Rexen har droppet M’et foran resten af kunstnernavnet, sikkert for at signalere forandring. Stemmen er velkendt, men musikalsk er det nu i højere grad et samarbejde mellem flere musikere end et soloprojekt. Den musikalske globetrotter følelse er dog intakt, selvom udtrykket virker mere fokuseret end tidligere.
Det er der kommet en plade ud af, som ikke kun har været et stykke tid undervejs (hvis man måler fra seneste M Rexen udgivelse i 2020), men også tager sig og kræver tid. Og koncentration og fordybelse.
Albummet er egentlig “kun” omkring 40 minutter langt, men føles på godt (og en lille smule ondt) dobbelt så langt. Det er en plade af den slags, som insisterer på at tage sig god tid, tempoet er trukket godt ned og den musikalske indpakning på overfladen ret enslydende. Det er i høj grad en plade med sin helt egen “vibe” og atmosfære, hvor ens nydelse også afhænger af, om man selv rammer samme frekvens.
M Rexen udsendte 3-4 plader (den ene er ikke tilgængelig på eksempelvis Spotify, så ved ikke om den er trukket fra i det samlede regnskab?) på 2 år i perioden 2018-2020, og så blev der pludselig underligt stille. Det var musikalsk og stemningsmæssigt ret spraglede plader, som trak veksler på og fandt inspiration i bagmandens rødder i Mellemøsten og vestlige himmelstrøg. En musikalsk smeltedigel, hvor Michael Rexen skabte et ganske unikt univers, der emmede af lysten til at blande på kryds og tværs.
Lyden og stilen på The Chauffeur er, som nævnt indledningsvist, mere fokuseret og også strømlinet. Her ikke forstået som en begrænsning eller forsimpling, men at albummet har en rød tråd i form af sin tone og tempoet, der binder de 11 numre fornemt sammen. Det er ifølge Rexen selv en modreaktion mod McDonaldiseringen af moderne musik. Hvor for meget er for let fordøjeligt, og i sidste ende ikke sundt for krop og sjæl.
Det er også en plade med et gennemgående tema, som der kredses om på mere eller mindre direkte vis: den moderne mand og maskulinitet. Rexen er erklæret feminist og har i årevis forsøgt at bekæmpe toksisk maskulinitet, men forbeholder sig samtidig retten til at være en maskulin mand. Og ser et problem i den stigende dæmonisering af mænd, som ender med at føre til netop radikaliserede mænd og kvindehad.
The Chauffeur berører altså (ud over den altid lurende kærlighed og dens væsen) et ret tidstypisk og relevant emne. Men tilstræber at anskue det på måske lidt mere nuanceret vis end debatter, som disse ofte ender. Især på sociale medier. Det er ikke et enten eller, det er mere både og hos Rexen. Således også musikalsk.
Det kan umiddelbart være lidt vanskeligt at fremhæve nogle sange frem for andre, især efter første gennemlytning. Her fremstår albummet høfligt formuleret homogent. Knap så tålmodige og venlige sjæle ville muligvis kalde det langsommeligt og kedeligt. Det ville være en for nem og hurtig dom, men i visse tilfælde forståelig.
Der er nemlig masser af variation og nuancer i det umiddelbart tyste og uniforme lydbillede. Og trods den ofte minimalistiske instrumentering og et dvælende tempo, som eksempelvis på de to første numre, “I’ve Found” og “Hollywood”, også plads til små fængende melodier. På sin egen tyste facon, men “I’ve Found”, er faktisk ganske catchy, mens den sniger albummet i gang.
“Hollywood” fanger med sin rytme og smittende percussion, og Rexens bud på højstemt nedtonet skønsang. Hvis man kan beskrive det således? Der leges, både med sangens struktur, instrumenter og stemmen, men ingen af delene på en flashy vis. Det går igen pladen igennem, også Rexens lyst til at udforske stemmen.
Rexen nævner selv kunstnere som Nick Cave og Leonard Cohen som referencepunkter, hvilket måske kan overraske, når man lytter til de to førnævnte numre. Men på titelnummeret, “The Chauffeur” eller den skrabede “To Learn Patience”, er der stedvis tydelige ekkoer af Cohen. Mens mørkemandsbluesen og den forpinte vokal på “You’ve Got It All Wrong” virker som et nik til Nick.
På et nummer som “I Can See You” bliver det næsten lummert, små-sensuelt dansende og æggende. I slowmotion og med en semi-skummel stalker vibe?! Der dukker noget klaver og en lysere tone op, og sangen ændrer stemningen og bliver nærmest opløftende? Sammenholdt med lyrikken, som også sagtens kan tolkes på flere måder, er man reelt i tvivl om det er et nummer om forelskelse eller besættelse.
Kontraster, modstridende signaler og dobbelttydighed finder man albummet igennem, på duetten “Hoik Up!” bliver det ekstra udtalt. Her snakke-synger Rexen og Mette Lindberg sig gennem en dunkel feberdrøm af en sang, der kombinerer røget sort/hvid noir-stemning med noget kulørt neo-psykedelisk.
Som man kan fornemme, er der mange lag på The Chauffeur, når man først får dykket ned i de 11 numre. Skindet bedrager, heldigvis på en god måde, og som man siger på tysk, “stille wasser sind tief”.Det bruges ofte om noget, som på overfladen (som en vandoverflade) er rolig, men viser sig at være langt mere komplekst (eller dybt, hvis vi bliver ved med at plaske rundt i den vandede metafor). Det gør sig i den grad gældende for Rexen og denne plade.
Den kræver så også at man tager sig tiden og tager springet, så at sige. Måske vil man ikke falde for den ved første gennemlytning – eller overhovedet. Det virker som en ganske bevidst tilgang fra Rexens side. Er man først kommet under overfladen er jeg dog ret sikker på, at man vil finde en opslugende og betagende oplevelse.
Rexen (og hans musikalske makkere) er ikke kommet for hverken at please, eller servere det, som er oppe i tiden. Det er jo netop pointen, at det ikke skal være en hurtig tur igennem Drive-In på McD. Pudsigt nok ville jeg, og sikkert også Rexen selv, kalde The Chauffeur for en køreplade. Det er blot en længere tur end et junk food speed run. Måske er der ikke nogen fast destination eller mål, og turen kan være målet i sig selv.
En tur ind i tankerne, hvor der er tid og rum til fordybelse. Med Rexen som chauffør, hvilket også har været en af hans tanker med titlen og pladen. Han sidder ved rattet. Vi er inviteret med på turen, men det er Rexen som har taget styringen.
Rexen udfordrer ikke ved at præsentere et eksperimenterende kludetæppe, men ved at insistere på at få lytterne med ned i tempo. Han er sikker nok på og i sin maskulinitet til at tale med og til fødslerne, mens han hviler i sig selv på førersædet.
Af Ken Damgaard Thomsen
