Efter sauna og skyller onsdag var det en mere blæsende, men stadig solrig torsdag, der ramte Roskilde Festival. Med sig havde den en nogenlunde mættende blanding fra Jessica Pratt, Bedouin Burger, MRCY, Wisp, Beabadoobee, Tanner Adell, Bissesvinet, Knocked Loose og Qing Madi.
Alright, I kender reglerne og formen, ellers kan jeg henvise til denne introduktion. Ikke flere spørgsmål? Let’s roll.
Ja, som man måske kan fornemme en lidt eklektisk blanding, og en dag, hvor der blev gået på musikalsk indkøb og shoppet rundt på pladsen. Men først skulle gårsdagens oplevelser jo ligge fordøjes og foreviges.
Nøj, alt var stadig fugtigt, som havde været med ude i skyllen onsdag aften. Interessant indeklima i sådan et telt med vådt tøj i hjørnerne. Som jeg kunne nyde fra, vågnede jeg tidligt med, ta-dah, krampe i baglår og læg. Af slagsen, hvor der ikke er noget at gøre, man må bare bide tænderne sammen og pull through. Gamle idiot.
Nuvel, early bird gets the worm, op og i bad. Denne gang huskede jeg alt mit habengut til det foretagende. Og dog, hvor var mit håndklæde?
Nå ja… det havde jeg lagt til tørre oven på teltet og glemt at fjerne, da jeg forlod det dagen før. Det er åbenbart en dum idé når det giver skybrud? Der måtte improviseres lidt.
Da jeg ramte Backstage Village forbløffende (og måske lidt ufortjent) frisk, var den stadig den obligatoriske soveby. Resten af pladsen summer allerede af en del aktivitet ved halv-9 tiden, folk der skal på arbejde, lastbiler der skal ind og ud. Og de første forsøg på at lappe og holde festivalens infrastruktur i live et par dage endnu.
Alt åndede fred og ro i pressecenteret, men så virkede mit eksterne tastatur ikke. Det havde ligget i rygsækken gennem skybruddet, da det er for stor til mit laptopsleeve og så kan man ikke aflevere det i Pressecenterets gardarobe. Og hvorfor et ekstra tastatur, jo, knapperne “f” og “v” er faldet af laptoppens, hvilket gør det jeg skriver endnu mere ulæseligt, hvis man ikke lige supplerer med noget eksternt.
Men nu svigtede det altså, det vil sige, knapperne “f” og “v” virkede faktisk på det. Så måtte sidde og skrive teksten på det gamle hakkebræt, og tilføje “f” og “v” med det eksterne placeret ved siden af… det var måske en smule langsommeligt og dåsk? Godt man møder tidligt på jobbet…
En tur på mediemøllen, og jeg konstaterede at nogen havde glemt deres mobil inde i “min” kabine. Nå, hvad nu. Afleverer den i informationen efter mit besøg? Hvad nu hvis vedkommende kom og bankede på? Det bankede selvfølgelig på… “Sorry, is there a mobilephone in there?”… “Yeah…. two seconds”…
Fuck it, fyren skulle ikke vente på, at jeg blev færdig med mit projekt og orkede ærlig talt ikke yderligere pres. Så åbnede døren på klem og stak telefonen ud. Efter det gratis pip på pressen på arbejde glemmer han nok ikke sin telefon foreløbig.
Meyer for helvede og en Bedouin Burger, tak
Vi går i lidt fri form i dag, mere end ellers, jeg har ikke det store behov detaljerede anmeldelser af de fleste af dagens koncerter. Det VAR en “fridag” i den forstand, at der var dømt “vi ser hvad der sker” og hvem der gider hænge ud med mig til hvad.
Jeg startede solo, var jo også forbløffende tidligt færdig trods mine mange handicaps og handicappede tastaturer. Tror faktisk aldrig jeg har været så tidligt ude af Pressecenteret igen?! Der var over en halv time til Jessica Pratt på Avalon kl. 13.00, så måske man ligefrem kunne nå noget ordentlig morgenmad?
