RF 15: Black Book Lodge – det er her vi er lige nu

0
1316
views

Interview: Kun få timer inden Black Book Lodge indtog Rising Scenen på årets Roskilde Festival, fik vi os en snak med bandet i en skurvogn, i backstage området, bag Rising. Hvordan bandet har det med at spille på Roskilde, deres 2 plader, det at give slip og en insisteren på ikke at gentage sig selv eller gå på kompromis, kan du læse om her.

Efter lidt slalomtur igennem det tætpakkede backstage område, blev vi af forsanger Ronny Jönsson vist ind i bandets midlertidige gemakker, hvor man stadig kunne høre larm og lydtryk fra den igangværende koncert på Rising med Josefin Örhn & The Liberation. Trommeslager Jacob Gundel slutter sig til, og bidrager til den skønne sammenblanding af baggrundslyde fra den pulserende festival ved, at sidde og tromme på alt indenfor umiddelbar nærhed.

“I skal lige vide, at jeg snakker sindssyg meget, jeg kan virkelig blive ved”, advarer Ronny os inden vi rigtig kommer i gang – hvilket på en måde både gør vores job nemmere, og lidt vanskeligere. Som interviewet skred frem, viste det sig dog at Black Book Lodge frontmanden balancerede talestrømmen glimrende.

Roskilde er noget man altid har haft i baghovedet

Snedige som vi er, vælger vi straks at smide “Roskilde vinklen” på bordet som ice breaker, og Ronny forklarer, at ingen fra bandet har prøvet at spille her før og at det, naturligvis, er en stor ting:

“Personligt er jeg kommet på Roskilde siden ’99, men har holdt en pause de seneste 4 år – jeg syntes ligesom jeg var blevet for gammel”. Efter lidt overvejelser kommer han dog i tanke om, at han havde en en-dags billet for et par år siden, og fik set Electric Wizard og EyeHateGod. Ronny forsætter, “men det er noget man altid har haft i baghovedet (muligheden for at spille, red), som et eller andet pejlemærke. Men også som en mulig platform for éns musik, jeg har virkelig oplevet mange bands her, som jeg ikke kendte i forvejen….”.

Det var jo den samme mulighed der bød sig senere på aftenen for Black Book Lodge, da de trådte op på Rising Scenen og kunne indfange både gamle og nye lyttere. Dog havde de ikke ligefrem valgt “crowd pleaser” vejen, hvis de havde en sådan. Ronny forklarer:

“Vi har lavet sådan et lidt syret sæt…”, “der passer godt til skumringen” indskyder Jacob og trommer videre, “ja, det er et godt tidspunkt vi har fået, hvor man også kan lave lidt med noget visuelt…”, tilføjer Ronny. Snakken kører lidt over på Rising Scenen, det mulige fremmøde og den brogede sammensætning af folk. “Det er også derfor vi har valgt et mere udsyret sæt, eller syret er måske det forkerte ord…. “flyvsk”. I stedet for at en sang stikker ud, vil vi forsøge at gøre det mere til en samlet masse, som skal fange folk ind”.

“De nye numre er relativt lange, og når man kun må spille 45 minutter, så begrænser formatet på en eller anden måde, og man kan ikke gøre lige hvad man vil – modsat hvis vi eksempelvis havde haft en time”, forklarer Jacob. Ronny forsætter, “det tvinger os også til at holde lidt bedre fokus på hvad vi vil med det”.

Vi vil gerne udfordre os selv

Bandet har allerede turneret en del med det nye materiale, fra bandets andet album, Entering Another Measure, der udkom midt i juni. Numre derfra har dog allerede en rum tid på bagen og været en det af live-sættet i noget tid. Ronny fortæller om modtagelsen af det nye album:

“Der har været rigtig god feedback. På mange måder synes jeg også det nye materiale gør sig bedre i live-sammenhæng, end numrene fra det første album (Tûndra, red). Det har mere en live-energi, som vi også har prøvet at fange på udgivelsen, modsat det gamle som var mere konstrueret i studiet – og så skulle vi efterfølgende finde ud af, hvordan vi spillede det live”. Jacob byder ind, “der er måske lidt højere til loftet, og så er det måske også fordi vi alle sammen gerne vil udfordres rent musikalsk – det tror jeg bare vi bliver på den rigtige måde med det nye”.

