Nogen ældes med ynde, nogen gør ikke og andre kan køre den hjem på rutinen. Der var helligdag (på en lørdag) for heavyhoveder da Exodus, Carcass og Kreator (plus Nails) hoppede i Poolen på Refshaleøen. Nogen burde overveje at blive hjemme, hvis de er trætte.
Og det kunne være mig selv. Jeg var tæt på at smide håndklædet og værdigheden i ringen overhovedet, inden koncertrækken gik i gang.
Dette kalder vi i en reportage, da jeg egentlig ikke var “på job” og selv havde smidt 655 kr. for billetten, så jeg føler ingen forpligtelser overfor form og indhold.
Fucking hell, jeg var helt drænet og flad i timerne op til de store metaltræf i Poolen på Reffen, Jeg overvejede i et svagt øjeblik at skille mig af med billetten, Den blev indkøbt den dag de blev sat til salg sidste efterår. Jeg har glædet mig!
I perioden op til annonceringen af koncerterne havde jeg ved et tilfælde “genopdaget” Kreator og Carcass (og i lidt mindre grad Exodus) efter de var røget en smule i glemmebogen. Hvilket heldigt tilfælde at de så tog på tour sammen. Jeg har skamlyttet Kreator og Carcass det seneste halve år. Og glædet mig. På for mig klassisk manér har jeg nok også overgjort det, slidt det hele lidt op og toppet, inden det gik løs.
Da Kreator frontmand Mille Petrozza iført billige flagermusevinger og bjæffede om at være “Loyal to the grave” i koncertens sidste halvdel, virkede seancen blottet for bid. Og som om Kreator blevet indhentet af tidens gang. Da fremstod Kreator slidte.
Omvendt lagde Exodus ud med ganske imponerende energi et par timer tidligere. Mens Carcass gjorde, som de sikkert plejer dag ud og dag ind på en lang tour – kværner løs indtil rusten er banket af og maskinen bare gør som den skal. Da havde publikum i det næsten udsolgte Poolen nok også flere kræfter. Dem skulle der muligvis have været økonomiseret med.
Alle mand i Poolen!
Hvis bands, der har været aktive i næsten lige så mange år, som jeg har levet (at fremme forståelse via overdrivelse og så videre, ik?) kan lave nye plader… og tage på tour i månedsvis… så kan jeg fandeme også tage sammen og hive mig op!
Engang cyklede jeg med rugbrødsmotor fra Herlev til Copenhell på Refshaleøen (og fik min cykel nakket, mange tak). I dag havde jeg lånt min nabos damecykel med hjælpemotor. Alligevel nåede jeg ikke af sted i tide til at fange Nails. De var i gang, da jeg parkerede i strid sidevind (som altid på Reffen). Jeg rundede salen, der kan rumme 2.500, i dag var der som nævnt næsten fuldt hus. Nails spillede så højt, at pissoiret udenfor rystede, da jeg slog en streg og lige skulle orientere mig. Pusten mister man ikke med el-motor, men hovedet var blæst godt igennem.
De tidligere gange jeg har oplevet Kreator (Roskilde 2013 og Copenhell 2015 +18) har de ikke haft brug for en el-motor til at komme igennem koncerterne. Tværtimod. Det var Copenhell koncerterne, der for alvor gjorde mig til fan. Kreator havde jeg tidligere opfattet, som lidt et fortidslevn, over the hill og kiksede.
Det er de også, men i stand til at kamuflere det effektivt. Energiske og smittende på en scene. Bundsolide på plade, hvor de har udsendt noget af karrierens bedste materiale EFTER årtusindeskiftet. Den nyeste, Krushers Of The World fra januar følger opskriften og formlen holder stadig. Men der ER en formel og opskrift.
Den indbyggede “tackyness”, som jeg ellers kan leve med og smile ad, blev for tydelig lørdag aften. Bandet og Mille har ganske enkelt dårlig smag. Og billig smag. Mænd i billige fastelavnsmasker, der ligner munke-dæmoner. To store statuer, som ligner forstørrede badedyr på hver side af scenen, “konfettikanoner” der skød med røde “streamers”. Udsigt til merchstanden med noget af det grimmeste bandmerch man kan forestille sig. Intet af det er noget nyt, men jeg har kunnet abstrahere fra det.
Kreator ER tacky og kiksede. Æstetisk og også lidt musikalsk. Det er metal aus Essen, som er så metal i sin sangskrivning, lyrikken og ikonografisk at det flirter med selvparodi. Den har holdt for mig indtil lørdag aften. Jeg grinede lidt over at “Enemy of God” blev indledt med rød konfetti-spaghetti, mens man kunne mærke energien forlade salen. Vi var kun 3 numre inde i koncerten, sangen er et normalt sikkert trumfkort. Her sagde det “puf” i stedet for KABLAMMO.