Kursen blev sat mod MEYERS Madhelvede af alle steder. Ja, den kogekarl og hans bøllehatte burde man ikke støtte. Men han har de seneste par år sørget for at hans slaver, jeg mener frivillige, laver en særdeles delikat og mættende Falafel Bowle til en for festivalen rimelig pris på 100 kr. – hvilket er et fund i forhold til kvaliteten.
Den er nævnt og rost tidligere, stadig et sikkert valg, man får en del forskelligt, det hele smager godt og man bliver mæt af blandingen. Og jeg føler mig på ingen måde snydt. Det er næsten alt jeg beder om. Det er stadig en 5er på value for money skalaen.
Og til dessert en MANgarita fra Barvalon. Hvordan finder de da på de navne?! Og så var man samlet set 200 kr. fattigere inden første koncert. Meh.
Solen skinnede, vinden var stedvis lidt strid, men hva faen, man kunne sætte sig i kanten af Avalon og reflektere lidt over stort og småt. Eller bare stene og glo på mennesker i samme “mode” som en selv. Mange var tydeligvis krøbet ud af deres forskellige skjul for at finde et nyt forholdsvis roligt åndehul på pladsen til at dratte om på.
Derfor var det heller ikke de bedste arbejdsbetingelser, den amerikanske sanger- sangskriver Jessica Pratt havde, da hun stille luskede på scenen. Og lagde ud med “technical difficulties” og lidt baksen rundt. Ja ja, rolig nu, vi skal lige i gang.
Pratts musik og stemme er behagelige, og passede godt til tid og sted. I den forstand at den bestemt ikke forstyrrede dem, der var kommet for at snakke, eller vækkede de sovende gæster i teltåbningen. Dem der var kommet for at nyde koncerten, stod tæt på scenen og kunne sagtens være proppet ind på Gloria.
Her var de ofte tyste og svævende numre, og især teksterne, nok også kommet mere til deres ret. Det var ikke en koncert, der var i stand til at suge flere til, dertil var det for intimt til den forholdsvis store scene. Der blev lagt ud med den fine og følte “World on a String”, hvor Pratt fra start for sat rammen. Det er følsomt, lidt vemodigt men med en form håb og lys.
Det er også noget, der kræver tålmodighed og fokus fra en som lytter. Ellers bliver det bare behagelig baggrundsmusik. Eksempelvis viste et flot nummer som “Greycedes” ret tidligt i sættet, at det også kan blive FOR tyst. I hvert fald til snakkeklubben, som nu var ankommet.
Den vinder denne form for musik sjældent over.
Men så kunne man stå og drømme sig lidt væk, zone ind og ud og vågne op til sange som “This Time Around” eller “Life Is”. Men trænge igennem til Roskilde gjorde det ikke for alvor. Vi var på en anden frekvens.
Der var meet up udenfor teltet, de der Gnuer var sgu vågne og på tidlig udflugt. Så der blev lige tid til at lægge slagplaner, som ikke blev holdt, men altså, der var planer på et tidspunkt!
Jeg fik lokket nogle med på en bid Bedouin Burger på Gloria kl. 14.30. Bare lige smage og se hvad der gemmer sig bag det tillokkende navn.
Der er tale om en duo med rødder i Mellemøsten, oprindeligt henholdsvis det sydlige Libanon og Syrien. Men med palæstinensisk baggrund, så vi er ude i gråzoner og statsløse tilstande.
Det kan give en nomade agtig tilværelse og følelse, kunne jeg forestille mig. De har også et nummer, der bare hedder “Nomad”, som jeg er faldet for inden festivalen. Det er forholdsvis opløftende og håbefuldt i forhold til det, der blev lagt ud med i mørket på et godt proppet Gloria.
Der var en naturlig sprogbarriere i den forstand, at de traditionelt klingende hymner blev fremført på original sproget. Og selvom der blev forsøgt med sporadisk kommunikation på engelsk mellem numrene, så var det tydeligvis en koncert, hvor vi skulle mødes og forstå hinanden i musikken.
