Lige når man troede Rising var nede, så rejste den sig igen. Tirsdag på Roskilde Festival bød på masser af sol, mere skygge (!) og gode til glimrende koncerter med Bænch, Uden Ord, Lupina, Vilma Crow, Split og Skt. DeLarge.
Alright, I kender reglerne og formen, ellers kan jeg henvise til denne introduktion. Ikke flere spørgsmål? Let’s roll.
Ja, overskriften er en omskrivning af Allan Olsens “Gajo Verden, Gajo Værd”. Det giver forhåbentlig mening senere.
Rise and shine i Herlev, yes, det lykkedes at få noget der mindede om 6-7 timers sammenhængende søvn efter for mange dage med underskud. Et underskud, der kombineret med andre faktorer om mandagen gjorde, at det blev en halv-sløj dag i felten.
Nå ja, og så slog det mig, at jeg faktisk er lige på bagkanten af en hyggelig omgang Corona (anden runde, yeeeeaaai). Det kunne muligvis også forklare det ustabile energiniveau med udfald, hvor man pludselig bliver helt udmattet ud af ingenting. Men det skal nu ikke være en undskyldning, det kan som bekendt drikkes væk.
Da jeg havde været en lille flittig arbejdsmus mandag aften, var der dømt en lille smule afkobling tirsdag formiddag. Så kunne man hænge lidt ud med prinsessen, som er blevet teenage-huleboer her i begyndelsen af sommerferien. Vi satser på, at trolden kommer ud af sit skjul i dag onsdag og får lidt Orange-kulør. Der er jo musik for the kidz senere.
Efter hyggen var der dømt afgang. Nu med… DET OFFENTLIGE!!!
Kan man nå en powernap mellem Hedehusene og Trekroner?
Offentlig transport fra min bopæl i Herlev kan godt være en udfordring. Ikke kun fordi det er en af mine stressudløsende ADHD-lignende “triggers”, men også fordi det er lidt et deatspot på transport kortet. Man skal kort sagt køre en omvej og undgår ikke skift. Alt det med en tidsmæssig bagkant, det er noget som godt kan give uro i mit nu nogenlunde funktionelle hoved.
Nuvel, ind i første bus og mod Hellerup. Musik i ørerne, efter i går havde jeg en underlig trang til at sidde og stene til noget Pearl Jam? Det gik egentlig meget godt. Også busturen, selvom der var lige vel mange der skulle af og på konstant, så min tidsbuffer på 10 minutter til at nå toget videre skrumpede ind.
Den var nede på 4 minutter da vi ankom, det var lige på grænsen til en TRIGGER-ALERT, men jeg nåede det. Selvfølgelig. Og fandt en plads i stillezonen i regionaltoget mod Holbæk i en næsten tom og kølig vogn. Ahhhh. Storby blev til forstæder, flere festivalgængere stod på, men intet jag og stress, der var masser af plads til alle.
Og som jeg sad der og stenede, så blinkede jeg sgu pludselig lidt længere. Hvor er jeg?! Nårh, ok, lyset var kun gået ud et par sekunder efter næstsidste stop i Hedehusene. Pyha, intet imod Holbæk, men det orkede jeg ikke lige i dag.
Da toget så rullede langsomt ind mod perronen i Roskilde, så, I swear to God, begyndte Pearl Jams “Alive” kraftedeme at spille i høretelefonerne. Sikke et underligt tilfælde…
Hurtigt ud og hajjakke en taxi, kør mig til Medie Check In, pronto bitte. Den sædvanlige småsnak om festivalen fulgte, “jeg har hørt man slet ikke kan komme i bad derude”, og lignende klassikere blev luftet. Ah, det kan man nu godt forsikrede jeg. Og her slog det mig igen, at der er en eller flere generationer af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, for hvem noget som Roskilde Festival er både et mysterie og ukendt territorium.
