Et skridt nærmere nutiden, men det føles stadig som en fjern fortid. Vi er nået til del nummer et eller andet af tilbageblikket på 25-27 års Roskilde Festival historie. GFRs dækning var oppe at køre og vi fandt et godt groove i årene 2015-2017.
Men så gad Jonas ikke mere. Eller han gik på tidsubestemt Roskilde-pause, men det skete dog først efter 2017-udgaven. Inden det indtraf, så skulle vi lige arbejde os igennem 3 fine festivaler. Eller var de det?
I forrige kapitel var jeg flyttet til det københavnske, havde fundet mig et fast job, men flyttede stadig en del rundt. Det er ikke helt nemt, at finde fast bolig i storbyen, når man ikke lige har verdens mest velbetalte job viste det sig! Så jeg gjorde mig både i kortere fremlejer, sofarytteri og andre almisser fra venner og bekendt. Indtil der faldt lidt ro på, på Amager og sidenhen Herlev.
Her boede (og bor) ex-konen og afkom, som jeg forklarede sidst, er jeg “endt” med at blive en slags reserve-far for hendes datter. Og vi har på en eller anden måde, og af omveje, fundet en lidt alternativ familiekonstruktion, der har vist sig at være praktisk, givende og holdbar.
Hos GFR ramte vi nok vores peak performance år, hvad angår mængden af output, læsere og “indflydelse”. Vi var stadig relativt nye og “spændende”, duften af frisk maling var ikke helt forsvundet. Vi producerede en temmelig omfangsrig mængde materiale og af forskellig karakter (noget vi har skåret kraftigt ned på). Og kom egentlig ganske vidt omkring til koncerter og et hav af forskellige arrangementer og festivaler.
Der var kort sagt knald på, vi voksede støt og stabilt hvad angår antal læsere, følgere og henvendelser i indbakken. Og så havde vi ikke mindst gejsten, gnisten, energien og tiden til at give den så meget gas, som en nebengeschæft og hobby nu kan bære. Måske også lidt til for visse redaktionsmedlemmers vedkommende. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg fik vist arbejdet lige vel nok med noget, som “bare” burde være for sjov og som vi ikke fik en rød reje for. Faktisk kun udgifter og tilmed stigende.
Det vilde medieliv
En af fordelene ved at flytte til Djævleøen: markant kortere og nemmere transporttid til Roskilde! Så alene det ændrede nogle ting i tiltrængt grad i disse år, jeg var ærlig talt ved at være lidt træt af især den lange hjemtur efter en uges festival.
En af ulemperne ved GFR og akkreditering: længere forberedelsestid og tungere arbejdsbyrde! Da kan man sige, som ikke-kommercielt og lystbaseret medie, så styrer vi det jo sådan set selv. Men som det skulle vise sig, så er det der med at “styre sig” muligvis ikke min spidskompetence.
I 2015 forlod vi de overlevende gnuer og rykkede i Restricted Camping. Et område på en inddraget boldbane nær handelsskolen på den forkerte side af motorvejen, hvor man mod betaling kan medbringe eget telt. Til gengæld er der så adgang til toiletter og bade, begge af svingende rengøringsmæssig stand skulle det vise sig henover årene. Og i teorien mere ro, så man kan lade pressetanken op og sove nogenlunde uforstyrret.
Hvis man altså havde et telt der kunne slås op. Redaktionen ankom forskudt i 2015, så jeg mødtes med Mongo/sidekick/wingman/Nicolai, som var Gnu-fortrop og hjalp ham med at score lejrens Get-A-Tent telte. Judas/Jonas landede senere inkl. vores telt, som skulle være førerbunker på Retricted. Det var lidt bøvlet at finde for det første, da der i vanlig stil ikke rigtig var nogen, som vidste hvor det lå. Heller ikke i medie check in, hvor man fik udleveret sit restricted camping armbånd. Velkommen på Roskilde.
Det har været lidt af en farce alle årene, hvor der nærmest ikke har været et, hvor der ikke er gået et eller andet galt under ankomstprocessen. Nogle gange selvforskyldt, andre gange pga. manglende informationer og velorienteret Roskilde “personale”. Men hva faen, det kører jo på frivillig arbejdskraft og vi er da altid endt med at finde en løsning. Og vores campingplads.
