Roskilde Festival er i gang, vi forsøgte at snuse lidt festivalstemning fra start, men det endte i en omgang forhindringsløb i stedet for. Her følger lidt vrøvl om det, og en genudsendelse af introduktionen til dækningen den næste uges tid.
For det nye, uindviede eller folk, som måske har glemt det. Og for at undgå for mange klager over min dækning, og krav om at jeg skal have klippet mit armbånd, så følger lige en genudsendelse fra sidste år. Efter den følger en kort reportage (HA!) fra en lørdag, hvor der blev løbet meget på et meget lille område.
Vores dækning er temmelig flydende og følger kun lyden af vores egen pibe. Der skal opfyldes nogle krav, som vi sådan set selv opstiller og skal leve op til, og på den baggrund tildeles presse-akkreditering. Hvis man så ikke lever op til det man har lovet, så kan det koste året efter.
Eftersom vi har fået akkreditering hver år siden første år vi søgte, som vist var i 2013ish, så vil jeg tror at vi har leveret som lovet. Forhåbentlig lidt mere?!
Jeg skriver det her som en lille introduktion til det, der venter den kommende uge. For eventuelt nye læsere, eller gamle som har glemt, hvad pokker vi render rundt og laver på Roskilde.
Det har ændret sig lidt over årene, vi startede med to skribenter (undertegnede og Jonas) i felten, men ingen fotograf. Og kørte i en årrække en form, hvor vi berettede om løst og fast fra den foregående dag i en uhøjtidelig tone. Vi skiftedes til at skrive kortere og længere anmeldelser fra Rising, og senere selve festivalen. Jævnligt krydret med interviews.
Jonas hoppede fra efter 2017, da familieliv, karriere og lysten til at bruge tiden på andet end Roskilde Festival hver sommer pressede sig på. Jeg fortsatte som soloskribent og fik hæftet en fotograf på. Formen blev tilpasset og har med årene fundet sin egen rytme og niveau.
Den falder lidt i to-dele, samlet i én reportage. Der er den løse, nogle gange rablende og løsslupne del, som forsøger at beskrive Roskilde Festival, de daglige oplevelser, udfordringer og alt der kan give et billede af livet på festivalen. Inklusive forhold, logistikken, maden, stemningen, what ever. Og så er der anmeldelserne af koncerterne, af korte og længere slags.
Da jeg er alene om det, så kan jeg logisk nok kun være et sted af gangen. Det er MINE oplevelser, holdninger og indtryk, ikke nødvendigvis den ultimative sandhed. Ting kan godt blive sat lidt på en spids, og tonen bør også opfattes som om at en del bliver sagt med et glimt i øjet. Det er risikabelt på skrift, noget kan misforstås og gå tabt i oversættelsen.
Så hele rammen lægger egentlig op til, at være en slags “dagbog fra Roskilde”. Er det ikke mest interessant for dem som i forvejen kender mig? Jo, det er endnu en risiko. Men forhåbentlig lykkes jeg med at fortælle et eller andet alment, eller bare semi-underholdende, om Roskilde Festival.
Festival opvarmning og manglende udstrækning
Roskilde Festival nummer 25, pyha, det er mange, hvis man begynder at tænke over det. Jeg debuterede i 1999, hvis man regner 25 tilbage derfra, så ville man lande i 1974. Regner man de to corona aflysninger med og gør det til de 27 år, det reelt er, så er vi tilbage i 1972. Det var året efter den første Roskilde Festival.
Hvis man begynder at regne på den måde, eller bruger ord som “et kvart århundrede”; så virker det pludselig som VIRKELIG lang tid. Og alligevel, efter 25 gange og 27 år, så er der nogle ting, der tilsyneladende ikke ændrer sig væsentligt.