Folk var muligvis også ved at være lidt møre. Efter 3 bands, godt med øl og en ihærdig indsats i den forreste halvdel af den store industrihal. Jeg missede som nævnt Nails, men bygningen var tætpakket fra start. Exodus trak samme fremmøde kort tid efter og fik straks gang i pit og crowd surfing. Og virkede også som det band, der alt i alt slap mest overbevisende fra deres tjans.
Timet og tilrettelagt dag på kontoret
Man vidst godt lidt hvad der ventede og hvad man risikerede at gå ind til. De 4 bands har været på tour i en måned, dag ud og dag ind med en stram tidsplan og ikke meget plads til improvisation – om nogen. Afviklingen forløb forbløffen glat og på de annoncerede minuttal. 19.10: Exodus. 20.15: Carcass. 21.30: Kreator. 23.00: Bang, slut.
Det gjorde så også at alt var timet og tilrettelagt i en sådan grad at både Exodus og Carcass har spillet den samme sætliste hele touren. Henholdsvis 8 og 10 numre i nøjagtig samme rækkefølge. Kreator har kørt med 15-16 numre med 2-3 sange, der kunne roteres, så sættet var identisk cirka hver tredje dag. Kreators svagheder blev i den forbindelse mest tydelige.
Exodus og deres nogenlunde mobile frontmand, Rob Dukes, virkede mest i hopla. Den stramme plan blev adresseret, og eksekveret skarpt, alligevel var der i korte glimt plads til at lade koncerten få sit eget liv. Spontane tilråb fra publikum blev anerkendt, pit og halløj fik lov til at opstå uden alt for meget indstuderet opfordring og Gary Holt og co. lignede faktisk nogen der nød at være på arbejde.
Carcass havde den forventede dag på kontoret, som mange andre, men deres materiale kan holde til det. Det er ikke et partyband med festsange og gak og løjer, det er olm, sammenbidt og knastør black ‘n roll. Ingen unødig snak, ingen pjat. Før til sidst, hvor frontknurrer Bill Steer pludselig slog over i sin herlige britiske jargon, fik sørget for bifald til deres hired goon trommeslager og fødselsdagssang til et crew medlem. Sangen faldt bevidst fra hinanden, crew guy blev verfet af scenen og Carcass takkede af med en hurtig jam. Bye, fuck off!
Kreator forsøgte at presse meget ind på deres halvanden times tid. De nævnte kiksede dæmon-munke, konfetti og røgkanoner, skiftende “temaer” på scenen og sange fra mange af bagkatalogets plader. Inklusive lidt for mange af de båndede instrumentale introer, de elsker på pladerne. Det hele leveret uden nævneværdig indlevelse, nærvær eller den mindste følelse af spontanitet. Maskinen kørte bare.
Toksisk vals, britisk stål og grus i den tyske maskine
En velsmurt tysk teutonisk thrash-maskine? Ja, sådan set. Og det KAN være nok. Her virkede det livløst, uengageret og uengagerende ikke mindst. Hvor folk nærmest ikke kunne lade være med at løbe solen sort i cirkler under Exodus, når de fyrede klassikere som “Bonded By Blood”, “Blacklist”, “A Lesson In Violence” eller “The Toxic Waltz” af, så virkede det desværre mere af pligt når Mille Petrozza opfordrede folk til det samme. For det skal man jo, så det må vi hellere.
Derfor lettede kapable og effektive parole-thrasher som nævnte “Enemy of God”, “People of the Lie” og selv ellers smittende “Hordes of Chaos” aldrig for alvor. Kreator og Mille virkede ufarlige og på ren autopilot. Men det sidste var jo egentlig også tilfældet for Carcass?
Ja, men deres grumme og stoiske musik og matchende attitude egner sig bedre til “bare” at blive serveret på den måde. “Unfit For Human Consumption”, “Buried Dreams”, “Incarnated Solvent Abuse”, let’s rock, som Bill Steer på obligatorisk vis knurrede, bang bang bang. “No Love Lost” fulgt op af introen fra “Tomorrow Belongs To Nobody”, der gik over i en medrivende “Death Certificate”, inklusive det ligeledes obligatoriske “let’s go” fra Steer. Carcass kom, så, åd og gik tilbage i bussen med fødselsdagskagen til dessert.
Da sad Mille og co måske og havde et Spinal Tap-moment backstage med nogle flagermusevinger, der ikke ville folde sig ud og være klar til “Loyal To The Grave” en time senere. Verdammt noch mal!
Det tænkte jeg også, da jeg stod og overværede hymnen “Hail To The Hordes” der flatlinede tidligt i koncerten. Oh nein, de har den ikke i dag eller længere, det var skrækscenariet. Nu havde man lige fået barberet ryggen og røvhullet af Carcass’ “Corporal Jigsore Quandary” og afslutteren “Heartwork”, der bestemt IKKE flatlinede. Selvom Steer måske hellere bare ville guffe lagkage. Og så Kreator.. pustekuchen. Som man siger på tysk og kan oversættes til noget i retning af “forventninger der ikke holder stik” eller en skuffelse.