De 2 herrer bliver enige om, at de nye, lange og opbyggende numre tager én med på en rejse, modsat 3 minutter lange numre der på en måde bare skal eksekveres. Dermed ikke sagt, at de er decideret trætte af alle deres ældre numre. “Der er nogle sange jeg personligt synes bliver ved med at være interessante”, siger Ronny og forsætter, “der er nogle sange som jeg får noget ud af, hver gang vi spiller dem – eksempelvis “Thalassa” og “The Call”, som vi spiller i aften, dem elsker jeg at spille”.

Man følte sig alligevel lidt misforstået

Entering Another Measure, som vi har anmeldt HER, er generelt en noget anden og endnu mere udfordrende størrelse end debuten, så vi spørger ind til, hvordan det nye album er blevet modtaget.

“Det har været lidt splittet”, forklarer Ronny. “Det er lidt som om, at de der kendte den første plade helt klart havde nogle forventninger til den nye, som måske ikke blev indfriet. Hvorimod de der ikke har hørt den første, generelt set, har taget rigtig godt imod den”. Jacob tilføjer (angående anmeldelserne), “der er også et eller andet med eksempelvis metal-anmeldere…. den nye plade er måske sådan lidt.. mindre hård, og det er ikke alle den appellerer til”, “det er også en svær plade et eller andet sted..”, indskylder Ronny hurtigt, inden Jacob forsætter, “ja, der er nogen den rammer og nogen den slet ikke rammer… men nu er det jo ikke fordi den har fået decideret dårlige anmeldelser nogen steder, det værste er vel 3 ud af 5, eller noget – det kan man jo ikke kalde dårligt”.

“Jeg har også på en måde sluttet fred med den plade nu”, forklarer Ronny og uddyber, “lige da den var færdig var jeg HELT oppe at ringe over den. Så gik der en månedes tid, og så hadede jeg den! Nu er jeg igen rigtig glad for den… det handler også lidt om, at finde sin egen ro med det”. Ronny forklarer videre, at det var lidt på samme måde med Tûndra, også angående anmeldelser, “nogen gange læste man nogle anmeldelser, der i og for sig var positive, men man kunne overhovedet ikke nikke genkendende til de referencer og følelser omkring musikken, som blev beskrevet. Så man følte sig alligevel lidt misforstået”.

Ronny forklarer, at han efterhånden er holdt op med at læse anmeldelser, mens Jacob fortæller at det er svært at lade være, især fordi man i perioder bliver tæppebombet med dem. “Man er nødt til at prøve på at skære det ud af ligningen”, som Ronny formulerer det, “ja, man er virkelig også nødt til at prøve på at have et eller andet filter på når og hvis man læser dem – for ikke at tage det personligt”, tilføjer Jacob. “Man skal nærmest være en maskine, hvis man ikke skal tage andres holdninger og forventninger på sig, selvom man forsøger at sorterer det fra”, forklarer Ronny.

Også med den nye plade, har der været tilfælde hvor frontmanden har følt sig lidt misforstået:

“Men man kan jo et eller andet godt sted forstå det. For at forklare og formidle ting, så er du nødt til at simplificere ting, og så ender det tit med at der bliver 3 referencer i en anmeldelse, som er simple og skal gøre det forståeligt for læserne. Jacob bringer metal-anmelderne på banen igen, “jeg tror måske også, at der er en del metal-anmeldere der ikke har så mange rock-referencer, og så bliver det sgu bare Alice In Chains og Soundgarden der bliver hevet frem hver gang”. “Det samme med hele det der ørken-begreb, jeg har det sådan med den nye plade, at jeg hører INTET ørken i den”, tilføjer Ronny.

Entering Another Measure

Vi når langsomt, ad lidt omveje og i stille sniger tempo hen til, hvad handler Entering Another Measure så egentlig om?