Jeg bisser og begynder at savne græs aftenen inden afgang. Rygsækken er pakket, der er sådan set styr på det hele, hvad så nu?! Godt nok begynder mine forberedelser med at forsøge at danne sig et overblik over programmet allerede måneder inden. Det er dog noget andet, som kommer i spil når det er lige op over.
Rastløshed, spænding, forventninger, bekymringer! Hvad kan gå galt, og hvad GÅR galt denne gang? Jeg skal bare have det skide armbånd på, teltet op og så er der RO. Og man kan få græs under hovene. Urolig søvn, obligatorisk. Pacen rundt og rundt om sig selv det meste af formiddagen, naturligvis.
I løbet af formiddagen ville jeg lige dobbelt-tjekke om alt angående akkrediteringen var i orden. Proceduren er kort fortalt: man søger akkreditering og forklare ens dækningsplan, man tildeles akkreditering og dem skal man så selv fordele på sine folk inde i et system, der hedder People-pro. Det er så blevet lidt mere langhåret med årene, så man skal fordele medieadgang (husk at købe din mediebillet separat hos Ticketmaster!), evt. fotopit og nu noget, der hedder “zone 8” og evt. andre ting man er akkrediteret til.
Dernæst generes og tilsendes ens Check In kort, som man skal have med til Medie Check In, hvor man får sit armbånd. Jeg opdagede så en lille uoverensstemmelse mellem, hvad der stod på mit Check In kort og oplysningerne inde i People-Pro. Tænkte de helst skulle være identiske, så der ikke gik ged i den ved Check In og skyndte mig at sende en mail til akkrediteringen, selvom jeg vidste det nok var et pænt stresset tidspunkt.
Til min forbløffelse blev jeg kort efter ringet op af “Line” fra akkrediteringen, som kunne forsikre mig om at trods den lille uoverensstemmelse, så var alt nok som det skulle være. Ellers skulle jeg bare sige i Check In, at jeg havde snakket med hende, “de har mit nummer”. Det er satme god service! Bravo og skud ud til Line og hendes slags frivillig.
Og så ENDELIG oprinder tiden. Afgang.
Risiko for kø
Vi (fotografen og jeg, den unge assistent gad ikke med i dag), havde af taktiske årsager valgt et lidt senere afgangstidspunkt i år. Sidste år røg vi lige ind i trafikken op til åbningen af pladsen, og kø ved check-in, da alle åbenbart ankom på det tidspunkt. Så vi håbede, at en lille udsættelse kunne få opløst de største propper i systemet.
At det viste sig at være lige vel optimistisk, vidste vi intet om, da vi uden problemer rullede ind i Roskilde ved 15.30-tiden. Med kurs mod vores vanlige “hemmelig” gratis parkering tæt på Check In, som kan benyttes i weekender, hvis man ved hvor den gemmer sig.
Servicevagter var sendt ud for at guide trafik (mest dem der gerne vil lige ud og gennem festival-trafikbommen ved Check In), jeg bad chaufføren sige “vi skal bare til venstre”. Men hun var så høflig og korrekt, at hun forklarede at vi skulle have mediearmbånd og bare lige skulle parkere. Jamen, det kunne vi gøre lige herovre, ved Teknisk Skole!
Øh, det har vi aldrig kunnet, og jeg ytrede min mistro, og bingo, max 50 meter væk fra DEN vagt, stod to andre, som ikke kunne lade os parkere ved skolen. “Det kræver en særlig tilladelse”. Men jeres kollegaer… Derfor: vi skal bare til venstre. Og så kører man. Nuvel, vi endte på vores secret sweet spot, som nu næsten er omdannet til en byggeplads, så det er nok snart fortid.
NÅ. Check in. Sidste år havde nogen fået den geniale idé, at frivillige og medier skulle stå i den samme, lange og varme kø udenfor check in bygningen. Når man så nåede op til bygningen i sneglefart, så blev man ved indgangen fordelt til forskellige check in skranker. Alt efter om man er frivillige eller medier… jeg spurgte i mine skriverier henkastet og hypotetisk, om det var en idé at gå tilbage til, i ved, to forskellige køer når folk alligevel bliver delt op inden i bygningen?
