En ny æra startede på Roskilde Festival for os i 2013, da vi forlod campingpladsfesten og rykkede i Get A Tent. Samtidig var det første år, hvor vi dækkede festivalen her på GFR. Denne gang skal vi en tur tilbage til årene 2013 og 14.
Bedre sent end aldrig. På flere punkter. Der var familieforøgelse i 2012, flytning fra Aarhus til hovedstadsområdet året efter. Samtidig havde vi for alvor fået løbe vores forsinkede musikmedieprojekt, GFR, i gang og fået nok luft under vingerne til at søge akkreditering til Roskilde Festival i 2013.
Jeg skriver “forsinket”, da det måske ville have være mere oplagt at begynde at lege musikmedie, da vi var noget yngre og havde bedre tid. Men hva faen, bedre sent end aldrig, og da vi først fandt en form, som lå nogenlunde fast og fungerede for os, tog vi også mod til os og prøvede at snige os ind som presse på Roskilde.
Og det lykkedes?! Ingen problemer med at få en akkreditering i første forsøg (eller efterfølgende for den sags skyld). Jo jo, godt nok akkrediteres i omegnen af 3000 (!) medier hvert år, men vi var (og er) jo ikke ligefrem verdens største platform. Vores fokus på mindre danske navne og vækstlaget, samt den mere personlige stil og tilhørende dækning af Roskilde-livet var nok en fordel. Så et eller andet har vi vel gjort rigtigt?!
Gnu-genopstandelse i Get-A-Tent
Da vi nåede til vejs ende sidst efter festivalen i 2012 var det med en nederlagsfølelse fra campingpladsen i bagagen. Den var klar og tydelig – vi VAR blevet for gamle til det ræs nu. Yngre generationer var i overtal, sad på festen og pladsen. Fair nok, vi moslede også de forrige generationer ud i sin tid, det er the nature of the beast.
Heldigvis opdagede vi noget, som hed Get A Tent. Det havde vist været en del af festivalens udbud i nogle år, men det var ikke noget vi havde overvejet. Eller som virkede specielt hypet. Det ændrede sig de kommende år, sikkert i takt med at folk på vores alder opdagede, at der eksisterede dette alternativ. Et der gjorde, at man stadig på en tilpasset vis kunne få sit festival-fix.
Det gjorde også, at der i disse første par år af vores på Get A Tent ikke var voldsom rift om billetterne, og områderne var meget stille og rolige. Der er blevet både mere run på billetlugerne og fest på områderne sidenhen.
Jonas og jeg var redaktionen i marken for GFR, og i det vi endnu ikke havde opdaget at der eksisterede noget kaldet “restricted camping”, lå vi sammen med resten af Gnu-flokken. Det gjorde vi de første to år, men det blev klart, at det var liiiiidt hårdt at kombinere lejrliv med den arbejdsindsats vi havde stillet os selv og festivalen i udsigt.
Selvom gnuerne var ved at være lidt oppe i årene, så kunne de sgu stadig drikke og fyre den af. Og sammenholdt med lignende indstilling fra andre Get A Tent campister, så var der trods fredelige forhold i forhold til den rigtige campingplads på sigt lidt for livligt. Især når man skulle tidligt op og på “arbejde”.
Medieby? More like Meh-dieby
Det foregik i den sagnomspundne Medieby. Mediebyen, sommerferie for et sammenrend af kendisser, Dagspressens Ibiza, Sodoma og Gomorra! Eller, det var i hvert tilfælde det man havde hørt.
Der var nok også noget om snakken. Engang. Især da festivalen fik vokseværk op gennem 90erne og et godt stykke ind i nullerne. Hvor “gratisbilletter” og sponsorarmbånd lod til at sidde ret løst, samtidig med at selve Mediebyen var en hel festival og fest-by for sig selv. Hermetisk lukket for pøblen, men historier, skrøner og vandrehistorier om dette mediemekka florerede lystigt.
Området var i 2013 stadig placeret nær Orange Scene, så der var direkte udgang til skidtet til højre for scenen. Der var store barer, den notorisk berygtede Tuborg Bar eksempelvis, restauranter og andre fine faciliteter. Som lidt bedre og meget renere toiletter. De større, etablerede medier havde hver deres separate områder inde i Mediebyen, så ingen af de rigtige mediefolk skulle lide overlast og mænge sig med bumser som os.
