Home Artikler RF’ 22: På tur i programmet, lørdag d. 2/7

RF’ 22: På tur i programmet, lørdag d. 2/7

264
0

Alting har en ende, her er det enden inden begyndelsen, vi er nået til sidste dagen af vores gennemgang af årets Roskilde program. Og der er ikke dømt hviledag, men fuld tryk fra morgen til midnat, når vi mon hele pladsen og alle scener rundt?

Læste du med i gennemgangen af onsdagens, torsdagens og fredagens programmer, så kan du bare scrolle over den første del. Det er doven genudsendelse til nye læsere, som skulle have forvildet sig herind.

Jeg var længe i tvivl. Skulle man, skulle man ikke. Og skulle man bruge de senere års Corona nedlukning, som en fin streg i sandet og sige, hvis ikke “farvel og tak”, så “på gensyn en anden gang” til Roskilde Festival? Og for mit vedkommende trække stikket for en stime på 21 Roskilde Festivaler i træk.

Nu var stimen jo, på en eller anden måde, ikke brudt, men så da sat på pause. En kærkommen lejlighed til, at hoppe ud af hamsterhjulet. De seneste par års festivalløse somre har lært mig flere ting. Blandt andet, at jeg ikke var så afhængig/stavnsbundet/forpligtet eller forelsket i festivalerne, at jeg ikke kunne overleve uden. Det viste sig, at det kunne jeg godt!

Det første år uden festivaler var, som jeg har skrevet tidligere (og med alle forbehold og respekt for de der på den måde mistede noget af deres levebrød), en gave. Jeg slap for selv, at træffe valget. Andet år uden festivaler var mere af det samme, og en konsolidering af den fornemmelse af startende accept og afklaring: måske var det på tide, at bruge sine somre på noget andet og slappe lidt af?

Den orange følelse

Det betyder, at man er blevet for gammel, ik’?

Så kom programmet og jeg “kom til”, at dyppe tæerne lidt i det. Snart stod jeg i vand til knæene, så navlen og på ingen tid halsen… dammit. Hvis du ikke vil drukne, må du svømme. Og det viste sig, at en Roskilde nummer 50 “uden hovednavne og andre negative mishagsytringer fra SoME-råbekoret” bugnede med spændende og ikke mindst relevante og fremsynede navne. Plus Robert Plant.

Jeg joker, Plant var ganske enkelt en helt forrygende og kraftfuld oplevelse sidst han gæstede Roskilde, og blæst taget af Arena. Det er noget af det Roskilde kan: overraske på den en eller anden vis, når man mindst venter det. I dette tilfælde var det en gammel hanløve, der stadig havde nogle brøl tilbage under den gråsprængte manke.

Andre gange er det, det lille ukendte navn, på en af de mindre scener, som fejer bentøjet væk under en. Det kunne være en søvndrukken Richard Dawson, der virkede som om han havde sovet under Pavilions teltdug og lige var vågnet velsignet med tømmermænd. Det var herligt, og i år kommer han som end forbi igen. Samme scene, næsten samme tidspunkt.

Nogle navne er vokset i anseelse og berømmelse, og bliver “forfremmet” til en større scene, når det genbesøger festivalen. De fleste er her for første gang, og lander med deres lille brik i spillet (forhåbentlig) på den helt rette plads i det store, samlede billede, Dem skal vi kigge på en hel del af i det følgende, og i de følgende dyk ned i programmet.

Et program, som er vanskeligt at få et samlet indtryk af, og ligeledes komme med en samlet bedømmelse af. Det er med 800 navne (et skøn fra min side) det største Roskilde program nogensinde. Det stikker ved første øjekast i nogenlunde lige så mange kunstneriske retninger. Det ER på godt og ondt et puslespil. Men, ikke et, hvor det samlede motiv er givet på forhånd – du bestemmer selv, hvordan du samler billedet og hvordan det skal se ud!

Det kræver, at man vælger og vrager. Modsat mange andre festivaler, så bliver du ikke holdt i hånden hele vejen igennem programmet på Roskilde. Du bliver guidet, jovist, men en stor del af ansvaret for, hvad man i sidste ende får ud af festivalen er lagt over på publikum selv. Det er ikke det samme som, at festivalen får carte blanche, og ikke skal “stå til regnskab” for valgmulighederne, der tilbydes. De skal, trods alt også indgyde og inspirerer til, at man GIDER vælge.