“Ja…. det er jo sådan en konceptplade af en art, ikke? Altså, et eller andet sted er det møg-egoistisk”, forklarer Ronny, “jeg havde en masse ting jeg havde behov for at få ud i forbindelse med et dødsfald, ting og tanker jeg havde brug for at få styr på. Hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i tekstuniverset, når man sidder og arbejder med teksterne, så trækker det ligesom en ind i det igen. Man er nødt til at træde ind i mørket for….. for at kunne formidle det. Og så får man det på en måde bearbejdet på den måde – og ud af systemet”. Han konkluderer, “så på mange måder er det en sindssyg mørk plade for mig, men også en hvor der er noget håb. Begge dele var noget jeg havde brug for. Men hvad andre folk for ud af det, det er man jo ikke herre over – og det skal man heller ikke være”.

Både Jacob og Ronny er enige om, at man helst skal være fri for forventninger og fordomme når man lytter til et album, så man ikke bliver styret af andre folks holdninger og tolkninger af den. Hvilket igen bringer snakken tilbage til det nye album.

“Det er forhåbentlig sådan, ligesom med andre gode plader, at den lige kræver nogle lyt, inden man når helt ind til den. Men det er helt klart også derfor nogen stå af”, forklarer Jacob og Ronny supplerer, “ja, efterfølgende har jeg egentlig også tænkt, at jeg vil gerne have, at vi ikke er et band man på den måde kan regne med hvor man har”. De er begge enige om, at det er en skuffelse når bands de godt kan lide laver to ens plader i træk, noget Black Book Lodge virkelig prøver at undgå for – hvorfor lave en ny plade, hvis den lyder som den forgående? Ronny påpeger, “for ikke at komme til at kede mig ihjel med det her, så må man bare acceptere, at der er nogen der kommer til, og nogen der springer fra på vejen – og sådan er det bare”.

Pladen der blev væk eller blev noget helt andet

Selvom der rent udgivelsesmæssigt kun er cirka et år mellem de to plader, Tûndra og Entering Another Measure, så er tidsafstanden mellem materialet og alderen på sangene noget større. Faktisk er der et hul mellem tilblivelsen af numrene på de to udgivelser, hvor der opstod en hel plade, der aldrig blev udsendt. Ronny beskriver det således:

Tûndra blev indspillet færdig, og så blev der skrevet en masse nyt mens post-produktionen på Tûndra var i gang. Post-produktionen trak dog meget ud, og jeg blev ved med at skrive på nyt, som der er elementer tilbage af på Entering Another Measure – det endte et helt andet sted end det jeg havde lagt ud med lige efter Tundra. Det var ikke som sådan en færdig plade, men det var en 8-9 ting der var mere eller mindre færdige, men som endte med at blive droppet”. Jacob tilføjer, “ligesom nu, hvor der efter Entering Another Measure også allerede ligger en hel del nyt klar til en kommende tredje plade”

Vi når stille og roligt, efter lidt afstikkere til hvad de selv skal høre på festivalen (håber I nåede forbi Father John Misty?), tilbage til udgangs- og omdrejningspunktet – aftenens koncert på Rising, som på tidspunktet for interviewet er under halvanden time væk.

Det er sindssygt svært at give slip

Snakken falder på hvor vigtige rammerne og lyden er, ikke mindst for et band som Black Book Lodge, der på plade har en ret detaljerig lyd med mange lag, hvor nuancerne spiller en væsentlig rolle for oplevelsen. Selvom bandet føler sig godt rustet efter en produktionsøver dagen inden, så forklarer Ronny alligevel:

“Det er også sådan en ting man er nødt til, at give lidt slip på. Det er sindssygt svært at give slip… Eksempelvis på Copenhell (sidste år, red), da havde jeg en sindssyg dårlig oplevelse. Det var første gang jeg havde prøvet at spille udendørs, hvor vinden kan tage noget lyd – da lærte jeg, at jeg skal have meget mere lyd i min monitor i forhold til hvad jeg regnede med, og kunne nærmest intet høre. Så stod jeg hele koncerten og trippede over det og prøvede at sætte mig ud over det, men det lykkedes bare ikke. Det er så noget jeg synes jeg efterfølgende er blevet bedre til – at acceptere og håndtere præmisserne”.