Vi havde til gengæld en Medielade! En af de røde lader man kender fra området mellem Orange og Avalon/Arena. Her var der skæve stole, vaklende borde, gamle stationære computere der kørte på noget der mindede om Windows 95, dårligt og ustabilt WiFi og gratis kaffe. Når kaffemaskinen ellers var blevet leveret og sat til, der kunne godt gå en dag eller to… åh ja, og gratis sodavand. Det sidste blev der dog sat en stopper for et af de efterfølgende år.
Der var heller ikke specielt meget billigere backstage, da vi endelig landede i Pressens slaraffenland i 2013. What gives, hvor er den der luksus vi havde hørt om?! Den var stille og roligt ved at blive udfaset. Roskilde Festival ændrede sig ikke kun indenfor murene, men også i de hellige haller.
GFR-redaktionen leger rigtigt medie
Dem indtog vi så for første gang og vi skulle lige finde formen, kan jeg se når jeg nu har genlæst vores første skriverier fra felten. Sammenligner jeg med det jeg selv producerer i dag, så er det for det første markant kortere. Ingen overraskelse og måske heller ikke en dårlig ting – jeg ved at det her er blevet mit personlige dagbogsprojekt.
Det var meget mere ind til benet, og handlede næsten udelukkende om musikken. Reportagedelen med alt udenom, og festivallivet, er skåret ned til et absolut minimum. Hvilket nogle læsere sikkert vil sætte pris på, men det gør også, i min optik, at vi er lidt mere som “alle de andre”.
Fordelen ved at være to skribenter i felten var dog, at der var tid og overskud til at lave interviews. Og bringe dem løbende, selvom det tager en krig først at lytte og transskribere og dernæst koge det ned til et interview der er nogenlunde læsevenligt. Som jeg husker det, så var det kunstnere, eller rettere deres “kontaktpersoner”, der i første omgang kontaktede os om interviews.
Det allerførste band vi interviewede, og senere så en koncert med på Pavillion Jr., var de svenske goth-rockere Then Comes Silence. Hvordan de, eller deres repræsentant, var faldet over vores lille medie aner jeg ikke. Men vi fik os en snak med de venlige dødsfikserede svenske mørkemænd.
Senere kom vi for første gang backstage ved en scene, da vi lavede et interview med post-punkerne The Woken Trees. Der bød på øl i en skurvogn bag Pavillion Jr, inden de selv indtog samme scene. Det var fedt på den måde, at få et blik bag kulisserne og virkelig føle, at det her medie-halløj ikke kun var noget vi legede. Måske var vi ikke rene imposters alligevel?
Learning by doing!
Det er også en læringsproces, både formen af dækningen der blev justeret og udviklede sig år for år, og selve det at anmelde på denne måde. Hvilket blandt andet kom til at gå ud over metalbandet Ajuna, som jeg tildelte 1 stjerne i en indrømmet noget unfair og alt for subjektiv anmeldelse.
Jeg forstod tydeligvis ikke, hvad de var ude på eller ville. Eller brød mig om deres musik. Det kunne jeg nok godt have været bedre til at reflektere lidt over, træde et skridt tilbage og forsøge at være mere objektiv. Men i kampens hede… og det er også en del af både læring og realiteterne, meget af det her er øjebliksbilleder. Der arbejdes hektisk, hurtigt og der er meget at huske – så af og til brænder man sammen, laver fejl eller går på anden vis galt i byen.
Et band, som jeg til gengæld ikke gik fejl af, eller fik galt i halsen, var black metallerne Solbrud. Jeg var slet ikke til black, havde aldrig været det og forbandt det med “fjollet” corpspaint og 90ernes kirkeafbrændinger i Norge. Solbrud blev mit gateway drug til sort metal, som jeg i årene efter dyrkede og i langt højere grad satte pris på. De spillede en fremragende koncert på Pavillion Jr., og viste at de var værd at holde øje med.