Gary Holt, Rob Dukes og de andre lignende faktisk nogen, der gerne ville være her og spise hele kagen. Der var bare ikke tid til det. Måske godt nok, for publikums energiniveau peakede nok her og den tiltagende fladere stemning i salen var blevet endnu mere tydelig, hvis Exodus havde haft mere end 45 minutter.
50 minutters tid var passende til Carcass, selvom der ikke var tid, plads eller lyst til nogle af mine personlige favoritnumre. Det de spillede var fedt. Steers vokal var som altid underligt lav i mikset, det er åbenbart bare deres ting. Ellers var det et fucking højt og brutalt lydbillede. Ikke skønt, men knusende. Kønt var Exodus’ lyd måske heller ikke ligefrem, men volumen og bandets indsats kompenserede så for den lidt uskønne buldren.
Underligt nok havde hovednavnet Kreator den lavets lydstyrke denne aften. Det hjalp nok heller ikke på sagerne. Mille Petrozza var egentlig ganske vel-“syngende”, bedre end man kunne frygte i hvert fald. Og ja, der bliver brugt forskellige effekter und scheiss hist og her på vokalen. Det virker ikke som om det er for at skjule noget, men bliver brugt til at genskabe den mere episke lyd Kreator og vokalen har på pladerne.
Og det var jo sådan set ikke fordi at Kreator faldt igennem eller spillede dårligt. Som sådan. Der blev bare trykket “play” og så kørte maskinen og showet som altid. I sådan grad at der ikke blev justeret det mindste. Den fællessang, som Petrozza forsøgte at starte mod slut i “Enemy of God”, udeblev eksempelvis. I stedet for at lugte lunten, tilpasse sig omstændighederne eller rent faktisk prøve at finde og etablere kontakt til publikum, kørte Kreator-toget bare videre på skinnerne, som om alt var som det skulle være.
Det er enten mangel på situationsfornemmelse, selvindsigt eller manglende vilje og evner.
Til trods for det var der enkelte lyspunkter, “Hate Über Alles” var undtagelsesvis et smittende nummer, der ramte plet og fik sat fut i salen. Titelsangen fra det nye album, “Krushers of the World” er slet ikke så kikset som titlen kunne antyde. Men den er også lidt leflende og gennemskuelig i sin opbygning og tilstræbte syng-med-anthem stil.
Det er “Satan Is Real” også, som næsten blev indbegrebet af den lettere fjogede aura Kreator udstrålede denne aften. De er hverken satanister eller de mest subtile satirikere. Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad budskabet i det nummer skal forestille at være? Det lyder bare som noget Mille synes lød “cool und sehr mätal, jah?”. Satan und so ein scheiss, neh? Og når sangen, som ellers er ganske iørefaldende på plade, leveres i en virkelig slæbende og gumpetung version… bleh!
Så virker Kreator og deres univers desværre bøvet og bovlamt.
Vi kører den hjem på rutinen
Jeg kan heller ikke frasige mit eget ansvar, jeg var indrømmet ikke i topform. Det smittede sikkert af på oplevelserne. Jeg orkede ikke mere, da jeg så Mille stå som en vingeskudt flagermus i en underligt stilforvirret kulisse. Så jeg missede de tre sidste numre, som Kreator sikkert lirede af som de plejer, mens jeg stod og fik mig en smøg og fik pisset af inden den lange hjemtur.
Ved pissoriet overhørte jeg en kort udveksling mellem to festligt tillakkede herrer på cirka min egen alder. “Vi skal lige have en tur mere i karrusellen”, var den enes slutrepelik, inden de skyndte sig ind i mørket og pitten igen.
En tur mere i karrusellen… i Kreators smagløse og harmløse gøgler tivoli. Fred være med det, de havde en fest, selvom koncerten ret beset kunne være en båndet liveoptagelse afspillet over højtaleranlægget. Men så var man jo gået glip af rædselskabinettet af dårlig smag på scenen.
Når Kreator rammer dagen og leverer noget, som har noget nerve rent musikalsk, så gør det ikke så meget med indpakningen – så bliver det nærmest mere tydeligt, hvor fede deres bedste numre er. Så kan de overdøve og overleve de klichefyldte paroler, simple budskaber og besynderlige og suspekte æstetik. Dette var ikke sådan en dag.
Dermed fik vi tre ret forskellig bud på at forsøge at køre den hjem på rutinen. Nogle bands og deres stil passer bedre til det end andre. Og nogen får udstillet dem selv, så man nok lige giver dem en tur i syltekrukken igen.
Og så forsøgte jeg at køre hjem på den motordrevne tohjuler på rutinen. Jeg glemte at dreje af mod Operaen, opdagede det halvvejs til Amager, og var ved at fare vild i mørket på Christiania. Nogen er bedre til at køre hjem på rutinen med autopiloten slået til end andre.
Af Ken Damgaard Thomsen
