RF16: Reportage og korte anmeldelser fra onsdag d. 29/6

0
947
views

Så nåede vi til den store åbningsdag for selve festivalen, hvor det strømmer til med festivalturister, folk med civilt arbejde og børn der skal passes, alle de vigtigste medier og andet rakkerpak. Heldigvis blev der også mulighed for at høre musik fra Frank Carter and The Rattlesnakes, Slayer, lidt At The Drive In, lidt mere Red Hot Chili Peppers og sidst, men ikke mindst, Sleep.

Men, dagens startede for vores vedkommende, naturligvis, med dagens morgen brik-juice ved teltet og et bad, selvom man efterhånden lugter af ged lige meget hvad man gør. Til vores store tilfredshed, kunne vi endda konstatere, at der var ankommet en toiletvogn nummer 2 til området, den første var også ved at være lidt sønderskudt. Nummer 2 var, selvfølgelig, ikke sluttet til endnu, men der var da håb!

Vi glemte fuldstændig den gode taktik fra dagen før med at få noget mad i dunken inden vi gik i laden for at skrive og drukne vores festivalnerver i litervis af kaffe, og røg tilbage til rumlemaver og let forvirring.

Nepotisme-Cocio og jublilæumsreceptioner

Heldigvis blev der taget god hånd om os forkomne skribenttyper fra Ledelseskontoret på festivalen, hvor vi, ja, har fået placeret en gammel kending af flokken i et forsøg på et hostile takeover. Eller, vi kan godt nøjes med den Cocio der blev bragt ud til os, vi takker og klager aldrig mere over noget!

Nå men øh, hvor blev alle de der kendte af og hvorfor kan vi ikke få noget at spise i Backstage Village? Fuck diz shit, tænkte vi, og begav os ud på Øst, hvor vi midt på eftermiddagen skulle mødes med resten af den gode gamle Roskilde-lejr, nu skrumpet ind til 2 halv-gamle mænd og lidt fra bekendtskabskredesen omkring lejren. Men først MAD, da klokken nu havde passeret 14.

I vores svækkede tilstand tågede vi hele vejen rundt om Servicecenter Øst i en form for delirium, uden at købe noget, bare kigge og kegle, og endte til sidst helt udenfor pladsen. Nå, tilbage til Indgang Øst! Der plejer at ligge en bager ikke så langt fra den indgang. Den er flyttet lidt nærmere indre plads, men ellers ligner Det Gyldne Brød sig selv.

Der var kø, sådan er det, og det trækker ikke ned i bedømmelsen af vores indkøbte sandwich med skinke, ost og lidt salat. Det gør det til gengæld, at man kalder et tørt og delvist hårdt majsstykke, som man kender fra bagerdisken, eller bare Faktas bake off, og kalder det for en sandwich. Det var ikke en sandwich, det var et rundstykke, af tvivlsom kvalitet, til 45 kr. stykket. Det var falsk varebetegnelse og latterligt dyrt, 1 stjerne. Jonas købte også en romkugle, for som han forklarede, “man skal altid købe en romkugle når man får muligheden”. Den lignede et stykke julekonfekt…

Bevæbnet med bajere og snacks bød vi vores semi-legendariske Wingman, Nikolaj og redaktionens 3. officielle medlem, Thomas velkommen og straks gik den fancy reception, vi havde planlagt virkelig godt hjemmefra, i gang. Anledningen var 15-året for første gang Thomas og jeg (Ken) lå i lejr sammen på Roskilde Festival, samt 10-året for første gang Jonas var med os – vi har dog alle flere festivaler under bæltet hver for sig, så det fejrede vi også! Blå Ga-Jol, bajere, et eller andet hjemmebryg naboen selv havde fundet på opskriften til, en ghettoblaster med båndafspiller. Vi havde indtaget….. Gaffa Camp???

Camp Gaffa

Yes, vores to sent ankomne var af nød endt i Gaffa Camp, og nu skal vi ikke hænge et andet medie ud eller noget som helst, men hold da kæft en skod camp. Folk havde betalt omkring 800 kr. for opslåede telte, der for fleres vedkommende lå ned, druknet i regn, eller væltet af vinden. Folk var flyttet rundt i teltene, fordi deres egne et-lags telte var brudt sammen, og der herskede temmelig meget kaos og teltunderskud. Det er selvfølgelig ikke i orden, men det er egentlig ikke det, det her skal handle om. Det skal handle om de stakkels frivillige fra Gaffa, der skulle forsøge at overskue og håndtere denne situation efter bedste evne, og forklare folk at der var nye telte på vej, men de var forsinket, ringe tilbage til folk der nu manglede et telt, og så videre. Der kunne man måske godt have givet folkene i marken en hjælpende hånd? De gjorde i hvert fald hvad de kunne.

