Sommerferiesingler! Eller, mange af dem udkom egentlig inden sommerferien begyndte, men blev fanget i vores indbakke. Indtil nu, hvor numre fra kunstnere som Dicte, Mirby, OhNothing, Morten Fischer og Dem der ku, Løvehjerte, Tender Youth, SYL ft. Sivas, Nikolaj Paakjær og Falderebet har fået et lyt.
Alright, Roskilde Festivalen er overstået og kommet lidt i bakspejlet. Så starter vi langsomt op igen med nogle hængepartier fra før, der gik festival og ferie i den. Derfor er det heller ikke den mest aktuelle udgave af Repeatlisten, der er tale om numre, der udkom i slut-maj og juni måned. Med et par undtagelser.
Der gemmer sig muligvis mere i krogene af indbakken, men jeg håber jeg har fået det mest gravet frem her. Nyere singler er også landet i indbakken i mellemtiden, de er røget videre til august/september bunken.
Denne gang blev det til hele 26 numre:
Raunchy – “Frameworker”, Dicte – “Konge Af Alt”, Mirby – “Be In Nature (While It’s There)”, Anna Stengade – “Ingen Elastik”, Junkyard Drive – “Ordinary”, Liebra – “ildebrand”, YAKUZA – “Heartbreak Avenue”, Marius Ziska – “Where Did I Go Wrong”, Sasha Adrian – “wish that i had called you”, OhNothing – “You Are Right On Time”, Gry – “Couple Living Apart”, Morten Fischer og Dem Der Ku – “Træt, træt far”, LØVEHJERTE – “redde hinanden”, Tender Youth – “Bliss I See in You”, Von Quar – “Ingen Bund”, Joakim Lykke – “Short & Fleeting life”, CECILIE & Mewhy – “Vale la Pena”, Skovblod – “Elegy”, SYL + Sivas – “Bedøvet”, Nikolaj Paakjær – “Champagne Metallic Volvo 740”, Bisse – “Dansker”, Falderebet – “Breve Der Aldrig Blev Sendt”, Laura Bugtrup – “Til benet”, Dead Hands – “The Moth”, Olesen – “Fra mol til dur” og Slagger Lund ft. Mads Mouritz – “Whiskas In The Jar (til en ven).
I betragtning til Repeatlisten kom
Dicte – “Konge Af Alt”
“At skrive på ryggen af min egen rejse”, således beskriver Dicte blandt andet et nyt projekt hun har kastet sig over. Hun genbesøger og genfortolker udvalgte numre fra bagkataloget og forsøger at give sangene nyt liv.
Det første bud er “Konge Af Alt”, en genfortolkning på dansk af hendes “King of It All” fra 2010. Et nummer, som fik ny aktualitet for Dicte, da hun begyndte at reflektere over hendes egen identitet og tilhørsforhold, da Trump truede Grønland – og situationen i verden generelt. Det er en personlig rejse og en søgen tilbage til ens kerne.
Og “Konge Af Alt”, og Dictes stemme og pen generelt, fungerer umiddelbart glimrende på dansk. Det føles som et frisk pust at høre hende på modersmålet, og sangen virker velvalgt og udførelsen ganske naturlig. Det fremstår ikke som et forceret forsøg på at oversætte sin egen tekst, men som et nummer, der i denne version altid har skullet være sunget på dansk.
Nikolaj Paakjær – “Champagne Metallic Volvo 740”
Vi skal et smut til Herning på ”Champagne Metallic Volvo 740″, det sidste tilflugtssted og en vej ud af sorgen for Nikolaj Paakjær. Det er tyst, et rigtig morgengryen lurer derude nummer, hvor det føles som om man glider mod den uundgåelige solopgang.
Og solen står jo altid op igen, hvis man kommer igennem natten og mørket. Det synes at være en rød tråd gennem sangen og bilmetaforen. Keep on driving. Ifølge Paakjær er sangen til den, som ” livet har givet dårlige kort på hånden, men alligevel får uforklarlige kræfter til at flygte ud af mørket og ind i lyset”. Det kræver “bare” at man trykker på speederen og får styret Volvoen gennem og ud af mørket, “uden at se sig tilbage”.
Det er altså et håbefuldt og optimistisk nummer, hvilket også afspejles af det opløftende omkvæd, der følger den mere nedslående tone i versene. Opbygningen og udførelsen er god, i det hele taget er det stærk sangskrivning, som Paakjær leverer. Bakket op af klaver har han måske ikke verdens største sangstemme, men den føles ægte og rammer det der sweet spot, hvor man kan mærke den og ham, mennesket bag.