Hey, Judas, hører der ikke stænger med til sådan et telt? Jooooh, men… hmm… de ligger nok i Aarhus så! Og således startede vores første festival på Restricted Camping. Judas måtte en tur på jagt efter stænger og fandt nogle til forrykte priser hos Spejdersport, som lige og lige kunne bruges.
Sølvfarvet pyramide rejser sig mod vest
Vores base camps placering var dog ikke eneste nye tiltag i 2015. Rising Scenen holdt igen flyttedag efter en enkelt sæson på Øst (efter Pavilion Jr. blev nedlagt) var Rising tilbage på Vest, hvor det hele startede i år 2000. Og tilmed med en make over efter det noget skrabede byfest-look i 2014.
Om den sølvfarvede pyramide så faldt i alles smag, det er vist til diskussion. Den kunne i hvert fald ses, når man kom over broen mellem de to campingpladser. Placeret umiddelbart klods op af Service Center Vest gav det nye fordele og ulemper. Placeringen gjorde, at der var en naturlig tilstrømning, men også gennemstrømning, så det kom til at virke lidt som om den lå midt i en rundkørsel.
Rising som koncept lod også til at få endnu mere opmærksomhed i disse år, hvor det virkede som om der kom ekstra opmærksomhed på bookinger. Og arbejdet med de udvalgte navne, så de ikke bare druknede i programmet som pauseunderholdning. Det var en fortløbende proces, der allerede havde udviklet sig ganske voldsomt under Pavilion Jr. årene. Men måske gik der lidt “sport” i, at spotte og booke det næste nye store, især efter Minds of 99 viste hvor hurtigt det kan gå året før?
Vores dækning lignede det foregående år med den naturlige finpudsning og justering af form og tone, som nok fandt sit optimale format, vi kunne mønstre i denne årrække. Der kom lidt mere “udenomssnak” og indblik i vores liv på pladsen, heriblandt flere madanmeldelser. Mere ris og ros til Roskilde Festival, logistikken og afviklingen. Og mere musik inkl. interviews, som vi stadig havde tid til at prioritere med to skribenter i felten.
Det førte blandt andet til snakke med Black Book Lodge, The Entrepreneurs og Piss Vortex. Sidstnævnte foretaget i Dream City dagen efter de flækkede Rising på en halv time, hvor der blandt meget andet var en der crowdsurfede hele vejen gennem publikum siddende i en indkøbsvogn. Ja, der blev løsnet lidt op fra festivalens side, hvilket blandt andet medførte indførelsen af “high energy” markeringen i spilleplanen. Koncerter, hvor der var lidt friere rammer til at fyre den af blandt publikum.
Fælles for de 3 nævnte bands og deres respektive overordnet meget vellykkede koncerter var, at ingen af dem fik et større gennembrud. Det hører også med til fortællingen om Roskilde og Rising, det er bestemt ikke en garanti for succes – alt efter hvordan man måler den slags… måske blev de 3 bands lige nøjagtig så store, som de skulle og kunne?
High Energy! Og så heeeelt ned
Sådan en High Energy markering nød vi og norske Honningbarna godt af, da de raserede Pavilion på åbningsdagen onsdag. Sikke en abefest! I en sådan grad, at vores kære Konge og Den Skaldede Banan, trods deres midt-30er ramte kroppe, måtte smide trøjen, aflevere deres værdigenstande og kastede sig ind i punk-slagsmålet oppe foran.
Hov, onsdag? Ja, 2015 var året, hvor festivalen endelig tog konsekvensen af den tiltagende sløve søndagsstemning og rykkede festivalen. Det gjorde både, at stemningen BLEV mere levende på den nye sidste dag, lørdag og at programmet blev forlænget med et par timer på de fleste scener. I teorien burde det også give mulighed for, at booke nogle større internationale navne til onsdagen, da det dermed ikke falder sammen med så mange andre konkurrerende festivaler rundt omkring.
Det kunne så bare ikke helt mærkes i 2015, hvor programmet generelt set var lidt til den tamme side. Bestemt godkendt, og med spredte højdepunkter og spændende navne, men overordnet så det en kende tyndt ud. Mente vi dengang!
Onsdag på Orange bød “kun” på Minds of ’99, der tog turen derop direkte fra Rising, og Pharrell Williams. Vi så OFF på Avalon inden Honningbarna, der blot understregede at punk har det med ikke at ældes med ynde.
Højdepunktet onsdag, og en af festivalens, fandt man dog sent på Arena, hvor The War On Drugs var beriget med vidunderlig lyd på en vindstille aften. Der havde ellers været godt med generende sidevind de første dage. Men her kunne man flyde væk i de farrockende guitarflader og nyde den rolige aftenluft.
Der skal være balance i tingene
Ellers synes jeg en generel tendens i disse år var en god balance i programmerne. Det er nemt at være bagklog, og da vi stod i det, så vi som nævnt lidt anderledes på det. Men hvis Roskildes hensigt var at præsentere nutiden, fortiden og fremtiden, så ramte de noget her. Vi gamle synes måske, at Orange var ved at blive taget fra os, men de yngre generationer fik mere plads og navne, som tiltalte dem mere end “vores” musik.
Der var efterhånden velkendte genudsendelser med navne som Muse og Mastodon, sidstnævnte må forresten have en form for uofficiel rekord for “flest koncerter i min tid på Roskilde, inden jeg nåede at nævne dem her”? Nuvel, de har måske også rekorden for det internationale navn, jeg har set flest gange på Roskilde? Og de har været vildt svingende!
Florence + The Machine røg på Orange sammen med navne som Marie Key, Nicki Minaj og Kendrick Lamar. Der tegnede sig et tydeligt billede af nye tider og toner på hovedscenen, hvis du også medregner navne som Disclosure og Die Antwoord, der tog turen fra mindre scener og op på Orange.
Side om side med festivalens hovednavn, en ægte Beatle, Sir Paul McCartney. Jeg synes koncerten var temmelig middelmådig, men jeg havde også den luksus at have oplevet McCartney 11 år tidligere i Parken. Da var han ikke ligefrem ung, men slap hæderligt fra at synge materialet, og havde en fantastisk sætliste med. På Orange var han tydeligt endnu ældre, selvom han holder sig godt. Men stemmen, der aldrig har været stor, haltede, og især koncertens første halvdel slæbte sig af sted.
Han og publikum kom dog i mål. Og så kunne man sætte endnu et flueben ved en legende, som fik den her i artiklerne tidligere omtalte sidste æresrunde og tur i manegen.
I love you, honeybear
Af personlige højdepunkter kan nævnes Lars H.U.G.s “farvel”/speciel show, hvor han takkede af med et all star hold på Arena. Samme sted BURDE Run The Jewels have været en fest, og det var muligvis også visse steder. Der hvor vi stod var lyden, især på de reeeet væsentlige vokaler, temmelig mudret og skod, desværre.
Lamb of God holdt en midnats-metalfest og viste, at metalmusikken stadig havde sin berettigelse på Roskilde. Nok bare ikke på Orange. Corrosion of Conformity gav en fin, sumpet sydstatslektion lørdag på Avalon, der stadig var placeret i støvbowlen til venstre for Orange. Men scenen havde fået en tiltrængt ansigtsløftning med ny burlesque/cabaret inspireret udsmykning (rettelse af mig selv, det var først i 2016).
Avalon viste sig dog, at være den perfekte ramme for min favoritkoncert og en til all timer listen, på Roskilde Festival 2015. Torsdag eftermiddag blev vi forført af den slibrige, snedige, selvmedlidende, selvfede lounge pop-crooner Father John Misty. En time var alt, han skulle bruge til, at vise at der var grund til at han var på manges læber i 2015. Pragtfuld koncert, morsom, bidende og spydig, leveret af en mand, som bare VILLE nå alle.
Jeg oplevede ham live i Falconer Salen et års tid senere, da virkede John Misty personaen allerede lidt mere kalkuleret og anstrengt. Som om, at Josh Tilman enten var ved at blive ædt op af det monster han havde skabt, eller træt af “figuren”. I 2017 stod han på Orange og virkede mere som Kejserens Nye Klæder end en forkvaklet Don Juan. Så hurtigt kan det gå, når det måske går lidt FOR hurtigt.
Men i 2015 var han en superstjerne på en tilpas stor scene.
Så alt i alt må man sige, at 2015 bød på “lidt af det hele”. Og i teorien burde have kunnet samle på tværs af generationer, som burde være noget af det Roskilde kan og bør stile efter.
Dette er kun nedslag, hele dækningen fra 2015 kan findes HER
Neil kept on rocking…
Den tendens fortsatte i 2016, hvor der godt nok ikke var et så bredtfavnende navn som Sir Paul øverst på plakaten. Men levende beatler, rullesten eller andet hænger jo ikke på træerne.
Til de dem med musikhistorisk interesse blev der endnu engang inviteret til maratonkoncert med gode, gamle Neil Young. Evigt ung forbliver ingen, men den aldrende hippie har vist ikke tænkt sig at blive mildere med årene. Han har før og siden lagt sig ud med streamingtjenester, multinationale selskaber, bygget sin egen elektrisk bil, støtter landmænd, hader sprøjtegift og firmaerne bag og holder i det hele taget hippiefanen højt.
Guf for Roskilde Festival og et callback til festivalens hippierødder. Men ligesom med andre koryfæer på Orange, så kunne man måske fornemme en lille tilbagegang i publikumsmængden og deres tænding da Young og hans unge band, Promise of the Real indtog Orange. Det var dog stadig en fremragende koncert og opvisning i gamle rockdyder centreret omkring Young dengang aktuelle Earth-plade og koncertkoncept.
Det vil sige gamle klassikere fra det bugnende bagkatalog blev støvet af, tilsat sporadiske dyrelyde og lyden af insektsværme og sprøjtegift. Mens Neil og band sejt trampede sig igennem det nærmest uopslidelige repertoire.
Gensyn og de nye tider
Fortiden blev også repræsenteret via eksempelvis New Order (som jeg oplevede på Orange i 2002), som fik lov til at få teltdugen til at lette på Arena på den nye sidste dag, lørdag. Hvor det også var plads til et gensyn med PJ Harvey.
Gensyn, måske uden den store glæde var der også med Red Hot Chili Peppers, der var hovednavn onsdag. Jeg udtalte vist efter deres skandaløst ringe og ugidelige koncert i 2007, at de aldrig burde bookes igen. Alright, de fik en chance mere og af mangel på bedre gav jeg dem også the benefit of the doubt.
Og udvandrede inden koncerten var slut. Det VAR ikke lige så katastrofalt dårlig, som i 2007, det var bare virkelig kedeligt og stemningen foran Orange underligt flad. Så var der faktisk mere gang i flokken til House of Pain samme sted, men fremmødet var også noget mindre. Everlast lød som om han rappede med mindst én punkteret lunge, men hva’ faen, “Jump Around” virkede sgu’ stadig.
Hiphop var der også af mere nutidig karakter i form af tidens hitmager Macklemore and Lewis. Jeg skulle lige tænke et øjeblik eller to for at komme i tanke om, hvad deres store hit lige hed? “Thriftshop”! Yeah… ikke alle headlinere har lang holdbarhedstid.
Det samme kan måske siges om M83, der som Disclosure og Die Antwoord året inden, tog turen fra de mindre scener op på Orange i 2016. Et tegn på, at Roskilde både omfavnede dansefesten og var blevet gode til at planlægge det, så Orange som oftest blev rundet af med musik til de yngre generationer.
I teorien skulle afslutningskoncerten i 2016 på Orange nok forestille, at favne “os alle”. Det var nemlig danse-elektro-rockende LCD Soundsystem, der fik tjansen efter, sig det i kor, at have besøgt mindre scener på Roskilde tidligere.
Det er altså ikke bare tomme ord når Roskilde selv siger, at man skal læse det med småt og at de forsøger at booke mindre navne, som forhåbentlig kan vokse sig større med tiden. Eksempelvis spillede Stormzy på Apollo her i 2016, og vendte senere tilbage som headliner – blandt andet også i 2025.
Omvendt kan man sige, at eftersom de selv booker og planlægger, så kan det også blive en selvopfyldende profeti. “Se, LCD Soundsystem er hovednavn på Orange, vi havde dem på Odeon 10 år tidligere!”. Jo, ja, men gør det dem nødvendigvis til et kæmpe stort og bredt navn?
Op og ned med Rising
Som altid er og var der dog noget om snakken angående de mindre scener. Og apropos “selvopfyldende profetier”, så var det som tidligere nævnt også i disse år, at festivalen begyndte at “forfremme” navne fra Rising det ene år til selve festivalen året efter.
The Entrepreneurs fik en tidlig plads på Pavilion, Choir of Young Believers og Blaue Blume (der begge havde spillet under opvarmningsdagene tidligere år) røg på Avalon. Og så var der lige de der allestedsnærværende Minds of ’99. De spillede for tredje år i streg på Roskilde efter at have taget turen fra Rising i 2014, åbnede Orange i 2015 til at de lukkede Arena i 2016.
De navne, der fik mest vokseværk på Rising (og Countdown, Apollo scenen i opvarmningsdagene) var nok Saveus, Phlake (der fik lov at åbne Orange året efter) og Katinka. Vi fangede kun sidstnævntes skønne koncert en smuk aften på den sølvfarvede pyramide.
Lige efter lukkede Klub 27 samme scene, et band som var ret hypet og spået en lovende fremtid og vandt blandt andet Karrierekanonen i 2015. Men relativt kort tid efter begyndte det at falde fra hinanden for duoen. Hvilket OGSÅ er en del af Rising og Roskilde fortællingen – alle dem, som det af forskellige årsager ikke lykkes for at rejse sig yderligere.
Derfor kan et Rising-år som 2016 (og mange andre) også virke som en lidt blandet omgang. Masasolo, Deadpan Interference, Childrenn, Virgin Suicide, Palace Winter, ORM, Shy Shy Shy og Bersærk. Nogle hørte vi mere fra, mange gik i sig selv, nogle gik deres helt egne og ambitiøse veje, som ORM og andre har skiftet line up. Bersærk fik vi os en mildt sagt løssluppen snak med backstage, der måtte censureres lidt, dengang deres forsanger var vildbassen Casper Popp. I 2025 findes bandet stadig, men Popp er ikke længere en del af gruppen.
Shy Shy Shy var min første interviewopgave på Roskilde Festival det år, da jeg mødtes til en snak med de to bandmedlemmer Simon Kjeldgaard og Astrid Cordes. Sidstnævnte fik efterfølgende en fin solokarriere, som vi også løbende har fulgt og dækket her på siden.
Skal vi have os en Woksen snak?
Apropos snak, så eksperimenterede Roskilde endnu engang lidt med formaterne. Det betød i dette tilfælde, at der mellem koncerterne på Rising blev afholdt nogle kortere “Talks” på scenen. Et format, som vandt mere og mere indpas og blev populært i disse år, som man også kunne se på eksempelvis Heartland Festival, hvor de ofte har større navne, der skal snakke end spille musik. På Rising var det et kun delvist vellykket forsøg, scenen og omgivelserne var ikke helt gearet til open air snak – og forsøget blev da heller ikke gentaget.
Der var såmænd også tid og plads til en snak med selveste Edward Snowden! Det vil sige, han var med via en (sikkert) tophemmelig satellitforbindelse fra Rusland (hvilket i 2025 kan virke lettere “problematisk”) og fik taletid på festivalen. Meget taletid. Heldigvis var han både veltalende og i stand til at dumme sine pointer om komplicerede emner ned til forståeligt engelsk.
Sådan en omgang politik, talks og Roskildes fokus på “equality” var sikkert rigeligt til at nogle fik festivalen galt i halsen. Men Roskilde har altid været sådan, og været “woke” inden der overhovedet var noget der hed woke. Roskilde har holdninger, giver plads til holdninger og vil gerne have, at man selv har en holdning og tager stilling.
Virker det altid? Næh. Kan det virke bedrevidende og belærende? Absolut. Men det er sgu’ stadig bedre end det modsatte. I nogens optik, blandt andet medier, kritikere og smagsdommere, står de kloge ord og rigtige meninger så i kontrast til tiltagende dummere eller fordummende musik. Roskilde er og bliver en kontrastfyldt størrelse, som bestemt også kan være for meget og for dum
I 2016 var der dog, som året før, en ret fin balance mellem tingene, i alt fra holdninger, påfund, nye tiltag og musikprogrammet. Og angående musikken, så fik jeg ikke engang nemt eksempelvis Little Simz, Sleep, Slayer, HO99O9; Courtney Barnett, Kvelertak, Tenacious D, Grimes, CHVRCHS, Anderson.Paak, Peaches, Hurray For the Riff Raff, Car Seat Headrest, Tame Impala, James Blake, Sturgill Simpson, Protomartyr, Sleaford Mods, Dizzy Mizz Lizzy, Gojira og… pyha…
Hvis man ikke kunne finde noget, der faldt i ens smag i 2015-16, så burde man nok have overvejet om Roskilde var noget for en. Den slags overvejelser kan vi jo alle have, men det var ikke programmets skyld i disse år. Men hvad med 2017?
Dette er kun nedslag, hele dækningen fra 2016 kan findes HER
Meh. Lidt meh, hva?
Det er det umiddelbare indtryk, når jeg kaster et blik ud over spilleplanen og genlæser væres dækning fra 2017. Det blev den kære Judas’ (foreløbigt) sidste år på Roskilde, da andre prioriteter kom til at fylde mere. Nå ja, og så var han måske træt af, at vi tilsyneladende blev flyttet længere og længere fra vores toiletvogn på Retricted Camping og at kaffemaskinen i Medieladen STADIG ikke var klar til kamp på første dagen.
Der blæste også en kold sidevind over pladsen i 2017, sammenholdt med spredt regn, var det nok ikke med til at højne helhedsindtrykket af en lidt so-so festival. Der manglede i det hele taget noget, som lige kunne hive en op, eller for en til at glemme vejrforhold og vores lidt medtagne efterhånden halv-gamle festivalkroppe.
Til gengæld virkede det som om alt steg i disse år på pladsen. Prisernes himmelflugt kunne mærkes på alt nærmest undtagen en ramme øl, som i midt-10erne ramte en positiv bund på 130 kr. for 24 dåser! Det steg så stille og roligt igen de følgende år, men så kunne man da skylle ens overpriced festivalføde ned.
Et fint eksempel på de nye, dyrere tider var festivalens officielle merch. I programmet reklameres der eksempelvis for caps til 200 kr., officiel t-shirt til 255 kr. og en standard rød/sort ternet skovmandsskjorte til 520 kr. – men så var det sikkert også fair trade og ikke lavet af fattige børn!
Det kunne man nok ikke garantere, dengang den eneste handel på pladsen af den slags var de spraglede gøglerboder. Som ofte lå nær et tishegn og kørte kontantbetaling uden kvittering. I 2017 blev festivalen forresten kontantløs. Men hvad med det stigende antal mere eller mindre kommercielle boder på pladsen op gennem 10erne? Nu var der ligefrem noget, der hed “Trade Zone” på kortet, og Wood Wood og andre trendy brands rykkede ind. Et eller andet sted kunne man se en gammel hippie fælde en tåre.
Peace, love and ROCK!
Det kunne muligvis have været Annisette Koppel, men hun havde travlt med at sprede budskaber om kærlighed og fred, da The Savage Rose indtog Orange Scene torsdag eftermiddag. Til gengæld var det så smuk, rørende og livsbekræftende en koncert, at jeg selv blev rørt til en lille hemmelig tåre.
Man bliver åbenbart lidt mere grådlabil og påvirkelig med årene? Fucking gamle idiot! Nuvel, ellers var der kun spredte koncerter at fælde en glædeståre over.
Hvorfor er der ikke noget ROCKMUSIK?! Vores generation (plus/minus), dem der var tilbage på pladsen, var begyndt at føle sig lidt forbigået. The Weekend, Jusitice, The XX, NAS, Moderat/Modeselektor, Ice Cube… rocken var ved at blive lidt presset, især på Orange. Men altså, The Arcade Fire fik da lov til at spille lørdag aften.
Og så VAR der jo Foo Fighters. En lejrfavorit hos mange af Gnuerne, som stadig levede i bedste velgående (alt efter målestok) ude på Get A Tent. Hvor anledningen blev fejret med Foo Fighters fest og hjemmelavede Dave Grohl masker. Selvom det officielle tema i den nu obligatoriske onsdags/ankomstfest var Blink 182 Bag-in-a-box fest, i anledning af at poppunkerne havde aflyst deres koncert på Roskilde. Om det var en hyldest eller en hån er jeg stadig ikke helt sikker på, men de der onsdagsfester viste sig at være potente og giftige.
Det var Foo Fighters koncerten sådan set også, de lagde ud som død og helvede. Kunne ikke helt holde den kadence, men fik rockbussen drønet sikkert i garagen. Det samme kan siges om herlige The Hellacopters, der holdt rockfanen højt på Arena. Igen skæmmet af lidt slatten lyd i det store telt, men jeg fandt et godt sted efter lidt trissen rundt. Lyden på Arena var lidt en udfordring i disse år, men det blev markant bedre i de følgende.
Noget der IKKE blev bedre i disse år var publikums hang til højlydt sniksnak under koncerter. Især på de mindre scener og ved mere afdæmpede koncerter. I 2017 gik det blandt andet ud over stakkel Angel Olsen, som blev totalt overdøvet og hylet ud af den på Avalon. Det var et stigende problem, som egentlig først blev bedre og mindre udtalt på den anden side af coronaen. Måske fik den bugt med de største syndere? Det var nemlig IKKE de unge, som stod og kævlede om friværdi, golf og deres nye Tesla under koncerterne!
Hvis der var anløb til snak under den tidligere The Walkmen frontperson, Hamilton Leithausers, koncert på Pavilion, så druknede det ligesom resten af koncerten i bassen fra Orange. Her rumlede The XXs bas så dybt, at Leithauser måtte adressere det fra scenen. Det var nu alt taget i betragtning en ganske god koncert.
Jeg så ikke noget, som var decideret dårligt, et par koncerter var gode, en enkelt fremragende. Alligevel fremstår 2017 som et lidt middelmådigt år, men måske var der håb på Rising?
Blodtørstigt bæst og svensk bæ
Vi runder af, hvor vi også startede. Rising var den efterhånden velkendte blanding af nyt fra det blandede danske vækstlag, tilsat krydderi fra vores nordiske naboer. Dør nr. 13 gjorde en god figur på pyramide-scenen og inviterede på øl efter koncerten. Af de nordiske navne skilte især de islandske blackgazere Audn og post-rock fra svenske STIU NU STIU ud med fine bidrag.
Til gengæld stod vores svenske broderfolk også for den største stinker på Rising til dato, da Shitkid levede op til hendes lidet flatterende navn. Hun skulle vist forestille, at være en form for artsy provo-feminist, men virkede som en stangvissen møgunge i en bizar optræden. Hvis hun gjorde noget som helst for feminismen, så var det at bombe den tilbage til stenalderen.
Så gik det trods alt noget bedre for en kunstner som ML Buch, hun har holdt stabilt niveau sidenhen og var på festivalplakaten igen så sent som 2024 (hvor også Barselona, der spillede på Rising i 2017, igen var Roskilde aktuelle). Det var School of X ikke, men det her han/de i år, hvor man også kan opleve Noah Carter lukke Arena – han spillede på Countdown i 2017.
Et navn, som BURDE have katapulteret sig fra Rising direkte op på Orange var dødsmetallerne BAEST. Efter tilløb de forrige år, hvor Roskilde sænkede paraderne en smule og publikum fik nævnerne mere i vejret, kom det aarhusianske bæst farende og truede med at flække Rising og publikum midt over. Hooooly helllll en rowdy omgang, hvor det var lige ved at stikke helt af ude blandt det kåde publikum. Det må have skræmt de forkerte i stedet for at gøre indtryk, som det ellers burde.
For BAEST fik ikke lov til at åben Orange Scene i 2018. Roskilde har ellers travlt med at forklare, hvor innovative, nytænkende og “vi gør helst ikke som vi plejer”, de gerne vil være. Så de var så modige, at de lod Saveus åbne året efter… way to show some balls. Den lå LIGE til højreskinken for helvede!!! BAEST BAEST BAEST
Dette er kun nedslag, hele dækningen fra 2017 kan findes HER
Skal vi ikke snart have lidt stress?
Poppen vandt altså over de hårdere toner, også på det punkt. Og de kommende år skulle det kun blive mere tydeligt, at hvis man ville have dulmet al trang til rock og heavy, så var Copenhell, ikke Roskilde, stedet man skulle tage hen.
I de her år betød det så, at jeg tog direkte fra Copenhell og dækning af denne til Roskilde og levede i en musikboble i halvanden uge. Plus al forberedelsen og optakten. Så jeg pressede citronen, der var jo også et RIGTIGT arbejde og alt muligt andet, som skulle passes. Man skulle tro, at den slags med tiden kunne give lidt stress eller gøre at man kørte surt i det, haha! Hmmm… nå.
Og når den kære Judas/Jonas så også droppede ud, jamen hvad så med dækningen fremadrettet? Bare rolig, der var mere tilbage i tanken, inden jeg begyndte at køre på pumperne og sled motoren op.
Det sker hverken i 2018, 19 eller 202… hov, 2020, den findes ikke?! Nuvel, så må vi nøjes med 2018-19 næste gang inden, der mangler et par år pga. noget pandemi-værk og vi når helt op i… nutiden?!
Af Ken Damgaard Thomsen
