RF ’18: De sidste ord og tanker om Roskilde Festival 2018

0
1993
views

Roskilde Festival 2018 er i bogen, min 20. i streg, og en af de bedre, målt efter flere parametre. Men hvordan gør man reelt status og opsummerer en uges oplevelser, udfordringer og strabadser?!

Jeg så at Ekstra Bladets anmelder, Thomas Treo, som man kan være enig/uenig med, elske/hade eller elske at hade, endnu engang havde langet ud efter Roskilde og især deres gæster i hans korte opsummering af festivalen. Det kan man synes om hvad man vil, jeg synes tit han har fat i et eller andet i hans anmeldelser, også selvom jeg måske ikke er helt enig, mens der af og til går lige lovlig meget click bait i vinklingen.

Men, han kørte altså på, at der manglede noget på Orange og, at ungdommen generelt var mere interesserede i deres fester på campingpladsen, snak med sidemanden og i at vælte rundt og tage billeder. Og tog fra festivalen uden reelt, at få noget med hjem derfra.

Det var da måske lige lidt en forenkling og generalisering, men lad os kigge på det. Først og fremmest, så står det jo en frit for om man kun ser musik, eller anmelder, fra de store scener, men også her kan man jo gå efter noget der lugter lidt af kvalitet, fremfor at brokke sig over Dua Lipa. Det er cirka lige så forventeligt, som at unge mennesker drikker, knalder og fester på campingpladsen, som tilmed lugter og ligner en losseplads! Det har, sjovt nok, været tilfældet samtlige 20 gange jeg har været afsted. Bevares, et navn som Nick Cave havde nok trukket en fuld plads foran Orange for 20 år siden, modsat det noget magre fremmøde i år, men til gengæld så det ud til, at der var virkelig mange til The Minds of ’99, så sig ikke, at rocken har spillet fallit på Orange. Jeg holdt mig på sikker afstand, men det er fordi jeg synes det er noget forfærdelig lort.

Til gengæld kan man med rette undre sig over, at Interpol spillede for så begrænset en skare, når Khalid fyldte telt og plads ved Arena på samme tid. Da synes jeg godt, at Roskilde kunne bliver endnu bedre i deres planlægning, for den måtte kunne ses på flere måneders afstand. Interpol har intet at gøre på Orange, slet ikke i 2018. Men så mangler der et rocknavn der! Big deal, metallen er allerede udslettet fra de største scener, lad rocken lide samme skæbne, hvis I ikke kan få fat i et band af Foo Fighters størrelse hvert år. Det gør ikke mig noget.

Ud over et par afstikkere, så gik min festival nemlig med, at tøffe frem og tilbage mellem Pavilion og Avalon, hvilket jeg har det glimrende med, for programmet på de to scener er ofte festivalens mest spændende. Og det er ikke for, at være en eller anden musiksnob, som bare skal høre noget småt, jeg synes virkelig kvaliteten her generelt er god. Det er også tit de samme folk man støder på, især ved Pavilion, hvor man uden problemer kunne have sig en glimrende festival bare ved, at hænge ud ved Gutter Island Baren og køre Pavilions program ind i øregangen.

Det er jo ikke her Treo, og andre kritiske røster, render rundt og passer deres arbejde… Uden, at det skal blive ved med, at handle om ham, så var han heller ikke til C.V. Jørgensen eller David Byrne på Arena. Førstnævnte har han anmeldt tidligere på turnéen, og sidstnævnte ramlede sammen med, at Nick Cave og publikum skulle have kniven. Men så, hvis øjnene ville se, havde han måske set nogle fænomener, der modbeviser al den snak om den fordummede og selvoptagede ungdom.

Jeg så folk i alle aldre danse og være totalt på under David Byrnes forrygende udfordring af koncertformatet. Også folk, som inden koncerten stod og snakkede om, at de ikke vidste hvad det var for noget musik. Unge mennesker. Der straks blev grebet da musikken gik i gang, og fik sig en fest. Heck, i vores lejr har vi nogle stykker, som i hvert fald ikke kendte Byrne inden koncerten. Da jeg fandt dem efterfølgende, stod de og kampsvedte i bar overkrop klokken halv to om natten, fordi de havde haft en fest af en anden verden.

Ditto til C.V., som var i den anderledes afdæmpede afdeling, her stod jeg ved siden af nogle meget unge mennesker, der bestemt ikke lignede C.V. Jørgensen fans, dømt ud fra tøjstilen, eller nogen der kunne stå stille særligt længe af gangen. De fik da også danset, og lyttet! Selvom det ikke var et partysæt der blev fyret af, så blev de fleste af dem hængende indtil slut. Et øjebliksbillede eller kunne det være, at nogle af dem rent faktisk ville tjekke C.V. ud på Spotify når de kom hjem?

LLNN trak også, ud over metalhoveder, en lidt broget skare ind på Gloria klokken halv 3 fredag nat, hvor det se ud som om en del fik sig lidt af et kulturschok. Men alligevel blev hængende og skyllede hjernen! Gør det dem så til nyslåede metalfans? Sikkert ikke, nogle af dem anede sikkert ikke hvad de hørte og ledte bare efter enddu en “fest”. Men muligheden eksisterer også, at de rent faktisk sad og snakkede om oplevelsen næste formiddag, med massive tømmermænd, i deres camp.

Pointen er, at det er lidt for billigt at konkludere, at ingen får noget med hjem fra Roskilde. Om det så er en fed fest, nye musikalske vinde eller, at de har lært bare en lille smule om dem selv. Jeg fik lidt af det hele, egentlig.