Den var momentvis meget gribende. I lange perioder ret stille, men dirrende dramatisk og emotionel. Afbrudt af pludselige eksplosioner og opsving. Man kunne høre og føle det smertelige, længslen og afmagten i den smukke kvindevokal. Da behøvede man ikke ord for at kunne være med. Ikke på et konkret plan naturligvis, men følelserne og stemningen mærkede man.
Det mandlige islæt styrede bas og stod og rodede lidt med rytmeboksen og andet isenkram. Han fumlede også lidt rundt i det af og til. En forkert knap, eller en der ikke lige gjorde som den skulle eller ting der skulle justeres, især i begyndelsen af sættet. Det gav det en vis jordnær charme, men hylede også en ud af stemningen, når det resulterede i høje knald på scenen.
På et tidspunkt var det dog hensigten. Der var et nummer, hvor effekterne, sammen med blinkende røde lamper på scenen, gav indtryk af bomber, der faldt. Det var stærkt. Men efter en halv time begyndte man for alvor at mærke den der sprogbarriere og den manglende forståelseshorisont.
Man ville virkelig gerne forstå det her bedre, hvad det præcist handlede om. Og hvad man egentlig stod og fik sendt i hovedet fra scenen.
Så bliver det lidt svært at holde fokus og man står og bliver sådan lidt apatisk og bruger kræfter på at afkode. Vi tænkte vi havde
forstået budskaberne og trak stille og roligt ud i solen igen.
Men selvfølgelig skal der være navne som Bedouin Burger på Roskilde Festival, og fedt de giver plads og opmærksomhed til det – hvor skulle de ellers spille i Danmark?
Vær nådig mod os i solen!
Det trak op til noget moderne soul fra MRCY på Avalon, eller det var faktisk lige gået i gang da vi parkerede vores lille festivalbus i solen mellem Avalon og Gloria. Tid til en drikkepause.
Altså man drikker i pausen, I ved. En god, flink og liflig is-te med lidt ekstra brændstof blandet i. Og is. Masser af is. De sparer ikke på det herude, hva?
MRCY summede et sted i baggrunden mens snakken gik om voksendiagnoser, udredninger og ældre mænd med slidte hjerner. Der har tilsyneladende spredt sig en mindre epidemi blandt mandlige Gnuer, hvilket sandelig kan forklare en hel del… It all makes sense now!
Nævnte MRCY lød forresten ganske kompetent et sted derinde, men snakken gik og så forsøgte vi altså at holde den på god afstand fra teltene. En af redaktionen kendt og af Gnuer afholdt og stadig løst tilknyttet til flokken med direkte forbindelse til kernen af Roskilde Festival dukkede op. Og kunne dele lidt “sladder” med tabloidpressen og Gnu crewet.
De har solgt MANGE billetter i en rasende fart i dagene op til, at Roskilde officielt kunne melde udsolgt. Skybruddet gav åbenbart de sidste billetkøbere FOMO? Glimrende, så er der flere penge til velgørenhed at give væk. Og festivalen kan puste lidt ud, de kom i mål – bare det ikke bliver en sovepude eller ikke giver stof til eftertanke.
Vores insider var egentlig på vej til at finde mad, mens man kunne nå at spise mellem pligterne. Men det kan berettes, at Charli XCX, der havde afbrudt sin ferie for at spille på Orange, var blevet så begejstret for modtagelsen, at hun har forlænget sit ophold og kan findes til koncerter rundt omkring de følgende dage. Måske kan hun hænge ud med Damon Albarn, altså hvis han kommer? Det styrer Damon!
Vi skulle egentlig have været ind på Gloria til Couch Slut, men da vi fik bevæget os derover var saunaen lukket. Og der var godt med kø udenfor til når, der blev plads inde i svedhytten igen. Det kunne vi ikke lige overskue.
Gaia ønsker og Orange smil
Skulle man se, hvad unge Wisp havde i kjoleærmerne på Gaia ved 17-tiden? Ikke meget viste det sig desværre. Og ja, hun ER ung. Men hun har godt nok været på rov i forældrenes pladesamling med shoegaze, indie-støj og dreampop. Og ikke fundet på særligt meget selv. Endnu.