Mirby – “Be In Nature (While It’s There)”
Husk at sætte pris på naturen mens vi har den, og husk at drikke vand, eller dør du! Den første del er i hvert fald omdrejningspunktet på den sommerlige pop-single “Be In Nature (While It’s Sill There)” fra Mirby. Gæt hvad den handler om?
Ja, det er sentimentalt og på sin vis et banalt budskab, men det gør det jo ikke mindre sandt. Og Mirby formår at få det til at lyde både oprigtigt og lige til. Naturlighed i et popnummer om naturen, det behøver sådan set ikke være så svært.
Lyden og stemmen er lys, akustisk guitar leder os ind i sangen sammen med Mirbys klare stemme. Der bygges ovenpå med noget kor, synth og en melodi, der stille og roligt blomstrer. Jeg får sen-90er P3 vibes på en varm sommerdag, hvor man ligger i baghaven og slikker sol. mens man gør som om man læser til eksamen. Hvis man er så gammel som mig, forstår sig.
Et “lille” popnummer om et stort emne, der på en eller anden vis vokser og bliver til mere end summen af enkeltdelene. Mirby får det hele til at lyde ganske nemt og ubesværet, hvilket ikke er så nemt som det lyder. Godt skåret pop-snedkeri.
Morten Fischer og Dem der ku – “Træt, Træt Far”
Morten Fischer ramte en kreativ tørkeperiode, som han beskriver som “Moses i ørkenen”, da pandemien ramte. Og han kunne mærke presset af “to unger, et heftigt realkreditlån og et voksenarbejde”. Men der var lys og skrivelyst på den anden side, og pludselig piblede sangene om voksenlivet og til mennesker samme sted i tilværelsen frem.
“Træt, Træt Far” er første nummer i rækken af sange til dem, der ikke kommer ud “efter kl. 18.30”, og stemmen virkede utroligt bekendt da jeg hørte nummeret første gang. Jeg havde ikke læst presseteksten endnu, men kunne straks genkende Fischers stemme og måde at synge på. Hmm… Lyse Nætter!
I 2020 udsendte Lyse Nætter den fremragende “Det Indre Rum”, en 6 minutter lang single, der var blandt mine favoritter det år. Det var lige da coronaen ramte, og virker efterhånden som en evighed siden. De der Lyse Nætter blev også tyst og forduftede med tiden, nu fik jeg så forklaringen.
Jeg har savnet Fischers stemme! “Træt, Træt Far” er musikalsk ikke helt på højde med “Det Indre Rum”, men den var fandme også stærk. Men nummeret er relaterbart og teksten en mange sikkert vil kunne spejle sig i. Musikalsk er vi mere ovre i noget, der smager af country og folk end det rockede fra Lyse Nætter. Hvilket passer glimrende til hele tematikken og følelsen af at det er musik til “os” voksne.
Tender Youth – “Bliss I See In You”
Der var i lang tid stilhed omkring Tender Youth, efter de spillede en virkelig god koncert på Roskilde Festival under Rising-dagene i 2023. Men i foråret var der livstegn i form af den glimrende single “Marina Drive”, hvor post-punkerne havde skiftet rockguitaren ud med en sirene leveret af en distortion violin.
Den er endnu engang helt fremme i lydbilledet og drivkraften i nyeste single, “Bliss I See In You”. Et FREM-RAG-ENDE nummer. Tender Youths justering af udtrykket med violinen, som en af de primære drivkræfter, fungerer fortræffeligt og giver bandet et helt nyt og markant anderledes udtryk end deres mere traditionelle udgangspunkt. Som også var stærkt, men nu skiller bandet sig klangmæssigt også ud fra mængden.
Melodisk glider “Bliss I See In You” helt ubesværet af sted, så man uundgåeligt bliver taget med på rejsen. Jeg er solgt på bandets nye lyd, der har bragt dem et andet og interessant sted hen.
SYL ft. Sivas – “Bedøvet”
Og i kategorien “samarbejder jeg ikke lige havde set komme”… SYL skal satme ikke anklages for ikke at have mod og turde tænke udenfor hardcore-boksen. Hvilket i sig selv er virkelig forfriskende og giver automatisk pluspoint i min bog.