Selvom festivalen stille og roligt er blevet mindre hvid eller leverpostejsfarvet at kigge på, så er det altså stadig et segment, som den mangler for alvor at få med ind i varmen. Hvad kan vi gøre, så vi kan få gjort det her dejlige sted endnu mere multikulturelt?
Så slap man måske også for klog snak inden koncerterne, ala den jeg og Wingman Mongo måtte lægge ører til inden Bænch gik på? Med en Gutter-Mælk i hænderne fik vi fornøjelsen af et højlydt foredrag lige bag os om, hvad Roskilde burde gøre anderledes. “Det der er verdens klogeste mand”, som Mongoen tørt konstaterede.
Bænch, Gaia, 13.30
Halv to i solen, ok, inde i et telt, men alligevel, ER tidligt. Der var nu et ret stærkt fremmøde til det unge Horsens rockbands koncert. Måske var det P6s samlede lytterskare på festivalen, som var samlet her?
Bænch lagde også solidt fra land med den storladne og pompøse single “Fall Behind”, der fungerer godt som åbner. Den brager igennem fra start og bygger op mod et The Killers klingende omkvæd og klimaks. Bænch spillede frisk til og fik folk med fra start. Og holdt egentlig deres interesse nogenlunde igennem samtlige 40 minutter, trods det nærmest obligatoriske dyk lidt over halvvejs.
“ROSKILDE, GODT AT SE JER”, der blev ikke brugt meget tid på at snakke mellem numrene, hvilket er fornuftigt hvis man ikke har så meget at sige. Så hellere bare spille igennem og komme videre. Der manglede dog måske alligevel en lille smule mere kommunikation mellem band, især forsanger, og publikum. Ikke af den ordrige slags, men den usagt.
Der er også tale om et meget ungt orkester, som heller ikke har spillet sammen i evigheder. Så det er noget, der kan komme med tiden. Men altså et eller andet, hvor man fornemmer en større forbindelse mellem det der sker på scenen, og folk foran den. Det sagt, folk var tydeligvis med, og Bænch drønede af sted i et tempo, hvor jeg stod og frygtede, at de ville løbe tør for numre, inden de kom i mål.
Efter en fræsende “Skipped A Step”, og et tilhørende stort bifald, satte de dog klogeligt tempoet lidt ned, da den akustiske guitar blev fundet frem. Så kunne man sidde lidt ved det mentale lejrbål, mens jeg fik en ny ven i form af en meget tålmodig pantsamler, der stod og ventede på at jeg drak ud. Det skulle være MIT glas åbenbart.
Var vi klar til at danse? Blev der retorisk spurgt fra scenen. Det var de fleste, og bandet satte i med deres Franz Ferdinand klingende danse-banger “Wine & Bread”. Som man måske kan fornemme, så er her et andet punkt den unge gruppe kan arbejde med fremadrettet. Det stritter stilmæssigt i lidt mange retninger.
Med tiden, skal de nok selv finde ud af, hvad de er bedst til og selv synes bedst om. Indtil da er det lidt et sammenkog af en masse inspirationskilder og referencer til midt-00erne og måske et årti tilbage. Det har jeg hørt, fordi jeg er gammel, jeg vil gerne høre, hvem Bænch egentlig er.
Det sagt, så har de nogle potente numre i form af deres singler. De valgte også at slutte ballet med et brag, da “Bloody Feeling” blev skudt af. Som afslutning på en vellykket koncert for Bænch, men måske ikke en, der kommer til at sætte sig fast i min erindring. Jeg håber dog, at bandet havde en fest deroppe og tager en masse indtryk og erfaringer med hjem i øveren.
Og så var jeg i fuld firspring, eller noget der kunne minde om en vingeskudt krage på vej mod Eos.
Uden Ord, Eos, 14.15
Nøj Eos var en gryde i går, føj for pokker. Det var ikke så meget varmen, det var måden solen stegte på med et højt UV-indeks. Jeg kunne nærmest mærke solcremen fordampe, da jeg parkerede mig på den åbne plæne, i mens det talrige orkester trådte ind på scenen.