Det følgende er et bud på, hvad man kunne vælge og mulige ruter igennem programmet, Men, det er også et forsøg på, at skabe en form for overblik. Det er ikke det komplette billede, eller “det rigtige valg”.

Jeg tilstræber, at sammensætte en nogenlunde varieret rute, så er du genre-fascist, eller lider af musikalsk tunnelsyn, så må du finde din egen vej rundt på Roskilde. Det bør du i det hele taget gøre – lyt ikke til en gammel idiot, som mig!

Nu er turen kommet til lørdag, inden jeg begynder at vrøle i cirkler eller kede mig selv ihjel…

Lørdag d. 2/7

Har du efterhånden lige så ømme ben, som en mager Tour de France rytter? Tour-feltet påvirker trafikken på festivalens sidste dag, så måske er der en, der giver et lift hjemad? Først venter dog endnu en lang og på papiret uoverskuelig dag i felten. Lad os se, om det følgende kan skabe lidt mere overblik – eller bidrage til forvirringen?

Vanen tro, så er det med, at være tidligt ude af posen for musikskribenter og festivaldeltagere af en enhver observans. Det går løs fra middagstid, når Marina Sena åbner Mantra kl 12.00, og har du endnu ikke fået tjekket den nye scene ud er det måske ved, at være sidste chance? Marina Sena bringer os tilbage til der hvor vi startede onsdag: brasiliansk pop! Nu med trap og samba – helt sikkert noget for min blege, midaldrende gumpetunge rumpe.




Er det for voldsomt for mit knirkende mellemgulv og stive hofte, så kan Pavilion måske dulme smerterne? Her går Ciara Mary Alice Thompson, eller CMAT, på kl. 12.30. Det er poppet country, ikke fra de amerikanske sydstater, men noget så eksotisk som Dublin. Hende har jeg lidt fidus til, det kunne godt være torsdagens tidlige sniger højdepunkt. Såfremt det gerne må være lidt blødt. Ellers må du hjuler videre over til Avalon og strække ud til tonerne fra Erika De Caiser og hendes roste retro-RnB.

Hvis du alligevel er i området, så kan du måske tjekke ud om de norske indie-darlings Kings Of Convenience har noget tilbage i tanken. De åbner Arena kl. 14.00, men jeg, ligesom en del andre af det noget yngre publikum formoder jeg, kan sgu’ ikke lige den dag. Det er “ingen 00er nostalgi, tak” reglen. Eller, “nu skruer jeg væk fra P6” reglen, om man vil.

Så er jeg næsten mere nysgerrig efter noget sydafrikansk avantgarde jazz, fordi jeg er helt speciel! OK, måske ikke, men skulle man have den slags lyster, så kan de søreme også blive stimuleret. Klokken 14.15 er Spaza nemlig leveringsdygtig i den slags musikalske udflugter på Pavilion. Alternativt kunne man et kvarter senere luske ind på Gloria, hvor svenske Sara Parkman gemmer sig i programmet. Det vil sige, er ret sikker på, at hun er svensker, jeg skrev det helt uden at dobbelt tjekke! Jeps, hun ER svensker. Og blander Folk, pop og protestsang med noget der lyder som salmer. Kunne være et andet bud på en tidlig sniger-oplevelse.




IMARHAN står med CAPS LOCK, så vi må hellere lige tjekke det ud. Der blæser varme vinde fra Algeriets sydlige del af Sahara, vi skal have en brise med vaskeægte ørkenblues. Er du sent ude af fjerene, så er det måske en tilpas tempereret opvågning til tuareg-toner, der leveres kl. 15.00 på Avalon? Ellers må du lige trække den til kl. 16.00 når der er mere goddamn indie på Arena. Indie-publikummet bliver da ikke snydt i år, men jeg ved ikke om Big Thief ikke falder lidt sent i programmet til min smag. Jeg skal på mine ældre dage have et eller andet, som virkelig kvikker op, fejer benene væk under mig, eller der lyder som “Don’t Look Back In Anger” for, at kunne holde den kørende. Men, en af de større indie-bookinger på plakaten i år.