Meeeen, der skal naturligvis også helst være et godt nummer eller et interessant resultat, og ikke bare en gimmick. Heldigvis er “Bedøvet” et vellykket nummer og samarbejde mellem hardcore-bandet og den danske rapper med iranske rødder.
Jo, Sivas rapper, men han passer ind i stilen og den bund SYL lægger. Det er egentlig overraskende, hvor godt brikkerne passer sammen. Nummeret var ifølge presseteksten næsten færdigt, da SYLs producer, Frederik Thaae, foreslog at få Sivas med – hvilket han til overraskelse for bandet sagde ja til.
Nummeret handler om “AI misinformation og profitdrevne nyhedmedier”, et “babelstårn”, som SYL betegner det. Og den slags har det jo med at vælte… NED MED LORTET!
Falderebet – “Breve Der Aldrig Blev Sendt”
Endnu et nummer til de voksne, denne gang fra et ægte “voksenrockband”. Falderebet er igen aktuel med en ny single, opfølgeren til sidste års “Vi Er” og den medrivende “Kan Du Huske Jens Christian”. Sidstnævnte handlede om at kigge tilbage, på sin vis ligger “Breve Der Aldrig Blev Sendt” tematisk i naturlig forlængelse deraf. Det ligger nærmest indbygget i titlen, ik?
Mere konkret handler nummeret ifølge sanger og sangskriver Bo Bech Arvin om at skrive sange. Og sende dem ud i verden uden at ane om de nogensinde bliver hørt. De er som regel værd at lægge ører til, de sange som Arvin sender af sted. Om det er med Falderebet, The Reptones eller et af de andre projekter, som Arvin er involveret eller drivkraften i.
“Breve Der Aldrig Blev Sendt” er en indbydende forsmag på albummet Ransagede Ruiner, Falderebets fjerde, der udkommer til efteråret. Nu besætning og opdateret lyd, hvor bandet skruer ned for voksenrocken og op for mere mere synth og elektronisk influeret udtryk, en “storbylyd”, som Arvin betegner det.
Løvehjerte – “redde hinanden”
Jeg er stille og roligt blevet fan af Løvehjerte, det må jeg jo erkende, efter jeg lidt hurtigt fik affejet hendes “Uldtøj i Regn” og den spæde popstil hun kører. Siden har jeg måttet overgive mig, ikke mindst til singlerne “Hjerte I Gabestok ” og ikke mindst “Landekendt”. Hvad kan jeg gøre, det er bare popmusik og jeg kan lide det?!
Tidligere er jeg kommet til at sammenligne vokal, den enkle musikalske stil og den lettilgængelige lyrik med et navn som Souvenirs. “Jeg Hader Susanne”, “Jeg Troede Du Var Hos Michael”, “Han Tog Et Nattog” osv, I husker? Nuvel, sammenligningen holder jeg fast i, selvom “redde hinanden” er mere tænksom i tonen og nedtonet hvad den “skrabede” poplyd.
Løvehjerte synger “lyst”, stemmen lader ikke til at have det vildeste register eller kraft, men der er bare et eller andet, som går rent ind hos mig. Jeg kan mærke hjertet i og fra Løvehjerte, når hun synger. Hun lyder som en, man har lyst til at give et kram eller et klap på skulderen og sige “ej, det skal altså nok gå!”. Det er halv-trist musik til halv-triste mennesker, sunget af en som lyder små-ærgerlig, og alligevel er der et eller andet optimistisk og opløftende ved Løvehjerte og “redde hinanden”.
Det skal jo nok gå, ikke sandt?
Laura Bugtrup – “Til Benet”
Laura Bugtrup (fra Herning) opererer lidt indenfor samme genre med en slagside mod det mere folkede. Fundamentet er en popmelodi, en lille vise, hvor vokalen er i centrum. Det lyder ganske indbydende på “Til Benet”, hvor unge Bugtrup synger om og for at få styr på sit tankemylder – og det at overtænke ting.
Der skal skæres ind til benet med en fin tekst, og en minimalistisk og smagfuld instrumentering. Det mest spændende for mig er dog Bustrups vokal, der trods det lavmælte udtryk og umiddelbart lidt spæde klang har et eller andet over sig. Personlighed og sin egen særegne klang, som man gerne vil lytte til.
Samtidig leges der med noget kor/dubbing af Bugtrups vokal oveni hinanden, der giver en sjov lidt spøgelsesagtig klang. Det må være tankerne, der myldrer rundt i Bugtrups hoved? Selvom de her synger den samme tekst, er det en velfungerende effekt.
