Roskilde Festival måtte udsætte deres 50 års jubilæum og to festivaler blev aflyst, inden vi alle kunne komme på græs igen. Hvordan har festivalen så været og hvad tegner den post-corona? Vi er nået til sidste del af tilbageblikket på et kvart århundrede plus det løse med mere end blot musik.
Man kan vel roligt sige, at der skete store omvæltninger i verden i perioden efter Roskilde Festival 2019. Omvæltninger, som fik store konsekvenser for os alle, men som her betød, at jeg for første gang i over 20 år ikke kom på græs i Roskilde i 2020.
Det virker allerede som en fjern fortid, men jeg husker da, hvordan vi indledningsvist gik med et svagt håb. Godt nok var nedlukningen først sket i marts, men måske var der et lille håb om, at de værste restriktioner kunne lettes inden sommeren? Det viste sig dog hurtigt, at det slet slet ikke gik netop hurtigt med udviklingen – tværtimod faktisk, og en aflysning lå og truede forude.
Hvis man som jeg sad og fulgte smittetal, fremskrivninger og lignende, så kunne man ret hurtigt ane problemet. Det gik for langsomt med at bremse og evt. knække kurven, sammenholdt med et arrangement på Roskildes størrelse. Festivalen var simpelthen for stor til at det så realistisk ud. Mentalt var jeg forberedt på, at nej, Roskilde nummer 50 blev nok ikke til noget.
Det aflyste jubilæumsår
Da festivalen blev aflyst var det fulde program inklusiv kunstnernes spilledage faktisk på plads og officielt ude. Dermed har vi også mulighed for at kigge lidt på, hvad der kunne have været. Ikke at man skal dvæle for meget ved den slags, det er jo fortid og står ikke til at ændre. Og man aner jo ikke, hvordan festivalen reelt ville være blevet eller modtaget.
Alligevel giver det et fingerpeg om, hvordan Roskilde kom til at forløbe fremadrettet, navnligt i det udsatte 50 års jubilæumsår i 2022. Den første festival efter coronaen rummede flere gengangere fra 2020, men også nogle åbenlyse mangler, som må gøre lidt ondt den dag i dag – hvis altså Roskilde var en størrelse, der gør sig meget i at hænge sig i fortiden.
2020 lignede på papiret noget, som lå i naturlig forlængelse af de foregående år. Logisk nok, men det var jo deres 50 års jubilæum, så man kunne måske forvente, at Roskilde ville markere det med noget særligt, eller fejre dem selv?
Ikke rigtig. Det ligger åbenbart ikke til den midaldrende dame på den måde, at hylde hverken fortiden eller sig selv. I hvert fald ikke ved at kigge tilbage i nævneværdig grad. Roskilde insisterede på fortsat at spejle nutiden og forsøge at favne den i al sin fragmenterede mangfoldighed. Og samtidig kigge fremad, altid fremad, altid i bevægelse med små glimt fra fortiden.
Således kunne man have oplevet navne som Kendrick Lamar, Haim, TLC, Deftones, Charli XCX, Kacey Musgraves, Faith No More, Thomas Helming, The Strokes, Thom York, FKA Twigs, The Roots og Tyler the Creator. Side om side med Waxahatchee, Phoebe Bridgers, Cage The Elephant, Black Country, New Road, Doja Cat, Alex Cameron, Perfume Genius osv. osv…
Ok, når jeg kigger på lineuppet nu, så var det faktisk ikke videre imponerende. Hverken som et 50 års jubilæum, men egentlig heller ikke som noget specielt fremsynet? Der gemmer sig overraskende få kommende store navne i bunken, som kom tilbage større ved en senere lejlighed. Jeg tæller lige nøjagtig Charli XCX og Doja Cat. Ellers er det lidt en sløj og undervældende omgang.
Men der mangler jo også lige det absolutte hovednavn, som mange var ved at få kaffen galt i halsen over, da hun blev offentliggjort. I 2020 havde Roskilde Festival fået kløerne i Taylor Swift. Mange korsede sig og der var brok, men lad os lige tage de objektive briller på her.
Taylor Swift var en superstjerne i 2020, et kæmpe popnavn, som tilmed aldrig havde spillet i Danmark (det har hun forresten stadig ikke her 5 år senere). Hun var STOR, men blev endnu større de følgende år, hvor hun statusmæssigt gik supernova. De havde hende på det PERFEKTE tidspunkt, lige inden hun blev så stor, at hun var udenfor rækkevidde. Det er hun nu.
Grundet hendes Eras Tour, der fra marts 2023 til december 2024 inkluderede 149 koncerter fordelt på 5 kontinenter. Den endte med at at sætte gud ved hvor mange rekorder for indtjening og hvad ved jeg. Vi taler, at en Swift koncert kunne mærkes på byer og områders økonomi i kraft af hvor mange penge den generede for lokalområdet pga. turister og tilstrømning. Det er absurd.
Og Roskilde Festival havde hende i 2020. Nu kommer de ikke i nærheden af hende før hun måske er et nostalgi act, hvis overhovedet. Det er sgu’ liiiiidt bittert.
2020 blev til 2022
Men der er jo mange ting, som er bitre ved at der ikke bliver afholdt Roskilde Festival. Eller? Sig det ikke til nogen, det bliver mellem os, ik’? Jeg savnede det faktisk ikke så meget som jeg havde frygtet. Det var der jo ikke, så der var ikke en følelse af FOMO, der var ligesom ikke noget at gå glip af.
Da festivalen så også blev aflyst sommeren efter, blev jeg sgu’ alligevel sådan lidt gammeldags irriteret. Hey, hallo, nu var der efterhånden kommet så meget styr på smitten, restriktioner og hvad har vi alt, at… nej? Stadig for stor? Motherfucker…
Så må man da håbe, at publikum som havde holdt fast i de udsolgte billetter fra 2020 ikke havde fået andet at lave i de mellemliggende år. Det er sgu alligevel noget af en tillidserklæring. når man får 80.000 billetkøbere til at holde fast i en billet i to år uden nogen former for garanti for, hvad de ender med at få for pengene.
Ikke Taylor Swift, skulle det vise sig, hun havde travlt med at planlægge overtagelsen af verdensherredømmet i 2022. Men så havde festivalen vel andre esser i ærmet til det der udsatte jubilæum? Æhhhh, ser i, altså, der var jo stadig corona restriktioner og usikre tilstande verden rundt, så der var nok ikke frit valg på samtlige hylder. Og muligvis varemangel på de hylder, hvis der ikke var kommet voldsomme prisstigninger.
Så vi skulle nok ud i en forventningsafstemning, og her er jeg ikke sikker på hvor gode Roskilde var til at få kommunikeret ud. Eller om folk hørte, eller gad høre, hvad der blev sagt. Man skulle IKKE forvente noget ekstraordinært, denne her jubilar ville fortsætte med at gøre tingene på sin egen måde og ikke afvige for at markerer 50 års festivaler.
Nå man ignorerer sin egen historie
Det må man sige, at det lykkes glimrende med i 2022. Mission fuldført, det var en ret forglemmelig jubilæumsfest! Nå nej, det skulle det jo heller ikke være. Ok, men det var også en ret forglemmelig festival.
Eller den var vel som Roskilder er flest i moderne tider, hvor jeg hårdnakket har forsvaret festivalen med bevingede ord, som: “der findes ikke dårlige Roskilde programmer”. Det er mest ud fra en betragtning af at ingen kan nå at se det hele, derfor er bedømmelsesgrundlaget for tyndt, meget individuelt og præget af alle mulige faktorer. Var man lige til de rigtige koncerter osv… ud fra den devise var 2022 hverken meget værre eller bedre end så mange andre.
Men det VAR nummer 50. Jeg forstår fuldt ud og respekterer festivalens ønske om, at kigge frem i stedet for tilbage og lidt “gøre som vi plejer”. Her får man bare en snigende fornemmelse af, at det lige så meget var af nød som lyst. Så for ikke at udstille de kunstnere man KUNNE få fat i, eller bygge forventninger op om noget særligt, så valgte man lidt at lade jubilæet passere i stilhed.
Hvad kunne man have gjort? Satset dansk. Og der behøvede ikke engang gå Grøn Koncert i den, det skulle jo nødigt blive FOR folkeligt. Men en “nem” løsning kunne jo have været, at finde en række kunstnere med en eller anden historisk tilknytning til Roskilde og ladet dem repræsentere, hver sin periode eller lignede. Gnags, Tv2, D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy, L.O.C., what ever, ja selv den bookede Thomas Helmig kunne passe ind. Måske krydret med et eller andet hippieorkester fra den første festival, som har overlevet?
Smid et DJ-sæt ind varetaget af Uffe Lorenzen, hvis ingen levende hippier kunne skaffes, han har sikkert alle LPerne. Det behøvede ikke engang være på Orange det hele, men der var nu pladser nok fri i spilleplanen hvis man ville. Bare et eller andet, som kunne har markeret en tidsrejse. Om ikke andet for at give ungdommen en historielektion. Det er nemt at klandre ungdommen for at være historieløse, men det kræver også at nogen forsøger at undervise dem lidt.
Det behøvede ikke fylde for meget, jeg forstår som sagt sagtens at Roskilde ikke ønsker at være tilbageskuende. Men her virkede de næsten så forhippet på ikke at være det, at det virkede som om de ignorerede deres egen historie og fortælling. Og SÅ bliver man selv historieløs.
Halv-fesen jublilæumsfest
I stedet måtte vi “nøjes” med Helmig. Det var da fint nok for hvad det var. Og Post Malone, der indrømmet trak et gigantisk publikum onsdag aften da han underholdt ene mand med en rygsæk og en mikrofon på Orange
Så havde Dua Lipa et noget vildere setup og en kødrand af dansere med. Og det var faktisk en fest, der var Orange værdig, selvom det kørte som et gennem koreograferet show på skinner. Vi var skeptiske, da Gnu-flokken var endt midt foran Orange, men overgav os til poptoner og dans sammen med ungdommen.
Samme ungdom, hvis den var til stede, må have undret sig over, hvem, hvad og hvorfor The Strokes var booket til at lukke Orange. Man havde bange anelser inden, var de ikke lidt nogen udbrændte has-beens? De forventninger, anført af Julian Casablancas, levede de da til fulde op til. Det skal det fulde apparat da have. At det så indebar, at han snøvlede sig gennem teksterne, væltede rundt og brugte halvdelen af tiden på at ligge og rode rundt på scenegulvet, det er en anden snak.
Det er en ting, når en overlegen rockstjerne på toppen tillader sig den slags, det kan måske sortere under “rock n roll attitude” og “cool”. Det er noget andet når en falleret ditto er 20 år fra toppen.
Så viste Robert Plant (som i 2019), hvordan man kan ældes med ynder som rockstjerne på Arena (igen). Denne gang dog sammen med hans on/off samarbejdspartner Alison Krauss, der spillede en ret tyst “lyttekoncert” i bredformat. Tyst var det ikke til Tobias Rahim, da han åbnede Arena om torsdagen. Det var et gigantisk tilløbsstykke med matchende stemning, hvor jeg fik kilet mig igennem mens han og Odbjerg fik det hele til at eksplodere med “Stor Mand”. Stor nok til Orange? I 2022, ja. Året efter? Det kommer vi til.
Igen brugte jeg meget tid på at ping-ponge mellem de mindre scener, i jagt på store, eller bare interessante, oplevelser gemt i udkanten af programmet. Det lykkes sgu næsten altid i større eller mindre grad, men tror min favoritkoncerter egentlig var at finde på Rising i 2022?
Rising rykker tilbage på øst
Rising var endnu engang “offer” for en flytning, væk fra vest og tilbage på øst. På det “deathspot”, som scenen et enkelt år led under i 2014. Pyramide-Scenen rykkede dog med, så vi slap for den tarvelige byfest-scene fra sidste gang den lå i det område.
Det gik nu også noget bedre denne gang, selvom der var et eller andet ved den placering, som bare ikke helt spillede. En del af tankegangen bag flytningen var nok, at bringe de to “warm up” scener, Rising og Countdown, lidt tættere på hinanden. Countdown, der i en årrække havde ligget i yderkanten af indre plads og forvandlede sig til Apollo under festivalen.
Det gav også god mening i den forstand, at grænserne mellem programmerne på de to scener rent genremæssigt begyndte at være mere udflydende. Og på en måde henvende sig i højere grad til det samme publikum. Helt i tråd med den øvrige udvikling i musiklandskabet, hvor monokultur hørte fortiden til, og kunstnerne og deres fans flittigt blandede og gik på rov i forskellige genrer. Tiden for en skarp opdeling med “fest, hiphop og dakkedak” på Countdown, “alt andet på Rising”, var ved at løbe ud.
I 2022 var den fysiske afstand mellem de to scener dog stadig så stor, at man ikke kunne nå at se alle koncerter under de første dage. Det kan man nu, men det krævede en ændring, som skete allerede året efter.
Højdepunkter på Rising anno 2022 var et kuld af stærke danske opkomlinge, der for de flestes tilfælde allerede havde rumsteret før coronaen. Ay Say var gode, og bragte noget af den tyrkisk/kurdiske folkemusik, der har vundet mere og mere indpas på Roskilde, ud på campingområdet. I 2024 var de tilbage på “den rigtige” festival.
Rigmor havde jeg oplevet allerede i 2019, hvor de imponerede mig på Uhørt Festival. De imponerede også på Rising, hvor det var tydeligt at koncertaktivitet fra deres side og radioairplay havde gjort, at en betragtelig skare kunne synge med på en del af deres følsomme indie-numre. De vendte også sidenhen velfortjent tilbage på Roskilde.
Og det gør sidste levende billede, som skal fremhæves og i glas og ramme fra Rising året 2022. Brimheim. Hun og band tog røven på mig ved at spille en høj, medrivende og brusende rockkoncert, som til tider tangerede Springsteen møder Neil Young. Men så røg strømmen kraftedeme! Og det trak lidt ud med at få fyret op under hamsterne i hjulet, der drev generatoren under Rising…
Men WUUUUUUUSSSSSSH, så var strøm og Brimheim tilbage uden at misse et beat eller momentum. Og fik rocket den koncert direkte og gnidningsfrit i mål. Det burde også have rocket dem direkte op på Orange, men mindre skulle komme til at gøre det. For Brimheim var tilbage på Roskilde Festival allerede året efter.
Hele dækningen fra 2022 kan findes på side 5 og 6 i arkivet.
Senfølger af et levet liv
Det var jeg også! Surprise!! Og så kom hele Gnu-flokken endda hjem med en hyggelig omgang festival-corona i 2022, hvor alle røg ned en efter en. Så var det måske alligevel klogt nok at aflyse i 2020+21, det gik hurtigt nok med at få spredt det skidt selvom man var vaccineret.
Noget der var foruroligende tydeligt året før var, at der var gået 3 år siden sidste festival – hvilket tilsyneladende betyder, at man selv er blevet tre år ældre?!
Det betød måske ikke så meget, da man var yngre, men midt i fyrrerne kunne det sgu’ mærkes. Og så var jeg endda i markant bedre form end inden corona?! Ja, jeg brugte Coronaen til at smide en 40-50 kilo, som jeg åbenbart havde samlet op henover årene siden start-00erne?! Så jeg var rent fysisk nærmest i bedste forfatning i omkring 20 år?! Mentalt? Not so much.
Man kan samle andet end kilo sammen på 20 år, hvis man ikke er opmærksom. Eller for stolt og stædig til at se det, fange det i opløbet, erkende eller bare acceptere at man ikke kan klare alt selv. Det kom til at ramme mig i 2023, da alt det ophobede mentale vraggods (og mulige ikke-diagnoserne “lidelser”, bevares, man er åbenbart også lidt kuk kuk… eller har tendens til mani/ADHD/stress). Kort sagt, jeg manglede en mental stopknap, så hjernen galoperede bare af sted uden filter eller pause. Det er skidt i længden.
Så efter at have forsøgt at “tage mig sammen” i begyndelsen af festivalen 2023, indså jeg, at det måske var et tegn på at slappe the fuck lidt off, ik årh? Det skrev jeg en del om det år i reportagerne, det fyldte jo og påvirkede dækningen. Jeg synes også det hørte med til fortællingen om at være på Roskilde, ligesom det nu er en del af mit personlige tilbageblik. Og så er det jo noget vi skal blive stadigt bedre til at snakke om, det der med mental sundhed, i alle brancher.
Det betyder ikke at man er kuk, eller jo, det gjorde det så i mit tilfælde, men altså… Det kan man få piller for, så nu går det sådan set bedre!
Jeg fik også forventningsafstemt med mig selv, og endte med en stabil festivalform, måske endda en stigende formkurve? Men først haltede jeg mig altså lidt gennem de første dage
RIP Rising, Goddag Gaia og Eos
Måske også fordi, at jeg var helt alene i felten det meste af tiden. De i tidligere artikler nævnte fotograf og den unge assistent måtte droppe en stor del af første del af festivalen. Familiens lille 4-benede ven, der ellers var i pleje, var kommet til skade og måtte akut på dyrehospital, og dernæst holdes under opsyn.
Så jeg blev bragt og hentet de første dage, som også blev kortet ned, så jeg kunne holde styr på hovedet. Trods det, så blev de da til en række fine koncerter. Blandt andet fra Ida Laurberg, der om søndagen viste, at hun kunne styre en scene. I en sådan grad, at hun blev inviteret til at prøve kræfter med Orange året efter.
Og den scene var Eos. Hvad var det nu for noget? Som tidligere nævnt blev Rising (og Countdown) endnu engang gentænkt, og i dette tilfælde lagt i graven. Samtidig nedlagde Roskilde Festival den lille Pavilion Scene på den indre plads. Det vil sige, den genopstod i ny form som Gaia, rykkede ud af hjørnet på pladsen og blev mere centralt placeret. Det gav plads til den nye open air scene Eos på Pavilions gamle placering.
Scenerne kom til at fungere som platform for koncerterne under de nu såkaldte First Days, mens de kørte videre, som en del af det fulde program under Final Days. Samtidig lå de så tæt, at der kunne køres uafbrudt med koncerter mellem de to scener uden, at nogen behøvede at gå glip af noget.
Det blev til skallersmækker metal open air fra Nakkeknaekker, der i år er tilbage som Neckbreakker på Avalon. En af fordelene ved open air scenen er, at der er plads til mange foran scenen. En af ulemperne er regn. Som da stakkels Selina Gin bravt kæmpede mod vandmasserne til hendes koncert.
Så var det lidt nemmere under teltdugen, hvor navne som punkbandsene Pleaser og Situationsfornærmelse uddelte hver deres form for øretæver. Førstnævnte i kraft af en rasende knap 30 minutter lang sprint, sidstnævnte ikke mindst i form af deres både harske og humoristiske tekster.
Mest imponeret og fanget var jeg dog af lettere teatralske og dramatisk Tender Youth, som fangede min opmærksomhed med deres mørke rock tirsdag aften. Det kunne sagtens, og burde måske, have ført til større ting. Men underligt nok virker det som om, at der har været helt stille omkring bandet lige siden?
På æblerov ved Arena
Det er jo endnu engang en del af fortællingen om Roskilde og de mange kunstnere, som har optrådt der gennem årene, især de mindre. Nogen bliver større, og kommer igen, andre forsvinder og nogle kommer lidt ud af det blå, men får så meget medvind, at de suser forbi de andre.
Sådan et band var Blæst, der var her, der og allevegne, også Orange, i 2023, som de fik lov til at åbne. Jeg så begyndelsen foran en begejstret skare, inden jeg trak mod Gaia for at se Big Joannie. Det var et af de mange mindre navne, som jeg i lighed med mange andre i nyere Roskilde-tid, var faldet over i programmet og havde lidt fidus til. Men en ting er hvordan det gør sig på Spotify, noget andet er en scene. Her faldt bandet desværre igennem, da de lød som nogen der nærmest aldrig havde spillet sammen.
Sådan kan det gå. Heldigvis vidste jeg fra året før, at Brimheim bestemt lød som et band, der havde spillet sammen tidligere. Desværre kunne man periodevis bare ikke helt høre det sent på Avalon onsdag aften, da der var lidt knas med lyden. En skam, for jeg havde ellers set frem til endnu en berusende oplevelse. Den fik dem, der i stedet var gået til Queens of the Stone Age, på Arena samtidig åbenbart. Bedste koncert fra dem på Dyrskuepladsen nogensinde? Nå, men så var det da god timing, at det var den jeg IKKE så!
Men jeg har på mine gamle dage fået mig den regel, at jeg i vid udstrækning vil forsøge at undgå genudsendelser. Især, hvis der spiller noget interessant samtidig. Ok, Brimheim HAVDE jeg jo så også set en gang før, men I forstår…
Ellers gik meget af den første dag faktisk med at være social. Jeg havde i en årrække fået en “tradition” med, at løbe på en gammel ven helt tilbage fra folkeskoletiden i det mørke Sønderjylland. Næsten altid ved Arena af en eller anden grund. Men nu aftalte vi altså at mødes officielt og hænge lidt ud. Det blev så til en 4-5 timer med snak om gamle dage og de 35 år (?!), der var gået siden han var flyttet fra vores lille flække til KBH.
Det var næsten som at gå i 5.-6. klasse igen. Han viste mig endda et “hul i hegnet” på vej over til Arena, hvor man kunne smutte ind og bag kulisserne. Her hang en flok andre rutinerede Roskilde-rotter ud, som havde forskellige opgaver under festivalen. Så sad man der og følte sig som en knægt på æblerov i præstens have. Vi skiltes under Brimheim med en aftale om at ses mere privat efter festivalen – det kan teknisk set nås endnu!
Festival shopping og impulskøb ved kassen
2023 føltes på flere punkter mere som et forandringens år, eller en med en kurskorrektion end år 1 i vores nye tidsregning, 2022. Måske skulle festivalen lige have rystet coronaen, jubilæet og levningerne fra 2020 programmet af sig?
Det var i hvert fald tydeligt for mange medier, at der var fundet plads og blev fokuseret endnu mere på at følge med og være på forkant med den omskiftelige streamingtid. Der var plads til flere “TikTok-navne”, der blev forsøgt booket kunstnere, som var hotte LIGE NU og måske skelet knap så meget til om de var langtidsholdbare. Eller havde et bagkatalog, som var stort nok til de større scener på festivalen.
Der blev kort sagt gået lidt på kompromis med tidligere tiders hellige dyder og “krav”. Forståeligt, også fornuftigt og nødvendigt på sin vis, men det gik også lidt ud over både helhedsoplevelser og kvaliteten hist og her. Det hele kulminerede nok lidt på den front året efter, hvor der var nogle notoriske korte koncerter og nogle stinkere på de større scener, som viste at den vej nok heller ikke er farbar i længden.
Det eskalerende tempo og booking af flere og flere nye navne, som popper hurtigt op, gjorde også at man nærmest ikke kunne nå at følge med i forberedelserne. Selvom jeg startede måneder i forvejen, så følte jeg mig stadig enten uforberedt eller bare lidt fortabt, når jeg stod i felten. I hvilken retning skal vi løbe?!
Hvilket nok var stærkt medvirkende til, at jeg torsdag i et anfald af “der er ikke noget jeg skal se/jeg vil gerne se det hele!” kastede mig ud i et personligt rekordforsøg. Hvor mange forskellige navne kunne jeg nå at smage lidt på, på de 2 timer jeg havde inden jeg skulle være på Avalon og se Electric Wizard. En 6-7 stykker skulle det vise sig, men blev lidt forsinket, da det sidste kvarter af Rina Sawayama på Arena var så medrivende, at jeg kom til at blive hængende “for længe”.
En koncert, som jeg dog tog mig tid til at få det hele med af (og lidt til måske) var Blur på Orange fredag aften. DER VAR DEN. Den Orange følelse, første gang efter Corona (for mig). Det sejlede rundt deroppe på scenen med en fuld kaptajn Albarn i front. Eller oppe i masten, hængende ud over rælingen, eller drejende roret. Samtidig var førstestyrmand Graham Coxon skiftevis med ham og på vej i anden retning. I midten af menageriet sled Alex James og Dave Rowntree for at holde skuden på nogenlunde korrekt kurs.
Det var fucking fantastisk! Pludselig var der ægte løssluppen stemning og musik på Orange med en mand bag mikrofonen, som tydeligvis elsker at være på Roskilde. En koncert, som også var en tydelig kontrast til mange af de stramme pop (og andet) koncerter, som er begyndt at dominere Orange. Det her levede, åndede, var uforudsigeligt, herligt rodet, legesygt og tiltrængt.
Hele dækningen fra 2023 kan findes på side 3 og 4 i arkivet
TikTok-koncerter og maraton-mænd
Det var i tydelig kontrast til nogle af de navne, som var udsat for kritik i 2024. Her blev navne som Sexyy Red og navnligt Ice Spice udstillet sig selv i stort format, da de viste at de nok manglede netop formatet til at spille på Orange.
Sidstnævnte brillerede ved at spille i cirka 35 minutter på hovedscenen, hvilket både må være negativ rekord og kortere end det tog for crew at gøre klar til “koncerten”. Førstnævnte var på længere tid, men havde ikke meget andet at byde på end sange om et stikke ting på størrelse med agurker op i sit skræv. Bon appetit!
‘
Doja Cat, Aurora, 21 Savages, SZA, Gilli, Skrillex, Jungle og PJ Harvey, der var sgu lidt tyndt i toppen af den 2024 plakat. Egentlig helt i tråd med foregående år, hvor der har manglet de helt store trækplastre, som kunne samle en hel plads. Der var selvfølgelig også Foo Fighters og deres maraton-koncert, som var tæt på at lykkes med manøvren igen, men nok uden at få de aller yngste generationer med.
Til gengæld fik de, de fleste aldrende gnuer med, som var samlet på deres gamle spot foran scenen. Og søreme om flaget ikke lokkede gamle kendinge fra nær og fjern til?! Det VAR næsten som i gamle dage?? Hvis man bare kunne få sådan en oplevelse hvert år på Orange, så ville jeg ikke forlange meget mere. Giv os bare en lille luns, be be.
Men så er det jo godt at jeg kan finde små og store oplevelser på egen hånd, når jeg drysser rundt på pladsen. En plads der sidste år indledningsvis var noget sjuttet grundet regn i dagene op til åbning af indre plads. Det var lige før man havde fortrængt, hvor glat og uhensigtsmæssig det underlag kan være, når der er kommet vand.
Så kan man gemme sig på Gloria, hvor jeg onsdag aften faldt over en tyrkisk fest, som blev festivalens koncertmæssige højdepunkt. Fængende og svedig rave-rock med trioen LaLaLar, der fyrede op under den lille sal med deres dansable politiske numre. Det var varmt! Så varmt, at deres guitarist endte med at svede så meget i hans tætsiddende tøj, at han nærmest så nøgen ud på scenen. Så på den led var det stadig en våd oplevelse.
Vand kom der blandt andet under The Beaches koncert på Gaia torsdag aften. En ordentlig skylle, jeg skyder skylden på Brett. Men han kan også få lidt af æren for at koncerten er en af dem, der alligevel er blevet siddende i baghovedet sidenhen. Da de lukkede med deres største hit, “Blame Brett”, havde de 4 canadiske kvinder vist allerede overvundet både regn og publikum.
Regnen gjorde så, at jeg var pænt gennemblødt, da jeg trak over til Eos for at overvære en anden gruppe kvinder holde hof en kølig aften. The Last Dinner Party bød på melodramatisk indie og teatralsk optræden, og det gav faktisk varmen. Bandet viste sig at være et charmerende bekendtskab, som var mere end bare et “Nothing Matters” band. Men det er de OGSÅ, og det nummer er og bliver deres bedste – men det er sgu også en banger.
Bangers har Barselona haft flere af gennem de seneste år, jeg har aldrig været fan. De fik dog skovlen under mig med en top professionel optræden på Arena, hvor de samtidig fik demonstreret hvor mange kendte sange de egentlig har begået. Publikum havde de også et sikkert greb om på en scene, hvor nyere danske navne har haft store stunder de senere år. Orange Scene er ikke alt, selvom nogle af de danske navne, der ender på Arena godt kunne have “fortjent” en plads på Orange.
Et af dem var Zar Paulo, der lidt uforståeligt måtte “nøjes” med Arena. Den scene ejede de så til gengæld også med den ene landeplage efter den anden, klap for fædrelandet, for helvede! Jeg synes de er dejlige, de er bare interessant mand og bringer mig tæt på paradis. Måske fordi jeg også har elendig software? Nu skal jeg nok stoppe. Stop believing.
Stigende festivalformkurve
Troen levede i bedste velgående under First Days, også troen på livet. Vi startede, nu næsten traditionen tro, slingrende i det vi var involveret i en trafikulykke på vej hjem lørdag aften, efter vi havde været ude og inspicere og ordne alt det praktiske.
Så var både transport for undertegnede og festival for fotografen og assistenten slået hjem. Eller, den holdt parkeret totalskadet ved et trafikkryds et sted i Ballerup. NÅ. Gode råd var dyre, eller det blev de, men sådan en nærdød oplevelse havde faktisk en positiv effekt på mig. Jeg skal ikke sige, om det var det, og jeg ved heller om jeg helt køber præmissen om at det skulle forandre noget i en fra det ene øjeblik til det andet.
Faktum er dog, at jeg følte mig forbløffende frisk og revitaliseret efter den start. Og oplevede en festival, hvor festivalformen bare blev bedre og bedre. Andre faktorer spillede også ind. Jeg fik godt selskab under First Days, hvor blandt andet gode gamle Wingman Mongo meldte sig under fanerne igen efter faneflugt de forrige år. Det hjalp at have det skrækkelige spektakel ved sin side igen – eller hvor han nu lige opholdt sig, man ved aldrig helt…
Så kunne man sammen nyde at få nogle tiltrængte stryg og prygl fra navne som Syl, Vulvatorious, Omsorg og Katla. Midt i al den kærlighed og satan skal jeg dog ikke glemme et skud ud til det skønne norske musikkollektiv Sliteneliten, der på smittende vis åbnede det hele på Gaia med deres protestsange og punkede folkemusik. De gav mig lyst til at flytte ind i den lesbiske dal og dyrke noget kollektivisme.
Det var startskuddet til en festival, hvor jeg endelig for alvor genfandt Roskilde-gnisten, der måske havde haft lidt vanskeligt ved helt at få fat efter coronaen. Årsagerne har været mange, men slutteligt gav det fornyet tro på fremtiden. Og endte med at 2024 kom til at stå tilbage som en virkelig god festival for mig personligt. Jeg havde det sjovt, nød at være på Roskilde og nød det gode selskab og omgivelserne.
Måske endda en outsider til en top 5? Hvad mere kan man næsten forlange 25 år+ inde i ens festivalliv…
Hele dækningen fra 2024 kan findes HER
Så vi slutter 27 års rejse fra starten i 1999 til nutiden, hvor 2025 står for døren og jeg er klar til min Roskilde nr. 25 på en positiv note. Man får jo næsten lyst til at snuppe 25 mere, hvis festivalguderne tillader det!
Inden vi når så langt, vil jeg runde af med en lille epilog, som både opsummerer mit kvarte århundrede på Roskilde og kigger frem mod 2025-udgaven. Derefter følger den obligatoriske gennemgang af årets spilleplan for Rising og de enkelte festivaldage. Og så er der vel bare tilbage at sige…
Vi ses foran Orange! Eller Eos, Gaia, Gloria, Arena, ja måske endda Apollo!?
Af Ken Damgaard Thomsen