Vi var dog ikke helt færdige med interviews, da Pavillion Jr. blev til blot Pavillion, da den “rigtige” festival blev skudt i gang. Det blev også til et interview med det tyske psych-band, Blue Angel Lounge, i dagslys, inden de senere gav en koncert på Pavillion i nattens mulm og mørke. I en række af underlige interviews, så står det stadig som et af de mere… hmm… kuriøse.
Vi var placeret ved et langt bord et sted i det internationale presseområde i Mediebyen. Bandet var som sagt tysk, interviewet foregik dog på engelsk, i det Jonas førte ordet. Jeg taler og forstår tysk, så jeg ved ikke hvorfor det ikke bare var mig, der tog den på tysk? Nå, jeg gad nok ikke.
Anyway, bandet var for det første ganske stort. Der var også en del “hangarounds”, som vi ikke helt vidste hvem var. Nå ja, og så var frontmand fra De Underjordiske, Peter Kure, også til stede og deltog jævnligt i snakken. Han var vist en form for kontaktperson for bandet i Danmark? Så der var en del folk at holde styr på.
Jeg sad placeret i modsatte ende og forsøgte at tage noter og holde styr på hvem der var hvem. Ved siden af mig sad to fra bandet (måske?) og førte en samtale på tysk, som de nok ikke troede jeg forstod, men det gjorde jeg jo så. Den blev tiltagende afsporet og sær og handlede om alt andet end musik. Blandt andet fik de diskuteret om Wee Man fra JackAss var død. Det var og er han altså ikke…
Hva nu, Roskilde?
Vi dækkede også resten af 2013 festivalen sporadisk, i et musikår, der lå ret meget i forlængelse af de foregående “sæsoner”. Så sådan lidt so-so, som om festivalen befandt sig en lille smule i et vadested eller “hva så nu?” position.
Op til festivalen virkede det også lidt som om, at billetsalget gik en smule træg. Men så smed de lidt af en sen booking-bombe i form af Metallica, og så kom de vist i mål billetsalgsmæssigt. Det kunne man måske ikke heeelt føle under koncerten, som skam var god, men vi var ikke i nærheden af den legendariske forestilling samme sted i 2003.
Både band og publikum virkede en kende mere tilbageholdende. Og man fornemmede igen, at Roskildes primære publikum ikke længere var et metal- eller rockpublikum. Stemningen og fællessangen nåede bare ikke helt de tidligere højder. Når selv Metallica bliver udfordret på den front på Orange, så ved man at det er nye tider.
Der var dog stadig spredte lunser til de metalhungrende, blandt andet i form af tyske Kreator, som leverede varen på Arena. Da jeg oplevede dem et par gange ved en senere lejlighed på Copenhell, viste det sig at være endnu bedre rammer og forhold til de slidsomme thrash-tyskere. Det samme kan ikke helt siges om Suicidal Tendencies, som jeg også har oplevet både på Arena, som her og på Copenhell. Frontmand Mike Muir lød som om han kæmpede noget med luft og kondien.
Slipknot var tilbage på Orange. Og gjorde som de plejer. Jeg har tidligere luftet fornemmelse af “genudsendelser” i programmerne fra slut-00erne og nogle år frem. Det er nok også naturligt, når man runder 10 Roskilde Festivaler som gæst. Så har man ligesom allerede oplevet en DEL hovednavne, og hvis det samtidig tynder lidt ud i dem, og ikke så mange nye kommer til. Ja, så ender vi i genudsendelser. Men der kommer jo løbende nye gæster til, som ikke har set Metallica, Muse, Arctic Monkeys osv., skal de så snydes for dem? Naturligvis ikke.
Roskilde formåede dog at finde en genudsendelse frem, som jeg ikke havde set, da de fik de elektroniske pionerer Kraftwerk til at lukke Orange i 2013. Det var med deres såkaldte 3D show, så der blev uddelt briller op til koncerten, så 50.000 mennesker kunne stå og så pænt smarte ud foran Orange. Det var da… Tja. Flueben ved dem.
Det samme kan siges om den gode, gamle Kris Kristofferson, som knirkede og knagede sig igennem en sympatisk koncert på Orange. Tydeligvis mærket af tidens tand, det var ved at være sidste udkald, men den slags koncert kan bestemt også noget.