I det hele taget er der mange små fine detaljer og idéer at gå på opdagelse i. Men vigtigst af alt, så er sangen sært rørende og vokser ved flere gennemlytninger. Alt i alt er det her vældig lovende og jeg ser frem til at høre mere fra denne unge sangskriver.
Korte Kommentarer
Der er en lille håndfuld gode, tungere toner i bunken denne gang, som dog ikke helt kom med i slutspurten. Bedst er Skovblod og deres “Elegy”, der blander progressiv metal med en bismag af nordisk folk. En tung og stedvis spruttende blanding, der er ret slagkraftig. Og gør at man nok lige bør holde et vågent øje på Skovblod, det kunne blive rigtig godt.
Raunchy er som bekendt genopstået efter en længere pause, og samler op cirka hvor de stoppede. “Framework” er anden single efter genkomsten, og det er sådan set rigtig fint. Hvis man er til 00er klingende symfonisk progmetal, hvilket jeg ikke helt kan blive enig med mig selv om, om jeg virkelig er?
At udgive et nummer med titel “Ordinary” kan enten være modigt eller dumdristigt. Junkyard Drive er ikke bange af sig, men singlen er desværre mere ordinær end modig. Bandet har gjort sig inden for klassisk hardrock af den radiovenlige slags, her bliver det dog en kende for poleret til min smag. Det er som om for mange kanter og skarpe hjørner er filet af lossepladsens indhold, så det fremstår lidt harmløst og forglemmeligt.
Dead Hands har et godt svingende swagger swung og chucka-chucka rytme i den sammenbidte “The Moth”. Et strejf af noget syre/psych og en fin melodi, men vi er ikke helt oppe på øverste hylde. But I dig your style, dudes, så bliv ved, der er noget coolness og bid her, som fungerer.
Jeg er nok ikke målgruppen for færøske Marius Ziska, der er aktuel med sjæleren “Where Did I Go Wrong?”. Det er nydeligt, vellydende og lækkert eksekveret. Desværre er den kvart i for pæn og pænt søvndyssende for mig. Ziska er en populær og prisvindende herrer på Færøerne, det kan jeg sagtens forstå. Det bliver nok bare lidt for “Mads Langer” til min smag. Håndværket fejler dog intet.
Det gør det sådan set heller ikke hos Gry, som jeg tidligere har anmeldt numre fra, da hun gik under navnet MoonBee. Nu har hun også skiftet engelsk ud med dansk, det hele for at musikken kan fremstå og føles mere personlig. “Couple Living Apart”, som er på dansk , handler om at blive “skilsmissebarn i voksenalderen”. Fin indiepop, men, yeah… det findes der meget af, jo.
Anna Stengade har en interessant og lytteværdig vokal. Hun er 45, bor på Nørrebro og er et andet sted i livet end mange af de yngre kunstnere, som er med i bunken. Hun var aktiv på musikscenen for over ti år siden, nu er hun tilbage efter en længere pause med den blåtonede “Ingen Elastik”. Der er noget “levet liv” og det perspektiv, det kan give over Stengades vokal og sangens klang. Elektroniske elementer, processeret kor og noget viseklingende i en velproduceret blanding er bunden for Stengades reflekterende lyrik og berette-syngende stemme.
CECILIE, med stort, er bosat i Portugal og har tidligere smidt sangen “Kaleidoskop” igennem vores elektroniske brevsprække. Den var god, det er samarbejdet med belgiske Mewhy på “Viva La Pena” sådan set også. Det er bare ikke lige min kop spansk sommerdrink. Lyden er varm, liflig og giver sommerlige vibes, mens det stille bobler løs mellem akustisk guitar og de to vokaler. For mig bliver det dog en lidt flad fornemmelse, hvor boblerne hurtigt dør ud.
Og så tager vi lige et danse-intermezzo inden slutspurten. Liebra forsøger at sætte ild til dansegulvet med den elektronisk æggende “ildebrand”, det lykkedes delvist. Det er vist ikke lige til mig, og lyder for “moderne”. Det er det også hos YAKUZA, der spillede på Roskilde Festival i år. Det er også lyden af ungdommen, eller noget af den. Rap/hiphop blandet med R’n’B og alternativ pop, en blanding man kan fordre både de unge og svin med – fordi der er SÅ meget af den derude. YAKUZA er dog i den bedre ende hvad kvaliteten af foderet angår.