Det var godt nok en jævnt kedelig, forudsigelig og alt for velkendt omgang. Hvilket ikke ville gøre så meget, hvis hendes sange ikke stadig med få undtagelser er noget ordinære. Kongen, Gnuernes gamle kaptajn, var især svært utilfreds og mente at der ikke var nogen grund til at booke hende, hvis hun ikke kunne mere.
Jeg forsøgte omvendt at argumentere for at man skal starte et sted. Og hvis man ikke får nogle erfaringer, eksempelvis på Roskilde, så lærer man heller ikke noget. Der blev skudt tilbage med, om det BEHØVEDE at være på Roskilde. Så kan man jo stå der med hver sin udlægning af noget, som man i sin essens var grundlæggende enige om: Wisp var en søvndyssende omgang med uoriginale numre, som med undtagelser som “Your Face” ikke rigtig førte nogen vegne.
“Fuck man bliver depri af det her”, udtalte en tydeligt frustreret konge. Han trængte vist til noget sol og smil? Det kunne muligvis findes på Orange.
Lige til spisetid var der nemlig linet op med lyserøde træer og en storsmilende Beabadoobee og band på den store scene. Sparsomt, men respektabelt fremmøde til et navn, jeg var så klog at mene måske ville have været bedre egnet til Avalon. Eller til nøds Arena. Her tænkte jeg i forhold til hvor kendt hun er.
For musikken, og den næsten konstant funklende Beatrice Luas i centrum, var født til at stå i solen. Og levere hendes fortrinsvis energiske alt-rock/college-rock møder indie-vibes numre. Det var langt mere rocket end “frygtet”, bevares også i den lettere og mere poppede ende, men bestemt smittende og medrivende.
Ikke mindst fordi hovedpersonen strålede om kap med solen og havde et vindende væsen og udstråling. Det var også liiiige ved at blive for meget mod slut, så man frygtede at smilet ville sætte sig fast og hun skulle have hjælp efterfølgende. Men, “du smiler for meget og ser for glad ud” ville også næsten være en tarvelig kritik.
Nå, musikken. Endnu en, som havde været på rov i forældrenes kasser med aflagte CDer fra 90erne og lidt til. Men hvorfor må Beabadoobee så gerne stå og fyre noget af, som i bund og grund er hørt før, når Wish ikke måtte? Dobbeltmoralsk? Måske, men Beabadoobee havde også bare nogle lidt bedre og smittende sange med ud i solen. Og sidevinden.
Der blev lagt ud med “California”, som vist var forlænget i liveversionen? Den fik i hvert fald lov til at blæse om kap med vinden i hvad der føltes som relativt lang tid for et åbningsnummer. I hvert fald i forhold til størstedelen af sættes relativt stramme og “normal” længde numre.
“10.36”, man fik mindelser om sommerdage for 25 år siden, P3 eller en College komedie kørende i baggrunden et sted. Andre steder blev der rocket lidt mere igennem, stedvis lød hun og band som Weezers unge fætre og kusiner? “Real Man” er Beabardoobee i et mere roligt og afdæmpet hjørne, men det er et rigtig godt nummer, som fortjent også har fået spilletid på eksempelvis P6 Beat.
Men den store overraskelse var egentlig at Beabadoobee og band ret ubesværet kunne holde den kørende på den store scene i en times tid.
Man kedede sig ikke, sange og show flød af sted, hun strålede og dem der blev hængende var vist blevet overbeviste og havde en god oplevelse.
Stor Orange oplevelse og en til historiebøgerne? Nej, men i dette tilfælde var mindre nok. Og man kan komme et godt stykke på charme, sympatisk udstråling og sange, der er gode nok til at lægge et solidt fundament.
Så stod de resterende Gnuer der og blafrede lidt i blæsten. Den øvrige flok var igen eksploderet og bissende løbet i forskellige retninger for at fange noget musik. Jamen så fortsatte man da bare sin hyggedag med Kongen og det lille følge. Mod Eos? Kunne anmeldertypen lokke med noget “glam country”?