Hvad pokker ER Uden Ord egentlig? Man kan godt mangle netop ord, der helt beskriver det dækkende og indfanger deres særprægede blanding af genrer. Original er det i hvert tilfælde.
I sin essens er det vel en slags moderne popmusik, hvor vokalerne får en tur med effekter og tuning. Ovenpå og udenom flagrer der alt fra indie, over noget jazzet og artsy. Strukturer bliver introduceret, brudt op, sat sammen på ny. Nogle gange med et poppet omkvæd. Andre steder starter det vildt kunstnerisk og aparte, og transformerer langsomt til noget mere genkendeligt.
“Alt er proces”, lyder det i et tidligt nummer fra en af de to forsangere. Det kunne være et mission statement, mantra og en mulig snydekode til at komme ind i Uden Ords forunderlige univers. Det virker, som en proces, eller en rejse, som bandet måske ikke engang selv helt er herrer over, eller ved hvor skal hen, når deres numre undfanges?
Et nummer introduceres med en forklaring om, at det handler om “at miste håb og finde det igen”. Fulgt op af et “Fri Palæstina”. Så blev det med et mere konkret. Og folk lyttede. Vi var ikke overvældende mange, der var tendens til småsnak ude i kanten af skaren, men kernen virkede indfanget af Uden Ords krøllede ord og toner.
Inden den smukke og minimalistiske “Alene” samledes bandet midt på scenen og fremførte nummeret meget nøgent og blottet for lir. Da fik de for alvor skovlen under skrumlet af en scene, som Eos kan fremstå som. Og publikum. Det lød også virkelig flot og berusende. Der blev kvitteret med et “tusind tak for stilheden”. Tak fordi I lytter og er med”, lød det ærbødigt fra scenen.
Det viste også, at Uden Ord nok heller ikke var helt ukendt for en del af de fremmødte. Og flere var tydeligvis på og viste, hvad der ventede inden dobbelt-sangen “Iso I dag” og den nyere “Iso Igen” blev introduceret.
Et drømmende drømmenummer, om netop udspringer af en tilbagevendende drøm. Noget med mennesker, der er lavet af fjer og at gemme sig bag bakker. Det er der så kommet de her forunderlige og sært dragende to numre ud af. De har også fungeret, som et gateway drug ind til Uden Ord for mig efter en vis portion skepsis og undren, de første gange jeg lagde ører til dem folde deres musik ud.
Jeg kan måske ikke præcist formulere det, eller definerer hvad Uden Ord er og det de gør. Det er lidt ligesom at være i en drøm, eller drømme, der har sin egen interne logik i mens man drømmer. Når man vågner, så kan det være svært at beskrive og overføre til den vågne tilstand. Men man kan stadig føle det. Og man ved det skete, i det øjeblik var det ægte og gav mening.
Og så skulle jeg godt nok ind i skyggen i en fart og køle systemet ned inden overophedning og shut down. Den blev fundet i trægrænsen overfor Gaia, hvor en lille flok handyr fra den gode gamle Gnu-lejr havde lavet basecamp. Halv-gamle klovdyr, der sad og prustede og slukkede tørsten i et potentielt farligt tempo.
Her blev der så hængt ud, snakket og slukket tørst men Lupina gik på og spredte synthede toner med en blanding af islandsk vulkanvarme og kølighed. Det gjorde hun faktisk rigtig godt, og det blev modtaget tilsvarende af de fremmødte inde i Gaia. Lyden er forresten ganske glimrende udenfor teltet, hvis man har brug for en slapper eller siddende koncertoplevelse.
Bevares, det er vanskeligt at danne sig et præcist indtryk af, hvad der foregår derinde. Men de generelle indtryk forplanter sig helt ud på sofarækkerne. Det hjalp også, at islændingen havde en række stærke sange, ikke mindst et nummer som “ástarbréf”, som flot svævede ud fra teltet og ramte lige i dunken. Lækker oplevelse, og man må hellere fange Lupina lidt tættere på ved en anden lejlighed.
