De sidste par festivaler inden Coronaen ramte og gav et afbræk var konsolideringen af tendenser, som man havde set snige sig ind de foregående år. Rock og metal var blevet niche, ungdommen sad på de større scener og programmet blev tiltagende fragmenteret. Roskilde Festival 2018 og 19 er fokus for det næstsidste tilbageblik på et kvart århundredes festivaler.
Og så var man alene. Efter festivalen 2017 fik Jonas andre prioriteter for sin begrænsede fritid, og jeg mistede dermed min faste skrivemakker og buddy i felten. Det fik mig også til, at lægge ud med at neddrosle forventningerne for omfanget af GFRs dækning i indledning på mine skriverier fra 2018.
Hvorefter jeg straks gik i gang med at overkompensere og indledningsvis skrive cirka lige så meget, som to mand tidligere gjorde. Og med tiden såmænd overgå den samlede mængde. Fordi jeg er en idiot uden stopklods på mange punkter… Det skulle med tiden komme til at bide mig lidt i røven, men ikke på denne side af Coronaen.
Noget måtte dog ofres, der er trods alt begrænset tid, lige meget hvor meget man sidder og sveder i Backstage Village. Så interviews under festivalen blev skåret fra, og tiden brugt på koncerter og andre oplevelser på pladsen – som med tiden fik næsten lige så meget plads.
Judas/Jonas’ exit gav dog nye muligheder, i det ex-konen, Lene (også del af flere af de tidligere artikler) kunne gøre Roskilde comeback, som GFRs officielle fotograf. En lille hobby hun dyrkede i de år, så vi taler ikke på professionelt plan, men dog en tydelig opgradering på den visuelle front i forhold til vores mobilkameraer.
I samme ombæring gav det også Roskilde debut til bonus-datteren, som med sine 6 år på bagen virkede robust nok til at klare en festival under opsyn. Det gav naturligt lidt ekstra/andet “arbejde” imens vi arbejdede i GFR regi, men altså, så kom man på festival på en ny måde. Og kunne bruge de erfaringer og oplevelser til nye vinkler i dækningen. Hun har været fast inventar på festivalen lige siden, dog aldrig en hel uge i streg. Der er brug for pauser og pusterum hist og her, så den unge TikTok hjerne ikke overbelastes.
Op og ned i showbiz og på Rising
Der var mindre ændringer hist og her ud over vores bemanding i felten, som også fik indflydelse på, hvordan jeg gik på festival. Jeg mener, man skal lige have øjne i nakken, når en 6-årig tumler rundt, eller skal have noget opmærksomhed. Rising Scenen havde nemlig flyttedag igen, men ikke i så radikal grad som tidligere.
I stedet for at ligge lige i et trafikknudepunkt mellem Service Center West og gangbroen, var den rykket op i den anden ende af West ved Skatebanen. Det fungerede bedre, hvad trafikken omkring scenen angik, til gengæld lå den lidt i en vindtunnel. Og trods ellers udmærket vejr blæste der altså en irriterende sidevind over campingpladsen under Rising-dagene.
Det var sludge/doom-metaltrioen Dirt Forge, der åbnede scenen heldigvis ligeglade med. Den fik et tryk 16 og en på lampen, så dåseøl og støv fyldte luften allerede under første koncert. Helt så vildt var det ikke et halvt døgns tid senere da skønne Slægt lukkede første dagen med deres knusende og stormfulde blackmetal. Da blev folk bare blæst godt igennem i stedet for.
Der var naturligvis fuldt program mellem de to metal yderpunkter, men det er de to koncerter, der har sat sig fast i hukommelsen fra søndagen. Det var i øvrigt også metal, der fik lov til at lukke Rising mandag aften, da deathcorebandet Cabal var ved at brøle og blæse toppen af det pyramideformede telt.
Mandag var det dog de noget blødere toner, som gjorde størst indtryk. Eksempelvis den finurlige svenske Albin Lee Meldau, der gav den som laidback og scenevant slacker-crooner. Det var næsten arrogant afslappet, men han var god i rollen. Og kunne forresten opleves som semi-headliner på Heartland i år. Så det er ikke KUN de danske navne, som potentielt dukker op andre steder efter en tur på Rising.