Og så var der naturligvis Rihanna. Den var ret kontroversiel i 2013. Rendyrket hitlistepop som hovednavn på selveste Orange! Det faldt ikke i lige god jord alle steder, hvilket kan virke meget fjollet og forunderligt i dag. Dengang var det dog nærmest hellig jord, som blev besudlet af POPMUSIK!!! FØJ. Det var dog i dén grad et tegn på skiftende tider og på fremtiden for Orange og Roskilde Festival.
Spredte nedslag viste vejen frem?
Der var selvfølgelig også en masse mindre navne, eller kunstnere lige på nippet til det helt store gennembrud, på plakaten. Som i bakspejlet pynter på helhedsindtrykket af 2013. Disclosure spillede på den nye Apollo scene, mens selveste Kendrick Lamar var på Arena lige efter Suicidal Tendencies. Da kan man da tale om to navne i hver deres ende af karriere-spekteret.
Killer Mike og EL P optrådte lige efter hinanden på Cosmopol, kort tid efter var de sammen om den kreative eksplosion med Run the Jewels. Omvendt var det som om at ret hypede navne som Savages og Metz helt nåede de højer hypen lagde op til. Mens navne som Matthew E White, Animal Collective, The National, Dead Can Dance, Pissed Jeans, Goat, Sigur Rós, Calexico, Black Rebel Motorcycle Club, John Grant m.fl, sørgede for variation på tværs af scenerne.
Alt i alt et helt igennem godkendt program, som ikke helt kunne smide start-10er spændetrøjen, som det altså virkede som om strammede lidt omkring Roskilde. Men svarene og vejen frem var jo allerede at se rundt omkring på plakaten. Nu var det bare at omfavne det og smide trøjen.
Dette er kun nedslag, hele dækningen fra 2013 kan findes HER
GFR-redaktionen begynder at finde festivalformen
Det blev ikke gjort året efter, 2014 var igen en blandet landhandel, hvor jeg sagtens kan få blandet tingene sammen med det foregående år. Roskilde er jo også lidt af en festival supertanker, så det tager tid at bremse op, dreje eller korrigere kursen. Det foregår glidende, og kontinuerligt, hvor nogle forandringer er mere tydelige end andre.
Hos GFR fik Jonas og jeg også filet nogle kanter af og justeret dækningen, ikke at det var noget vi bevidst tænkte over. Når jeg genlæser og kigger på forskellen mellem vores første og andet år på Roskilde som medie, så synes jeg dog at man fornemmer en klar udvikling. Hen mod en dækning og et indhold, som endelig fandt sin form året efter. Og som stadig ligger et sted, som fundament og udgangspunkt for det jeg laver i dag.
En væsentlig ændring var dog, at Pavillion Jr. blev nedlagt og erstattet af Rising Scenen. Dermed rykkede scenen også ud på campingområdet igen, i tilfældet 2014 dog kun for en kort bemærkning på Øst. Det virkede ærlig talt lidt som en nedgradering. Både fordi man lige havde vænnet kunstnere og gæster til de mere “rigtig festival” lignende rammer på Pavillion og dermed den indre plads. Og fordi selve scenen i 2014 så noget primitiv og skrabet ud.
Til gengæld ramte de bookingmæssigt fuldstændig plet med et fremadstormende navn som Minds of ’99, sidste stop for dem inden de helt store scener. Dem valgte GFR dog at hoppe over, det hype-tog havde allerede forladt vores stop med ekspresfart. Dermed var der mere plads til navne som Narcosatanicos, Hexis, Förtress, The Awesome Welles og Get Your Gun.
De to sidstnævnte blev det også til interview aftaler med. The Awesome Welles i presseområdet, mens vi eksperimenterede lidt med formen hos mørkemændene Get Your Gun. Vi valgte, at gå en tur i solskin på campingpladsen, mens vi snakkede med trioen. Det var vist kun et delvist vellykket eksperiment, hvem kunne eksempelvis have gættet, at det er lidt svært at høre hvem der siger hvad på en optagelse foretaget på en lille diktafon, mens pladsen larmer løs?!
Vi var også allerede ved at vænne os godt til medielivet i laden backstage. Hvor der ofte blev malet, hamret og banket løs, når vi ankom til første arbejdsdag. Så indtaget af kaffe på tomme maver blev forstyrret, mad var nemlig lidt en mangelvare i Mediebyen, inden den åbnede RIGTIGT, når de fine og kendte ankom senere på ugen.