Indmarch, opsplitning, forvirring, forplejning og almindelig moslen rundt, vi ankom 5 minutter inde i Frank Carters sæt på Avalon.

Frank Carter and The Rattlesnakes ★★★☆☆☆

Og der var saftsuseme da gang i den fra start, hvad? Hr. Carter var allerede ved at bevæge sig ud i publikum, gående ovenpå deres hænder, da vi fandt vores spot i det nye Avalon telt. Den scene har forresten fået en nødvendig, og tilsyneladende velfungerende ansigtsløftning. På indersiden køres der lidt middelalderborg tema, holdt i grålige toner og rødt, ditto for gulvet, der er lavet så det ligner gammelt stengulv af en art – det ser ret godt ud. Teltet er også blevet åbnet op, så der nu er udsyn det meste af vejen rundt – det fungerede!

Carter viste sig at være lidt af en showman, indpisker og folkeforfører, som han stod der i sit “Gucci suit”, mens han skiftevis kommanderede med den fremmødte skare og sang punkede rock n roll numre med stor kraft i stemmen. Begge dele gjorde han virkelig godt, desværre har bandet måske ikke SÅ mange helt store sange, selvom sættet kun varede en 45 minutters tid, men så kan man kompensere ved at være underholdende!

Og det var Carter til UG med lidt mere, tidligt i sættet fik han folkene i, lad os kalde det, “pitten”, til at storme ud af teltets højre side, hele vejen rundt om Avalon og ind fra venstre igen i et forsøg på at simulere kæmpe mosh pit.. og folk gjorde det sgu. Da han bad os om, at sætte os ned under et nummer dedikeret til “en vi havde mistet”, hvor han stod ude midt blandt publikum (igen, han havde svært ved at holde sig på scenen), da fik han stort set alle med. Well, ikke Christine Antorini, der åbenbart ikke gad sætte sig med resten af pøblen – hvad skete der for fællesskabet, Christine??

Frank Carter havde godt styr på publikum
Frank Carter havde godt styr på publikum

Numre som “Devil Inside You” og afslutteren “I Hate You” er dog, unægteligt fængende numre, der også bider fra sig. Sidstnævnte endda dedikeret til en irriterende fan oppe foran, som i følge Frank Carter også havde kastet med øl efter ham og opført sig som en røv til en af deres koncerter i Hamborg fornylig, og bare generelt var “an asshole”. Det fik han da så også at føle skal jeg love for, da han på opfordring fra Carter blev buhet ud af teltet og gennem teksten i nummeret blev ønsket død. Der var lidt glimt i øjet, og Carter små-grinede også hist og her da han sang den grovkornede tekst, men ingen tvivl om at klapperslangerne var trætte af fyren.

Alt i alt skal Frank Carter og band have ros for showmanship og publikumstække, men de mangler nogle flere rigtig gode sange, og piller man al underholdningen væk og kun kigger på den musikalske del, så var det ikke nogen kæmpestor koncert som sådan – men det var skægt!

Videre til Orange, hvor vi lige fangede et kvarters tid af Damon Albarn og hans syriske orkester åbningskoncert, det vil sige, efter Blurs “Out of Time” tog Damon sig en timeout og vi nåede ikke at se ham igen, inden kursen gik mod Arena og SLAYER!!! Læs en separat anmeldelse af den koncert andetsteds her på siden.

Efter Slayer havde gjort det nu gør, som kun de kan gøre det, så var det tid til at hvile ben og hjerne lidt, så vi satte os med friske øl-forsyninger i det grønne, til højre for Arena, hvor vi ventede på At The Drive In. Det var der ikke så mange der gjorde, egentlig, og det halv-fyldte telt, da Texas bandet gik på 4 minutter tidligere end annonceret, kan vist kun kaldes en skuffelse. Nuvel, man kan ikke anklage At The Drive In for ikke at gå til sagerne med saft, kraft og energi, men stemningen i teltet virkede lidt flad. Desuden var ingen af os fan af bandet, men da villige til at give det en chance, men den snigende musik-træthed hos fortroppen der havde lyttet og anmeldt koncerter siden søndag (torsdag for mit vedkommende, hvis man regner Copenhell med) gjorde at vi stille og roligt dryssede væk fra Arena.

Og så skete der en af de her underlige Roskilde ting, den løst definerede plan var, at trække over mod Pavilion for at se hvad Hinds havde at byde på. Men så skulle den ene lige have sig en spaghetti på turen, vi andre ventede og løb tilfældigt på en flok gamle studiekammerater, der fik os overtalt til at gå med over til Red Hot Chili Peppers, trods alt. Det der skete var så, naturligvis, at vi sagde lidt halvt “mjah, jooh, okay”, de gik højre om tribunen, vi gik venstre, og så så vi dem ikke igen…..

