Sommerferien er for længst forbi, efteråret ligger på lur, men det betyder også at der skrues op for udgivelsesfrekvensens for ny musik. Alligevel er det lidt en tur i limboland, hvad de nye singler angår. Der er dog kommet nyt fra navne som Smøgmænd, Salver, Cevil, Dan Østerby, Falderebet og St. Digue.
Ja, det lykkedes mig simpelthen for en gangs skyld at få luget så meget ud i indbakken, at jeg faktisk kom “foran”. Eller i hvert fald er endt med at stå med en relativt overskuelig bunke med nye singler, som ikke rigtig ville blive helt fyldt.
Derfor har jeg spædet lidt i kassen denne gang med en håndfuld numre, som jeg har samlet op udenfor indbakken. Numre, der kunne være endt i indbakken, men af ukendte årsager ikke lige er nået vores vej forbi. Bare for at få nok i stakken til at kunne få sendt nogle ord efter de sange, som rent faktisk er blevet sendt til os – inden de bliver alt for uaktuelle.
Og så stikker indbakken sikkert snart af fra mig igen…
I lyttebunken var denne gang:
Glasgriber – “Fuldmånetøs”, Salver – “Enevold”. Kinetic – “Evolution”, Dan Østerby – “Ha Det Godt”, Bjerge – “Isede Veje”, isogenic – “Buttons”, Samler På Dig – “Blinker Til Dig”, MarkHoff – “Home”, Raunchy – “Darkest Self” + “Frostbite”, Henfald – “Lev Lidt”, OhNothing – “Telecommunication”, Hilala Kaya – “Sümbül”, CEVIL – “The party”, Smøgmænd – “Kánt”, Falderebet – “For Sent”, Søren Michelsen – “Brothers In Arms”, Gry – “De Voksne Brændt Børn”, St. Digue – “Relapse”, FABER – “Ro På”, Godt Gået Frej – “Venedig”
Grundet den mindre bunke, den “frie” sammensætning af numre og det faktum at der ikke er så mange, der banker på til en plads på Repeatlisten, kører jeg fri form. Dermed er det også alle sange, der denne gang får et par ord eller flere med på vejen.
Smøgmænd skiller sig ud på flere punkter, ikke mindst fordi det er hiphop og dermed falder udenfor vores normale dækningsområde. De grænser er dog blødt så meget op med tiden, ligesom ude i virkeligheden, at det næsten ikke giver mening at skelne længere. Nå ja, og så var Smøgmænd også på min shortlist over navne, som jeg muligvis ville tjekke ud på Roskilde Festival.
Det nåede jeg ikke, og jeg fandt efterfølgende ud af at de to hovedmænd i projektet bærer masker Hvilket normalt giver minuspoint for manglende opfindsomhed! Buh, det har vi set, og nu virker det mere fjollet end “mystisk”. Men ok, vi lader det passere, for Smøgmænd er sgu ret fedt. De har noget kant, hvilket de også demonstrerer på nummeret “Kánt”. Jeg er ikke helt sikker på at det officielt er en single, men hvad faen, så strikse er vi ikke med reglerne for denne subjektive liste.
Rytmisk er det hakkende og maskinelt, men det fremstår sejt og insisterende fremfor stift. Ligesom de lyrisk disker op med noget, der skiller sig ud fra mængden af intetsigende partypophiphop på dansk. Det virker mere dunkelt. Mystisk (ud over de der masker). Poetisk på sin egen særegne vis, hvor man ikke altid helt forstår hvad de bogstaveligt siger – men man fornemmer meningen.
Kant er der også hos Salver, der er tilbage med singlen “Enevold”, som følger op på deres slagkraftige debutalbum fra sidste efterår. Det er punk. Kunstpunk? Tjo, post-punk, støj, poesi, noget metallisk. Det til trods er Salvers lyd ikke rodet eller overlæsset. De har en ret markant klang, der er deres egen.
“Enevold” tager sig tid. Der bygges op instrumentalt i over 1 ½ minut af det næsten 6 minutter lange nummer. Og så æder sangen sig ind på en med en tung, insisterende rytme og trykket stemning. Mens vokalen skriger fra det fjerne. Inden forsangeren begynder at snakke til dig, og musikken kortvarigt falder til ro. For at det hele eksploderer i sangens sidste del, hvor også en forpint saxofon mishandles.
Så krads går det altså ikke for sig hos tilbagevendte Raunchy, der aldrig officielt har været opløst, de har blot taget sig tid. “Livet” og hverdagen kom ligesom i første række, mens bandet har arbejdet på nyt. De har varmet godt op til “comeback” pladen, der er ude nu, og derfor har de også nået at udsende to ret forskellige singler siden sidst.
“Frostbite” er det lange udstyrsstykke, hvor de over 6 minutter tager os med ud på en storladen, symfonisk rejse. Godt med synth, højt til loftet og patos på drengen. Men nummeret viser også Raunchy fra deres mere bistre side med flosset vokal og smæk på trommerne. De viser tænder, men det er stadig melodisk og højtragende.