Mere slingrende end rullende Rolling Stones
Det helt store scoop og trækplaster i 2014 var naturligvis The Rolling Stones. Dengang Mick Jagger kun lige havde rundet de 70 og Charlie Watts stadig var iblandt os dødelige. De spillede som hovednavn på åbningsdagen, var dermed for første (og helt sikkert sidste) gang tilbage på deres gamle scene. På en måde.
Det oprindelige telt, Campony teltet, som var den første Orange Scene på Roskilde, blev købt fra netop The Rolling Stones, som havde brugt det på tour, i 1978. Siden er selve teltet jo udskiftet flere gange, så der er ikke tale om det fysisk samme telt. Men i overført betydning i ved, så var der da lidt “full circle” i luften.
De aldrende Rullesten havde muligvis også været mere friske og spændstige, hvis det havde været i 1978. Det sagt, Mick Jagger var (og er for så vidt stadig for en over 80 årig) i forbløffende god fysisk stand, og sang mere end hæderligt. Men man kunne altså godt mærke, at det var en flok hårdt levende rockrødder, der for længst havde overskredet den normale pensionsalder.
Det startede lidt stift og sløjt, men de fik efterhånden spillet sig selv og publikum varme. Bandet har jo altid været notorisk sjuskede på en scene, det slingrer og er lidt løst, mens stakkels Watts forsøgte at holde sammen på tropperne. Keith Richards virkede, som om han meget af tiden opholdt sig i et andet postnummer, og man overvejede, om de havde skruet helt ned for ham. Men, de blev varme og pludselig skete der noget da de ramte “Gimme Shelter” 14 numre inde i det 19 numre lange sæt. Enderne mødtes, og så slog det sgu’ gnister.
Og SÅ havde de den. Så en ujævn koncert endte med at komme godt i mål. Det understregede dog også, at det her temmelig sikkert også var Stones sidste æresrunde på Orange. De kunne dermed slutte sig til flokken af aldrende koryfæer, der i disse år takkede af som hovednavne på Roskilde.
Nostalgi, små-mirakler og metalmusikkens “dødskramper” på Orange
Den sluttede Stevie Wonder sig også til, da han 4 dage senere vuggede solen ned over Orange med en omgang hygge-morfar. Sympatisk og hjertevarmt, men også let-slumrende nostalgi.
Nostalgi af en anden og lidt nyere slags sørgede midlertidigt gendannede Outkast for, da de var første navn på Orange Scene i 2014. Rent undtagelsesvist altså ikke et mindre navn, som fik æren af det. Det var selvfølgelig også tilbageskuende, Outkast var ikke aktuelle med nyt album, men deres karrierer strakte sig trods alt ikke meget længere tilbage end start 90erne. Jeg var godt oppe at køre over den booking, og gik bestemt ikke skuffet fra koncerten, selvom det lugtede mere af penge end kunstnerisk nødvendighed.
Ellers var Orange lidt splittet mellem fortid og fremtid. Deftones, Arctic Monkeys og selv et gendannet Psyched Up Janis fik en tur mere i den store manege. Dermed havde jeg så allerede været så længe på festival, at jeg nåede at opleve en farvel og gensynskoncert, i det Psyched Up Janis lagde dem selv i graven under min første Roskilde Festival i 1999.
Kasabian kiggede forbi igen, Seeed var forfremmet fra Arena til Orange, Klumben & Raske Penge tvang de sidste dråber ud af Faxe Kondi dåsen. Rob Zombie gøglede rundt i prime time foran en meget lille skare, og understregede igen, at tiden var løbet fra den slags på den største scene. Og så var der en bøvs fra 00erne fra Manu Chao, som igen virkede som en booking til Orange, der var ude af trit med tiden.
Til gengæld rykkede navne som Trentemøller og ikke mindst Major Lazer ind, til stort ramaskrig for mange aldrende rockister. Og en del gnuer. De var kraftedeme ved at kuppe Orange!