Ung soveværelsesproducer laver forbløffende sange! Nej, det er ikke kioskbasker spisesedlen fra Ekstra Bladet, men overskriften, der hører til omtalen af Hannah Jagadu på festivalens hjemmeside. Hun åbner døren til soveværelset (gris, ikke på den måde!) kl. 16.30 på Gloria. Et kvarter tidligere kan man få sin Samba Touré på, på Pavillon. Kan du gætte hvad han spiller ud fra navnet? Ja, Roskilde dobbelt dipper på ørkenblues på sidstedagen.

Det er ved, at være sidste chance, hvis vi skal se noget på Orange Scene i år (psst, det er ikke sikkert vi når noget…). Første navn, som får muligheden for, at fejle eller blafre væk i vinden foran en lidt for tom plads er St. Vincent kl. 17.00. Og det skriver jeg ikke for, at negligere kompetente Annie Clark, eller kvaliteten af selve bookingen. Det er bare den forkerte scene. Hun var, i min optik, “større”, eller lidt mere “varm” sidst hun gæstede festivalen, og da var hun stadig ikke “stor” nok til, at fylde Orange ud. Beklager.

Så, måske trækker jeg i stedet mod Avalon, hvor der bliver lovet en sammensmeltning af vestlig og mellemøstlig musik på samme tidspunkt. Land of Kusk lyder, som et ret spændende sted, at besøge. hvis man kan tåle den slags musikalske blandingsprodukter? Ellers må du vandrer tilbage i retning af Pavilion, som kl. 18.15 bliver transformeret til Det Vilde Vesten til tonerne af Sierra Ferrell. Det er Will Ferrells mexikanske kusine, hvilket (naturligvis) er løgn. Hun dyrker de amerikanske musikrødder med roots-musik, honky tonk, bluegrass og lignende. Er det måske her vi skal fælde en lille, diskret tåre lørdag? Hendes stemme lyder sgu’ næsten helt himmelsk.




Old Man Gloom, det lyder da dejligt grumt og olmt, ik? Der er ikke tale om en sur, gammel mand. Jo måske, bandet er centreret omkring Aaron Turner. Han er også vred i Sumac, som jeg selv har set være vrissen til Colossal Weekend for nogle år siden. Men, sideløbende laver han altså også tunge, sludgede toner i Old Man Gloom, der har fået lov til at brumme på Avalon kl. 19.00. En halv times senere er der mere lyse takter fra Haim på Orange. Det frister mig næsten til, at gentage det jeg skrev tidligere om St. Vincent, men måske har søskende bandet en chance?

Vi er dog fristet af det mere skæve og besynderlige, det kunne være en britiske blækspruttet. Sådan en finder man i musikalsk form via Squid, der suger sig fast på indersiden af Pavilion teltet kl. 20.00. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive de numre, jeg har hørt. Der er noget punktet over det, men også noget sært spruttende (pun!) og øh… musikalsk mangearmet! Alternativt er der Ben Lamar Gay, som en halv time senere blander jazz med brasilianske rytmer på Gloria.

Flere trækker dog nok mod Ildes, der er gået fra ukendt “sensation” på Gloria, sidst de gæstede Roskilde Festival i 2018. Sidenhen er de vokset ganske betydeligt, og også blevet forfremmet til Avalon, hvor de slipper den anarkistiske rock løs kl. 21.15. Klassisk Roskilde booking, hvor de spottede et navn tidligt og havde dem før de blev hotte, og nu vender tilbage som et “navn”. Fidusen er, som publikum, at finde dem i programmet når de står med helt småt…

Lettere sagt end gjort. Det bliver nok ikke hende der Ashnikko, der tiktokpopper løs allerede fra kl. 21.00 på Arena, hvilket hun allerede er stor nok til inden jeg vidste hvem eller hvad hun var. Sådan kan det gå, når man er halv-gammel og lidt tung i røven.