“Darkest Self” er “kun” 5 minutter lang, og et mere poppet nummer. Og det er virkelig stærkt. Poppet ja, men det element har Raunchy altid haft med. Versene er fine, men det er omkvædene, som tager kegler. Det vil nok ikke være alles kop the, der er skruet op for det følelsesladede og de knyttede næver.
Hvis Raunchy ikke er bange for at komme hele registret rundt og skrue op, så maxer Kinetic helt ud på deres over 11 minutter lange “Evolution”. Det er da om ikke andet ambitiøst. Noget af det er ret godt, andre gange tager man sig til hovedet og leder efter en hårtot, som kan undværes. Det er progget metal af en art, men ambitionerne står ikke helt til mål for, hvad de leverer i sangskrivningen.
I de mere stille og opbyggende passager går det relativt godt, når der kommer mere smæk på og bissen skrues på… uha. Så kommer det altså til at lyde en smule dilettantisk og ufrivilligt komisk. Og så bliver det noget af en laaaang sag at komme igennem.
Sangskrivningen har aldrig fejlet noget hos rutinerede Falderebet og deres voksenrock. “For Sent” er ikke deres mest iørefaldende og medrivende nummer, vi er mere ovre i afdelingen for “en lytter”. Musikalsk flyder det roligt fremad med en knugende stemning, der gennemstrømmer de 4 minutter. Det er i Bo Alvins tekst om skyggesiderne af voksenlivet, her blandt andet et brolagt med for mange Ga-Jol shots, at der noget (tanke)gods at tage med.
“For Sent” er et nummer, der langsomt vokser og folder sig ud. Den kræver lidt tid grundet den tilbageholdende melodi, og den tilhørende eftertænksomme tone. Det er lækkert håndværk og guitarsoloen mod slut, velplaceret og smagfuld. Og så slutter sangen. Brat!
Rock/blues/country… voksenrock? MarkHoff, fra Horsens, serverer et P4-klingende rock-traktement på “Home”. Det er igen solidt håndværk, men også en kende generisk og forudsigeligt. Det kan være både godt og skidt. Er man fan af tilbagelænet, håndspillet rock af den ældre skole, så vil det her ikke genere dig. Derfor også “P4” prædikatet. Vil man have noget, der skubber, kradser eller udfordrer mere, så er det her ikke lavet til dig.
Dan Østerby kunne falde i samme grøft (og igen, ikke at det behøver være en dårlig ting), men sanger og sangskriveren har noget personlighed, der skinner igennem. Efter at have lyttet til flere singler og sange fra Østerby gennem årene, er jeg begyndt at genkende hans fingeraftryk. Det kunne man mene var et minimum, men det er altså ikke selvskrevet.
“Ha Det Godt” rammer et godt sted mellem en let sentimental tone og noget grundlæggende optimistisk og positivt. Du skal have det godt! Banalt budskab, men Østerby leverer så det lyder ærligt og oprigtigt. Melodien er god, man kan nynne med efter kort tid og man ender med at komme i helt godt humør af dette lille hyggeligt nummer.
Tone og klang er egentlig også opløftende og nærmest frejdig på den catchy “Fuldmånetøs” fra Glasgriber. Men kæden ryger lidt af, når der kommer vokal på. Ikke fan. Det er som om både den, og selve musikken, er optaget/produceret/leveret så den skal have en 60er poprocket lyd ala “oldies but goldies” band som Christie. Det her er bare ikke “Yellow River”.
Det lidt gammeldags/klassiske og moderne mødes hos sangerinden FABER, der på “Ro På” lander i et krydsfelt mellem Kom Vi Løber og især Karoline Funder. Især sidstnævntes “Vores Forhandling” har noget af det samme – eller omvendt er det jo. Eftertænksom og rolig pop med en melankolsk tone. Det er smagfuldt, veludført og behageligt.
Under navnet Samler på Dig svæver Aria Leth Schütze lidt i samme rolige luftlag på “Blinker Til Dig”. Hun udsendte singlen “Ud Af Støjen” tidligere på sommeren, “Blinker Til Dig” er single nummer to, der lydmæssigt kunne dele titel med første udspil og ovennævnte nummer fra FABER.
Hvis man kunne forestille sig lyden af “ro og stilhed” kunne det lyde som Samler På Dig. Hvis det giver mening. Ned med pulsen, luk larmen og støjen ude. “Du går tur med solen som dit kompas”, lyder første linje… så er det bare med at følge med og lade sig føre derhen, hvor solen bringer en.
Vi skal have pulsen en smule op på Søren Michelsens “Brothers In Arms”, der er elektronisk pop, synth og drum ‘n bass rytmer i behagelig forening. Michelsen er tidligere trommeslager i SØN, kender man dem, så vil man også kunne ane noget af stilen og lyden især i trommer og rytme hos Michelsen solo.
Der er masser af fremdrift og fine produktionsmæssige detaljer og lag i nummeret, uden at det bliver stressende eller føles overlæsset. Faktisk lyder det trods de mange elementer, der kæmper om opmærksomheden, ret enkelt og ligetil.