Kan eller skal man danse til Von Quar? Måske er det mere hoppe-musik? Og huje-musik. Af med trøjen og sving den over hovedet til tonerne af en sang som “Ingen Bund”. Her lyder de mere som Minds of 99 end nogensinde før. Det behøver de egentlig ikke.
Det er svært at komme helt udenom Minds og en sammenligning med dem i Danmark, de fylder sgu så meget. Men man kan jo bare gå sine helt egne veje, som Bissebassen har gjort i cirka lige så lang tid, om Minds har domineret hitlisterne. Bisse er dansker og synger om og til os på singlen “Dansker”. Lyrisk er han ret skarp, som det meste af tiden. Musikalsk er jeg ikke helt blæst bagover. Men fornemmer “Dansker” er blevet et af Bisses mere afspillede numre i nyere tid, så hvad helvede ved jeg?
Jeg ved at jeg kan lide både Olesen-Olesen og Slagger Lund, gør jeg så! Her er der tale om Peter Olesen, der er tilbage med en single i eget navn, eller bare Olesen, efter en kortvarig genforening med bror Henrik til en række koncerter. “Fra mol til dur” er en Olesen-sang, som den slags ofte lyder. Men det er også en sang om at skrive en Olesen-sang. Dog er tonen måske mere lys og optimistisk end den velkendte misantropi og melankoli hos Peter Olesen?
Der er både lys over marker, antydningen af et smil og mol skiftet ud med dur, selvom “verset mangler vingefang” er omkvædet dog på plads. Mod slut hopper vores fortæller ind i sengen til et “dig”, for der er vigtigere ting i livet end rim og refræn. Og om lidt er kaffen klar?
Slagger Lund plejer heller ikke at gå vildt meget op i rim og refræn i hans kuriøse og ofte barokke sangunivers. Han virker noget mere jordbunden, ligetil og tilgængelig på “Whiskas In The Jar (til en ven), sammen med Mads Mouritz, end sædvanligvis. En afdæmpet, lidt sammenbidt folk-rockende slider i nedsat tempo. Man kunne næsten gå så vidt at kalde det et forsøg på at skrive og levere en “normal” sang?
Det skulle jeg lige vænne mig til. Og jeg er stadig ikke helt sikker på om jeg synes det klæder Slagger Lund, eller er der hvor jeg synes han er stærkest. Jeg savner det lurende vanvid, den krøllede hjernes aftryk på lyrik og musik, de besynderlige referencer og finurlig krumspring. Noget som titlen, “Whiskas In The Jar”, eller lægger op til. Måske er det en forventningsafstemning, der er slået lidt fejl her… For Slagger Lund skal vel netop IKKE gøre som jeg forventer eller håber på? Så bliver det jo forudsigeligt. Og så alligevel. Mjah, lad os sige at det er vores begges skyld, og så er vi lige gode venner næste gang vores veje krydser hinanden.
Jeg har også været begejstret for personligheden og den skæv tone eller to, man kan finde hos Sasha Adrian. På nyeste single, “i wish that i had called you” rocker hun mere lige ud af landevejen. Og det er fint, det skal der også være plads til, ligesom man ikke altid skal gøre, som jeg synes. Noget af det personlige særpræg, og store styrker, træder bare en smule i baggrunden så. Men hey, nogle gange skal man da bare rocke lidt ud og få hævet nogle andre lyttere med!
Jeg lader OhNothing danse-rocke os ud med “You Are Right On Time”, der ikke er bange for at bruge “bah bah bah bah” som hook i omkvædet. Det danske søskendepar har bedrevet et nummer, der med sin elektro-pop/rock puls både glider ubesværet afsted og rummer et eller andet skævt og ulmende crazyness. Det er svært at sidde stille og ikke nynne med. Elementært medrivende.
Bah bah bah bah bah bah ba… OK, fuck it, PLOTTWIST, OhNothing skulle have været med i øverste afdeling og været i betragtning til Repeatlisten. Hvilket jeg har snydt dem for et par gange med tidligere singler som “Shadow Of The Sun” og “This Time Around”. Nu må jeg lige tage mig sammen. Godt jeg selv laver reglerne.
Føjes til Repeatlisten: Tender Youth, SYL ft. Sivas og OhNothing
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Karen Rosetzsky, Dicte pressefoto