NÆH. Samme procedure i år, så man stod og kogte med alt sit habengut i næsten en time. For at ende i en medie check in, hvor man blev alvorligt bekymret for om damen ved skranken var ved at få et ildebefindende. Hurtigt gik det ikke, prustet blev der og det gik laaaangsomt.
Jeg har hverken noget mod at stå i kø med frivillige, eller noget imod frivillige, der prøver at hjælpe. Det der giver mig en sundhedsskadelig puls er noget, der virker komplet ulogisk og frivillige, som ikke er blevet sat ordentligt ind i deres arbejdsopgaver. Især når de bestrider vigtige eller stressende positioner – det sænker alt, især på en åbningsdag!
Og så gik der Benny Hill i den
Nyn temaet til Benny Hill, eller lignende gak og løjer eller cirkusmusik til det næste afsnit.
Jeg fik endelig mit armbånd, og skrankedamen overlevede trods hendes pressede ansigtsudtryk. Især da jeg fremviste mit tilkøb af medie/restricted camping. Men også dette ekstra armbånd, som man skal rende rundt med, lykkes det at få på.
And then it got silly. Jeg havde med fuldt overlæg ikke spurgt ind til noget yderligere angående Restricted Camping. Det ville have medført ekstra bøvl og forvirring, ikke at man undgik den, haha! Næh, sidste år blev jeg sendt frem og tilbage mellem Restricted Camping og et eller andet godt gemt kontor, hvor man skulle have et lamineret nummer + noget stregkodehalløj, der skulle sidde på ens telt.
Så vi var ude i, at processen med at medbringe sit eget telt og betale 500 kr. for at slå det op på en boldbane involverede: køb af ekstra billet, ekstra armbånd, besøg på et kontor og tjek af det hele ved boldbanen, inden man slog telt op. Kunne man forestille sig en situation, hvor ekstra armbånd, lamineret kort og kontrol var samlet på ét sted, evt. der hvor man slår sit telt op?
Jeg gik direkte på ovennævnte kontor, tænkte det nok var samme procedure som sidste år, så for at undgå at skulle spæne frem og tilbage igen… Jo, altså, næh, de mente da vist nok, at der var noget om det jeg forklarede og at de skulle udlevere et eller andet til special camping gæster. Det skal siges, bare for at gøre det helt logisk, dette kontor bærer titlen Ledelseskontoret. Hvilket man jo normalt ville forbinde med noget angående camping…
Nuvel. Den søde og hjælpsomme frivillige, som slet ikke havde noget med dette ansvarsområde at gøre, fik “tilkaldt en voksen”, som hun så fint formulerede det. Han vidste heller ikke helt, men der havde vist lige været to andre med samme “problem”. Aha, firstmovers, det er ikke altid en fordel at være først ude, skulle jeg hilse at sige.
Ansvarspersonen dukkede op, mere forvirring. Jeg havde jo det rigtige armbånd, jeg kunne fremvise alle mine køb det ene og det andet, men et eller andet var gået galt i systemet. Og så havde de heller ikke fået udleveret de rigtige laminerede kort/skilte. De havde nogle andre, men de passede ikke til mit “bring your own tent” halløj. Javel ja.
Efter 20-30 minutter blev jeg sendt tilbage i Check In, da 2 forpustede yngre gutter dukkede op med besked deroppe fra. “Spørg efter en, der hedder Rikke, hun har en løsning”. “Og du behøver ikke stille dig i kø igen”. Afsted, nu nynnede jeg selv Benny Hill, og kom til at tænke, “hvis jeg ikke stiller mig i køen igen, hvordan kommer jeg så ind”.