Det ved jeg ikke om kan sige, at Converge er blevet. Men, det aldrende hardcore band er åbenbart skrumpet ind til Pavilion format? De er endda vokset rent fysisk, i det de under navnet Converge: Blood Moon har slået pjalterne sammen med blandt andre Chelsea Wolff. Det er så her jeg opdage, at Roskilde også har brugt ordet “pjalterne” i deres beskrivelse af projektet, dammit. Nå, det må de lige ændre, nu jeg har taget ejerskab af det. Det er klokken 22.00, når månen er ved at komme frem, at du kan opleve dette larmede sammenrend.

Vil du hellere til landet, hvor pop, punk, synths og avantgardisme mødes? Iransk/svenske Nadia Tehran byder på sådan en musikalsk destination kl. 22.30. Det vil du sikkert også meget hellere end, at stå og drømme dig tilbage til 00erne, i stramme, stumpede jeans, læderjakke og solbriller i tusmørke, når The Strokes lukker Orange kl. 23.00. Det mest overraskende, der kunne ske her er nok, hvis der kommer skybrud under koncerten ligesom i 2011. Da stak jeg af og gemte mig under Arenas teltdug, gør man det denne gang bliver man altså udsat for Rae Sommerlun. Sirisund? Sremmund! Det er tvillinger der rapper, kan jeg læse mig til. Kriss Kross! Vent, de var vist ikke brødre?

Vi hopper i stedet forbi Avalon, hvor der kl. 23.00 er (gen)besøg af BCUC. De psykedeliske afrikanere har imponeret nok ved tidligere besøg i 2017 og 18, at de nu er på plakaten igen. Denne gang har de udvidet line uppet med kunstneren Sjava til, at sprede lidt sang og rap. Jeg hørte faktisk BCUC i 2018, i det ene øre. I det andet havde jeg Charlotte Gainsbourg, som spillede samtidig på Avalon. I munden havde jeg en burger fra Big Al. Det var tid til natmad og det var dengang Pavilion (hvor BCUC spillede) og Avalon lå placeret lidt for tæt på hinanden, så man kunne få en underlig lydsammensmeltning, hvis man stod mellem de to scener.

Man skal huske, at stå og stene og kokse lidt ud for og med sig selv på Roskilde.

NÅ, er vi klar til slutspurten? Det er sgu’ ikke usandsynligt, at jeg har kapituleret efter en uge med musik, skriverier og indtryk på dette tidspunkt. Der er ikke meget krudt tilbage i den gamle kanon, når vi når den tungere ende af sidste dagens program. MEN, det betyder ikke, at der ikke er guld at finde i mørket.

Raver du alligevel rundt på pladsen med energi, eller bare på ren viljestyrke, så snupper vi lige de sidste 4 tilbud jeg kan vride ud af 2022 programmet. Midnat indledes på Gloria af Meuko! Meuko!, som er lydeksperimenter fra den taiwanske kunstner Pon. Velbekomme, det var så lidt! Det jeg har hørt er dejlig “tosset”, men ved ikke om jeg ville anbefale det til andre. Var det en kompliment? Nå, ellers er der et mere medgørligt og fløjelsblødt soul-tilbud fra Owenn på Pavilion kl. 00.30. Måske er det navnet, som får vokseværk?




Det bliver nok ikke danske IceAge, de bliver nok ikke større, eller skal være det. Naturens orden. De fik Arena engang, da de ikke var store nok til den scene. Klokken 01.00 skal de fylde Avalon ud med deres punkrock. Det er nok meget passende. Hey, du kan da også ryste geviret sammen med Tessa på Arena på samme tid. Den er markeret som high energy! Hvis du stadig har høj energi kl. 01.00 på sidste dagen, så har du enten gjort det helt forkert, eller helt rigtigt.

Vi lukker og slukker med surfboard stavet forkert i form af Surfbort. Det er punk. Både, at stave sit navn forkert og selve musikken. Pyha. Nå, det klokken 02.00, at de skal tæve det sidste ud af Pavilion scenen. Hvis du stadig har strøm tilbage i stængerne, så kan du jo gemme det til, at du skal finde hjem i det trafikkaos, der muligvis opstår i Roskilde by pga Tour de France etapen. HA!

Er det slut?! Ja, helt slut.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival

Previous articleRF’22: På tur i programmet, fredag d. 1/7
Next articleRepeatlisten 2022 #8

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.