Både Luster og Kippenberger, der begge var i vælten på P6 inden festivalen det år, leverede fine koncerter. Og i begge tilfælde var det som om, at det ikke rigtig resulterede i øget momentum? Det kan der være utallige grunde til, det kan også være efter eget valg. Fælles er i hvert fald at ingen af dem rigtig fik et hit i radioen igen og på en måde toppede her? Det er også en stor del af fortællingen om Rising.
Den sidste dag, tirsdag (festivalen startede jo allerede onsdag nu), blev brugt i selskab med blandt andet Holm. Han havde tidligere prøvet lykken med Yung, også på Rising, og nu skulle den så have et skud i eget navn. Resultatet blev vist lidt det samme? Nogle kan bare ikke få nok fart og kraft på til at slippe ud af tyngdekraften fra Rising.
Det kunne jeg godt, jeg brugte de sidste par timer af tirsdagen til tuller rundt på pladsen med den trofaste wingman Mongo. Og vi fik vist også delt noget whisky, nu da fotograf og barn var daffet hjem.
Jeg endte med en hjemtur over festivalpladsen (ALL ACCESS, VIP VIP!), og faldt over en koncert i Volunteer Lounge for de frivillige med førnævnte Kippenberger. Så han spillede faktisk på Roskilde igen! Spøg til side, det er en nærmest fast del af “programmet”, at et par af Rising-navnene giver små koncerter for de frivillige. Og forresten også spiller showcases for gud ved hvem af branchefolk i Backstage Village, så det er altså ikke “kun” en Rising koncert de skal tænke på i den uge…
The Slim Shady Show
Hvad kan man sige om Roskilde Festival 2018 (og 19 for den sags skyld, hvis vi lige skal tyvstarte lidt på den)? Er der nogle større linjer eller fællestræk ud over, at det var slutspurten inden Coronaen lukkede festen midlertidigt?
Det var i virkeligheden nok “mere af det samme” fra de foregående par år, hvor Anders Warren havde taget over efter Rikke Øxner. Og var begyndt at sætte sit eget præg på bookinger og retningen for festivalen fremadrettet. Det var nok et generationsskifte på det helt rigtige tidspunkt og også den rette mand med den rette alder og indstilling. Wir müssen vorwärts, bitte!
Ikke at det betød, at alt med et pludselig var anderledes og alt var nyt. Men der blev (eller forsøgt) gjort op med vanetænkning og publikums forventninger, eller i hvert fald meldt ud, at man ikke automatisk skulle regne med dit og dat som en selvfølge. Eksempelvis var der den berømt/berygtede udmelding om, at man ikke længere skulle regne med en “Bruce Springsteen” hvert år. Nej nej, ok ok, rolig nu, det synes jeg da heller ikke at jeg havde… javel så.
Så i 2018 spillede Eminem over for den nok største menneskemængde, jeg har oplevet være samlet foran Orange Scene…
Nogle estimater går på, at der var omkring 100.000 på en plads (plus bagud til), hvor kapaciteten officielt er 60.000. Ser man luftfotos fra koncerten, hvor man kan se publikum og pladsen ovenfra, ser det også helt åndssvagt ud. Det kan man da kalde en koncert og en kunstner, som formåede at samle pladsen.
Kom han mindst 10 år for sent i forhold til da han var mest relevant og kunstnerisk vedkommende? Bestemt, men altså, Eminem har ikke just været en flittig gæst i Europa og slet ikke på vores breddegrader, så det her VAR et scoop og en must see koncert. Som ud over at man skulle trækkes med en obligatorisk wing/hypeman, der fyldte for meget og nogle af Eminems nyere, mere fesne popsange, også var en fed oplevelse. Og ja, da han sluttede med “Loose Yourself”, kan man da tale om en hel plads, der fulgte den opfordring og lost their fucking shit! All time Roskilde moment!
To enere i hver deres ende af spektret
Tidligere har Roskilde udtalt og udvist en vis betænkelighed ved at booke et navn, som kommer til at løbe med opmærksomheden og potentielt overskygge resten af programmet. Den øvelse lykkes nok ikke helt i 2018, det var på godt og ondt Eminem-året. Og han spillede den første aften, så der var udtalt risiko for at resten af programmet kom til at blegne.
Onsdag var der ellers både St. Vincent og Nine Inch Nails på Arena, men dem var der vist ikke så mange der snakkede om pga. den hvide superstjerne fra Detroit. Der var dog mindst to personlige højdepunkter for mig af meget forskellig størrelse og karakter, som stadig står som kandidater til min all time-liste.
På den lille Pavilion Scene, der ikke kun nød godt af at ligge i Gutter Island hullet, men også nød godt at stærke programmer de år, fandt jeg den ene. En lille britisk gut, der trods at klokken var til aftensmad lignede en, der lige var stået op efter en festlig aften på Pub dagen før. Den særprægede folke/rockmusiker Richard Dawson og band leverede en koncert i en mildt sagt afslappet atmosfære. Hvor snakken mellem numre og stemningen bidrog mindst lige så meget til helhedsindtrykket som selve musikken.
Han fortalte deadpan jokes af farhumor slagsen, fablede om de besynderlige idéer og tanker, der lå bag hans skæve sange, men var lynende intens når musikken spillede. Så kan det godt være, at en sang var skrevet fra synsvinklen fra et 10.000 år gammelt agern, der bliver samlet op af et bette egern… Inden han snakkede videre om sin DVD-samling.
Det var sært, sjovt og heldigvis også musikalsk vedkommende. Dawson er en spændende og original musiker, der her spillede folk som var det heavymetal. Senere besøgte han samme scene med det eksperimenterende finske metalprojekt Circle, og gav en helt anderledes, men også medrivende koncert.
Hvor Dawson virkede fabulerende og løs i kanterne, så leverede den tidligere Talking Heads frontmand David Byrne et anderledes stramt koordineret og koreograferet show på Arena. Det var lige så meget Broadwayshow og teaterkoncert, som almindelig rockkoncert, men stadig noget der føltes nyt, anderledes og forsøgte at gøre op med den kendte koncert-form.
Alle musikere på scenen var en del af showet og koreografien med trådløse instrumenter, så de kunne bevæge sig frit rundt mellem hinanden og den dansende vandreprædikant Byrne. Han tog os med ind i sit og menneskets sind med en tur rundt i de pragtfulde sangkatalog, og ja, det inkluderede adskillige Talking Heads klassikere. Altsammen pakket ind i let afrobreatede og skævt dansable klæder.
Selv skeptikere i Gnu-flokken overgav sig, og endte med at stå og danse begejstret med. Og med god grund! Det var en fucking fest og så vidunderligt musikalsk, gennemtænkt og flot udført, at det var umuligt ikke at lade sig rive med.
Festivalshopping 2018 style
Ellers kan man måske kalde 2018 for året, hvor jeg for alvor skiftede til den form for festival tilgang, som jeg til stadighed benytter mig af – også i GFRs dækning. Jeg shopper lystigt og ret frit rundt på pladsen, der er lavet en indkøbsliste inden, men det ender altid i udflugter og impulskøb.
Det gør, at jeg måske høre lidt færre koncerter fra start til slut, og i stedet fanger en masse smagsprøver. ELLER i hvert fald går på rov på de mindre scener, mens Orange troner et sted i baggrunden.
Et eksempel var torsdagen i 2018. Her nåede jeg omkring Turbolens, The Weather Station, Tune-Yards, First Aid Kit, Chelsea Wolfe, Nelson Can, Preoccupations, Boris & Merzbow og Heilung. Det gav også nogle lange dage, selvom jeg egentlig begyndte at gå lidt tidligere ned til teltet for at hvile mediekroppen.
Fredag var jeg dog først i soveposen, da solen var ved at stå op ved 4-tiden. Jeg skulle nemlig lige nå en dommedag på Gloria med danske LLNN, der bragede løs med deres post-apokalyptiske sci-fi hardcore. Kernen i det band, brødrene Ketil og Rasmus Sejersen, kan forresten opleves med deres endnu mere sci-fi begejstrede projekt John Cxnnor på årets festival. Her giver de en fælles koncert med svenske Witch Club Satan.
Lange dage betyder så også, at man risikere at løbe lidt tør for kræfter om lørdagen. Eller motivation, kræfterne er nok egentlig lidt de samme, om det er fredag eller lørdag. Rent psykologisk er det dog en anden snak, især når man bliver ældre, skulle jeg hilse at sige. Jeg ved, når hjernen er ved at tjekke ud og på vej hjem, om jeg vælger at følge trop eller ej.
Det betød også, at 2018 sluttede lidt tidligere end egentlig planlagt. Efter dobbelt op på dansk lyrik i form af gode, gamle C.V. Jørgensen på Arena og Peter Sommer på Orange var der lang tid til De Underjordiske x Fritbytterdrømme og deres fælleskoncert kl 01.00 på Avalon. Der er jo altid næste år…
Dette er kun nedslag, hele dækningen fra 2018 kan læses HER
Død over mediebyen!
2019 var mere af samme skuffe og fremgangsmåde, dog med mindst én væsentlig ændring. Avalon holdt flyttedag, rykkede pløkkerne på tværs af pladsen og landede i et hjørne mellem Orange og Arena. Rent logistisk gav det sådan set fin mening, og omgivelserne var klart mere attraktive end den golde ørken på den anden side af Orange.
Det betød dog også en større omvæltning af festivalens infrastruktur og livet backstage. For den placering betød, at dele af Backstage Village blev inddraget, og den tidligere Medieby rykkede væk fra dens idylliske smørhul. To fluer med ét smæk
Festivalen gav på den måde indirekte “pladsen tilbage til publikum”, og gjorde det endnu mindre attraktivt at være backstage freeloader. Noget, som virkede som et uofficielt fokus op gennem 10erne. Nu skulle det være slut med at diverse gratister og branchefolk havde markant bedre rammer end pøblen. Det ER jo egentlig meningen, at Backstage Village er en arbejdsplads og ikke et ferieresort. Den operation lykkes da, hvis det var en del af hensigten!
Det er også mit eget indtryk, at der er tyndet noget ud i kendis “turister” og hangarounds, som bare kommer for at mingle eller blive set. Det er ganske enkelt ikke voldsomt meget mere attraktivt, at hænge ud i en lidt anonym teltby på et lidt afsides hjørne af pladsen, når de samme barer med samme priser findes inde på pladsen. Toiletterne er endda identiske. Bevares, der er lidt mere ro og plads, men det er også nødvendigt, når man skal forestille at arbejde.
Adgang kræver dog stadig, at man har det rette armbånd. Nu ser det bare ikke mere fancy og eksklusivt ud end pøblens, alt er kodet ind i den chip, som festivalen indførte i 2019. Den er senere blevet forfinet og udviklet, så der efterhånden er gået scan-selv kasse i den og alle mulige funktioner er kodet ind. Festivalen har altid forsøgt, at følge med og udvikle moderne teknologi, så det virkede ganske naturligt.
Et andet skridt i den retning var den stadig udvikling af festivalens App, og dens udbredelse. Det var nok mere eller mindre direkte årsag til, at dette blev sidste år med et trykt program. Det virkede også lidt selvmodsigende, at en så miljøbevidst festival trykte 120.000 programmer til gratis uddeling hvert år. Især når man havde den stadig bedre App.
Svanesang for den sølvfarvede pyramide
Da kunne man jo passende tjekke ud og markere, hvad man skulle opleve på Rising. Som stadig, og for foreløbigt sidste gang, skulle det vise sig, var placeret på West oppe ved Skatebanen. Pyramiden var ved at trænge til en gentænkning, eller at posen blev rystet lidt måske?
Inden vi når dertil nåede en ganske stærk Rising “årgang”, at give Pyramiden nogle mindeværdige stunder. Tydeligst står en seance, som ikke kan betegnes som den mest velspillede koncert nogensinde på Rising. Men måske den mest charmerende og “ægte” – uden, at negligere de ægte følelser, som jeg formoder de fleste optrædende har haft.
Girlcrush var dog noget ganske særligt, som de der var troppet op for at se poppunktrioen nok også fornemmede. De blev i hvert tilfælde taget imod og båret frem på en velvilje, jeg sjældent har været vidne til. Jo mere det uprøvede orkester virkede, som om de kom til at famle lidt, eller var ved at tabe tråden, jo større lod opbakningen til at blive. Det var simpelthen uimodståeligt elskelige, og så gjorde det jo ikke noget, at deres enkle sange rummede samme kvaliteter.
Der blev også budt på gode til glimrende koncerter med så forskellige navne som Gullo Gullo, SØN, Xenoblight, Konvent, Rebecca Lou, Alkymist, M Rexen, Ipek Yolu og brenn., de sidstnævnte hyldet med affyring af konfettirør fra Gnuerne lille brenn. fanklub i publikum.
Den lille fanklub bestod i øvrigt hovedsageligt af nogle af de senest ankomne til Gnu-flokken, der nu havde slået permanente rødder på Get-A-Tent. For flokken var sgu’ stille og roligt begyndt at vokse og blomstre igen, et par gamle kendinge var vendt tilbage. Venner, bekendte og nye forhold resulterede i, at nye ansigter sluttede sig til og blev en helt naturlig og vigtig del af Gnu-gruppens dynamik.
Hvad har det så med Rising at gøre? Joooh, altså, selvom mange Gnuer ankommer til direktørtid på festivalen, så er der altså denne her opsøgende, nysgerrige og musiksultne flok, som stadig lander tidligt. Og også opsøger Rising. Hvilket så også kommer mig til gode, når fotograf og assistent er taget hjem, eller har været forhindret i at være til stede – så er jeg ikke altid efterladt helt alene i felten!
Tilpasningsvillige og omstillingsparate flokdyr
Og det leder sådan set over i noget af det, som disse artikler også handler om. At være på Roskilde, at overleve skiftende tider og hvorfor vi stadig vender tilbage. Man må tilpasse sig og følge med, eller i hvert fald forsøge bedst muligt.
Det vil jeg så tillade mig at rose både mig selv, GFR og Gnuerne for. Var vi blevet ved med at insistere på, at gå på Roskilde, lytte til musik og også feste på vores præmisser fra tidligere tider, så var der nok ikke længere gnuer på Roskilde. Det har sådan set ikke været en specielt bevidst proces, det er bare sket naturligt og gradvist.
Hvad der kom først ved jeg ikke, igen er det svært at sige, når det netop er sket løbende. Blev jeg og GFR “presset” til at kigge ud over rock og metallens rammer, skete det som naturlig konsekvens af at blive “udsat” for flere og flere andre genrer? Faktum er, at det skete i takt med at Roskilde Festival også ændrede sig og justerede deres profil. Det var jo sådan set ret heldigt.
Og den samme proces har været med til at præge den gamle Gnu-lejr og dens liv på pladsen. Den har fundet en form, som fungerer i nutiden og ikke lever i fortiden. Jeg oplever jo det hele lidt fra sidelinjen, men mit indtryk er, at lejren har fundet en rigtig god og velfungerende sammensætning med en stærk gruppedynamik. Nogle er venner og ses privat, andre er i familie, nogle noget helt tredje. Det er ikke en flok, som er samlet privat mange andre steder end på Roskilde, men når den er det, så kører det virkelig uproblematisk.
Det er en flok, hvor når man spotter flaget på pladsen, altid kan regne med at der står nogen (nogle gange kun en), som man ikke har noget imod at gå hen og hilse på. Det var ment som en kæmpe kompliment.
Og så kan man støde på dem overalt på pladsen, selvom visse medlemmer stadig higer efter og opsøger alt, der kunne dufte en smule af rock.
Bob, Bob, Bob…
I 2019 kunne det have været Parquet Courts, Testament, Sharon von Etten, Johnny Marr, Vampire Weekend, Misery Index, The Cure eller Fontains D.C., gammelt og nyt i skøn forening. Det var altså ikke fordi, at der ikke var plads til rock og metal på Roskilde, man måtte bare rundt på hele pladsen for at finde den.
Og så ikke være bange for at genrer blev blandet, som eksempelvis hos The Armed, der spillede en besynderlig “total” koncert på Pavilion om lørdagen. Her havde de folk i underlige dragter, der gik rundt ude blandt publikum inden og under koncerten og bidrog til den samlede oplevelse. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstod hvad det hele gik ud på – eller om jeg overhovedet fik alt med, hvad der foregik i det telt. Men anderledes og underholdende var det.
Stella Donnelly tidligt torsdag på Gloria var nærmest modsat, men ikke mindre intens oplevelse. Det var nærværende og gribende, hvor Donnelly formåede at fastholde publikums interesse og få dem til at lytte, så man stedvis kunne høre en knappenål falde på gulvet. En kontrast til nogle af de mere stille koncerter i disse år, som I’m With Here eller Weyes Blood, som blev knævret ihjel.
Knæver var der ikke mulighed for, da Powertrip serverede en pragtfuld heavy-opvisning sent på Avalon onsdag aften. Det kan godt være, at metallen var “forvist” til de mindre scener, men Powertrip og publikum viste her, at den stadig havde sin berettigelse, når omstændighederne og de involverede parter var de rette. Og så var de med til at redde en onsdag, som var lige ved at kuldsejle, da det andetsteds blev understreget at tiden til gengæld var løbet fra visse typer musik og koncerter på Orange.
Der var nemlig fundet plads til Onkel Bob fra Amerika på Orange for sidste gang. Det er i hvert fald min stærke formodning, både med henblik på His Bobness fremskredne alder (sorry, Bob) og så selve koncerten og dens modtagelse. Bob gjorde som Bob naturligvis vil og gør, smadrede sine sange til ukendelighed, mens han sad og gnækkede sig igennem uigenkendelige tekstbrokker med et skælmsk smil. Mens hele den absurde forestilling strøg lige hen over hovedet på de fleste af de fremmødte, ung som gammel.
Al respekt for, at hans kunstneriske integritet er intakt. Og at Roskilde fandt plads på Orange igen til en sand legende. Men, hvad var pointen, når publikum ikke var “in on it”? De unge, som ikke kendte Bob eller hans hang til at lege med materialet, må have tænkt, “hvem er den sære oldning, som sidder der og knirker sig igennem sange, ingen lader til at genkende”?
Løvebrøl fra fortiden
Omvendt viste en anden aldrende legende, hvordan man kan lege med sin og andres sangskat på en måde, hvor øvelsen lykkes til UG. Måske endda med kryds og slange. Robert Plant er også fra en tid, hvor man uddelte den slags karakterer, men det havde han ikke tænkt sig at lade sig mærke af torsdag aften på Arena.
Han optrådte værdigt og modent, men stadig vitalt, selvom hverken stemme eller fysik (naturligt) var som i velmagtsdagene i front for Led Zeppelin. 50 år tidligere…
Plant og band kastede sig ud i en potent blanding af nyfortolkede traditionelle sange, solomateriale fra tiden efter Zeppelin og udvalgte Zeppelin klassikere. Hvor højdepunktet var en overrumplende version af “Babe, I’m Gonna Leave You” (oprindeligt Joan Baez), hvor Plant viste at stemmen stadig havde noget kraft tilbage. Han viste generelt, at han havde styr på den gamle stemmepragts styrker og begrænsninger. Her fik han toppen til at lette på Arena og sendte et sus og efterfølgende jubel gennem publikum, da den aldrende løve pludseligt brølede igennem.
Knap så meget saft og kraft var der i Noel Gallagher samme sted på sidste dagen, hvor hans High Flying Birds stillede sig tilfreds med at det kun delvist lettede. En tydelig kontrast til Plant og hans tilgang og håndtering til sin egen musikalske arv, og fortidens vingesus og tunge skygger.
Folk var kommet for at høre Oasis klassikerne, Noel smed måske lidt modvilligt og på autopilot de nødvendige lunser. Mens hans knap så gode solosange fik lov til at falde lidt halv-trætte til jorden. Men så kunne han jo trække en “Little By Little”, “Wonderwall” eller “Don’t Look Back In Anger”.
Sidstnævnte gav forventet fællessang og fadølstemning, det var næsten som i gamle dage på Roskilde. Næsten. For i 2019 virkede det også underligt malplaceret og lidt anakronistisk.
Dette er kun nedslag, hele dækningen fra 2019 kan læses HER
Den koncert blev den sidste fulde koncert jeg oplevede det år, og de næste 3 på Roskilde Festival skulle det vise sig. Det kunne på sin vis også være blevet min sidste koncert overhovedet på Roskilde Festival, hvis vi ikke havde trykket pause på GFR og forventningsafstemt med os selv.
Det ville på samme tid have været et underligt og underligt passende punktum?! Men sådan skulle det trods alt ikke gå.
Hvilket vi kigger nærmere på i SIDSTE afsnit af denne efterhånden lange føljeton, når vi skal igennem corona, 50 års Roskilde Festival jubilæum og helt op til… nutiden!
Af Ken Damgaard Thomsen