Ved at finde en sidedør og en afledt vagt og smutte ind med en attitude, der udstrålede “det må jeg gerne”. Det ligner ellers ikke mig, men nu var jeg ved at være lidt træt. Hvor var hende Rikke, og hvordan faen… nå, skimtede en fyr bag et tildækket hegn, og var så fræk at stikke hovedet ind backstage i check in og spørge efter Rikke?! Han ledte og ledte, men måtte meddele, at han desværre ikke kunne finde hende.
Hvortil jeg bemærkede, “jamen så står jeg bare her og blomstrer lidt og ser hvad der sker??”. “Jaaa?”, var svaret. OK, jamen fedt, hvad så nu?! Jeg gav det 5 minutter, indtil det var tydeligt at jeg var glemt igen og Rikke ikke var dukket op. Tilbage til Ledelseskontoret og se om der var sket noget nyt?
På vej tilbage så jeg en kvinde med et navneskilt komme mig i møde. Uden at virke FOR creepy (jeg havde glemt læsebrillerne) stak jeg snuden tæt nok på til at kunne læse “Rikke”. Mens jeg viftede febrilsk med mit lyserøde Retricted Armbånd, “Er du RIKKE, kan du hjælpe mig?!”.
Det kunne hun. Det vil sige, jeg skulle gå tilbage til ledelseskontoret, hvor hun lige kom fra, de havde fundet en nødløsning… så kunne jeg ikke lade være med at grine og småløbe grinende. Ren forviklingskomedie, hvor folk går forkert af hinanden og leder der hvor vedkommende lige har været, og så ender man samme sted som man startede.
Nuvel, der var fundet en eller anden halv-bagt manuel “overwrite” løsning, så jeg blev udstyret med et “forkert” skilt med de korrekte oplysninger på. Formodentlig? De blev forsøgt tastet manuelt ind, men der opstod noget bøvl med mit “People Pro medlemsnummer”, hvad ved jeg, jeg var tjekket lidt ud.
Så måske ligger jeg ulovligt camperet, who cares, who knows, jeg gik rogue og kom muligvis til at slå mit medbragte telt op et sted, som ikke var tilsigtet “Media bring your own tent”. Der var plads, det er samme område, jeg er meget stille, jeg tror det går an. Jeg bliver liggende!
Tak for i dag og tak til de frivillige
Og så var vi ærlig talt ved at være noget brugte og fyldt i øverste etage. Så der blev delt en øl og røget en smøg efter teltet kom op, og så blev vi enige om, at det vist var rigeligt med Roskilde for en åbningsdag.
En der var løst afsat en tre timers tid til inklusive lidt snusen til festivalen, men det endte med at tage 5 og uden vi fik Roskilde rigtigt i næseborene. Det er der så den kommende uge til, det er med at spare på kræfterne først på ugen. Man har vel lært et eller andet på de der 25-27 år, og ikke mindst siden man er blevet lidt ældre. Pace yourself.
I morgen begynder musikken, og vi skal være klar fra middag. Der er vist heller ikke mere check in, som kan gå i ged? Lige indtil… Den tid den Benny Hill scene.
Og afslutningsvis vil jeg igen lige sende en tak ud til alle de frivillige, der efter bedste evne forsøger at bestride deres job. Nogle gange bliver de sat i utaknemmelige situationer, er mangelfuldt informeret eller præsenteres for nyligt opståede og uforudsete udfordringer. Salut til de flinke mennesker på Ledelseskontoret, der endda bød på en sodavand midt i min kortdistancesprint frem og tilbage.
Nå ja, og tak til fotografen/chaufføren, som skulle stå i kø med en skribent, der kogte af kø-stress og raseri. “Er du ikke bange for at få en blodprop, er du klar over HVOR rød i hovedet og på halsen du var?!”. Jeg havde det bare varmt, OK!
Søndag, når musikken spiller, er det hele glemt. Som altid, selv efter 25 gange er der nogle ting, der ikke ændrer sig.
Links til optakten:
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard
