Jeg har kigget tilbage på det seneste kvarte århundredes Roskilde Festival historie så, hvad har jeg lært? Hvilken udvikling har festivalen gennemgået, hvordan ser den ud i 2025 og hvor skal vi hen?
Hvordan opsummerer man et kvart århundredes Roskilde Festival? For det første kommer man nok overens med det faktum, at man ikke kan få det hele med. Det kunne jeg heller ikke, selvom jeg delte mine tilbageblik op i mindre bidder. Det vil nødvendigvis blive nogle større linjer, generaliseringer og ting man glemmer eller ignorerer.
Og sådan fungerer ens hukommelse og minder jo egentlig også? Jeg har hørt et sted (som jeg naturligvis har glemt apropos), at minder er konstruktioner i ens egen hjerne, der ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden. I hvert fald ikke den hele. Og hver gang man tænker tilbage på et specifikt minde, så tilpasser og ændrer hjernen det, så det passer bedre ind i ens opfattelse af virkeligheden.
Du kan med andre ord ikke stole på minder, som værende sandheden – i hvert tilfælde ikke den fulde. Det er nok også en af grundene til, at øjenvidner er noget man skal passe på med at stole 100% på. Jeg har været øjenvidne på Roskilde Festival siden 1999, og har forsøgt at berette det JEG har set, oplevet og husker.
Nogle ting er baseret på objektive fakta, det kan ret nemt bevises at Suede spillede 3 koncerter på Roskilde Festival 1999. Det er svært at bevise om jeg så dem og hvor mange. Jeg mener selv, at jeg overværede to af dem. Men kan jeg stole på de minder, eller de blevet konstrueret i årenes løb, så det nu er blevet sandheden for mig?
Jeg ved jo at jeg var til stede den skæbnesvangre aften i år 2000 da Pearl Jam spillede på Orange. Men hvor stod jeg præcist og er mine oplevelser og minder præget af alt man efterfølgende har læst om ulykken? Er grunden til, at jeg husker Metallicas triumf på Orange i 2003 at jeg har hørt bootleg optagelsen derfra flere gange efterfølgende? Eller var den koncert virkelig så mindeværdig, at den brændte sig fast i hukommelsen.
Det samme med de utallige minder fra Orange og andre scener, som jeg (og andre der har lignende oplevelser) fremhæver som all-time koncerter og øjeblikke. Om det er Band of Horses på Arena i 2008, hvor de blæste taget af teltet, Father John Mistys hede og forkvaklede flirt med Avalon teltet i 2015 eller Eminems kollektive Orange orgasme i 2018. Det er personlige højdepunkter og minder, men samtidig del af en kollektiv hukommelse delt af mange.
Så det må jo være sket?
Roskilde er en uendelig strøm af store og små øjeblikke, højde- og lavpunkter, vanvid og kedsomhed, ensomme stunder og massehysteri. I alle tænkelige vejrforhold og rammer. Fra de mest primitive og simple til ren festivalluksus.
På omgangshøjde med udviklingen
Da jeg debuterede var Roskilde i en mindre nedgangsperiode efter de fede 90ere, hvor festivalen svulmede op både hvad angår publikum og programmer. Det var også en tid, hvor pladsen og hele logistikken var præget af en vis form for primitive tilstande og forhold. I takt med, at publikumssammensætningen, deres krav og nye generationers forventninger fulgte festivalen med efter bedste evne.
Festivalen har dog i alle år været opmærksom på alt fra teknologisk udvikling til innovation på andre områder, der kunne spille ind i afviklingen. Og også givet plads og mulighed for at nye teknologier og tankegange kunne prøves af i praksis, imens festivalen blev afviklet.
Det er alt sammen noget, som er kommet os gæster til gode. Selvom man ikke selv benytter sig af alle tilbud, så er det alligevel noget af en udvikling festivalen har gennemgået. Sideløbende med resten af samfundet naturligvis, men før i tiden var der nok en vis accept af, at det hele var lidt mere primitivt på Roskilde i forhold til. Måske derfor folk skulle finde sig i, at sidde i de forbandede svedbokse i flere år end det egentlig var nødvendigt!
Til gengæld var festivalen relativt tidligt ude med at afskaffe kontanter. Efter 2018 var det helt slut med at holde styr på de løse mønter i lommen. Nu kan du endda sætte penge ind på dit chiparmbånd. Da jeg debuterede, kunne man ikke engang betale med kort i boderne på pladsen, så det var med at hæve nok eller stå i kø ved en af pladsens hæveautomater. Så kunne man få sedler, der kunne veksles til mønter, så man kunne bruge en af de opstillede telefonbokse.
På den første festival skulle man være heldig hvis man kunne få en SMS igennem på det mangelfulde mobilnet, såfremt man altså havde strøm tilbage på telefonen. Det virker som en absurd tanke nu til dags, jeg kan ikke huske hvornår min telefon sidst er løbet tør for strøm på Roskilde?
Så ville man også være fucked, for så kan man jo ikke tjekke programmet i Appen!!! Og det trykte program blev sendt på velfortjent pension efter festivalen i 2019. Man skal jo tænke på miljøet, som Roskilde altid har haft fokus på med utallige tiltag og opfordringer til at rydde op efter sig selv. Det lykkes vist stadig bedst i de såkaldte Silent and Clean eller Green Camp områder.
Konger og dronninger af campingpladsen
På en campingplads, der har gennemgået mange forvandlinger og udformninger i årenes løb. Altid vest og øst i min tid, men især øst har været i nærmest konstant forandring pga. grusgravens vandring frem og tilbage på området. Den var lige ved at skære festivalen midt over på et tidspunkt, men stoppede heldigvis inden den fortærede den indre plads.
Jeg forlod selv anarkiet på campingpladsen i 2013 til fordel for første Get A Tent og senere Retricted Camping. Vi startede som konger af campingområdet, blev stille og roligt kuppet og presset ud af de nye generationer, inden vi måtte tage flugten. Det er nok også noget af det, der gør, at der kan være så mange holdninger og store følelser omkring Roskilde. Man ser det hvert år, når programmet offentliggøres.
Vi har alle følt os som konger og dronninger af Roskilde. Ejet stedet. Som om den er til og for os. Ingen ejer Roskilde, alle ejer Roskilde. Roskilde ejer os? På et tidspunkt går det dog op for en, at der er kommet nye (i hvert fald) midlertidige ejere. De har den kun til låns, som vi havde, de ved det bare ikke endnu.
En naturlig udvikling, som man måske selv glemmer at man var en del af da man landede i sin tid. Da fortrængte vi selv de forrige generationer, på en måde. For min første festival blev jeg faktisk tilbragt i selskab med blandt andet en lille flok plus 40 årige, der stædigt holdt ud på camping øst.
Da var festen også lidt en anden, måske var der lidt mere plads til alle aldersgrupper og i hvert tilfælde subkulturer. Jeg siger ikke at de er blevet forvist, men dynamikken på campingområdet ændrede sig ikke kun i kraft af at man selv blev ældre op gennem 00erne. Festerne blev vildere og større, sammen med de musikanlæg folk slæbte med. Der blev markant mere larm, og i en mere ensrettet retning, selvom den der monokultur jo ellers var erklæret død.
Nu var det mere dakkkedak fest og knæklys end rock og luftguitar. Dermed svandt den ellers så fremherskende gruppe af rockister og især metalhoveder kraftigt ind. Sideløbende med at festivalen også bookede færre og færre navne i de genrer. Hvad der kom først kan diskuteres og om det ene var et resultat af det andet. Udviklingen blev i hvert fald tydelig hele vejen rundt, som årtiet skred frem og videre op i 10erne.
Sideløbende er festivalen gået fra at have mange internationale gæster, primært fra de nordiske lande til at være hovedsageligt dansk. På mine første festivaler kunne man stadig løbe ind i tyskere, de er nu nærmest udryddet. Ligesom man lige så godt kunne vænne sig til norske og svenske gloser – det behøver man ikke i dag. Hvilket også har taget lidt af koloritten af det samlede billede.
Ungdommen nu til dags!
Det sagt, så er det jo stadig fællesskabet, som dominerer, det er lige som alt andet bare på andre præmisser. Ungdommen, den skiftende og til alle tider, bliver altid klandret for at være mere egoistisk end den forrige.
Her vil jeg som halv-gammel idiot gerne tage nutidens unge lidt i forsvar, såfremt de skulle have brug for det. Det er ikke DEM, som jeg oplever som ubehageligt fulde, uhøflige eller egocentrerede på Roskilde. Folk på min egen alder derimod kunne måske lære noget af de unge mennesker, hvis de gad lytte og ikke havde travlt med at stå og knævre om indholdet af deres navle med deres jævnaldrende?
Det var ikke de nuværende generationer (der er i overtal på pladsen) som var en del af en tragisk ulykke og udviser voldsom adfærd under koncerter. Risikoen og mulighederne er også blevet begrænset i kraft af de nødvendige opstramninger for sikkerhed og adfærd, der blev indført efter år 2000. Når de unge så endelig skejer ud til koncerterne, så bliver de belært af ældre generationer om, at “de kan ikke finde ud af det” – kunne I?
Hvis vi endelig skal belære dem om noget, kunne vi måske prøve at gå foran med et godt eksempel frem for at være bedrevidende og dunke dem i hovedet. Roskilde har altid “kæmpet” med den balance på mange punkter.
Der er meninger med og i galskaben
Roskilde er alt efter afsender og kontekst blevet kaldt formynderisk eller FOR fri. Der er regler for alt, men man MÅ ALT. Festivalen er bedrevidende og belærende, men de unge lærer ikke noget af at være på Roskilde.
Der er for meget druk og fest og for lidt indhold – men alt for mange tilbud og aktiviteter, som ingen kan nå. Tiden til store festivaler er overstået, lød det allerede i løbet af 70erne. Nu 50 år senere erklæres Roskilde Festival død cirka på årlig basis, når medier og smagsdommere skal gøre dødsboet op.
Altså de medier, der stadig dækker Roskilde Festival i en eller anden udstrækning. Der er over 3000 akkrediterede mediefolk af enhver slags, hvert år på Roskilde. Men dækningen har ændret sig markant siden min første festival i 1999.
I de gamle aviser, som har overlevet i opbevaring siden dengang, kan jeg se at eksempelvis EB og BT havde 6-10 skribenter af sted hver. Nu til dags har EB Thomas Treo, måske en rapporter til at dække alle “sensationerne” på pladsen og en fotograf. BT har cirka ingen til at dække musikken, og køber måske en anmeldelse eller to hos Gaffa. De andre aviser er også kraftigt reduceret i antal og mandskab, og deres dækning ikke udelukkende på musikken – men hvor der er overskrifter og kliks.
Til gengæld er der så vokset en skov (og underskov) af mindre, mere skæve og “uprofesionelle” medier frem. Dem med fokus på musik dækker så i vid udstrækning hele paletten, noget Roskilde også tilstræber i deres tildeling af akkrediteringer. Det er ikke her, du læser historier om de unges druk eller den og den “kendte influencer”, der er spotter på pladsen. Det lader vi de professionelle om.
Dem der har travlt med at sige, at alt (ikke mindst musikken) var bedre i gamle dage. Hvor ungdommen forresten heller ikke var for dummet af al den popmusik. Det var de også i 1999 i følge mit avisarkiv… Dermed ikke sagt, at det hele ikke KAN føles lidt for pænt, poppet og poleret af og til.
Jeg kan godt savne noget af den vildskab og råhed, der var på Roskilde engang. Ikke den, som fører til ulykker selvfølgelig. Men den der, hvor man bliver lidt presset pga. tvivlsomme forhold, hvor man må være lidt kreativ med løsninger og måske endda tvinges til at kede sig lidt. Det er vist næsten umuligt nu, men det er jo en generel tendens i samfundet og vores liv som helhed – man kan bogstaveligt talt second screene sig igennem en festival.
Det er nok bare personlig smag, jeg kan jo bare daffe på vildmarkstur, hvis jeg trænger til at skide i et hul uden mobildækning så jeg kan underholde mig imens. Min pointe var (muligvis?), at man lærer lidt om sig selv, når man ikke kan gøre som man plejer og bliver “presset”. Jeg håber stadig de unge lærer et eller andet af at være på Roskilde Festival. Og tager disse erfaringer med hjem i en eller anden forstand.
Fremtiden er NU?!
Hvordan kommer 2025 så til at falde ud og de fremtidige festivaler? Tja, hvis man skal spå om programmet, så fortsætter følelsen af at musiklandskabet er voldsomt fragmenteret. Masser af små, spændende og udfordrende navne, som giver fede øjebliksoplevelser, men måske ikke så mange, der hænger fast efterfølgende. Og bliver til store koncertminder. Det er mere summen af enkeltdelene, der kommer til at tegne festivalerne.
Legendernes tid er nok næsten forbi, i hvert fald dem fra de første generationer efter musik blev populærkultur. De er enten gået bort, blevet for gamle eller har været der. Nye store stjerner er blevet færre, de skabes dog stadig, men mange er ikke lige så langtidsholdbare af mange grunde som tidligere tiders. Det giver større udskiftning i toppen, hvilket ikke nødvendigvis er dårligt, men det gør at mange ikke når at slå rødder og blive de her stabile, stærke træer, der stikker op.
Der kommer nok også til at ske forandringer på sigt, hvad koncertformater og længden af koncerter angår. De nye kunstnere virker i vid udstrækning ikke gearet til maratonkoncerter, og publikum heller ikke. Man ser det allerede i kraft af at Roskilde har løsnet op i forhold til minimum længden af koncerterne, og det er hele vejen fra de små scener og op til Orange.
Nu er det mere undtagelsen end reglen, at en kunstner spiller mere end 60-90 minutter på Orange. På de mindre scener er det også blevet acceptabelt, at kunstnerne ikke skal strække sættet, så de mindst spiller en time. Alt taget i betragtning virker det som en fornuftig disposition.
Heldigvis er der nok fleksibilitet til, at et hovednavn, der kan bære det, får al den tid, de har brug for. Og netop fleksibilitet bliver nok et af kodeordene fremover, også for publikum. Noget jeg heldigvis selv har været i stand til at tilpasse mig både, hvad smag og koncertformen angår. Hvis man vil have noget ud af Roskilde anno 2025 og fremadrettet, må man være omstillingsparat, opsøgende og open minded.
Det har nok altid været tilfældet, nu er det bare meget mere tydeligt, når man kaster et blik over plakaten. En plakat, der i indhold minder meget om de foregående post-corona. Det her er den nye normal og den vej Roskilde af lyst, nødvendighed og for at fremtidssikre festivalen er slået ind på.
Hård kamp om gæsterne
Roskilde Festival 2025 er i skrivende stund (knap 10 dage før start) endnu ikke udsolgt. Det er det seneste festivalen ikke har været udsolgt siden 2017. Der er sikkert mange gode forklaringer, en af dem kunne være tilfældighedernes spil.
Dog sidder jeg med en snigende fornemmelse (måske pga. min alder, jeg er 46) af, at Roskilde måske er gået FOR vidt i deres satsning og fokus på ungdommen. Og har brændt “os” over 40 så tilstrækkeligt, at mange ikke længere føler sig ønsket eller velkommen på festivalen.
Vi ER ikke fremtiden, men vi kunne stadig godt have en plads i nutiden. Og måske er det os, der efter at have følt os overset i tilpas mange år, som endelig har valgt Roskilde fra – efter den vendte os ryggen? Der er en forskel på at føle sig overset og uønsket, det sidste har folk nok lidt sværere ved at tilgive.
Kigger man på spilleplanen, så er der nærmest intet for folk i min aldersgruppe, eller ældre. Jeg har tidligere skrevet, at vi nok skal komme, hvis bare man smider et par lunser ud til os. Blur, Foo Fighters, Robert Plant, PJ Harvey, The Cure, i år “får” vi Nine Inch Nails og Deftones – det er med al respekt nok for smalt.
Kunne man ikke lave et kompromis? Så de købestærke +40 har en grund til at lægge deres penge på Roskilde. Stik os 4 koncerter, 2 på Orange og 2 på Arena, 1 hver dag. Så føler folk måske, at de får noget for pengene og kan lokkes til købe de sidste billetter?
At der stadig ikke er udsolgt (de når det nok lige), selvom der blev meldt om “få billetter” sidst i maj kunne tyde på to ting. Når den melding kommer går der ofte kun et døgns tid inden festivalen melder udsolgt. Så enten er salget fuldstændig flatlinet, eller også var det år et “salgstrick”, som skulle få tvivlerne til ticketmasterskranken. Det er tilsyneladende ikke lykkes, selvom der nu er meldt om “få billetter” igen. Altså 4 realz nu!
Konkurrencen om publikums gunst, tid og pengepung er også kun taget til. Så det, der skal sælge festivalen fremadrettet er tydeligvis ikke musikken, det er kun en del af det. Udgangspunktet og fundamentet kan man sige. Det er oplevelsen, det at “være på Roskilde”, og være en del af det her fællesskab og begivenhed.
Man ser også stort set alle konkurrerende festivaler slår sig op på nogle af de samme ting, og benytter de samme mekanismer. “Den helt særlige ånd”, savner du også allerede stemningen på festival X? Vi glæder os til at se dig og opleve den særlige atmosfære sammen med DIG. Fantastisk stemning i går på Y, vi ses igen i dag. Fælles er, at hovedparten af den slags opslag og selvpromovering kun i mindre grad handler om en specifik koncert.
Jeg vil så stadig argumentere for at du i 2025 (og formentlig fremadrettet) ikke finder et program, som er så alsidigt, varieret, nysgerrigt, udfordrende og nidkært sammensat, som det på Roskilde Festival. Det er blevet festivalens helt store force i manglen på de gigantiske trækplastre, superstjernerne og legender.
Så er det muligt, at meget af det ender som øjebliksbilleder, som i mange tilfælde ikke bliver til varige minder. Ikke i sammenligning med tidligere tiders i hvert tilfælde. Men til gengæld finder du heller ikke en musikpakke af denne størrelse og form nogen andre steder. Og, hvis man vil så ER, der altså stadig plads til fordybelse, når man lige rammer den rette koncert. Eller den overraskende fest, og med lidt held endda et Roskilde/Orange Moment?
Meget mere end bare minder
På det punkt er jeg egentlig et fortidslevn, som har fundet snydekoder til fortsat at komme for musikken. I kraft af nu snart 25 Roskilde Festivaler, så har jeg set det “mest” og dem “alle”. Så jeg har det egentlig fint med, at zappe rundt eller gå på musikalsk shopping i et program, som indeholder så mange varer, du kun finder samlet i Roskildes specialforretning.
Kommer det til at fortsætte 25 gange mere? Det håber jeg da. Jeg kan ikke se nogen grund til at det ikke skulle være tilfældet? Når alt kommer til alt handler det hverken om musik eller “mere end musik”. Det handler om minderne, som står tilbage og jagten på nye og kommende.
Roskilde har i den grad været præget af mit privatliv. Jeg kan se folk komme og gå (og i visse tilfælde komme tilbage igen) som en del af mit Roskilde-liv, så det matcher livet udenfor i virkeligheden.
Et eksempel er min ex-kone Lene og vores forhold til hinanden. Vi var på festival sammen i 2001 til 2004, dernæst en årrække hver for sig, hvor vi dog stadig mødtes på festival og privat. I 2012 fik hun en datter og var væk fra festivalen et par år, men jeg påtog mig lidt af snørklede omveje far-rolllen, selvom vi ikke dannede par.