Gamle klovdyr måtte i stigende grad søge skygge ved de mindre scener. I stedet for Kreator, så fik man i 2014 Carcass. De var fede og ikke mindst deadpan morsomme på den britiske måde. De kunne godt se, at kl. 14.00 på Arena på sidstedagen IKKE var primetime på hjemmebane. Det skrumpende metalpublikum lappede dog de resterende lunser i programmet i sig med glæde.
At metal netop ikke var primetime materiale, eller prioritet fra festivalens side (minus Zombie fuseren) skinnede i det hele taget igennem i spilletidspunkterne. Metalkoncerterne begyndte generelt at ligge tidligt eller sent i spilleplanen. Så Phil Anselmo og hans Illegals skulle ukristeligt tidligt ud af døsen for at være klar kl. 14.00 på Arena, ligesom kollegerne fra Carcass.
Phil var trods det tidlige tidspunkt på dagen i vældig godt humør, selvom man måske ikke helt kan sige det samme om den musikalske form. Et stand up show havde måske været bedre? Han bøvede og bøvsede sig igennem et buldrende sæt, hvor han agerede pauseklovn i eget show.
Ligesom man stod at tænkte, at det vist ikke var studenterhuen, der trykkede samlede han en sådan op fra scenegulvet. Og kvitterede med at kommentere, at “OH, it’s at captains hat! I thought it was a bowl of spaghetti!”.
Arena havde i 2014 også plads til navne som Electric Wizard, HAIM, Icona Pop, Moderat, Interpol og ven af huset Damon Albarn. Sidstnævnte var det års “han skulle vist have spillet på Orange” booking på Arena, da han trak dobbelt så mange som der var plads til under teltdugen.
RIP Odeon, ankomst til Avalon
Apropos teltdug og det med forandring fryder og at man skal huske at bryde mønstre. 2014 bød på mindst én kæmpe ændring på festivalpladsen, i det Cosmopol og Odeon blev nedlagt. I stedet blev den nye scene Avalon introduceret som erstatning.
Det betød samtidig, at den dejlige Odeon oase i øverste venstre hjørne af pladsen var en saga blot. Den blev inddraget til camping, og Avalon fik Cosmopols gamle placering til venstre for Orange. Midt i det der skulle vise sig at være et goldt og støvet område. Selve teltet og scenen var efter sigende designet så, den både kunne fungere som en mere intim en af slagsen, og have en udformning, der skulle give et bedre indsyn på scenen uden for teltet. Det fungerede bare ikke særligt godt i praksis.
Eksempelvis kunne man ikke se en dyt til Les Claypool og hans Duo De Twang, da Primus frontmanden hygge-gakkede sig igennem en sær koncert. Til gengæld var der støvet, som stod man midt i Death Valley og kogte.
Programmet på scenen var ret stærkt og varieret med kunstnere som Skambankt, Black Dahlia Murder, Kavinsky, Earl Sweatshirt, The Ocean, Chance the Rapper og Future Islands. Dermed fortsatte traditionen fra Odeon med, at det var en af de for mig mest tillokkende scener.
Og så gav Roskilde plads til et lille eksperiment på Avalon, hvor Helhorse og The Psyche Project delte scenen til en art fælleskoncert. Begge bands havde i 2014 nok fortjent en plads hver i programmet, men på den anden side var det et glædeligt tiltag, at der på den måde blev leget lidt med formen. Noget festivalen med jævne mellemrum har gentaget. Og her i 2025 virker det næsten som et helt tema med en lille håndfuld af disse split-koncerter.
Jeg kunne sådan set bare begynde at vænne mig til at pendulere mellem Avalon og naboscenen Pavillion. Så kunne man gå med tør hals fra dustbowlen til Gutter Islands vandhul ved Pavillion. Hvor man kunne fugte ganen, mens kunstnere som Jason Isbell, Nails, Bombus, Corrections House, EMA, Die Nerven og Vattnet Viskar indtog det lille telt. Det hjørne af pladsen blev hurtigt samlingspunkt for Gutter-folk fra nær og fjern, en udpost for den resterende lille, faste skare af rock- og metalhoveder, som stadig kunne skrabes sammen på Roskilde Festival. Og Johan Olsen, naturligvis.