Isogenic bevæger sig også indenfor det elektroniske og synthede, men på “Buttons” vil de have os med længere ind i mørket. Måske et dansegulv, et der emmer af sensualitet og lyst. Der er i hvert fald noget i luften her, noget som giver varmen. Lyden og stemningen er lummer, rummet tæt og sveddryppende, selvom tempoet aldrig for alvor kommer i vejret.
Det gør pulsen til gengæld af andre grunde. Der er berøring i mørket til de æggende rytmer. Om det lige er min form for fest ved jeg ikke, men det er et effektivt nummer. Og et soundtrack til dem, der skal danse rigtig tæt – eller lokkende fra afstand.
Festen er mere pågående og med smæk på hos CEVIL på “The Party”. Dunkende og insisterende, CEVIL lyder som om hun vil, eller bliver, lokket i fordærv i et dunkelt hjørne af klubben. Om det er en god ting, hvad end der er tilfældet og hvem der lokker, er ikke helt tydeligt.
Der dukker kortvarigt et creepy forvrænget børnekor op, mens musikken stopper op, inden den hvirvler rundt på gulvet igen. Det giver en urovækkende følelse. Og en stemning af… skolegård, mobning og gruppepres? Cevil har heller ikke tidligere været berøringsangst overfor at besynge skyggesider ved seksualitet, drifter eller den tvetydighed, der kan gennemstrømme forskellige situationer og følelser forbundet hermed.
“The Party” lyder fræk, men også forbudt, måske lidt forkert, men tillokkende. Måske. Nu håber jeg ikke den handler om et overgreb!?
Jeg var egentlig ganske begejstret for den fest OhNothing fyrede af på forrige single, “You Are Right On Time”, og er stadig nogenlunde med på deres beat på “Telecommunication”. Nummeret er lidt mere monotont og enkelt end man hidtil har hørt fra electropopperne, hvilket man alt efter temperament og humør enten vil finde en smule enerverende eller hypnotiserende. Jeg hælder mod det sidste, men det går mig også lidt på nerverne.
Så får vi lige pulsen helt ned inden den sidste spurt mod målstregen i bunken. Gry (tidligere MoonBee) funderer over voksenlivets udfordringer og et splittet hjerte på “De Voksne Brændte Børn”. Det lyder smukt, stilen er meget ren og fin med Grys vokal i centrum over en minimalistisk instrumentering. Der kommer lidt mere rytme og bund, som nummeret skrider frem, men vi er langt fra det festlige dansegulv.
“Jeg med stiletter af isede veje”, indleder Bjerge “Isede Veje” med – en slentretur på farlig grund. Vi er ovre i det elektroniske møder, det poppede igen, mens Bjerge synger-messer med et let mekanisk toneleje, som stedvis manipuleres en smule. Der er en snert af Depeche Mode mørke over Bjerge og hans maskinelle toner og rytmer, på et generelt ret effektivt og stram eksekveret nummer.
Godt Gået Frej danser umiddelbart mere ubekymret og let til fods, eller frejdigt rundt i “Venedig”. Vi er ovre i det mere indie-klingende, hvor der er godt med elastik og groove i Frejs skridt og gang, mens han bevæger sig mod et fængende omkvæd. Godt Gået Frej “klapper sig selv på skulderen” og “omfavner den indre idiot”, lyder skudsmålet i hans “om”-tekst på Spotify. Det beskriver og definerer også meget godt lyden af ham og hans musik.
Og det var ment positivt. Der er noget sært opløftende over at løbe panden mod en mur, spænde ben for sig selv eller på anden vis snuble i tilværelsen med oprejst pande. Godt gået, Frej! Catchy lille fucker af en single.
henfald og deres “lev lidt” er også en ret catchy fætter, som også flirter med et indie-udtryk. Dog mere rocket og pågående end Godt Gået Frej. Der er også en punket nerve og noget rå energi på “lev lidt”, og en driftigt og smittende rytme, der godt kunne lede tankerne i retning af noget Nephew’sk.
Vi lukker ballet og festen med St. Digue, der har fået tilbagefald og kokser ud på “Relapse”. Det er musik af den slags, som har crossover potentiale. St. Digue er vel en form for aggressiv metallisk rave, og han har helt forståeligt også optrådt på eksempelvis Copenhell. Han befinder sig i det svedige sweetspot, hvor der appelleres til mange segmenter. Dansemus af enhver slags OG metalhoveder kan være med.
Der er satme også godt med smæk på det her nummer, som maxer afsted og voldsomt ud mod slut. Pulsen er på 180, sveden sprøjter, er det mosh pit, slagsmålsdans eller trippin’ balls i en nedlagt lagerbygning i et skummelt industrikvarter? Tror lige jeg skal have en kop vand og noget tørt tøj.
Titelnummeret fra Hilal Kayas Sümbül album har jeg valgt at hoppe over, da pladen lige er blevet anmeldt HER
Føjes til Repeatlisten: Lad os smide noget Smøgmænd og St. Digue på den liste.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Mariam Zakarian, St. Digue pressefoto