Vi var ikke de eneste til Red Hot Chili Peppers...og heller ikke de eneste der gik inden koncerten var slut
Vi var ikke de eneste til Red Hot Chili Peppers…og heller ikke de eneste der gik inden koncerten var slut

Nå, men vi endte altså med at stille også i yderkanten af pladsen foran Orange, nede ved mindelunden, men indenfor trægrænsen, så man i det mindste kunne påstå at man var på pladsen foran, ikke ved siden af, Orange. Efter den obligatoriske intro-jam startede bandet rigtigt ud med “Can’t Stop”, og man kneb sig i armen, Anthony sang ikke direkte falsk (men kønt lyder det heller ikke) og bandet var nogenlunde kontrolleret. Det man kunne høre af begge dele, for selvom vi godt ved, at vi ikke havde placeret os helt optimalt i forhold til de svingende lydforhold foran Orange (så vi kunne trække væk når vi ikke gad mere), så virkede lydstyrken umanerligt lav.

Det resulterede også i, at man kunne skue ud over en godt fyldt, men ikke Rogers Waters eller Springsteen-proppet plads, hvor stemingen i vid udstrækning virkede fuldstændig punkteret (spredte fester har der sikkert været, vi taler helt overordnet her). Bandet fremstod indledningsvis overraskende disciplinerede, mens de fyrede numre som “Dani California”, “Scar Tissue” af, men indsatsen forplantede sig ikke mange meter ud fra scenen. Og endnu engang kan man undre sig over, at et band der fremstår så bevægelige på en scene, kommer så lidt ud over scenekanten – denne gang var det så ikke helt deres egen skyld. Men et nummer som “We Turn Red” behøver jeg aldrig høre igen, og slet ikke på slumrevolumen. Og så er “Snow (Hey Oh)” simpelthen, højt spillet eller ej, et rædselsfuldt nummer, så den sendte os over mod Avalon.

Red Hot Chili Peppers, det vi nåede at se af dem, var ikke nogen skandale af samme karakter som sidst, det var bare skandaløst kedeligt, og her bar lyden måske den største del af skylden.

I wish I was in Dixie… HOV, ingen kø hos Dixie Burger mens Red Hot Chili Peppers blev overdøvet at Sleeps lydprøver, haps haps! Dixien er efterhånden en urørlig klassiker på pladsen, og vi valgte den lidt nyere model med ost, men noget var galt? Det var IKKE den sædvanlige 5-stjernede oplevelse?? Bollen var lidt, æh, ikke helt sprød nok og burgeren bar præg af, måske at have ligget lidt længe, da den heller ikke virkede helt gennem varm – i Jonas tilfælde var osten ikke engang smeltet, så den var måske bare ikke bagt nok? Kødet og resten af fyldet er stadig godt og den føles som om den har noget tyngde og fylde, modsat mange af de luftige pap-burgere man kan finde rundt omkring på festivalen, så vi ender alligevel på 4 solide stjerner til en redaktionsfavorit.

Sleep ★★★★★☆

Så var det tid til mægtige Sleep, som nok kan godt kan sniges ind under definitionen “kultband”. Bandet har ikke været voldsomt aktive på udgivelsesfronten, faktisk er seneste studieudgivelse Dopesmoker fra 2003, og live er det også relativt sporadisk bandet optræder. Det forhindrede dem dog ikke i at levere en opvisning i, hvordan man skærer stoner metal, med masser af gyngende grooves.

Sleep var da også en must see for wingman, der dansede, brølede og havde en fest til de tunge, tunge toner. Og der var da sådan set også god grund til at nyde det, for Sleep formår at lave utrolig meget, utrolig tung lyd, især med tanke på, at de kun er tre mand til at gøre det. Jason Roeder bag trommerne drev de lange numre frem, og ind i mellem gyngede det, så man var bange for at jorden skulle begynde at ryste under én. Bandet er på ingen måde udadvendte, de spiller deres musik, og så smider de plektre ud og takker publikum, og så går de. Men det passer som fod i hose med den musikalske stil. Det handler om at stene ud med massive riffs og gyngende grooves.

Sleep havde en god lysmand (m/k) med
Sleep havde en god lysmand (m/k) med

En anden faktor, som også skal fremhæves i forhold til at det blev en meget vellykket koncert, var lysarbejdet. Det er måske ikke så ofte man lige bider mærke i det element til en koncert, men her fungerede det fremragende med de skiftende lyssætninger og de hesteskoformede lysformationer, der sørgede for en visuel understøttelse af Sleep’s dopede univers. Al Cisneros er bestemt ikke nogen stor sanger, men hans basguitar og Matt Pike’s sublime guitararbejde gik konstant i symbiose med Roeder’s trommer, så det var en fryd at lade sig glide med i de tunge grooves. Kl. 01.00 blev der lukket med det sidste brag, og vi kunne gå omtumlede og søvntrængende mod vores telte.

Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach (Sleep delen)

Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.