Mere specifikt angående bandet livelyd kontra indspilningerne, forklarer de:

“Nu synes jeg det er rigtig fedt live, jeg kunne bestemt ikke lide det i starten”, siger Ronny. Jacob indskyder “da handler det igen om det der med at accepterer præmissen, at spille live ER noget andet, det bliver mere beskidt og det kommer ikke til at lyde præcis som på pladen – og det skal man bare have det godt med, så får man også en god oplevelse ud af at spille. Det må gerne leve”. Ronny forsætter, “jeg synes også jeg har prøvet at stå til koncerter, hvor det nærmest bare var en opførelse af en plade, og jeg stod og manglede en fornemmelse af, at nu var det ved at tilte lidt. Der manglede noget uforudsigelighed og nerve”, Jacob tilføjer, “ja, der må sgu gerne være noget på spil. Det gør så, at det nogen gange falder lidt fra hinanden måske, men andre gange er det det der får det hele til at løfte sig”.

I det hele taget er det en fordel ikke at være alt for meget i kontrol, Ronny uddyber:

“Hvis man går på dagen og det hele bliver lidt for mageligt, så er det ikke så godt. Det føles bedre hvis man på en eller anden måde kan få kanaliseret alt det lort man går og bøvler med til dagligt op til overfladen og ud, når man skal spille. Og så bare overgive sig lidt til de følelser og stole på, at man har styr på hvad man laver”.

Dizzy, Tyskland og fremtiden

Roskilde Rising markerede koncertpunktum for nogle aktive koncertmåneder, der blandt andet bød på nogle support jobs for Dizzy Mizz Lizzy i Jylland, hvilket bandet beskriver som en sjov og syret oplevelse:

“Deres publikum er meget bredt. Der er en lille gruppe rockfans men også en bred skare af hr og fru Danmark, og teenagere der har hørt radio og skal høre “Silverflame”…. og så står vi der og spiller mærkelig rock i syv ottendedele i numre der varer 10 minutter….  altså folk blev, de klappede og syntes tilsyneladende det var fedt. Men jeg tror sgu ikke vi har fået sindssygt mange Black Book Lodge fans ud af det”, forklarer Jacob med et skævt smil. Ronny tilføjer, “det var rigtig fedt at være med på så tjekket en produktion, folk vidste virkelig hvad de lavede, alle havde en funktion og hele energien omkring det var meget seriøs”.

De forklarer at de ikke havde nogen betænkeligheder ved at tage disse opvarmningsjobs, eller på nogen måde gik på kompromis med det de gør normalt. “Vi gik ud og spillede syret space-rock, for det er der vi er lige nu”, påpeger Ronny, “på den måde er vi meget egoistiske og tænker “hvad vil vi selv have ud af det?”, vi vil bare gerne ud at spille. Så er der så nogen blandt publikum der for noget ud af det, andre gjorde ikke, men vi fik selv noget ud af det… det er sgu fint nok”.

Snakken bliver efterhånden lidt løs i koderne, tiden skrider og showtime på Rising Scenen rykker ret tæt på. “Hvad er klokken egentlig?”, spørger Ronny, “21.30? Så skal jeg sgu lige have en kop kaffe og i gang med stemmetræning!”. Vi tager glædeligt imod en bajer mere og lusker ud fra backstage området….. men en halv liter papvin fattigere – den glemte vi sgu da derinde!

Senere på året drager Black Book Lodge ud på de tyske landeveje, en tour de ser meget frem til, og forhåbentlig et møde med et musiksultent og nysgerrigt publikum. Der ligger efter eget udsagn fra forsanger Ronny Jönsson også allerede 7-8 nye numre i støbeskeen til et kommende tredje album, hvor det bliver spændende at se hvor Black Book Lodge denne gange bevæger sig hen.

Det bliver med garanti ikke en gentagelse af fortiden.

Besøg Black Book Lodge på Facebook, vores anmeldelse af koncerten på Rising Scenen kan læses HER

Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.