RF 15: Black Book Lodge, Rising, d. 28/6 – 2015 ★★★★☆☆

0
1226
views

Danske Black Book Lodge har efterhånden rumlet nok i undergrunden til, at der også er hul igennem længere op. Mainstream og succesfulde i bred forstand bliver de nok aldrig, men søndag op til midnat på Rising fik de om ikke andet bevist, at de nu i hvert fald har sangene til at sammensætte et slagkraftigt sæt.

Havde det så ikke været for en lidt flagrende og momentvis alt for lav lyd, så havde de også fået 5 atjerner herfra, men lydstyrken var ganske enkelt for ujævn og svingende, samtidig med at forsanger Ronny Jönsson’s vokal af og til druknede lidt i mixet. En forbandet skam, for når der stedvis var skruet nok op, og nuancerne var på plads, så leverede Black Book Lodge det gyngende sus i mellemgulvet, som deres indtil videre 2 studieudgivelser også leverer.

Bevares, bandets live lyd (hvor besætningen er udvidet med en ekstra mand, så de er oppe på 4) er noget anderledes, mere kantet og rå, end på studieindspilningerne, hvor der arbejdes med, og kæles for, mange lag og detaljer i musikken. Den detaljerigdom og de mange lag er selv sagt umulig at overføre til en live-sammenhaeng, i hvert fald uden at “snyde” en hel del – og hvis der er noget man ikke kan anklage dem for, så er det at snyde eller prøve at være andet end de er.

Det kan virke sært indeklukket og en smule distanceret, når de vælger at lukke seancen ned med det længste nummer fra bandets aktuelle udgivelse, den næsten 9 minutter lange “The Martyr”. Et svævende, bølgende og næsten progget nummer, med en del retnings- og stemningsskift, hvor bandet spillede sig helt ud og lukkede og slukkede for deres 45 minutter i det nu regndryppende spotlys. Jeg ser det egentlig mere som om, at de nægter at gå på kompromis. I løbet af koncerten havde frontmanden flere gange adresseret publikum og fortalt hvor fedt det var, fået folk til at klappe med, kort sagt er Black Book Lodge slet ikke så reserveret et foretagende live, som deres dystre albums måske kunne indikerer. Men NÅR blikket skal rettets nedad, de musikalske muskler spændes, som på en lidt sammenbidt og flosset version af “The Call” fra Tundra pladen tidligt i sættet, så er der altså ikke så mange dikkedarer og store armbevægelser – bare ren råstyrke og rock-klampen i bund.

Black Book Lodge badet i lys
Black Book Lodge badet i lys

Nogen, inklusive undertegende bringer af og til et “ørken-tema” i spil naar bandets musik skal beskrives, forsimplet, forfejlet, helt korrekt eller ej, så udspringer det nok fra de ekkoer af Queens Of The Stone Age vi bilder os ind vi kan høre i musikken hist og her, ikke mindst på de ældre numre. “The Call” har det lidt, men man finder det også i passager i den længere, mere snørklede, “Thalassa”, der foldede sig ganske mægtigt og kraftfuldt ud mod slut. Ørken for nogen, eller bare et pragtfuldt, storladent rock-nummer, hvor bandet i hvert fald musikalsk viser store armbevægelser og ikke er bange for at der bliver højt til loftet.

Nu var vi jo også under åben, tiltagende mørk, og mod slut lidt regnfuld, himmel. Det klædte Balck Book Lodge rigtigt godt at stå i disse fordunklede omgivelser foran en, måske ikke imponerende talrig, men så i hvert fald medlevende skare. Sidst jeg så bandet live var på Copenhell sidste år, hvor de havde fået den tvivlsomme fornøjelse at åbne Pandaemonium scenen en af dagene – i regn, sidevind og dagslys… det var en blandet fornøjelse.

Nu er det naturligvis svært, og lidt sat paa en spids, at sammenligne på baggrund af kun 2 koncerter, men jeg synes Black Book Lodge er vokset betragteligt som liveband siden dengang. Leveringen sad simpelthen lige i skabet på Rising, og havde lyden ikke svigtet dem momentvis, så havde vi været helt oppe at ringe, ligesom de par gange vi har anmeldt albums fra bandet.

På plade er bandet også vokset og har udviklet sig, ikke at Tundra er noget dårligt album, den er faktisk ganske fremragende, men den nye, Entering Another Meassure, er ambitions- og sangskrivningsmæssigt et skridt endnu længere fremad. Det gælder ogsaa live, hvor jeg synes de nyeste numre gjorde en flot figur. Personligt faldt højdepunktet under “New Provenance” og titelnummeret “Entering Another Meassure”, der nærmest smeltede samen til et langt sammenhængende og medrivende trip. Her oplevede vi ogsaa Risings første crowd surfer, men den slags bliver der slået ned på med hård hånd, så urostifteren fik en reprimande fra crowd safety. Det er de jo nødt til, som reglerne og festival landet ligger på Roskilde, hvor unødvendigt man saa selv kan synes det virker.

Nå, men havde der været skruet tilpas højt op hele vejen igennem, så havde jeg nok også trippet i 3 kvarter, men i denne omgang ender vi på 4, meget, store stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.