Glam country og bisset vækkelsesprædikant
Det kunne han godt. Tanner Adell var grundet en aflysning og rokader mellem Gaia og Eos, som jeg opgav at få helt overblik over i farten, blevet flyttet fra netop Gaia til Eos. Og så var Bisse og Svin, Bissesvinet, hævet ind som erstatning for nævnte aflysning. Godt så, nu man var i området kunne man jo passende undersøge begge dele.
Tanner Adell er af den nye og populære skole, hvor sorte artister tager countryen tilbage og blander den med moderne stilarter. i dette tilfælde poppet RnB og en smule hiphop tendenser. Det giver en nemt fordøjelig og ganske fornøjelig poleret form for country-danse-RnB.
Det burde fungere, også på større scener, og Tanner Adell selv var tydeligvis skolet og påvirket amerikanske underholdningsindustri. Giv de der amerikanske musikere af denne type og temperament en mikrofon og en scene, så skal de som et minimum nok underholde og på professionel vis holde den kørende.
Slagssiden er så, at det også nemt kan blive lidt upersonligt og overfladisk. Tanner Adell havde sådan set masser af personlighed og attitude og en vaskeægte BANGER i form af “Buckle Bunnie”. Men det meste af det øvrige materiale? Eh, lidt forglemmelig. Det kan så være et tilbagevendende problem på Roskilde i disse år. Lidt for mange “jamen, det er da sådan set meget fint” oplevelser. Og hvad så mere? Næste.
Det bliver desværre momentvis lidt en metervarer eller transportbånd-oplevelse, hvor man kan følge med båndet rundt på pladsen fra “fint til fint”. Når noget så stikker ud eller fænger for alvor, kan man hoppe af og SÅ sker der pludselig noget. Og man kan skære sig på det!
Sådan et stop var Bissesvinet på Gaia kl. 21.00, fløjet ind fra Køln af alle steder i sidste øjeblik, eller tæt på. Hvad de har tænkt i Køln, de der har oplevet Bissesvinet live, tør jeg ikke gætte på. Det var… interessant.
Andet kunne man næsten ikke forvente af et samarbejde mellem Bissebassen og det improvisatoriske jazzband Svin. Her dog koordineret i noget, der virkede som en mere fastlagt ramme. Ikke at det der foregik indenfor den ramme var nemt afkodeligt, det var i hvert fald som minimum åben for fortolkning.
Kongen udvandrede i protest. “Synes du ærligt at det er GODT?!”, lød det hårdt fra Kongen. Jeg var reelt i tvivl. Men jeg var også nysgerrig og sært fascineret af den aftengudstjeneste Bissesvinet havde gang i med Bissen i kåbe midt på scenen. Eller i vanlig stil rundt og frem og tilbage på den.
Jeg var også i tvivl om, hvor meget af det der var ironisk. Om det var endnu en metaleg fra den drillesyge og eventyrlystne og altid afsøgende Bisse. Blev vi taget ved næsen, var det kejserens nye klæder, var DEN fornemmelse også en del af pointen?
Man skulle lige tune ind og justere, forsøge at afkode, samtidig med at Bisse og band skiftede mellem at messe, prædike, forføre og pille det hele fra hinanden med kommentarer som, “nu kommer der en ny sang. Det er en lorte sang”. Eller, “de bands der kommer med på afbud… de skal lide døden”.
Der var en del med liv og død. Det var bygget op omkring en række citater og passager fra biblen. Og her kom Mongo på banen og viste sit værd som Wingman, så det følgende er baseret på de betragtninger han bød ind med blandet med mine egne små åbenbaringer.
Han (Mongo) nævnte eksempelvis Salmernes Bog og kastede sig ud i et hurtigt grundkursus af den lidt udenfor teltet, som jeg nu havde forladt efter noget cirklen rundt for at finde et fodfæste. Da var vi nået til et nummer om en kvinde, han havde elsket. “Han”, hvem det så end er, Bisse, mennesket, karakteren, sammensmeltningen eller figuren fra Salmernes Bog?
Mongo mente, og vi var ude i en hurtig tankestrøm, at Bissesvinets koncert og musik kunne tolkes som at religion og dens budskaber i sin essens er godt. Men er blevet misbrugt og forvrænget. Det var en anerkendelse af kompleksitet, søgen og løse tanker og måske ikke et konkret “billede” som vi blev præsenteret for. Den kunne jeg så tygge lidt på og forsøge at lave til mine egne billeder.
Der kom noget om verdens undergang, “En stor stjerne faldt ned fra himlen og dens navn var Malurt”, det er et løst omskrevet fra Johannes Åbenbaringen. Og så ved man, at det skal til at gå ned. “Tusind tak fordi vi måtte komme og sprede lidt dårlig stemning… hav en god festival”, var afskedssalutten fra ypperstepræsten, der nu smed præstekjolen og havde “klædt sig selv af”. Han havde tøj på, men hvor meget?
Vores pludseligt manifesterede bibel ekspert og tolker, Mongo var ikke færdig. Det kunne handle om styrestystemer/systemer der styrer, et forsøg på at sætte menneskeligheden i ramme, dobbelthed som man må prøve… og Bisse var ikke ude på at dømme, men udpege alle disse kompleksiteter. Jeg opgave at følge med i mine noter, jeg skulle også lige fordøje oplevelsen i mens…
Det var i hvert fald hverken en oplevelse, der gjorde mine festival dårligere eller som virkede som noget fra samlebåndet. Og du skal forresten ikke bestemme om jeg har en dårlig festival, Bisse, you are not the boss of me!
Slået lidt ud af kurs
Således kunne man rundt på gulvet vakle tilbage mod Eos og få den sidste rest fornuft og tankevirksomhed banket ud af skallen. Den stod på mædelcåre fra Knocked Loose, som havde fået den tvivlsomme fornøjelse af at skulle uddele klø fra og kæmpe med problembarnet Eos.
Den har slået større bands ihjel. MEN den har overraskende nok også vist sig som en scene, hvor metal som Nakkeknaekker eller hardcore som SYL, har fået skovlen under den og banket den på plads.
Det lykkedes også delvist for de amerikanske fyrer, der i hvert fald fyrede den af. Den fik fuld gas og håndtaget i bund fra start til slut. Men også på en lidt maskinel og “endnu en dag på kontoret måde”. Det er så også et kontor, hvor der bliver svedt for lønnen og brugt noget energi.
“Blinding Faith”, baaang, så var de i gang. Og så gik det lidt som man havde regnet med, indtil vi blev rykket rundt af “Suffocate” mod slut og hvad de nu buldrede og skreg os videre med. Hvis man ikke lige er til metalcore, eller en del af festen inde foran, så kan det hurtigt blive en lidt monoton oplevelse.
Det maxer konstant ud, de samme virkemidler igen og igen uden den store variation, bare op på den store klinge og af sted. Jeg kan hurtigt savne mere opbygning, så de dybe hug rammer hårdere. Men jeg ved også, at det ikke ligger helt til genren. Der SKAL bare være smæk på uafbrudt og brændes noget krudt af. Det virkede også inde foran. Lidt længere ude, mjah, altså Knocked Loose kan da deres metalcore ABC.
Og de følger den til punkt og prikke. Og så er vi tilbage ved at det gjorde de nok også i går og igen i morgen. Så er det, om man fik det ud af dette øjeblik, som man var kommet for? Man skal i hvert fald huske, når man brokker over, at der er for meget pop på Roskilde, at de her koncerter findes ude i periferien. Og her døde det ikke på Eos.
Så meldte sulten sig, til gengæld var jeg nok så småt ved at være mæt af godt selskab og noget jeg skulle være socialt velfungerende til. Mad først, dernæst Amenra på Gaia op til planen. Sådan da, jeg viste godt at mad kunne slå mig ud og at jeg nok bare havde brug for mig-tid til at runde dagen af.
Ski Burger, en klassiker, der altid formår at skuffe lidt, så man tænker, “NU var det altså sidste gang”. Efter den sunde start på dagen 12 timer tidligere (shit, hvor bliver tiden af på Roskilde?!) lokkede en gammeldaws pølsemix alligevel. Og det virkede i underlig passende til dagens musikalske indtag?
Lidt forudsigelig, lige mættende nok med med en lille overraskelse i at den faktisk var hæderlig til prisen. 75 kr. er lige i overkanten for hvad man får, men i år er dressing i det mindste med i prisen og bliver bare pumpet ned på de stakkels fritter og pølser i stedet for bøvlede små overpriced poser. Det kalder vi en solid 3er, regn ikke med det store, men du får det du så regner med.
Så sad jeg lige og slog mave i et moderat roligt krat. Nå, Gaia? Lige da jeg rejste mig og gik i den rigtige retning var Stormzy færdig på Orange og kidzne strømmede ud fra pladsen med kurs mod efterfesten. OMG, NPC anmelder fanget i strømmen. Jeg valgte at følge den, dreje af og cirkle tilbage. Ny strøm, stadig i den forkerte retning. ARGH.
Nu skulle jeg også tisse. Jeg kantede mig igennem og søgte mod Gaia. Amenra var ved at gøre klar. Jeg spottede Gnu-flaget, søgte mod toiletter. Alt optaget og med kø på begge sider af Gaia og stadig væltede det væk fra Orange med feststemte unge mennesker, der ikke havde noget imod at lave en aldrende pressefidus på afveje om til Roskilde Roadkill.
Jeg måtte lade vandet i en busk. Således frarøvet den sidste rest værdighed, tænkte jeg, at det måtte være et tegn på at smutte i teltet og finde den til i morgen.
Men så dryssede jeg forbi Apollo, hvor der var god gennemstrømning ved indgangen. Så jeg kom sgu til at dreje ind?! To gange på Apollo på to dage? Det fordobler vist antal af samlede besøg på den scene for mig samlet set over alle festivaler.
Denne gang var der plads og ikke coke-crowd stemning, så man kunne da lige snuppe en smøg til Qing Madi og se hvad hun var for en størrelse fra Nigeria. Hvor var min sidste pakke smøger?! For fucks sake, den havde jeg nok ladet ligge i min spisekrog, da jeg rejste mig efter pølsemixen. Dammit… Nå, røgfri indtil teltet, det var måske meget godt. Og endnu et tegn.
Qing Madi var sådan set et meget charmerende bekendtskab, men hun virkede også lidt på udebane. Ikke pga. hendes blanding af pop-RnB-rap tilsat afrobeats. Eller jo, det var måske ikke heeeeelt det, det festklar publikum var kommet for. De kunne nok godt have klaret en DJ eller mere elektronisk kunstner på dette tidspunkt.
Det gjorde også, at Qing Madi kom til at fremstå lidt fejlplaceret, og der var en ubalance mellem, hvad hun ville og regnede med og hvad folk var klar på. Så ville hun pludselig free style over et navn fra en fra publikum. Da trak hun det heldige kort og fik sgu en “Pamela” i nettet. “Play something, play anything, I don’t care”, sagde hun til bandet, så skulle hun nok klare resten.
Jeg er ret sikker på at jeg ikke hørte hende sige “Pamela” på noget tidspunkt?! Og det hele faldt lidt til jorden, hvor også publikum virkede en smule forvirrede. Nå, big smiles, ingen slinger i valsen, Madi fortsatte bare som om at alt gik efter planen.
Planen fulgte jeg også kort efter, den førte mig ud på den lidt længere tur hjem, hvor man kom ud venstre for Orange. Så skal man lige gå slalom i mørket mellem lidt flere branderter af forskellige størrelse. Der var et par solide imellem! Jeg kunne sjovt nok gå lige ud, det lader til at jeg har fundet det rette blandingsforhold?
Det må vi hellere prøve at opretholde i morgen, fredagen ser mindst lige så lang og flakkende ud.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Mine og Kong Thomas Bondes blandede mobilskud