Siden 2018 er vi taget på Roskilde sammen igen, hun som fotograf for os her på GFR med datteren, som vores lille assistent. Nu er hun efterhånden blevet 13 og nærmer sig en alder, hvor hun er klar til at overtage og præge Roskilde sammen med sin generation. Og gøre det samme ude i virkeligheden. Mens de gamle tøffer rundt i baggrunden og satser på, at vi har opdraget en unge, som ikke fucker det hele op.
Sådan kunne jeg blive ved med at finde eksempler på personer og episoder, hvor forskellige Roskilde Festivaler har været præget og formet af mit liv ude i virkeligheden. Og omvendt. For jeg har også mødt mennesker for første gang, som efterfølgende blev en del af mit liv derhjemme.
Når jeg mindes og tænker på tilbage 1999 og frem til nu, så har Roskilde været et årligt tilbagevendende pejlemærke. En konstant, men en i konstant forandring, som har spejlet verden omkring sig. Og som jeg har kunnet og spejler mig selv i.
Og når man har det sådan, så er programmerne pludselig ikke det altafgørende. Det kan jeg også se, når jeg kigger tilbage på det jeg ville kalde mine personlige favoritfestivaler. De harmonerer ikke nødvendigvis med år, hvor der har været de programmer jeg synes har være bedst. Nogle overlapper, men lige så mange tilfælde er det andre faktorer der spiller ind.
1999, min første festival, så meget få koncerter. 2001, to legendariske koncerter fra Tool og Neil Young, afsluttet med indlæggelse for vandforgiftning så jeg missede 1 ½ dag, men de andre dage var SÅ sjove. 2005, undervurderet program, fantastisk vejr og stemning og vild lejr. 2007, lortevejr med mest regn nogensinde, men en af de sammenholdsmæssigt stærkeste festivaler. 2011, sløjt program, fed lejr og vores sidste “peak” år på campingpladsen.
Og så 2024, måske den bedste festival for mig personligt i 10-15 år?? Ikke så meget pga. musikken og programmet, selvom den bestemt rummede en del gode stunder. Men jeg nød virkelig at VÆRE på Roskilde, nød selskabet og havde det… virkelig sjovt?! Og følte mig helt overskudsagtig, hvilket nok var en følelse jeg havde glemt.
Roskilde er jo også blevet en tilbagevendende fortælling om mig selv og mit eget liv, hvor jeg kan bruge festivalen som målestok og konstant, når jeg som i disse artikler har kigget tilbage. Det er måske et biprodukt af at have været på Roskilde så mange gange, for andre er festivalen måske bare en parentes eller en kortvarig flirt.
For mit vedkommende er det endt med at være meget mere end Roskilde Festival. Og en helvedes masse gode og blivende minder, der er under konstant forandring.
Af Ken Damgaard Thomsen
Roskilde Festival Flashbacks:
1999-2000, det første år og ulykken
2001, den med Tool og Neil Young
2002-2004, omskiftelige tider
2005-2007, Camp Gnu på Vest
2008-2009, flere peak år på camping
2010-2012, begyndelsen til enden
2013-2014, GFR rykker ind
2015-2017, meget mere Rising
2018-2019, soloudbrud
2020-2024, Roskilde post-Corona
Det er rart at læse lignende tanker og følelser fra en anden festival-dinosaur, som for længst har passeret de forjættede første 10 år på Roskilde og er nærmere de 20 sæsoner nu. Det meste af dine skriv resonerer stærkt, især følelsen af, at Roskilde var/er til for mig. Det var mit hjem væk fra hjemmet, alt var på spil, tiden var et eksperiment, jeg blev mig selv uden forbehold og jeg var pissegod til at være der. Jeg vil aldrig føle mig for gammel til Roskilde, men jeg kan godt fornemme at festivalen er ved at blive for ung til mig. Det til trods, så træder jeg de samme spor og hvirvler stadig støv op år efter år, skønt færre dage og ender hjemme i min seng. Men The Orange Feeling, det er for evigt noget vi bringer og giver til hinanden.