Tiden gik, den ene genstand tog den anden og der blev småsnakket og kigget på folk. En klassisk aktivitet på Roskilde, når man sidder og stener. Kig på mennesker. Jeg fik i går et ikke-creepy (!) fokus på kropsholdning og gangarter. Når man tænker på, hvor genetisk identiske vi i bund og grund er, så er variationen på det punkt sært fascinerende.
Vilma Crow, Gaia, 16.30
Og det med, hvordan man bevæger sig og hvordan man bærer sig selv, kom også i fokus fra start, da Vilma Crow overtog Gaias scenegulv. Hun ejede det gulv og det telt. Selvsikker som performer med en naturlig autoritet og scenetække. Om hun skridtede scenen af, vred sig lidt i rampelyset eller stod med hendes guitar og tryllebandt det fyldte telt.
Fuck hun var sej!
Good Dog For Sale lyder titlen på hendes 4 numre lange EP fra tidligere i år. Den titel er nok tvetydig, åben for tolkning og spiller væsentlig ind i hele Crows tekstunivers. Mange numre handler om en form for “underkastelse”, hvor man efterfølgende realiserer, at man har afgivet kontrol og måske har oplevet en form for misbrug.
Det kunne være overgreb, men der bliver ikke bare peget fingre, eller spillet et offerkort. For hver finger Crow peger mod en dårlig eller skadelig relation, eller et mandfolk, så peges og kigges der også indad. Det er reflekterende tekster, hvor ens egen rolle også tages op og granskes. Dermed ikke sagt, at det er en blåstempling af mænds ageren overfor kvinder i situationerne som opridses. Verden og mennesker er bare mere komplekse end noget, der er holdt i sort/hvid.
Det til trods optrådte Vilma Crow netop i sort og hvidt, var der også tænkt over det, eller var det et tilfælde? Hvad kan jeg gøre for at imponere dig, spørges der på “Impress U”, der indie-rockede koncerten i gang. Well, uden for nummerets kontekst, så kan man lægge ud på en så overlegent cool og kompetent vis som her. Jeg tænkte straks, “Ok, hun har den og DET”.
Og at det ikke var en heldig start, viste hun og bandet så på overbevisende maner de resterende 40 minutter. Nær-perfekt kombineret og opbygget sæt, den suveræne scene-tilstedeværelse og nok rigtig gode numre til at holde momentum i tre kvarter.
“Then he fucked me again, that’s how I learned about men”, av. Der er masser af sex og tvivl hos Vilma Crow, hvor et tilbagevendende spørgsmål synes at være, hvorfor gør jeg det her mod mig selv, hvorfor søger jeg anerkendelse på denne måde? På “I Get Loads”, et stille nummer med masser af krudt i teksten, lyder det blandt andet, “I’m the girl you leave loads in”. Og så smutter han igen.
Måske mangler Vilma Crow en stor figurativ og metaforisk vagthund, der kan passe på hende og vogte? “Guard Dog” er et fremragende og voldsomt smukt og rørende nummer. Her igen bakket op af vidunderlige kor og harmonier, fra en enkelt korsangerinde, der får et ekstra bifald herfra. I det hele taget var Crow omgivet af et dygtigt og velspillende band, der til fulde formåede at komme med over den høje bare Vilma Crow selv satte.
Det kuriøse midt i al denne selvsikkerhed og fremførelsen af sange om tvivl og lignende, var hvor ydmyg og tyst Crow virkede, når hun sporadisk adresserede publikum. Så fremstod hun nærmest en lille smule genert og som en, der helst ville gemme sig. For så at kommandere scenen, som det mest naturlige og synge sjælen ud.
Der var ganske enkelt ikke en finger at sætte på fremførelsen og leveringen her. Selv de små nødvendige kunstpauser, der hvor numrene lige kunne få lov til at lande og ånde sad lige i skabet, som det mest naturlige i hele verden.