Jeg fik festet lidt med gamle venner, både i deres lejr, mellem og under koncerter, hvor Eminem var det kæmpe, samlende gilde og den Orange koncert man håbede på – men vi stod også et godt sted! Af musik jeg ikke rigtig kendte på forhånd blev jeg fuldstændig opslugt af Richard Dawson og bands rodede og besynderlige koncert på Pavilion. Og rent personligt var det lidt af en udfordring, at være ene skribent i marken og prøve, at komme igennem en uges arbejde. Så lærte man lidt om selvdisciplin, økonomisering af kræfter og at forsøge, at tage sig sammen og bevare motivationen på eksempelvis en fredag, hvor jeg reelt var på job fra klokken 9 om morgenen til lidt i 4 om natten. Jeg kunne!

Og så lærte jeg en ny måde, at være på Roskilde Festival på, nemlig en hvor man noget af tiden er i selskab med et 6-årigt barn noget af tiden. Som kan have radikalt andre prioriteter end en selv og måske ikke helt har forståelse for, at man prøver på, at arbejde?! Men, tiderne og vilkårene skifter, så må man forsøge, at tilpasse sig, hvis man stadig vil være på Roskilde Festival og samtidig også forsøge, at holde liv i denne side. That’s life! Og er RET sikker på, at hun fik nogle oplevelser og indtryk med hjem, kære Treo, som ikke handlede om, at ligge spritstiv i en lejr i en uge.

Musikalsk er Roskilde Festival cirka lige så vanskelige at konkludere på, som den er at forberede sig til. Der er SÅ meget, at sætte sig ind i, fordøje og holde styr på. Så hvad er succeskriteriet egentlig? Plus, det kan være rent held eller tilfældigheder der afgør om man rammer en række gode eller fantastiske koncerter, eller det modsatte.

Rising var, som altid, lidt op og ned og en hel del “godt”, sådan er det nu engang med upcoming musik. Mens jeg på selve festivalen synes jeg fik lidt af det hele, men ikke mindst en række fantastiske koncertoplevelser, af meget forskellig slags, som gør at festivalen på det punkt står som et af de bedre år for mig. Men, det er sgu nok helt individuelt. jeg vil bare sige, at når man har været til utallige koncerter i løbet af 20 Roskilde Festivaler, så synes man ofte, at man har set det meste. I år fik jeg føjet et par personlige klassikere til historiebogen.

Organisatorisk var festivalen som altid velsmurt, især dens helt abnorme størrelse og omfang taget i betragtning. Det kan altid blive bedre hist og her, vi skal have kigget på de der nye toiletter, der var simpelthen for meget kø ved scenerne i rush hour, især for kvinderne, så de måtte ty til uværdige løsninger, eller spilde for meget tid i kø. Og så var der også i mange perioder for meget pres på pissoirerne, især omkring Orange, så mændene også måtte lide lidt i år.

Maden er, som de seneste mange år, for dyr, og for dårlig i forhold til prisen, hvis man skal generalisere, men det er nok lidt svært, at gøre noget ved kvaliteten, når det skal gå så hurtigt og leveres i det omfang. Priserne kunne man dog godt kigge på, det nærmer sig røveri visse steder.

Så er der alt det der sponsorgøgl, shopping crap og bar det ene og det andet. Det er nok et nødvendigt onde, og et punkt hvor Roskilde har været tvunget til, at gå lidt på kompromis med ånden. Det er virkelig ikke lige kønt, at kigge på det hele, men så kan man jo prøve, at kigge den anden vej eller ignorere det, som et nødvendigt onde. Men med en storsponsor som eksempelvis Tuborg, så skulle man da mene, at der var råd til et rigtigt ølsalg af en vis størrelse på Camping Vest og i Rising området? What the fucking fuck??

Den nye placering for Rising Scenen, oppe i det “fjerneste” hjørne på Camping Vest er måske også lige noget, der skal evalueres på. Man slap for det evige mylder af folk, som skulle over broen mellem vest og øst på venstre side af scenen, men, der var, også, helt overordnet, lidt færre mennesker ved de fleste koncerter end tidligere år. Det ER også en lang tur, hvis man bor i modsatte ende på øst, tilstrømningen fra folk der “bare lige kom forbi” var markant mindre og generelt virkede området lidt mere “udenfor”. MEN, til gengæld, så kunne man se, at mange af dem der mødte op, var nogen der rent faktisk søgte musikken og ville koncerterne, så… fordele og ulemper! Afviklingen var, som altid, nærmest pletfri, så tommelfinger op til de frivillige og crewet.

Og helt generelt tommelfinger op til 2018 udgaven af den gamle Roskilde-tante i al sin vælde, overflod, formynderiske, firhedsgivende, moraliserende og skide ligeglade vælde! Jeg har sjældent følt mig så musikmæt, men alligevel sulten efter at komme tilbage, dagen efter en Roskilde Festival. Jeg har ikke the blues i år, jeg føler mig bare privilegeret… og som om jeg har lært et eller andet jeg kan bruge til noget… hvad? Det vil tiden vise…

Jeg har lige talt efter, jeg fik i større eller mindre grad smagt på, og skrevet om, musik fra 49 forskellige navne i år. Det er vist lige tilpas!

Reportage & anmeldelser fra søndag

Reportage & anmeldelser fra mandag

Reportage & anmeldelser fra tirsdag

Reportage & anmeldelser fra onsdag

Reportage & anmeldelser fra torsdag

Reportage & anmeldelser fra fredag

Reportage & anmeldelser fra lørdag

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.