Lær at svømme, hvor du ikke kan bunde
En følelse af “new normal” var hermed ved at vinde indpas. Vi havde for evig forladt den normale campingplads, forvist eller i frivilligt eksil fra Det Vilde Vest til forstæderne. Helt i tråd med livet på den anden side af hegnet, ude i den der virkelighed på sin vis.
Orange var stille og roligt ved at glide os af hænde i takt med, at musikprogrammet også fulgte med den gennemsnitlige Roskilde billetkøbers alder og smag. Samtidig med, at vi ikke længere i princippet og praksis var den primære målgruppe, formåede en del af os dog at tilpasse os de skiftende omstændigheder.
Jeg ved ikke om jeg vil gå så vidt at rose os for at følge med tiderne. Det kan også hurtigt komme til at fremstå lidt patetisk eller “cool med de unge”. Men i kraft af vores arbejde med GFR, så tvang vi i hvert tilfælde os selv til at høre en masse ny musik, og ikke udelukkende blive hængende i alt det gamle. Ligesom vi automatisk blev introduceret til en masse, som vi muligvis ellers aldrig selv havde opdaget.
I takt med det, så begyndte min egen smag også at ændre sig. Eller blive endnu mere omskiftelig end tidligere. Man kan sige at jeg derved fik genfundet min nysgerrighed, men også blev langt mere “genre utro”. Hvilket tilfældigvis faldt sammen med, at Roskilde Festival begyndte at opføre sig mere og mere på samme måde. De gav visse åbenlyse fordele og gav mit festivalliv fornyet energi og forlængede det nok også betydeligt.
For var de ændringer ikke sket, og en løbende forventningsafstemning og justeringer, så stod jeg muligvis ikke foran min festival nr. 25. Den er der dog stadig et stykke op til, hvor vi forlader 2014.
Dette er kun nedslag, hele dækningen fra 2014 kan findes HER
Tilfældig trivia og observationer
– Pristjek! En festivalbillet stod nu i 1910 kr. (2292 i nutidspenge), en fordobling på 10 år. Siden er billetten dog “kun” steget knap 500 kr., selvom det generelle prisniveau for koncerter er eksploderet de seneste 10 år.
– En kasse øl med 24 dåser kunne i 2014 købes for 195 kr., mens man måtte slippe 38 kr. for en fadøl på pladsen.
– Et varmt bad kostede stadig kun 25 kr. ude på campingpladsen. Mens du skulle slippe 30 kr., hvis du brugte vaskeriet… kender I nogen, som nogensinde har vasket tøj på Roskilde?! Hvem har tid til det?! Og hvorfor??
– Så vidt jeg kan se i det trykte program fra 2014, så er det nu ikke længere muligt at sende post fra pladsen. Det ville nok også koste mere at sende et postkort end at vaske de der hvide bukser, man absolut skulle have med.
– Der blev endelig plads til D-A-D i programmet igen! Altså i det trykte, i det Jesper Binzer kan ses i en reklame for en mikrofon på s. 50. Tættere på kom de ikke de næste 10 år.
– MØ satte vist uofficiel publikumsrekord på Pavillion Jr., da hun i 2013 fyldte pladsen. Året efter var hun på Arena, og var dermed med til at kickstarte en tradition, som løber helt frem til i dag. Hvor kunstnere fra “opvarmningen” tager turen op på Arena eller Orange året efter.
– Mad kommer mere og mere i fokus, både i programmet og på pladsen. Sikkert i takt med, at publikum forventede mere “luksus” og bedre udbud.
– Dermed begyndte man også ENDELIG at udfase svedboksen, de ildelugtende plastiktønder, som vi skulle straffes med (og straffe) på camping- og festivalpladsen. Snart var der ikke forskel på pøbel og medieby hvad toiletter angår.
– Andre steder viste udviklingen sig ved at 2013 blev det sidste år med en biograf på campingpladsen. 2014 blev det sidste år med live daglig festivalradio. Noget kunne tyde på, at folks adgang til underholdning var ved at blive samlet på én lille, smart device, som nu kunne holde strøm eller nemmere oplades rundt omkring på pladsen? Groovy!
Næste gang finder GFR for alvor sit festival-groove, men nye ændringer lurer også ude i horisonten, når jeg rejser videre til 2015-2017.
Af Ken Damgaard Thomsen