Vilma Crow virker som the real deal, og i hvert fald ikke en pretender. Men der blev sat suverænt punktum med “Pretending”. Endnu et imponerende nummer, der lettede og fik teltdugen til at lette mod slut, da de sidste kræfter blev sat i og alt krænget ud af Crow og bandet.
De bukkede, jeg bukker og letter på hatten. Vi ses på Avalon næste gang?
Og så skulle flokken også lige lande og finde fodfæste igen. Det gøres fint med Gutter-Mælk, det ligger ligesom en bund og ro i dunken. Så kan man snildt hælde en kande øl ned i dybet efterfølgende.
Folk kom og gik, flokken voksede alligevel i skyggen. Bette kunne anes i det fjerne på Eos. Der kom noget hiphop og overtog Gaia efterfølgende i form af L1na, er hun i familie med D1ma? Mongoen kom flyvende hjem til reden med mere mælk fra Gutter, han var sendt af sted fra øen med budskabet: “hvis I synes den er lidt for stærk, så kommer I bare tilbage og får lidt mere mælk”. For stærk?!
Der var efterhånden indtrådt tålelige solforhold, aftenluften tog over og der hang en liflig duft af hardcore i den.
Split, Gaia, 19.45
Ja, det var så en hardcore-koncert. Har man set en, så har man set mange af den slags. Unge Splits materiale er stadig lidt for generisk og genkendelig til at de kom helt ud af den lidt firkantede præmis jeg indleder med her.
Det var kliché paraden af two-step hardcore, rabalder og kontrolleret kaos. Wall of Death skulle vi selvfølgelig også igen, flueben ved den på tjeklisten.
MEN. Hardcore har i de senere år vist sig at fungere rigtig godt på Roskilde, og ikke mindst under First Days. Energien er smittende og fængende, folk er klar på det og skal “bare” have noget af afreagere til i 40 minutter, mens vi raser gennem alle de velkendte tricks og ritualer.
Så kan det godt være at virkemidler, lyd og attituderne virker lidt for velkendte og fortærskede. De fungerer live. Og Split skal roses for oprigtigheden og energiniveauet, der var tydelig tænding hos de unge gutter fra Amager. Og så HAR de midt i mikset af referencer og lån fra hardcore-historien og dens ABC et par ret solide numre, der viser at der er krummer til mere i knægtene.
Et af dem er “Cold Hearts” ft. Dethrxner. Det er et “bomben” nummer, som de unge måske sagde engang. Ikke at der er den store nytænkning her, det er klassisk “slås og bolle” hardcore, men der er SMÆK på og, ja, det er bare en god sang?
Flere af den kaliber, noget mere Split og knap så meget af forbilleder og arvegodset derfra. Og så finde en balancer, så det hele ikke føles som “!” og CAPS LOCK musik. Det bliver man lidt udkørt af, når det er uafbrudt.
Derfor var højdepunktet også nærmest, da forsangeren greb mikrofonen mod slut og gjorde det hele meget menneskeligt og… nuttet? Han var nødt til ikke blot at takke crew og band, men også mor og far. Og hans lillesøster, der lige havde fået huen på. Nåååårh, det var sgu sødt og pludselig blev man også mindet om, hallo, det her er meget unge, uprøvede unge mennesker, der har fået en kæmpe mulighed for at spille på Roskilde.
Split skal i hvert fald have, at de greb den og gjorde alt de kunne for at få det maksimale ud af deres øjeblik i spotlyset.
Og så forlod de scenen og vi teltet til tonerne af ABBA og “Dancing Queen”, der skabte spredt og spontan fællessang hos hardcore folket. Roskilde Festival er og bliver en kontrastfyldt størrelse.
Klokken havde kun lige passeret 20.30 og det virkede som et lidt langt og sejt træk, at skulle holde dampen og momentum oppe indtil Skt. DeLarge skulle på kl. 23.00. Alligevel lykkes det på en eller anden måde?! Tiden gik i hvert fald, lige pt. har jeg svært ved at huske, hvad pokker vi egentlig fordrev tiden med. Altså, jeg har en idé, men intet stikker ud!
