i dette tilfælde, alting til sin tid. Hun virkede meget fokuseret på ikke at fucke op. Det kom til at virke tilknappet, hæmmet og underligt indelukket. Og desværre i forlængelse deraf også ret søvndyssende ude i solen.
Numre som “Jeg Hader At Jeg Tænkte At Du Ligner En Engel”, “Frontsoldat” og “Græder Du Nu?” fra debut-EPen er faktisk virkelig fine numre. Her nåede de næsten ikke ud i solen inden de fordampede. og Funders forsigtige og tilbageholdende stil og fremtoning gjorde intet for at redde sangene fra den skæbne.
De fremmødte stod og vippede høfligt med i det lidt lave og uldne lydbillede. I hvert fald i starten, for så begyndte snakken at sprede sig. Denne gang var det beklageligvis forståeligt, ikke at man skal bilige det, men man kunne vitterligt tro at der ikke stod nogen og spillede på den scene. Selvom den var fyldt med folk og instrumenter. Selv en trompet kunne til sidst ikke overdøve den summende sommersnak.
Og så døde den koncert i solen uden for alvor at have været i live. Man fik håb om livstegn, da Funder kastede sig ud i hendes radiohit “Vores Forhandling”. Det er et stærkt nummer, her led det samme skæbne som resten.
Da Funder mod slut i nummeret opfordrede til fællessang måttet jeg lige smile anspændt og holde vejret. OK, der var NOGEN der sang med, men den spæde fællessang blev faktisk overdøvet af både publikumssnak og Funders egen, ellers afdæmpede akustiske guitar. Yikes.
Barselona kom på scenen og gik igen. Det gjorde jeg også, i retning mod Gaia under sidste nummer. Inden “Dit Valg” nåede sit klimaks, og lige som jeg var ved Gutter Island, lød et højt brag i bag mig og lyden forsvandt. Der var vist røget noget teknik på Eos. Det var næsten synd og på en måde helt symptomatisk for den koncert. Der var mere knald på koncerten da strømmen gik end da musikken spillede.
Trætheden havde meldt sig for alvor i vores lille flok, selvom der var blevet forsøgt at finde en lille funktionspromille med mere Gutter Mælk og noget Mango Crush stads. Vi hang noget i bremsen nede ved Gaia, og en tidlig kapitulation i betragtning af den tidlige start, ulykke-såret og manglende søvn blev så småt vendt.
Men så fik vi lige en at gå hjem på.
Hillari, Gaia, 16.30
I form af den kun 20 årige RnB sangerinde fra Norge, Hillari og hendes organisk klingende og velspillende band. Det var slet slet ikke tosset! Hillari lød godt nok mere amerikansk end norsk, men det gjorde nu ikke så meget i denne RnB poppede sammenhæng.
Ikke nok med at hun faktisk kunne synge, det plejer at være en fordel. Hun var ret kompetent og naturlig på en scene trods sin unge alder. Der var selvtillid, men ikke arrogance, hun virkede faktisk lidt sky, da man så hende trisse alene rundt på pladsen tidligere. Men på scenen, da var der ingen slinger i valsen.
Det var en god blanding af det mere poppede RnB med et moderne tilsnit og så ikke så lidt 80er feeling. Hun sang ikke som Whitney, men der var visse vibes i retning af Houston. Når det ikke skiftevis gik lige i skuldrene i de mere funky numre i starten af sættet, så gik hun efter hjertet på et nummer som “Control”.
Da lavede hun så også koncertens ene af to små fejltrin under introduktionen til det nummer. Hun havde det godt fyldte telt på sin side, stemningen var i top, men så kom hun til at sige et eller andet med, at det eneste som talte var “Gud”. Oh oh. Casket Spray slap markant bedre fra at hylde Gaza dagen før, for G-ordet blev mødt med stilhed.
Gud eller ej, det må hun selv ligge og rode med, hun prædikede heldigvis kun gennem musikken ellers. Og den svingede for hende. Hun har endda et mindre hit eller to, ikke mindst i form af sangen “Breaking Hearts”. Flere af den kaliber, så behøver hun måske heller ikke ty til et noget unødvendigt cover af fortærskede “Killing Me Softly”. Den var i udførelsen og Hillarificeringen måske ikke et decideret fejltrin, men valget af den var som udgangspunkt.
Mod slut skulle vi op på den helt store kling på en ballade, der trak lidt vel langt ud, men vokalmæssigt fik Hillari så også mulighed for at folde sig helt ud her. Og stemmen kunne heldigvis bære det.
Om vi kommer til at høre meget mere til en kunstner som Hillari er svært at bedømme. Koncerten var god og hun funklede på scenen i sine 45 minutter. Men der er mange om buddet, som kan mange af de samme ting. Hillari er stadig meget ung, så der er også rig mulighed for at udvikle en mere personlig stil og få endnu mere personlighed.
Det er bare et tæt felt, en kunstner af den her type skal forsøge at synge om kap med.
Vores sang for denne dag lakkede hastigt mod enden. Der var udsigt til en længere pause i programmet, og dernæst noget som ikke lokkede så meget, at det kunne overvinde træt- og mæthedsfornemmelsen. Eller skulle man sige mat-hed?
Ja, vi var sgu noget mandagsmatte i dag ovenpå i går. Vi prøver igen i morgen, det er en af de lange ser det ud til. Så jeg håber på lidt mere søvn, tak!
BREAKING LIVE UPDATE: tirsdag morgen, nogenlunde udhvilet, og vågnet med det helt rette tændingsniveau. I dag bliver første maratondag, let’s go go go.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