Skt. DeLarge, Gaia, 23.00
Er det hiphop? Skt. DeLarge rapper, når han ikke råber eller snakke-synger og spytter ordstrømme ud, så ja, det er det. Det er også industrielt, og flirter med noget “metallisk” i industrial formen. Men det er mest bare sig selv og noget af en DeLarge-bastard.
Det er psykotisk og neuroisk. Men også fucking vredt. “Nu er det nok” attiuden stråler ud af hovedpersonen, som han skridter, eller skulle man sige, tramper scenen af og forsøger at opildne folk med sine kryptiske tekster. “ER DER NOGET I VIL UD MED, SÅ ER DET FUUUUCKING NUUUUU”, lyder det ret tidlig i koncerten fra Skt. DeLarge.
Er han så en god og teknisk dygtig rapper? Jeg er ikke sikker. Men jeg er sikker på, at det ikke er så vigtigt. Det virker som en personlig renselse, når Skt. DeLarge lige dele aggressivt og dybfølt lufter tankemylderet. Det er også ham der vil og skal ud med noget.
Sådan virker det også på hans nyeste album. Teksterne og tankerne fylder meget, det kan være lidt svært helt at omsætte til en festivalscene. Nuancerne går lidt tabt, man kan ikke fange alle ord, og for en del af de tilstedeværende er SKt. DeLarge og hans lyriske univers helt ukendt. Så en del kommer til at afhænge af at de rigtige brudstykker rammer, og at leveringen sidder i skabet. Dermed rammer man i hvert tilfælde med selve musikken.
Da var Skt. DeLarge træfsikker. Og lod til at få ram på mange, selvom en del også begyndte at sive, som koncerten skred frem. Det er heller ikke ligefrem et crowd pleasing univers Skt. DeLarge har skabt og serverer. De der blev hængende lod dog til at være revet med og tilfredse med at blive revet midt over.
Der kan nærmest være en følelse af noget trodsigt og provokerende over Skt. DeLarge. Som når han leverede hvad der musikalsk dunkede og lød som et sarkastisk festnummer. Er det meningen vi skal slå hjernen fra og feste “dumt”? Næppe. Teksterne er til tænkerne derude.
Skt. DeLarge er tydeligvis en ener. Original og unik, lyrisk og musikalsk. På Roskilde gik en smule tabt i oversættelsen til en festivalscene, men mon ikke nogen fik noget fucking ud i processen? Det virkede i hvert fald som om at DeLarge selv fik lukket godt med damp ud deroppe.
Således kunne man lettet og udtømt spankulere ud i mørket på jagt efter natmad og søvn. Førstnævnte fandt jeg hos Dixi Burgeren, hvor ingen kø til kød lokkede. Hvad har de gjort mod dig, Dixi?! Hvorfor skal de pille ved noget, der virker, eller var begyndt at virke igen efter nogle svage sæsoner?
Jeg skal ikke sige om transporten i den udleverede papirpose og transporten til fods hjem til teltet gjorde ondt værre. Men er bollen tilsyneladende blevet grillet? Den lignede i hvert fald noget, der havde ligget og lidt i fedtstof på en pande. Fyldt med en noget tør og smagløs bøf og noget i dette tilfælde temmelig udsplattet fyld. 85 kr., den mættede til prisen, men udførelsen får den samlede karakter ned på 2 stjerner på Dixi-skalaen.
Skulle man lige tisse af inden man lukkede teltet? Naaaah, pude, tak, det går nok, jeg vågner sikkert tidligt nok til at mit underlag ikke er blevet gennemblødt.
Af Ken Damgaard Thomsen
Feat foto venligst udlånt af Andreas Ferløv Møller
(Fotografen var på hendes “rigtige” arbejde i dag, så vi lever med mine fremragende mobilskud).
